Kan den udbyttede og udbytteren være lige?

Kautsky ræsonnerer således:

(1) »Udbytterne har altid kun  udgjort et lille mindretal af befolkningen« (s. 14 i Kautskys brochu­re).

Det er en ubestridelig sandhed. Hvordan skal man nu ræsonnere ud fra denne sandhed? Man kan ræsonnere marxistisk, socialistisk; man må da tage forholdet mel-lem udbyttede og udbyttere til udgangspunkt. Man kan ræsonnere liberalt, borgerlig-demokratisk; man må da tage forholdet mellem flertal og mindretal til udgangs-punkt.

Hvis man ræsonnerer marxistisk, må man sige: Udbyt­terne gør uvægerligt staten (her er tale om demokratiet, dvs. en af statens former) til redskab for deres klasses, udbytternes, herredømme over de udbyttede. Derfor vil den demokratiske stat, så længe der findes udbyttere, som hersker over flertallet af udbyttede, uundgåeligt væ­re et demokrati for udbytterne. De udbyttedes stat må adskille sig fundamentalt fra en sådan stat, må være et demokrati for de udbyttede og må holde udbytterne nede, men at holde en klasse nede betyder ulighed for denne klasse, betyder at den holdes uden for »demokratiet«. Hvis man ræsonnerer liberalt, må man sige: Flertallet bestemmer, mindretallet føjer sig. Opsætsige straffer man. Det er det hele. Det tjener ikke til noget at ræson­nere over statens klassekarakter i almindelighed og »det rene demokratis« i særdeleshed; det er sagen uvedkom­mende, eftersom et flertal er et flertal, og et mindretal er et mindretal. Et skålpund kød er et skålpund kød og dermed basta.

Netop sådan ræsonnerer Kautsky:

(2) »Af hvilke grunde skulle nu proletariatets herre-dømme nødvendigvis antage en form, der er uforenelig med demokrati?« (s. 21). Nu følger en forklaring om, at proletariatet har flertallet på sin side, en meget om­stændelig og meget ordrig forklaring, både med et citat af Marx og med stemmetal fra Pariserkommunen. Kon­klusion: »Et regime, der er så rodfæstet i masserne, har ikke fjerneste anledning til at antaste demokratiet. Det vil ikke altid kunne undgå at anvende magt i de tilfælde, hvor der tages magt i brug for at undertrykke demokra­tiet. Magt kan kun besvares med magt. Men et regime, der ved, at det har masserne bag sig, vil kun anvende magt for at bevare demokratiet, ikke for at tilintetgøre det. Det ville være det rene selvmord, hvis det gav sig til at fjerne sit eget sikreste grundlag, den almindelige stemmeret, en dyb kilde til vældig moralsk autoritet« (s. 22).

Som man ser, er forholdet mellem udbyttede og udbyt­tere forsvundet ud af Kautskys argumentation. Tilbage er kun et flertal i almindelighed, et mindretal i alminde­lighed, demokratiet i almindelighed — det os allerede vel bekendte »rene demokrati«.

Læg mærke til, at dette siges i forbindelse med Pariser-kommunen! Lad os for anskuelighedens skyld anføre, hvad Marx og Engels sagde i forbindelse med Kommunen:

Marx: » . . . Når arbejderne i stedet for bourgeoisiets diktatur sætter deres eget revolutionære diktatur . . . for at bryde bourgeoisiets modstand . . . giver de staten en revolutionær og forbigående form«.

Engels: » . . . det parti, der har sejret (i revolutionen må hævde sit herredømme ved hjælp af den skræk, som dets våben indgyder de reaktionære. Kunne Pariserkom­munen have holdt sig ved magten bare en dag, hvis ikke den havde gjort brug af denne autoritet, det væbnede folks autoritet over for bourgeois'erne? Kan vi tværtimod ikke dadle, at den ikke i tilstrækkelig grad har gjort brug af den?«

Engels: »Da staten nu alligevel er en forbigående insti­tution, som man betjener sig af i kampen, i revolutionen, for med magt at holde sin modstander nede, så er det det rene nonsens at tale om en fri folkestat: så længe prole­tariatet endnu bruger staten, bruger det den ikke i frihe­dens interesse, men for at undertrykke sine modstan­dere; og når det bliver muligt at tale om frihed, vil staten som sådan ophøre at eksistere . . .

