| Tilbage |
Er nu virkelig den produktive kapitals vækst og arbejdslønnens stigning så uadskilleligt forbundet, som de borgerlige økonomer hævder? Vi må ikke tro dem på deres ord. Vi må end ikke tro, at jo federe kapitalen bliver, desto bedre bliver dens slave fodret. Bourgeoisiet er alt for oplyst, det regner alt for godt til at dele de feudale herrers fordomme, som pralede med deres tjenerskabs glans. Bourgeoisiets eksistensbetingelser tvinger det til at regne.
Vi må altså nærmere undersøge:
Hvorledes virker den produktive kapitals vækst på arbejdslønnen?
Hvis den produktive kapital i det borgerlige samfund i det store og hele vokser, finder der en mere alsidig ophobning af arbejde sted. Kapitalerne tager til i antal og omfang. Forøgelsen af kapitalisternes antal forøger kapitalisternes indbyrdes konkurrence. Kapitalens stigende omfang gør det muligt at føre endnu vældigere arbejderhære med endnu mægtigere krigsredskaber ud på den industrielle slagmark.
Den ene kapitalist kan kun slå den anden af marken og erobre hans kapital ved at sælge billigere. For at kunne sælge billigere uden at ruinere sig må han kunne producere billigere, det vil sige, forøge arbejdets produktionskraft så meget som muligt. Men arbejdets produktionskraft forøges først og fremmest vej en større arbejdsdeling, ved en mere alsidig indførelse og stadig forbedring af maskinerne. Jo større arbejderhæren er, som arbejdet bliver fordelt på, i jo mægtigere omfang maskinerne indføres, desto frugtbarere bliver arbejdet. Derved opstår der en alsidig kappestrid mellem kapitalisterne om at forøge arbejdsdelingen og anvendelsen af maskiner og udbytte dem i størst muligt omfang.
Hvis nu en kapitalist ved hjælp af større arbejdsdeling, ved anvendelse af nye og forbedring af gamle maskiner, ved en fordelagtigere og forøget udnyttelse af naturkræfterne har fundet midler til med den samme sum af arbejde eller af ophobet arbejde at frembringe en større sum af produkter, en større mængde varer end hans konkurrenter, hvis han f.eks. i denne samme arbejdstid, som hans konkurrenter bruger til at væve en halv alen lærred, kan producere en hel alen lærred, hvordan vil denne kapitalist så bære sig ad?
Han kunne blive ved med at sælge en halv alen lærred til den gamle markedspris, men det ville dog ikke være noget middel til at slå hans konkurrenter af marken og forøge sin egen afsætning. Men i samme grad som hans produktion har udvidet sig, har også afsætningsbehovet udvidet sig for ham. De mægtigere og kostbarere produktionsmidler, som han har bragt til verden, sætter ham ganske vist i stand til at sælge sin vare billigere, men de tvinger ham samtidig til at sælge flere varer, til at erobre et ulige større marked for sine varer; vor kapitalist vil altså sælge sin halve alen lærred billigere end sine konkurrenter.
Kapitalisten vil dog ikke sælge den hele alen så billigt, som hans konkurrenter sælger den halve alen, skønt produktionen af den hele alen ikke koster ham mere, end den halve koster de andre. Ellers ville han ikke tjene noget ekstra, men kun få produktionsomkostningerne tilbage i bytte. Hans eventuelt større indtægt ville stamme fra, at han havde sat en større kapital i bevægelse, men ikke fra at han havde udnyttet sin kapital bedre end de andre. Desuden når han det mål, som han vil nå, når han blot ansætter varens pris nogle procenter lavere end sine konkurrenter. Han slår dem af marken, han fravrister dem i det mindste en del af deres afsætning, idet han underbyder dem. Og endelig må vi huske, at den gangbare pris altid ligger over eller under produktionsomkostningerne, alt efter som varens salg falder på den for industrien gunstige eller ugunstige årstid. Alt efter som markedsprisen pr. alen lærred ligger under eller over dens hidtil sædvanlige produktionsomkostninger, vil de procenter veksle, som kapitalisten, der har anvendt nye, frugtbarere produktionsmidler, tjener udover sine virkelige produktionsomkostninger.
