Borgerligt og proletarisk demokrati

Det problem, som Kautsky har bragt ugudelig forvirring i, stiller sig i virkeligheden på følgende måde.

Hvis man ikke vil drive spot med den sunde fornuft og historien, er det klart, at man ikke kan tale om »rent de­mokrati«, så længe der eksisterer forskellige klasser, men kun kan tale om et klassedemokrati. (I parentes be­mærket er udtrykket »rent demokrati« ikke blot en frase der afslører uvidenhed og svigtende forståelse såvel af klassekampen som af statens væsen, men en trefoldigt tom frase, idet demokratiet i det kommunistiske sam­fund, efterhånden som det vokser over i og forvandles til vane, vil dø bort, men aldrig blive til et »rent« demokrati)

Det »rene demokrati« er en forhøjet liberal frase til fordummelse af arbejderne. Historien kender et borgerligt demokrati, som afløser feudalismen, og et proletarisk demokrati, som afløser det borgerlige.

Når Kautsky bruger side efter side til at »bevise« den sandhed, at det borgerlige demokrati er progressivt i sammenligning med middelalderen, og at proletariatet ubetinget må udnytte det i sin kamp mod bourgeoisiet, så er det netop den slags liberal snak, som fordummer arbejderne. Ikke blot i det veluddannede Tyskland, men og­så i det dårligt uddannede Rusland er dette en trivialitet. Kautsky strør simpelt hen »lærd« sand i arbejdernes øjne, når han gør sig vigtig med at fortælle om Weitling og om jesuiterne i Paraguay og om meget andet, for at komme uden om det moderne, dvs. det kapitalistiske demokratis borgerlige væsen.

Kautsky tager fra marxismen det, der er acceptabelt for de liberale, for bourgeoisiet (kritikken af middelalde­ren, kapitalismens progressive historiske rolle i alminde­lighed og det kapitalistiske demokratis i særdeleshed), og han udelader, fortier, tilslører det i marxismen, som er uacceptabelt for bourgeoisiet (proletariatets revolutio­nære anvendelse af magt mod bourgeoisiet for at afskaffe det). Derfor viser Kautsky sig da også uundgåeligt, i kraft af sin objektive stilling og sin subjektive overbevis­ning, hvordan den så måtte være, som bourgeolsiets lakaj.

Det borgerlige demokrati, som var et stort historisk fremskridt i sammenligning med middelalderen, er og bliver — og under kapitalismen kan det ikke være andet — snævert, beskåret, forfalsket og hyklerisk, et paradis for de rige, en fælde og et bedrag for de udbyttede, de fat­tige. Det er denne sandhed, der udgør en væsentlig, orga­nisk bestanddel af marxismen, som »marxisten« Kautsky ikke har fattet. I dette — fundamentale — spørgsmål serverer Kautsky bourgeoisiet »behageligheder« i stedet for videnskabelig kritik af de forhold, som gør ethvert borgerligt demokrati til et demokrati for de rige.

Lad os først erindre den højlærde hr. Kautsky om de teoretiske udtalelser af Marx og Engels, som vor skrift-kloge så skammeligt har »glemt« (til bedste for bourgeoi­siet), og derpå forklare sagen mere populært.

Ikke blot den antikke stat og feudalstaten, men også den »moderne repræsentativstat er et redskab for kapita­lens udbytning af lønarbejdet« (Engels i hans værk om staten. »Da staten nu alligevel er en forbigående indretning, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen så er det det rene vrøvl at tale om den 'frie folkestat'; så længe proletariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihedens interesse, men for at holde sine modstandere nede, og så snart der kan være tale om frihed, hører staten som sådan op med at bestå« (Engels i brev til Bebel af 28. marts 1875). »Staten er ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet« (Engels i forordet til Marx' Borgerkrigen i Frankrig). Den almindelige valgret er en »målestok for arbejderklassens modenhed. Mere kan den ikke nogen sinde blive i den nuværende stat« (Engels i hans værk om staten). Mr. Kautsky tygger umådeligt kedsommeligt drøv på første del af denne sætning, som er acceptabel for bourgeoisiet. Anden del derimod, som vi har fremhævet, og som ikke kan ac­cepteres af bourgeoisiet, fortier renegaten Kautsky!)

»Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgiven­de... I stedet for en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke (ver- und zertreten) folkets mål i parlamentet, skulle den almindelige valgret tjene det i Kom­muner konstituerede folk til at udsøge arbejdere, opsynsmænd og bogholdere til sin forretning, ligesom den indivi­duelle valgret tjener enhver anden arbejdsgiver dertil« (Marx i skriftet om Pariserkommunen, Borgerkrigen i Frankrig).