Mellem Kautsky og Marx-Engels er der et svælg — som mellem himmel og jord, som mellem en liberal og en proletarisk revolutionær. Det rene demokrati og »demo­krati« slet og ret, som Kautsky taler om, er kun en ny udgave af denne »frie folkestat«, dvs. det rene nonsens. Kautsky spørger med en overklog skrivebordståbes lærde mine, eller med et ti års pigebarns uskyldighed: Hvad skal man med diktatur, når der er flertal? Men Marx og Engels forklarer:

-         for at bryde bourgeoisiets modstand,

-         for at indgyde de reaktionære frygt,

-       for at hævde det væbnede folks autoritet over for bourgeoisiet,

-       for at proletariatet med magt kan holde sine mod-standere nede.

Kautsky fatter ikke disse forklaringer. Forgabet i demokratiets »renhed«, uden at se dets borgerlige væsen, holder han konsekvent fast ved, at flertallet, da det nu er flertal, ikke behøver at »bryde mindretallets modstand«, ikke behøver »at holde det nede med magt« — det er til­strækkeligt at holde det nede i de tilfælde, hvor demokra­tiet krænkes. Forgabet i demokratiets »renhed« begår Kautsky tankeløst den samme lille fejltagelse, som alle borgerlige demokrater bestandig begår, nemlig den, at han forveksler formel lighed (under kapitalismen en helt igennem forløjet og hyklerisk lighed) med faktisk lighed. En bagatel! Udbytteren kan ikke være ligestillet med den udbyttede.

Denne sandhed, hvor ubehagelig den end er for Kaut­sky, udgør socialismens egentligste indhold.

En anden sandhed: Virkelig, faktisk lighed kan ikke forekomme, så længe ikke enhver mulighed for en klasses udbytning af en anden er fjernet.

Man kan slå udbytterne på en gang ved en vellykket opstand i centrum eller ved en rejsning blandt tropperne. Men man kan ikke afskaffe udbytterne på en gang, måske med undtagelse af sjældne særtilfælde. Man kan ikke på en gang ekspropriere alle godsejere og kapitalister i et nogenlunde stort land. Endvidere er ekspropriation ale­ne, som juridisk eller politisk akt, ikke nok til at afgøre sagen, idet det er nødvendigt rent faktisk at afsætte godsejerne og kapitalisterne, rent faktisk at erstatte dem med en anden ledelse, en arbejderledelse af fabrikker og godser. Der kan ikke være lighed mellem på den ene side udbytterne, som gennem generationer har skilt sig ud såvel ved opdragelse som ved rige livsvilkår og vaner, og på den anden side de udbyttede, hvis hovedmasse selv i de mest fremskredne og demokratiske borgerlige republikker er sløvet, uoplyst, uvidende, forkuet og splittet. Udbytterne bevarer uundgåeligt i lang tid efter omvæltnin­gen en række meget store, faktiske forrettigheder: de har stadig pengene (man kan ikke med et slag afskaffe pengene), en vis, ofte ret betydelig mængde løsøre, de behol­der deres forbindelser, erfaringen i at organisere og administrere, kendskabet til alle »hemmeligheder« (sædva­ner, metoder, midler, muligheder) i administrationen, de bevarer deres højere uddannelse, den nære kontakt med det højeste tekniske personel (som lever og tænker bor­gerligt), de bevarer deres uden sammenligning større erfaring i militærvæsen (det er meget vigtigt) osv. osv.