Men vor kapitalists privilegium er ikke af lang varighed. Andre konkurrerende kapitalister indfører de samme maskiner og den samme arbejdsdeling, indfører dem i samme eller endnu større målestok, og disse forbedringer vil blive så almindelige, at prisen på lærred er gået ned ikke blot under dets gamle, men under dets nye produktionsomkostninger.
Nu befinder kapitalisterne sig altså indbyrdes i samme stilling, som de befandt sig i før indførelsen af de nye produktionsmidler, og når de med disse midler kan levere det dobbelte produkt til samme pris, tvinges de nu til at levere det dobbelte produkt under den gamle pris. Udfra disse nye produktionsomkostningers standpunkt begynder det samme spil så igen. Mere arbejdsdeling, flere maskiner, udbytning af arbejdsdeling og maskiner i større målestok. Og konkurrencen bringer igen den samme modvirkning mod dette resultat.
Vi ser altså, hvordan produktionsmåden, produktionsmidlerne stadig undergår omvæltninger, bliver revolutioneret, hvordan arbejdsdeling med nødvendighed drager en større arbejdsdeling efter sig, anvendelsen af maskiner stadig større anvendelse af maskiner, arbejde i stor målestok arbejde i endnu større målestok.
Det er den lov, som atter og atter kaster den borgerlige produktion ud af dens gamle bane og tvinger kapitalen til at anspænde arbejdets produktionskræfter, fordi den har anspændt dem, den lov, som ikke under den nogen ro, men stadig tilhvisker den: Videre! Videre!
Denne lov er den selvsamme lov, som indenfor handelsperiodernes svingninger nødvendigvis udligner en vares pris til dens produktionsomkostninger.
Hvilke mægtige produktionsmidler en kapitalist end fører i marken, vil konkurrencen gøre disse produktionsmidler almindelige, og fra det øjeblik, hvor den har gjort dem almindelige, er den eneste følge af hans kapitals større frugtbarhed kun, at han nu for samme pris må levere ti, tyve eller hundrede gange så meget som før. Men da han måske må afsætte tusinde gange så meget for at opveje den lavere salgspris ved at afsætte produktet i større masser, fordi et forøget salg nu er nødvendigt, ikke blot for at tjene mere, men for at få erstatning for produktionsomkostningerne – selve produktionsapparatet bliver, som vi har set, bestandig dyrere – og fordi dette massesalg er blevet et livsspørgsmål ikke blot for ham, men også for hans medbejlere, så begynder den gamle kamp så meget desto heftigere, jo frugtbarere de allerede opfundne produktionsmidler er. Arbejdsdelingen og anvendelsen af maskiner vil altså gentage sig i ulige større målestok.
Hvor vældigt de anvendte produktionsmidler end udfolder sig, vil konkurrencen altid søge at berøve kapitalen de gyldne frugter af denne udfoldelse, idet den fører varens pris tilbage til produktionsomkostningerne, idet den altså i samme forhold, som der kan produceres billigere, det vil sige, produceres mere med samme sum af arbejde, gør den billigere produktion, levering af stadig større masser af produkter til samme pris, til en bydende nødvendighed. Således ville kapitalisten ved sine egne anstrengelser ikke have vundet andet end forpligtelsen til at levere mere i den samme arbejdstid, kort sagt: han får dårligere betingelser for at forøge sin kapitals værdi. Mens konkurrencen så stadig forfølger ham med loven om produktionsomkostningerne, og hvert våben, som han smeder mod sine rivaler, vender tilbage som våben mod ham selv, søger kapitalisten bestandig at overtrumfe konkurrencen ved rastløst at indføre nye maskiner, som ganske vist er kostbarere, men som producerer billigere, at indføre nye arbejdsdelinger i stedet for de gamle og ikke vente, til konkurrencen har forældet de nye.
Hvis man nu forestiller sig denne febrilske aktivitet samtidig på hele verdensmarkedet, forstår man, hvorledes kapitalens vækst, ophobning og koncentration medfører en uafbrudt, stadig voksende kolossal arbejdsdeling, anvendelse af nye og forbedring af gamle maskiner.
Men hvordan indvirker nu disse omstændigheder, der er så uadskilleligt knyttet til den produktive kapitals vækst, på fastsættelsen af arbejdslønnen?
