Forord

Den nylig i Wien udkomne brochure af Kautsky, Proletariatets Diktatur (Wien 1918, Ignaz Brand, 63 sider), er i sig selv et særdeles anskueligt eksempel på II Internationales fuldstændige og skandaløse bankerot, som længe har været samtaleemne blandt ærlige socialister i alle lande. Spørgsmålet om den proletariske revolution er nu ved at blive sat på dagsordenen i en hel række lande. En undersøgelse af Kautskys renegatsofismer og totale afstandtagen fra marxismen er derfor nødvendig.

Først må det dog understreges, at den, der skriver disse linjer, helt fra krigens begyndelse gentagne gange har måttet påpege Kautskys brud med marxismen. En række artikler fra årene 1914-1916 i det udenlandske Sotsial-Demokrat og Kommunist har drejet sig herom. Disse artikler er samlet i Petrograd-sovjettens publikation: G. Sinovjev og N. Lenin, Mod Strømmen, Petrograd 1918 (550 sider). I en brochure, der udkom i Geneve i 1915 og dengang blev oversat til tysk og fransk), skrev jeg om kautskyanismen:

»Kautsky, II Internationales største autoritet, er et i højeste grad typisk og grelt eksempel på, hvordan en verbal anerkendelse af marxismen i virkeligheden har ført til dens forvandling til 'struveisme' eller 'brentanoisme' (dvs. til en liberal, borgerlig lære, der anerkender ikke-revolutionær klassekamp fra proletariatets side, hvad der er udtrykt særlig grelt af den russiske skribent Struve og den tyske økonom Brentano). Vi ser det også af Plekhanovs eksempel. Med åbenbare sofismer amputerer man marxismen for dens levende, revolutionære ånd, man anerkender i marxismen alt, undtagen de revolutionære kampmidler. propagandaen for og forberedelsen af dem, opdragelsen af masserne i netop denne retning. Kautsky 'forliger' ideforladt socialchauvinismens grundtanke, anerkendelsen af fædrelandsforsvaret i denne krig med de diplomatiske skinindrømmelser til venstrefløjen i form af undladelse af at stemme om krigsbevillingerne, formel vedståen af sin oppositionelle holdning osv. Kautsky, der i 1909 skrev en hel bog om, at revolutionernes epoke nærmede sig, og om sammenhængen mellem krig og revolution; Kautsky, som i 1912 skrev under på Basel-manifestet om revolutionær udnyttelse af den tilstundende krig — han retfærdiggør og besmykker nu for fuld musik socialchauvinismen og slutter sig ligesom Plekhanov til bourgeoisiet i forhånelsen af al tanke om revolution, ethvert skridt til direkte revolutionær kamp.

Arbejderklassen kan ikke realisere sine verdensrevolutionære mål uden skånselsløs bekæmpelse af denne renegatoptræden, denne karakterløshed, denne tjenstagtighed overfor opportunismen og denne eksempelløse teoretiske forfladigelse af marxismen. Kautskyanismen er ikke nogen tilfældighed, men et socialt produkt af modsigelserne inden for 2. Internationale, af kombinationen af verbal troskab mod marxismen og underkastelse under opportunismen gerning« (Q. Sinovjev og N. Lenin, Socialismen og Krigen, Geneve 1815.s. 13-14).

Endvidere har jeg i 1916 i bogen Imperialismen Som Kapitalismens Højeste Stadium (udkommet i Petrograd i 1917) udførligt behandlet de teoretiske fejl i alle Kautskys betragtninger over imperialismen. Jeg anførte Kautskys definition på imperialismen: »Imperialismen er et produkt af den højtudviklede industrikapitalisme. Den består i enhver kapitalistisk industrinations stræben efter at undertvinge og knytte til sig et stadig større landbrugs-område (kursiveringen er Kautskys), uden hensyn til, hvilke nationer det bebos af. Jeg påviste det fuldstændigt fejlagtige ved denne definition og dens »egnethed« til at tilsløre imperialismens dybeste modsigelser og derpå til forsoning med opportunismen. Jeg anførte min egen definition af imperialismen: »Imperialismen er kapitalismen på det udviklingstrin, hvor monopolernes og finanskapitalens herredømme er skabt, hvor kapital-eksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdensopdelingen mellem de internationale truster er begyndt, og opdelingen af Jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet. Jeg påviste, at Kautskys kritik af imperialismen ikke engang står mål med den borgerlige og småborgerlige kritik af den.

Endelig har jeg i august og september 1917 — dvs. før den proletariske revolution i Rusland (25. oktober/7. november 1917) — skrevet brochuren Staten Og Revolutionen. Marxismens Lære Om Staten Og Proletariatets Opgaver Under Revolutionen), som udkom i Petrograd i begyndelsen af 1918, og her, i kapitel 6, om opportunisternes forfladigelse af marxismen, navnlig haft opmærksomheden rettet mod Kautsky, idet jeg påviste, at han fuldstændigt har forvansket Marx' lære og forfalsket den til opportunisme, »afsvoret revolutionen i gerning, mens han anerkendte den i ord«.

I det væsentligste består Kautskys teoretiske grundfejl i brochuren om proletariatets diktatur netop i de opportunistiske forvanskninger af Marx' lære om staten, som jeg udførligt har afsløret i min brochure Staten Og Revolutionen.

Det var nødvendigt at forudskikke disse bemærkninger, idet de viser, at jeg, længe før bolsjevikkerne greb statsmagten og fordømtes herfor af Kautsky, åbent har anklaget ham for at optræde som renegat.