Hvis udbytterne kun bliver slået i et land, og det er na­turligvis det typiske tilfælde, idet samtidig revolution i en række lande vil være en sjælden undtagelse, vedbliver de dog at være stærkere end de udbyttede, fordi udbytternes internationale forbindelser er enorme. At en del af de udbyttede fra de mindst udviklede masser af middelbønder, håndværkere osv. følger og er tilbøjelige til at følge udbytterne, har alle hidtidige revolutioner vist, deriblandt Kommunen (eftersom der jo også var proletarer blandt Versailles-tropperne, hvilket den meget lærde Kautsky har »glemt« ).

Når det forholder sig sådan, er det i højeste grad stu­pidt at regne med, at det i en nogenlunde dybtgående og betydelig revolution ganske simpelt vil være forholdet mellem flertal og mindretal, der afgør sagen. Det er en tåbelig fordom hos en ordinær liberal, det er bedrag over for masserne, det er at skjule en vitterlig historisk sandhed for dem. Denne historiske sandhed består i, at det i alle dybtgående revolutioner er regelen, at udbytterne yder langvarig, hårdnakket, desperat modstand, og at de gennem en årrække bevarer store faktiske fordele frem for de udbyttede. Udbytterne vil aldrig – undtagen i den søde tåbe Kautskys søde fantasier – indordne sig under det udbyttede flertals beslutning, uden at have sat deres fordele på prøve i en sidste, desperat kamp, i en række kampe.

Overgangen fra kapitalisme til kommunisme udgør en hel historisk epoke. Så længe den ikke er afsluttet, vil udbytterne uvægerligt bevare håbet om genrejsning, og dette håb bliver til forsøg på genrejsning. Efter det første al­vorlige nederlag kaster de besejrede udbyttere, der ikke havde ventet at blive styrtet, ikke havde troet på det, ikke havde tænkt den tanke til ende, sig med tidobbelt energi, med rasende lidenskab, med hundredfold had ud i kampen for at generobre det tabte »paradis« for deres fami­lier, der har levet så herligt, og som »den simple pøbel« nu fordømmer til ruin og elendighed (eller til »simpelt« arbejde . . .). Men i de kapitalistiske udbytteres spor følger småborgerskabets brede masse, om hvilken årtiers historiske erfaringer fra alle lande viser, at det svajer og vakler, at det i dag følger proletariatet, i morgen gyser tilbage for en omvæltnings vanskeligheder, geråder i pa­nik over arbejdernes første nederlag eller halvnederlag, bliver nervøs, render frem og tilbage, jamrer og flygter fra den ene lejr til den anden . . . ligesom vore mensje­vikker og socialrevolutionære.

I en sådan situation, i en epoke med desperat krig på kniven, hvor historien sætter århundred- og årtusindgam­le privilegiers væren eller ikke-væren på dagsordenen, i en sådan situation at tale om flertal og mindretal, om rent demokrati, om unødvendigheden af diktatur, om lighed mellem udbytterne og den udbyttede! !                                   -

Hvilken bundløs stupiditet, hvilket svælg af småt­skårenhed skal der ikke til for at præstere det!

Men årtiers relativt fredelige kapitalisme, 1871 til 1914, har i de socialistiske partier, der tilpassede sig til oppor­tunismen, ophobet augiasstalde af småtskårenhed, fladpandethed, renegatpolitik...

Læseren har formodentlig bemærket, at Kautsky i et foran anført citat fra sin bog taler om anslag mod den almin­delige valgret (som han i parentes bemærket kalder en dyb kilde til vældig moralsk autoritet, mens Engels ligeledes i anledning af Pariserkommunen og i anledning af det samme spørgsmål om diktatur taler om det bevæbnede folks autoritet overfor bourgeoisiet; det er lærerigt at sammenligne bedsteborgerens og den revolutionæres syn på »autoritet« . . .).