Den større arbejdsdeling sætter een arbejder i stand til at gøre 5, 10, 20 mands arbejde, den forøger altså konkurrencen mellem arbejderne til det 5-, 10- eller 20-dobbelte. Arbejderne konkurrerer ikke blot med hinanden, når een sælger sig billigere end en anden; de konkurrerer, når een gør arbejdet for 5, 10 eller 20, og den af kapitalen indførte og stadig forøgede arbejdsdeling tvinger arbejderne til at konkurrere på denne måde.
Endvidere: i samme grad som arbejdsdelingen tiltager, forenkles arbejdet. Arbejderens særlige dygtighed bliver værdiløs. Han forvandles til en enkelt, ensformig produktionskraft, som hverken behøver at sætte legemlig eller åndelig spændkraft ind i spillet. Hans arbejde bliver tilgængeligt for alle. Derfor trænger konkurrenter ind på ham fra alle sider, og desuden må vi huske, at jo enklere og lettere det er at lære arbejdet, jo lavere produktionsomkostninger det kræver at tilegne sig det, desto dybere synker arbejdslønnen; thi ligesom prisen på enhver anden vare bestemmes den af produktionsomkostningerne.
Altså, i samme grad som arbejdet bliver mere utilfredsstillende, mere modbydeligt, i samme grad tager konkurrencen til og arbejdslønnen af. Arbejderen søger at holde sin arbejdsløn oppe ved at arbejde mere, enten det nu sker ved at arbejde flere timer eller ved at præstere mere i samme tid. Drevet af nød forøger han yderligere arbejdsdelingens ulykkelige virkninger. Resultatet er: jo mere han arbejder, desto mindre løn får han, af den simple grund nemlig, at han i samme grad, som han konkurrerer med sine arbejdskammerater af disse arbejdskammerater skaber ligeså mange konkurrenter, som tilbyder sig på ligeså slette betingelser som han selv; at han altså i sidste instans konkurrerer med sig selv som medlem af arbejderklassen.
Maskinerne frembringer de samme virkninger i meget større målestok ved at fortrænge dygtige arbejdere med udygtige, mænd med kvinder, voksne med børn, idet maskinerne, hvor der indføres nye, kaster håndværkerne på gaden i massevis, og hvor de forefindes, forbedres og erstattes med mere ydedygtige maskiner, afskediger arbejderne i mindre flokke. Ovenfor har vi i raske træk skildret den industrielle krig mellem kapitalisterne indbyrdes; denne krig har det ejendommelige ved sig, at slagene i den vindes mindre ved hvervning end ved afskedigelse af arbejderhæren. Feltherrerne, kapitalisterne, kappes indbyrdes om, hvem der kan afskedige de fleste industrisoldater.
Økonomerne fortæller os ganske vist, at de arbejdere, som maskinerne har overflødiggjort, finder nye beskæftigelsesgrene.
De vover ikke direkte at påstå, at netop de afskedigede arbejdere får beskæftigelse ved nye arbejdsgrene. Kendsgerningerne råber for højt mod denne løgn. De påstår egentlig kun, at der for andre bestanddele af arbejderklassen, f.eks. for den del af den unge arbejdergeneration, der allerede stod parat til at gå ind i den ødelagte industrigren, vil åbne sig nye beskæftigelsesmuligheder. Det må selvfølgelig være en stor tilfredsstillelse for de faldne arbejdere. De herrer kapitalister vil ikke komme til at mangle frisk kød og blod til udbytning, man vil lade de døde begrave deres døde. Dette er snarere noget, som bourgeoisiet trøster sig selv end arbejderne med. Hvis hele lønarbejderklassen blev tilintetgjort af maskinerne, hvor skrækkeligt ville det da ikke være for kapitalen, som uden lønarbejde ophører med at være kapital!
Men sæt nu, at de, som af maskinerne direkte er blevet trængt ud af arbejdet, og hele den del af den nye generation, som allerede lurede på dette job, fandt ny beskæftigelse. Tror man da virkelig, at denne ville blive så højt betalt som den, der gik tabt? Dette ville være i modstrid med alle økonomiens love. Vi har set, hvordan den moderne industri fører med sig, at der stadig indføres en enklere, mere underordnet art af beskæftigelse i stedet for den mere sammensatte højere.
