De forskellige dele, merværdien deler sig i

Merværdien, eller den del af varernes samlede værdi, i hvilken arbejderens merarbejde eller ubetalte arbejde er nedlagt, kalder jeg profit. Hele profitten kan den kapitalistiske arbejdskøber ikke putte i lommen. Jordmonopolet sætter jordejeren i stand til at tilegne sig en del af denne merværdi under navnet jordrente, ganske ligegyldigt om denne jord bliver brugt til landbrug, bygninger, jernhaner eller et hvilket som helst andet produktivt formål. På den anden side: netop den kendsgerning, at rådigheden over arbejdsredskab aberne gør det muligt for den kapitalistiske arbejdskøber at producere en merværdi eller, hvad der kommer ud på det samme, gør det muligt for ham at tilegne sig en vis mængde ubetalt arbejde, medfører, at ejeren af arbejdsmidlerne som helt eller delvis låner dem til den kapitalistiske arbejdskøber, at kort sagt pengekapitalisten bliver i stand til under navnet kapitalrente at lægge beslag på en anden del af denne merværdi til sig selv, så at den kapitalistiske arbejdskøber som sådan kun har den såkaldte industri- eller handelsprofit tilovers.

Efter hvilke love denne deling af merværdiens samlede beløb mellem de tre kategorier af personer reguleres, er et spørgsmål, som ligger ganske uden for vort emne. Men så meget fremgår af det, vi her har udviklet:

Jordrente, kapitalrente og industriel profit er kun forskellige navne på forskellige dele af varens merværdi eller det deri indeholdte ubetalte arbejde, og de udspringer i lige høj grad af denne kilde og af denne kilde alene. De stammer ikke fra jorden som sådan eller fra kapitalen som sådan, men jord og kapital sætter deres ejermænd i stand til at få deres respektive andele af den merværdi, som den kapitalistiske arbejdskøber presser ud af arbejderen.' For arbejderen selv er det af underordnet betydning, om denne merværdi, dette resultat af hans merarbejde eller ubetalte arbejde, udelukkende tilfalder den kapitalistiske arbejdskøber, eller om denne på sin sider er tvunget til at afgive dele af den til tredjemand under navn af jordrente og kapitalrente. Hvis vi antager, at den kapitalistiske arbejdskøber benytter sin egen kapital og er sin egen grundejer, så vil hele merværdien gå i hans lomme.

Det er den kapitalistiske arbejdskøber, som umiddelbart presser denne merværdi ud af arbejderen, lige meget hvor stor en del han til syvende og sidst kan beholde selv. På dette forhold mellem den kapitalistiske arbejdskøber og lønarbejderen bygger derfor lønsystemet og hele det nuværende produktionssystem. Når nogle af de borgere, som deltog i diskussionen, forsøgte at formindske emnets betydning og at behandle dette grundlæggende forhold mellem den kapitalistiske arbejdskøber og arbejderen som et underordnet spørgsmål, så tog de derfor meget fejl, selv om de på den anden side havde ret, når de fastslog, at en forhøjelse af priserne under givne omstændigheder kan ramme den kapitalistiske arbejdskøber, jordejeren, pengekapitalisten og, hvis I vil, skatteopkræveren på meget ulige måde.

Endnu en slutning må man drage af det sagte:

Den del af varens værdi, som kun udgør værdien af råmaterialerne, af maskinerne, kort sagt værdien af de anvendte produktionsmidler, giver ingen indtægt, men erstatter kun kapitalen. Men bortset derfra er det ikke rigtigt, at. den anden del af varens værdi, som danner indtægt eller gives ud i form af løn, profit, jordrente og kapitalrente, bliver dannet af lønnens værdi, grundrentens værdi, profittens værdi o.s.v. Vi vil foreløbig lade lønnen ligge og kun behandle den industrielle profit, kapitalrente og jordrente. Vi har lige set, at den merværdi, som varen indeholder, eller den del af dens værdi, som repræsenterer ubetalt arbejde, falder i forskellige dele, som har tre forskellige navne. Men det ville være det modsatte af sandheden at hævde, at deres værdi sammensættes eller dannes ved sammenlægning af disse tre bestanddeles af hinanden uafhængige værdi.

Når en arbejdstime repræsenterer en værdi af 6 pence, når arbejderens arbejdsdag omfatter 12 timer, når halvdelen af denne tid er ubetalt arbejde, så vil dette merarbejde føje en merværdi af 3 sh. til varen; det er en værdi, som der ikke er betalt nogen modværdi for. Denne merværdi på 3 h. udgør hele det fond, som den kapitalistiske arbejdskøber kan dele med grundejeren og pengekapitalisten i hvilket som helst forhold. Disse 3 shillings værdi danner grænsen for den værdi, som de skal dele med hinanden. Men det er ikke den kapitalistiske arbejdskøber, som til varernes værdi føjer en vilkårlig værdi som sin egen profit, til hvilken der så føjes en anden værdi til grundejeren o.s.v., så at summen af disse vilkårligt fastsatte værdier ville udgøre den samlede værdi. I ser altså, hvor fejlagtig den populære opfattelse er, som forveksler delingen af en given værdi i tre dele med dannelsen af denne værdi ved sammenlægning af tre af hinanden uafhængige værdier, og som på denne måde forvandler den samlede værdi, hvorfra jordrente, profit og kapitalrente stammer, til en vilkårlig størrelse.

Når den samlede profit, kapitalisten har opnået, er lig med 100 pund, så kalder vi denne sum, betragtet sot absolut størrelse, profitbeløbet. Men beregner vi det forhold, som disse 100 pund står i til den indskudte kapital, så kalder vi denne relative størrelse for profitraten. Det er klart, at denne profitrate kan udtrykkes på to måder.

Lad os antage, at 100 pund er den kapital, der er udbetalt i lønninger. Når den opnåede merværdi ligeledes er 100 pund - hvilket ville betyde, at halvdelen af arbejderens arbejdsdag består af ubetalt arbejde - og hvis vi måler denne profit efter den kapital, som er udbetalt i lønninger, så siger vi, at profitraten beløber sig til 100%, fordi den indskudte værdi er hundrede og den opnåede værdi to hundrede.

Hvis vi på den anden side ikke blot tager den kapital i betragtning, som er udbetalt i lønninger, men hele den indskudte kapital, skal vi f. eks. sige 500 pund, hvoraf 400 pund repræsenterer værdien af råmateriale, maskiner o.s.v., så siger vi, a t profitraten kun andrager 20%, fordi profitten på 100 kun er en femtedel af hele den indskudte kapital.

Den første måde at udtrykke profitraten på er den eneste, som viser jer det sande forhold mellem betalt og ubetalt arbejde, den virkelige størrelse af - tillad mig det franske ord - arbejdets eksploiration. Den anden udtryksmåde er den gængse og er virkelig på sin plads til visse formål. I hvert fald er det meget nyttigt at skjule den grad, i hvilken kapitalisten presser ubetalt arbejde ud af arbejderen.

I det, jeg nu vil udvikle for jer, vil jeg bruge ordet profit om hele den merværdi, som kapitalisten har presset ud, uden nogen hensyn til fordelingen af denne merværdi mellem de forskellige parter, og når jeg bruger ordet profitrate, vil jeg stadig måle profitten efter den værdi, som kapitalisten har sat ind i form af Iøn.