Løn og penge

På debattens anden -dag har vor ven Weston klædt sine gamle betragtninger i nye former. Han sagde: Som følge af en almindelig forhøjelse af pengelønnen behøves der flere rede penge for at betale de samme lønninger. Da mængden af de cirkulerende penge er fast, hvordan kan I da med dette faste beløb af cirkulerende penge betale større pengelønninger? Først opstod vanskeligheden af den faste varemængde, som tilfalder arbejderne, til trods for at deres pengeløn stiger; nu kommer vanskeligheden fra forhøjelsen af pengelønnen til trods for de faste varemængder. Selvfølgelig, hvis I afviser hans oprindelige dogme, så vil hans sekundære besværlighed også forsvinde.

Jeg vil imidlertid bevise for jer, at dette pengespørgsmål absolut intet har at gøre med vort emne.

I jeres land er betalingsapparatet langt mere fuldkomment end i noget andet europæisk land. Takket være banksystemets udvidelse og koncentration kræves der langt færre cirkulationsmidler for at bringe det samme værdibeløb i omløb og udføre samme eller større forretninger. Hvad f. eks. lønnen angår, så betaler den engelske fabriksarbejder ugentlig sin løn til urtekræmmeren, der hver uge sender pengene til banken; denne returnerer dem igen hver uge til fabrikanten, som igen udbetaler dem til sine arbejdere o.s.v. På denne måde kan en arbejders årsløn, skal vi sige på 52 pund, betales med en eneste sovereign, som hver uge foretager det samme kredsløb. Selv i England er betalingsapparatet ikke så fuldkomment som i Skotland, og det er ikke lige' fuldkomment overalt; vi ser derfor, at der f. eks. i nogle landbrugsegne, sammenlignet med udprægede fabriksegne, kræves langt flere cirkulationsmidler for at sætte en mindre værdimængde i omløb.

Hvis man går over Kanalen, så vil man finde, at pengelønningerne er meget lavere end i England, men at de i Tyskland, Italien, Svejts og Frankrig holdes i cirkulation ved hjælp af langt flere omløbsmidler. Den samme sovereign bliver ikke så hurtigt opfanget af bankerne eller sendt tilbage til industrikapitalisterne; og i stedet for en sovereign til en årlig cirkulation af 52 pund behøver man måske 3 sovereigns for at holde årslønningerne indtil et beløb af 52 pund i omløb. Hvis I altså sammenligner landene på kontinentet med England, så vil I straks se, at lav pengeløn tit kan kræve meget større mængder af omløbsmidler til cirkulationen end høj pengeløn, og at dette i virkeligheden kun er et teknisk spørgsmål, der ligger ganske uden for vort emne.

Efter de bedste beregninger, jeg kender, kan arbejderklassens årsindtægt her til lands anslås til 250 millioner pund. Denne uhyre sum holdes i cirkulation ved hjælp af cirka 3 millioner pund. Lad os antage, at der indtræder en lønforhøjelse på 50 procent. Så ville der kræves 4 1/3 mio. cirkulationsmidler i stedet for 3 mio. Da en betydelig del af arbejdernes daglige udgifter erlægges i sølv og kobber, d.v.s. rene mønttegn, hvis relative værdi i forhold til guld er fastsat vilkårligt ved lov ligesom de uindløselige papirpenges værdi, så ville en forhøjelse af pengelønnen på 50 procent i yderste tilfælde betyde en forøget cirkulation, skal vi sige på en million sovereigns. En million, som nu i form af guldbarrer eller mønter ligger i Bank of Englands eller privatbankernes kældre, ville komme i cirkulation. Men selv den ringe udgift, som udmøntningen eller den forøgede brug af denne million ville forårsage, kunne spares og ville faktisk blive sparet, hvis der skulle opstå nogen som helst gnidning som følge af behovet for forøgede omløbsmidler. I ved alle, at omløbsmidlerne her i landet er delt i to store grupper. Den ene gruppe, som består af banksedler af forskelligt pålydende, anvendes mellem handelsfolk og ved større betalinger mellem forbrugere og handlende, medens en anden art omløbsmidler, metalmønterne, cirkulerer i detailhandelen. Skønt de er fuldstændig forskellige fra hinanden, så griber disse to slags omløbsmidler ind i hinanden. Således cirkulerer guldmønterne selv ved større betalinger for alle mindre restsummer under 5 pund. Hvis der i morgen blev udsendt 4-pundssedler eller 3-pundssedler eller 2-pundssedler, så ville det guld, som nu fylder disse cirkulationskanaler, straks blive trængt ud og ledet over i de kanaler, hvor der som følge af pengelønnens forhøjelse er brug for det. På denne måde ville den ekstra million, som skal bruges ved en lønforhøjelse på 50 procent, blive skaffet til veje, uden at der skulle fremskaffes en eneste sovereign. Den samme virkning kunne opnås uden forøgelse med blot en eneste seddel ved hjælp af øget vekselcirkulation, sådan som det i lange tider var tilfældet i Lancashire.