Hver enkelt af disse sætninger, som den højlærde hr. Kautsky kender så udmærket, er et slag i ansigtet på ham og afslører hele hans renegatholdning. I hele Kautskys brochure er der ikke et gran forståelse af disse sandhe­der. Hele indholdet i hans brochure er en hån mod marx­ismen!

Tag de moderne staters grundlove, tag den måde, de regeres på, tag forsamlings- eller trykkefriheden, tag »borgernes lighed for loven« — og man vil for hvert skridt se det borgerlige demokratis hykleri, som er så velkendt af enhver hæderlig og bevidst arbejder. Der findes ikke en eneste stat, selv den mest demokratiske, hvor der ikke i forfatningen findes smuthuller eller klausuler, som Sikrer bourgeoisiet mulighed for at sætte tropper ind mod arbejderne, indføre krigsretstilstand osv. »i tilfælde af, at ordenen krænkes«, — i realiteten i tilfælde af, at den udbyttede klasse krænker sin slavetilstand og gør forsøg på at optræde anderledes end som slaver. Kautsky besmykker skamløst det borgerlige demokrati og fortier forek­sempel, hvad de mest demokratiske og republikanske bourgeois'er i Amerika eller Svejts gør mod strejkende arbejdere.

Den vise og lærde Kautsky tier stille med det! Han, den lærde politiker, fatter ikke, at tavshed herom er en ge­menhed. Han foretrækker at fortælle arbejderne ammestuehistorier som den, at demokrati betyder »beskyttelse af mindretallet«. Utroligt, men sandt! Anno 19I8 efter Kristi fødsel, mens det imperialistiske verdensmyrderi varer ved på femte år, og de internationalistiske mindretal (dvs. de, der ikke skændigt forråder socialismen, ikke folk som Renaudel og Longuet, Scheidemann og Kautsky, Henderson og ægteparret Webb osv.) i alle verdens »demokratier« kvæles, synger den lærde hr. Kautsky med sød, sød stemme om »beskyttelse af mindretallet«. Den, der har lyst, kan læse herom på side 15 i Kautskys brochure. Og på side 16 fortæller dette lærde... indi­vid om whigger og toryer i det 18. århundredes England!

Hvilken lærdom! Hvilken raffineret lakajtjeneste for bourgoisiet. Hvilken civiliseret manér, at krybe på ma­ven for kapitalisterne og slikke deres støvler! Hvis jeg var Krupp. eller Scheidemann, eller Clemenceau eller Renaudel, ville jeg betale hr. Kautsky millioner, belønne ham med Judas-kys, lovprise ham over for arbejderne og anbefale »socialismens enhed« med så »agtværdige« folk som Kautsky. At skrive brochurer mod proletariatets diktatur, fortælle om whigger og toryer i det 18. århundredes England, forsikre, at demokrati betyder »be­skyttelse af mindretallet« men fortie pogromerne mod in­ternationalister i den »demokratiske« republik Amerika  er det måske ikke at gøre lakajtjeneste for bourgeoisiet?

Den lærde hr. Kautsky har — sikkert tilfældigt — glemt en »bagatel«, nemlig, at et herskende parti i et borgerligt demokrati kun yder et mindretal beskyttelse, når det dre­jer om et andet borgerligt parti, hvorimod proletaria­tet i alle alvorlige, dybtgående og fundamentale sager mødes med militær undtagelsestilstand eller pogromer i stedet for »beskyttelse af mindretallet«. Jo mere udviklet demokratiet er, des nærmere er det ved pogromer eller borgerkrig, når der opstår en dybtgående politisk diver­gens, som er farlig for bourgeoisiet. Denne »lov« for det borgerlige demokrati kunne den lærde hr. Kautsky have konstateret i forbindelse med Dreyfuss-affæren i repu­blikken Frankrig, lynchningerne af negre og internatio­nalister i den demokratiske republik Amerika, tilfældet Irland og Ulster i det demokratiske England, klapjagten på bolsjevikkerne og de organiserede pogromer mod dem i april 1917 i den demokratiske republik Rusland. Jeg væl­ger med velberåd nu eksempler ikke blot fra krigstiden, men også fra den fredelige førkrigstid. For den søde hr. Kautsky er det hensigtsmæssigt at lukke øjnene for disse kendsgerninger fra det 20. århundrede og i stedet fortælle arbejderne flunkende nye, yderst interessante, usædvan­ligt lærerige og ovenud vigtige ting om whigger og toryer i det 18. århundrede.

