Produktion af medværdi

Lad os antage, at den gennemsnitlige mængde af en arbejders daglige livsfornødenheder kræver 6 timers gennemsnitsarbejde til deres fremstilling. Lad og endvidere antage, at 6 timers gennemsnitsarbejde udtrykkes i en guldmængde, der er lig med 3 shilling. Disse 3 sh. ville da være prisen for den daglige værdi af denne mands arbejdskraft eller dens udtryk i penge. Hvis han daglig arbejdede 6 timer, så ville han daglig producere en værdi, som er tilstrækkelig til at købe gennemsnitsmængden af hang daglige fornødenheder eller til at opretholde hang liv som arbejder.

Men vor mand er lønarbejder. Lian må derfor sælge sin arbejdskraft til en kapitalist. Sælger lian den til 3 sh. om dagen eller 18 sh. om ugen, gå sælger han den til dens værdi. Lad og antage, at han er spinder. Hvis han daglig arbejder 6 timer, gå vil lian hver dag føje en værdi af 3 sh. til bomuldens værdi. Denne værdi, som han hver dag føjer til, vil være det nøjagtige vederlag for den Ion eller den pris, som han hver dag får for gin arbejdskraft. Men i så tilfælde ville der ikke tilflyde kapitalisten nogen merværdi eller noget merprodukt. Iler støder vi på den egentlige vanskelighed.

Idet kapitalisten køber arbejderens arbejdskraft og betaler dens værdi, har han som enhver anden køber erhvervet gig ret til at konsumere eller forbruge den vare, han har købt. Man konsumerer eller forbruger et menneskes arbejdskraft ved at lade det arbejde, nøjagtig ligesom man konsumerer eller forbruger en maskine ved holde den i gang. Kapitalisten har derfor ved at købe den daglige eller ugentlige værdi af arbejderens arbejdskraft erhvervet gig retten til at bruge arbejdskraften hele dagen eller ugen eller til at lade den arbejde. Arbejdsdagen eller arbejdsugen har naturligvis sine grænser, men det vil vi komme nærmere ind på senere.

I øjeblikket vil jeg henlede jeres opmærksomhed på et afgørende punkt.

Arbejdskraftens værdi bestemmes af den arbejdsmængde, som er nødvendig for at opretholde eller reproducere den, men brugen af denne arbejdskraft finder kun sin grænse i arbejderens livsenergi og legemskraft. Den daglige eller ugentlige værdi af denne arbejdskraft er helt forskellig fra denne arbejdskrafts daglige eller ugentlige beskæftigelse, akkurat ligesom det foder, en hest bruger, og den tid, i hvilken den kan bære en rytter, er to helt forskellige ting. Den arbejdsmængde, der begrænser værdien af arbejderens arbejdskraft, danner på ingen måde nogen grænse for den arbejdsmængde, som hang arbejdskraft kan præstere. Lad og tage eksemplet med spinderen. Vi har set, at lian for daglig at kunne forny gin arbejdskraft daglig må skabe en værdi af 3 sh., hvad han opnår ved at arbejde 6 timer om dagen. Men det gætter ham ikke ud af stand til daglig at arbejde 10 eller 12 eller flere timer. Ved at betale den daglige eller ugentlige værdi af spinderens arbejdskraft har kapitalisten fået ret til at bruge denne arbejdskraft hele dagen eller hele ugen. Han vil derfor lade ham arbejde, skal vi gige 12 timer om (lagen. Udover de 6 timer, som kræves til at erstatte hang løn eller værdien af hang arbejdskraft, må spinderen derfor arbejde yderligere 6 timer, som jeg vil kalde merarbejdstimer, og dette merarbejde vil give gig udslag i en merværdi og et merprodukt. Når f. eks. denne spinder ved sit daglige arbejde på 6 timer forøger bomuldens værdi med 3 sh., en værdi, som udgør et nøjagtigt vederlag for hans løn, så vil han i 12 timer forøge bomuldens værdi med 6 sh. og frembringe en tilsvarende større mængde garn. Da han har solgt sin arbejdskraft til kapitalisten, gå tilhører hele værdien af det produkt, han har frembragt, kapitalisten, som for en bestemt tid er ejer af hans arbejdskraft. Kapitalisten vil derfor ved at betale 3 sh. opnå en værdi af 6 sh., thi idet han forud betaler den værdi, i hvilken der er krystalliseret 6 arbejdstimer, får lian til gengæld en værdi, i hvilken der er krystalliseret 12 arbejdstimer. Hvis kapitalisten hver dag gentager denne proces, vil lian hver dag betale 3 h. og stikke 6 h. i lommen, hvoraf den ene halvdel igen anvendes til at Letale løn med og den anden halvdel er merværdi, som kapitalisten ikke betaler noget vederlag for. Det er på denne slags udveksling mellem kapital og arbejde hele den kapitalistiske produktion eller lønsystemet beror, og den må stadig føre til igen at frembringe arbejderen som arbejder og kapitalisten som kapitalist.

Merværdiraten vil, når alle omstændigheder er de samme, afhænge af forholdet mellem den del af arbejdsdagen, som er nødvendig til at forny arbejdskraftens værdi, og den overtid eller det merarbejde, som er ydet kapitalisten. Den vil derfor afhænge af det forhold, hvori arbejdsdagen forlænges ud over den tid, i hvilken arbejderen ved sit arbejde kun ville frembringe værdien af sin arbejdskraft eller erstatte sin Iøn.