Hvordan skulle altså en arbejdermasse, der på grund af maskinerne er blevet kastet ud af en industrigren, finde et tilflugtssted i en anden, medmindre denne er lavere, dårligere betalt?
Man har som en undtagelse nævnt de arbejdere, som selv arbejder med fabrikation af maskiner. Så snart der ville kræves og forbruges flere maskiner i industrien, måtte antallet af maskiner nødvendigvis stige, altså også maskinfabrikationen, altså også beskæftigelsen af arbejdere i maskinfabrikationen, og de arbejdere, som anvendes i denne industrigren måtte være dygtige, ja faglærte arbejdere.
Siden 1840 har denne allerede tidligere kun halvvejs sande påstand mistet ethvert skin af sandsynlighed, da nemlig den stadig mere omfattende anvendelse af maskiner hverken forekommer oftere eller sjældnere ved fabrikationen af maskiner end ved fabrikationen af bomuldsgarn, og de i maskinfabrikkerne beskæftigede arbejdere ville, når de stilledes overfor de mest kunstfærdige maskiner, kun komme til at spille en rolle som meget simple maskiner.
Men i stedet for den på grund af maskinen afskedigede mand beskæftiger fabrikken måske tre børn og een kvinde. Og skulle måske ikke een mands løn slå til for tre børn og een kvinde? Kan ikke en minimumsløn slå til for at opretholde og formere arbejderbefolkningen? Hvad beviser altså denne yndede bourgeoisitalemåde? Intet andet, end at der nu forbruges fire gange så mange arbejderliv som tidligere for at skaffe livets underhold til een arbejderfamilie.
Lad os i få ord sammenfatte, hvad vi har sagt: jo mere den produktive kapital vokser, desto mere forøges arbejdsdelingen og anvendelsen af maskiner. Og jo mere arbejdsdelingen og anvendelsen af maskiner forøges, desto mere forøges konkurrencen mellem arbejderne indbyrdes, og desto mere synker deres løn.
Og dertil kommer, at arbejderklassen også rekrutteres fra samfundets højere lag: en mængde små industridrivende og små rentierer, der skyndsomst må række armene i vejret sammen med arbejderne, synker ned i arbejderklassen. Således dannes der en stadig tættere skov af oprakte, arbejdskrævende arme, og armene selv bliver mere og mere magre.
Det er indlysende, at de små industridrivende ikke kan holde ud i den krig, hvor det er en af de første betingelser at producere i større og større målestok, hvad der netop vil sige at være en stor og ikke en lille industridrivende.
At kapitalrenten aftager i samme forhold, som kapitalens masse tager til, som kapitalen altså vokser, og at derfor den lille rentier ikke mere kan leve af sine renter, men må slå sig på industridrift og altså bidrager til at forøge de små industridrivendes rækker og derved skaber fremtidige kandidater til proletariatet, alt dette behøver ingen nærmere forklaring.
I samme forhold endelig, som kapitalisterne ved den ovenfor skildrede bevægelse tvinges til at udnytte de allerede forhåndenværende kæmpemæssige produktionsmidler i endnu større målestok og til at sætte alle kredittens springfjedre i bevægelse for at nå dette mål, i samme forhold forøges de industrielle jordskælv, hvor handelsverdenen kun holder sig oppe ved at ofre en del af rigdommen, af produkterne, ja endog af produktionskræfterne til underverdenens guder – kort sagt: kriserne tager til. De bliver hyppigere og heftigere allerede af den grund, at i samme forhold som produkternes masse stiger, og altså trangen til udstrakte markeder vokser, skrumper verdensmarkedet mere og mere ind, der bliver stadig færre nye markeder tilovers at udbytte, da hver tidligere krise har draget et marked ind under verdenshandelen, der ikke før var erobret, eller som handelen kun havde udnyttet overfladisk. Kapitalen lever imidlertid ikke blot af arbejde. Som den på en gang fornemme og barbariske herre den er, drager den ligene af sine slaver med sig i graven, hele arbejderhekatomber, der går under i kriserne. Vi ser altså: når kapitaler vokser hurtigt, vokser konkurrencen mellem arbejderne ulige hurtigere, dvs. desto større er den relative nedgang i beskæftigelsesmidler og livsfornødenheder for arbejderklassen, og alligevel er kapitalens hastige vækst den gunstigste betingelse for lønarbejdet.
| Tilbage |