Arbejdskraften

Efter at vi nu, så vidt det kunne ske i en sådan flygtig betragtning, har undersøgt værdiens natur, værdien af enhver tænkelig vare, må vi vende, vor opmærksomhed mod arbejdets særlige værdi. Og her må jeg igen sætte jer i forbavselse ved noget tilsyneladende paradoksalt. I er alle ganske sikre på, at det, som folk daglig sælger, er deres arbejde; at derfor arbejdet har en pris, og da en vares pris kun er pengeudtrykket trykket for dens værdi, må der afgjort eksistere noget, som man kan kalde arbejdets værdi.' Der findes imidlertid ikke noget, som man kan kalde arbejdets værdi i dette ords almindelige betydning. Vi har set, at mængden af det i en vare krystalliserede nødvendige arbejde udgør dens værdi. Når vi nu anlægger dette værdibegreb, hvordan kan vi så bestemme, skal vi sige værdien af en 10-timers arbejdsdag? Hvor meget arbejde indeholdes der i denne dag? 10 timers arbejde. 'Hvis vi vil sige, at værdien af en 10-timers arbejdsdag er lig med 10 timers arbejde eller med den deri indeholdte arbejdsmængde, så ville dette være en tautologi og desuden en meningsløs påstand. Naturligvis, når vi engang har fundet den sande, men skjulte betydning af udtrykket "arbejdets værdi", vil vi være i stand til at forklare denne irrationelle og tilsyneladende umulige anvendelse af værdien på samme måde, som vi er i stand til at forklare himmellegemernes synlige eller rent tilsyneladende bevægelser, så snart vi har erkendt deres virkelige bevægelse.

Hvad arbejderen sælger, er ikke direkte sit arbejde, men sin arbejdskraft, som han for en tid lader kapitalisten have rådighed over. Dette er i så høj grad tilfældet, at der ved love - jeg ved ikke, om det gælder i England som på kontinentet - er fastsat en maksimaltid, inden for hvilken en mand må sælge sin arbejdskraft. Hvis det var ham tilladt at gøre dette for ubegrænset tid, så ville slaveriet straks igen være oprettet.', Et sådant salg ville, hvis det f. eks. blev afsluttet for hele mandens liv, straks gøre ham til sin arbejdskøbers livsvarige slave. Tho,as Hobbes, en af Englands ældste økonomer og mest originale filosoffer, har allerede i sin "Leviathan" instinktivt henvist til dette punkt, som er blevet overset af alle hans efterfølgere. Han sagde: "Det, en mand er værd eller gælder for, er ligesom ved alle andre. ting hans pris: det vil_ sige så meget, som der gives for brugen af hans kraft."

Når vi går ud fra dette grundlag, så vil vi være i stand til at bestemme arbejdets værdi ligesom enhver anden vares værdi.

Inden vi gør det, kunne vi spørge: Hvorfra stammer det mærkelige forhold, at vi på markedet finder en gruppe købere, som ejer jord, maskiner, råmateriale og livsfornødenheder, alt sammen ting, som - med undtagelse af jorden i sin oprindelige tilstand - er produkter a f arbejdet, og på den anden side en gruppe sælgere, som ikke har andet at sælge end deres arbejdskraft, deres arbejdende arme og hjerner? Hvordan går det til, at den ene gruppe stadig køber for at lave profit og berige sig, medens den anden gruppe stadig sælger for at tjene til livets ophold? Undersøgelsen af dette spørgsmål ville være en undersøgelse af det, som økonomerne kalder den "første eller oprindelige akkumulation", men som bor kaldes den oprindelige ekspropriation. Vi vil finde, at den såkaldte oprindelige akkumulation ikke betyder andet end en række historiske processer, som til sidst førte til en ødelæggelse af den oprindelige enhed, som bestod mellem det arbejdende menneske og hans arbejdsmidler. En sådan undersøgelse ligger imidlertid uden for det emne, jeg behandler her.' Efter at adskillelsen mellem det arbejdende menneske og arbejdsmidlerne en gang er fuldbyrdet, vil den holde sig og gentage sig i stadig voksende grad, indtil en ny. dybtgående revolution i produktionssystemet igen vælter den og genopretter den oprindelige enhed i en ny historisk form. /

Hvad er altså arbejdskraftens værdi?

Ligesom enhver anden vare er dens værdi bestemt af den arbejdsmængde, dens fremstilling kræver. En mands arbejdskraft består kun i hans levende personlighed. Der må bruges en bestemt mængde livsfornødenheder af et menneske, for at han kan trives og opretholde livet. Men mennesket bliver, ligesom maskinen, slidt op og må erstattes af et andet menneske. Foruden den mængde livsfornødenheder, som han behøver for selv at opretholde livet, må han yderligere have en vis mængde livsfornødenheder for at kunne opfostre et vist antal børn, som kan erstatte ham på arbejdsmarkedet og føre arbejderbefolkningen videre`.' Desuden må der bruges endnu en sum af værdier til udvikling af hans arbejdskraft og til tilegnelse af en vis dygtighed. For vort formål er det tilstrækkeligt blot at tage gennemsnitsarbejdet i betragtning, hvis opdragelses- og uddannelsesomkostninger er ganske forsvindende størrelser. Men jeg må benytte denne lejlighed til at fastslå, at nøjagtig ligesom produktionsomkostningerne for arbejdskræfter af forskellig kvalitet er forskellige, sådan må også værdien af de i forskellige industrier anvendte arbejdskræfter være forskellige. Råbet på lighed i lønnen beror derfor på en fejltagelse, et urimeligt ønske, som aldrig vil blive opfyldt. Det har sin oprindelse i den falske og overfladiske radikalisme, som anerkender forudsætningerne og forsøger at smutte uden om følgeslutningerne., På grundlag af lønsystemet fastsættes arbejdskraftens værdi ligesom enhver anden vares; og da forskellige slags arbejdskraft har forskellig værdi eller kræver forskellige arbejdsmængder til sin fremstilling, må de have forskellige priser på arbejdsmarkedet. At forlange lige eller endog retfærdig betaling på grundlag af lønsystemet er det samme som kravet om frihed på grundlag af slaverisystemet. Hvad I altså anser for retfærdigt eller billigt kommer ikke i betragtning. Spørgsmålet er: Hvad er nødvendigt og uundgåeligt inden for et givet produktionssystem?

Efter det anførte vil man se, at arbejdskraftens værdi bestemmes af værdien af de livsfornødenheder, som kræves til at frembringe, udvikle og opretholde arbejdskraften og fore den videre.