Tag det borgerlige parlament. Kan man formode, at den lærde hr. Kautsky aldrig har hørt om, hvordan børs og banker desto bedre får hånd i hanke med det borgerli­ge parlament, jo stærkere demokratiet er udviklet? Heraf følger, at man ikke skal udnytte den borgerlige parlamentarisme (og bolsjevikkerne har gjort det med en succes som næppe noget andet parti i verden, idet vi i årene I912-14 vandt hele arbejderkurien i den 4. duma). Men der følger heraf, at kun en liberal kan glemme den borgerlige parlamentarismes historiske begrænsning og konventionelle karakter, sådan som Kautsky gør det. Selv i den mest demokratiske borgerlige stat møder de undertrykte masser ved hvert skridt en skrigende modsætning mellem den formelle lighed, som kapitalisternes demokrati proklamerer, og de tusindvis af faktiske begrænsninger og kneb, som gør proletarerne til lønslaver, Netop denne modsætning åbner massernes øjne for kapitalismens råddenskab, forløjethed og hykleri. Netop denne modsætning er det, socialismens agitatorer og propagandister til stadighed afslører for masserne for at forbe­rede dem til revolutionen! Men da revolutionsæraen be­gyndte, vendte Kautsky bagen til og gav sig til at lovsynge det døende borgerlige demokratis herlighed.

Det proletariske demokrati, hvoraf sovjetstyret er én form, har givet demokratiet en i hele verden hidtil uset udvikling og udbredelse, netop for det uhyre befolknings-flertal, for de udbyttede og arbejdende. At skrive en hel bog om demokrati, sådan som Kautsky har gjort det, hvor to sider handler om diktatur og side op og side ned om »det rene demokrati« — men overse dette, det er det samme som på liberal vis at fordreje spørgsmålet fuld­stændigt.

Tag udenrigspolitikken. Ikke ét, selv ikke det mest demokratiske borgerlige land fører åben udenrigspolitik, Overalt føres masserne bag lyset, i det demokratiske Frankrig, Svejts, Amerika og England hundrede gange mere omfattende og raffineret end i andre lande. Sovjet-styret har på revolutionær vis revet hemmelighedens slør af udenrigspolitikken. Det har Kautsky ikke bemærket, han tier om det, skønt det i en tid, der kendetegnes ved røverkrige og hemmelige traktater om »opdeling i indfly­delsessfærer (dvs. verdens deling mellem de kapitalisti­ske røvere), er af central betydning, fordi spørgsmålet om fred, om liv eller død for snese af millioner mennesker,  afhænder deraf.

Tag statens opbygning. Kautsky hager sig fast i de »små ting«, sågar ved at valgene er »indirekte« (ifølge den sovjetiske forfatning), men hovedsagen ser han ikke. Klassekarakteren af statsapparatet, statsmaskineriet, bemærker han ikke. I det borgerlige demokrati fjerner kapitalisterne ved tusinder af fif — des mere drevne og effektivt virkende jo mere udviklet det »rene« demokrati er – masserne fra deltagelse i styringen, fra udnyttelse af forsamlings- og trykkefriheden osv. Sovjetstyret er det første i verden (strengt taget det andet, for det samme begyndte Pariserkommunen på at gøre), som inddrager masserne, netop de udbyttede masser i styringen. Adgan­gen til det borgerlige parlament (som i det borgerlige demokrati aldrig afgør alvorlige spørgsmål, de afgøres af børser og banker) er spærret for de arbejdende masser ved tusinder af barrierer, og arbejderne véd og fornemmer, ser og føler udmærket, at det borgerlige parlament er en fremmed institution, et redskab for bourgeoisiets undertrykkelse af proletarerne, den fjendtlige klasses, det udbyttende mindretals institution.

Sovjetterne – det er de arbejdende og udbyttede mas­sers egen direkte organisation, som letter dem mulighe­den for selv at indrette staten og styre den i enhver tænkelig henseende. Netop de arbejdendes og udbyttedes avantgarde, byproletariatet, får herved det fortrin, at den i kraft af storvirksomhederne er bedst forenet; den har meget lettere ved at vælge og overvåge de valgte. Den sovjetiske organisationsform letter automatisk sam­lingen af alle arbejdende og udbyttede omkring deres avantgarde, proletariatet. Det gamle borgerlige apparat, bureaukratiet, rigdommens, den borgerlige dannelses, protektionens privilegier osv. (disse faktiske privilegier er desto mere mangfoldelige, jo mere udviklet det borgerlige demokrati er). – alt dette falder bort under den so­vjetiske organisationsform. Trykkefriheden hører op med at være hykleri, idet trykkerierne og papiret frata­ges bourgeoisiet. Det samme sker med de bedste bygninger,  palæer, villaer og herskabsboliger. Sovjetstyret har straks frataget udbytterne tusinder og atter tusinder af de bedste bygninger, og dermed gjort retten til at forsam­le sig en million gange mere »demokratisk« for masser­ne — den ret til at uden hvilken demokratiet er et bedrag. De indirekte valg til ikke-lokale, ikke-stedlige sovjetter gør det lettere at afholde sovjetkongresser, gør hele apparatet billigere, mere bevægeligt og nemmere tilgængeligt for arbejdere og bønder i en periode, hvor li­vet syder, og hvor der skal være mulighed for særlig hur­tigt at afsætte en lokal deputeret, man selv har valgt, eller sende ham til den fælles sovjetkongres.