Hvis en almindelig forhøjelse af lønsatserne f. eks. på 100 procent, som borger Weston antager m. h. t. landarbejderlønningerne, fremkaldte en stor stigning i priserne på livsfornødenhederne og efter hans anskuelse krævede et ekstra beløb til betalingsmidler, som ikke ville kunne fremskaffes, så måtte et almindeligt fald i lønnen have samme virkning i samme omfang, men i modsat retning. Men nu ved I alle, at årene 1858/60 var de gunstigste år for bomuldsindustrien, og at især året 1860 i denne henseende står uovertruffet i handelens annaler, medens samtidig også de andre industrigrene stod i fuldt flor. Bomuldsarbejdernes løn og lønnen for de arbejdere, som var knyttet til denne industri, stod i 1860 højere end nogen sinde tidligere. Da kom den amerikanske krise, og alle disse lønninger blev pludselig nedsat til ca. en fjerdedel af det tidligere beløb. Dette ville, hvis bevægelsen var gået i modsat retning, have betydet en stigning på 400 procent. Når lønnen stiger fra 5 til 20, så siger vi, at den er blevet forhøjet 300 procent; når den falder fra 20 til, 5 så siger vi, at den falder 75 procent; men stigningen i det første tilfælde og nedgangen i det andet tilfælde ville være det samme, nemlig 15 shilling. Dette var altså en hidtil ukendt pludselig forandring i lønsatserne, og samtidig omfattede den et antal arbejdere, som - når vi medregner ikke blot de i bomuldsindustrien beskæftigede, men også de af denne industri indirekte afhængige arbejdere - var halvanden gang så stor som antallet af landarbejdere. Er nu hvedeprisen faldet? Den steg fra en årlig gennemsnitspris på 47 shilling 8 pence pr. kvartal i de tre år 1858/60 til et årligt gennemsnit af 55 shilling 10 pence pr. kvartal i de tre år 1861/63. Hvad betalingsmidlerne angår, så blev der I året 1861 præget 8.673.232 pund i Mønten mod 3.378.792 pund i 1860. D.v.s. der blev i 1861 præget 5.295.440 pund mere end i 1860. Det er rigtigt, at seddelomløbet i 1861 var 1.319.000 pund mindre end i 1860. Lad os trække dem fra. Der bliver alligevel stadig et overskud af betalingsmidler for året 1861 sammenlignet med det gunstige år 1860 til et beløb af 3.976.440 pund eller næsten Ak millioner pund; men Bank of Englands guldreserve var samtidig faldet; ikke i samme, men tilnærmelsesvis i samme forhold.

Sammenlign engang årene 1862 og 1842. Bortset fra den vældige vækst i værdien og mængden af de varer, der var i omløb, beløb den kapital på det åbne marked i form af aktier, lån o. s. v., som blev indbetalt til jernbanerne i England og Wales, sig i 1862 alene til 320.000.000 pund, en sum, som i 1842 ville have forekommet fabelagtig. Alligevel var omløbsmidlernes samlede sum i 1862 og 1842 tilnærmelsesvis den samme, og sædvanligvis vil man i almindelighed bemærke en tilbøjelighed til fortsat nedgang i betalingsmidlerne samtidig med en enorm værdistigning ikke blot på varerne, men på de pengemæssige transaktioner overhovedet. Fra vor ven Westons standpunkt er dette en uløselig gåde.

Hvis han var trængt lidt dybere ind i sit emne, ville han have fundet, at selv om vi ser bort fra lønnen og antager, at den er uforandret, vil værdien og mængden af de varer, der sættes i omløb, og overhovedet pengebeløbet af de omsætninger, som finder sted, daglig variere; at beløbet af udstedte banksedler daglig varierer; at beløbet af de betalinger, som sker uden nogen brug af penge ved hjælp af veksler, checks, bogkreditter og gireringer, daglig varierer; at forholdet mellem de mønter, der er i cirkulation, og de mønter og barrer, der hviler i bankernes kældre, daglig varierer, for så vidt der behøves virkelige metalpenge; at de beløb, der kræves af den nationale cirkulation, og det guld, der sendes til udlandet til den internationale cirkulation, daglig varierer. Han ville hag e fundet, at dette dogme om en konstant mængde betalingsmidler er en uhyre fejltagelse, uforenelig med, hvad der daglig sker for vore øjne. Han ville have efterforsket de love, som sætter betalingsmidlerne i stand til stadig at tilpasse sig efter de skiftende betingelser, i stedet for at bruge sin urigtige opfattelse af lovene for betalingsmidler som et argument mod lønforhøjelse.