Det proletariske demokrati er en million gange mere demokratisk end noget borgerligt demokrati.  Sovjetstyret er en million gange mere demokratisk end selv den mest demokratiske borgerlige republik.

Overse dette kan kun en forsætlig bourgeoisi-tjener eller et politisk helt forkalket menneske, der ikke ser det levende liv for lutter støvede borgerlige bøger, og som er gennemsyret af borgerligt-demokratiske fordomme og derved objektivt har udviklet sig til bourgeoisi-lakaj.

Overse dette kan kun en person, der ikke evner at stille spørgsmålet fra de undertrykte klassers synspunkt:

Findes der bare et land i verden blandt de mest demo­kratiske borgerlige lande, hvor den almindelige arbej­der, den almindelige daglejer eller en halvproletar fra landet i det hele taget (dvs. et menneske fra de undertrykte masser, fra det overvældende folkeflertal) har haft blot tilnærmelsesvis en sådan frihed til at holde møder i de bedste lokaler, en sådan frihed til at bruge de største trykkerier og de bedste papirlagre for at udtrykke sine tanker og forfægte sine interesser, en sådan frihed til at sætte netop folk af sin egen klasse til at styre staten og »indrette« staten, som i Sovjetrusland?

Det er latterligt at tro, at hr. Kautsky i noget land skulle finde bare en ud af tusind oplyste arbejdere og daglejere, der ville være i tvivl om svaret på dette spørgsmål. In­stinktivt sympatiserer arbejdere i hele verden, som erfa­rer brudstykker af sandheden gennem den borgerlige presse, med sovjetrepublikken, netop fordi de i den ser det proletariske demokrati, et demokrati for de fattige, og ikke et demokrati for de rige, hvad ethvert, selv det bedste, borgerlige demokrati i virkeligheden er.

Vi regeres (og vor stat »indrettes«) af borgerlige em­bedsmænd, borgerlige parlamentarikere, borgerlige dommere. Det er den enkle, indlysende, ubestridelige sandhed, som snese og hundreder af millioner mennesker fra de undertrykte klasser i alle borgerlige lande, selv de mest demokratiske, kender af egen erfaring, og som de daglig føler og fornemmer.

Men i Rusland har man totalt sønderslået embeds-mandsapparatet, ikke levnet sten på sten af det, jaget de gamle dommere på porten, fordrevet det borgerlige par­lament og givet netop arbejderne og bønderne en repræ­sentation, hvor de langt lettere kan være med, deres so­vjetter har afløst embedsmændene, eller deres sovjetter er blevet embedsmændenes overordnede, deres sovjetter vælger dommerne. Denne ene kendsgerning er nok til, at alle undertrykte klasser anerkender sovjetstyret, det vil sige den givne form for proletariatets diktatur, som er en million gange mere demokratisk end den mest demo­kratiske borgerlige republik.

Kautsky forstår ikke denne sandhed, som er forståelig og indlysende for enhver arbejder, fordi han, Kautsky, har »glemt«, »vænnet sig af med« at stille spørgsmålet: Demokrati for hvilken klasse? Han ræsonnerer ud fra det »rene« (dvs. klasseløse? eller over klasserne stående?) demokrati. Han argumenterer som Shylock: »Et skålpund kød« og ingenting andet. Lighed for alle borgere – ellers er der ikke demokrati.

Man må stille den lærde Kautsky, »marxisten« og »so­cialisten«, spørgsmålet:

Kan den udbyttede og udbytteren være lige?

Det er uhyrligt, det er ufatteligt, at man skal stille et sådant spørgsmål, når man behandler en bog af II Inter­nationales ideologiske fører. Men har man sagt A, må man også sige B. Har man givet sig i kast med at skrive Kautsky, så må man også forklare den lærde mand, hvorfor udbytteren og den udbyttede ikke kan være lige.