Det må bemærkes, at spørgsmålet om at berøve udbyt­terne valgretten er et rent russisk spørgsmål, ikke et spørgsmål om proletariatets diktatur overhovedet. Hvis Kautsky uden hykleri havde givet sin brochure titlen »Mod Bolsjevikkerne«, ville denne titel have svaret til brochurens indhold, og så ville Kautsky have været beret­tiget til at tale lige ud om valgretten. Men Kautsky ønskede først og fremmest at optræde som »teoretikeren«. Han gav sin brochure titlen Proletariatets Diktatur slet og ret. Først i anden halvdel af brochuren, fra og med afsnit 6, taler han specielt om sovjetterne og om Rusland. I den første halvdel derimod (hvorfra jeg har hentet mine cita­ter) er der tale om demokrati og diktatur slet og ret. Med sin snak om valgretten har Kautsky udleveret sig selv og vist, at han som polemiker mod bolsjevikkerne ikke bry­der sig en døjt om teorien. For teorien, dvs. betragtninger vedrørende det almene (ikke nationalt særegne) klasse-grundlag for demokrati og diktatur, skal ikke handle om et specielt spørgsmål som valgretten, men om det alme­ne spørgsmål: Kan demokratiet bevares også for de rige, for udbytterne i den historiske periode, hvor udbytterne styrtes, og deres stat erstattes med de udbyttedes stat?

Sådan og kun sådan kan en teoretiker stille spørgsmå­let.

Vi kender Kommunens eksempel, vi kender alle de be­tragtninger, marxismens grundlæggere har fremsat i forbindelse med den og om den. På grundlag af dette materiale har jeg i min brochure Staten Og Revolutio­nen, som er skrevet før oktoberomvæltningen, undersøgt f. eks. spørgsmålet om demokrati og diktatur. Om begrænsning af valgretten har jeg ikke sagt et ord. Og her må det siges, at spørgsmålet om begrænsning af valgretten er et nationalt særegent og ikke et alment spørgsmål om diktatur. Spørgsmålet om begrænsning af valgretten må tages op ved, at man studerer særlige betingelser for den russiske revolution, de særlige veje, dens udvikling har fulgt. Det vil blive gjort i den følgende fremstilling. Men det ville være en fejl på forhånd at garantere, at kommende proletariske revolutioner i Europa alle, eller for de flestes vedkommende, ubetinget vil medføre en be­grænsning af valgretten for bourgeoisiet. Det kan blive sådan. Efter krigen og efter den russiske revolutions erfaringer vil det sandsynligvis blive sådan, men det er ikke absolut uomgængeligt for virkeliggørelse af diktatu­ret, det udgør ikke et nødvendigt kendetegn på diktatur som logisk begreb, det indgår ikke som en nødvendig be­tingelse i det historiske og klassemæssige begreb dikta­tur.

Det nødvendige kendetegn, den uomgængelige betin­gelse for diktaturet er, at udbytterne som klasse holdes nede med magt, og at følgelig det »rene demokrati« kræn­kes, dvs. at lighed og frihed beskæres for denne klasse.

Sådan og kun sådan kan spørgsmålet stilles teoretisk. Og ved ikke at stille det sådan har Kautsky vist, at han optræder imod bolsjevikkerne, ikke som teoretiker, men som sykofant for opportunisterne og bourgoisiet.

I hvilke lande, under hvilke nationale omstændigheder ved den ene eller anden form for kapitalisme, man vil anvende den ene eller anden begrænsning (helt eller for­trinsvis) og dermed krænke demokratiet for udbytterne, det er et spørgsmål om de nationale omstændigheder ved den ene eller anden form for kapitalisme, ved den ene eller anden revolution. Teoretisk står spørgsmålet anderle­des, det står sådan: Er proletariatets diktatur muligt uden at krænke demokratiet for udbytternes klasse?

Kautsky er gået uden om netop dette, teoretisk set ene­ste vigtige og væsentlige spørgsmål. Kautsky har anført alle mulige citater fra Marx og Engels, undtagen dem, der drejer sig om det foreliggende spørgsmål, og som jeg har anført foran.

Kautsky har talt om alt muligt, om alt, hvad der er ac­ceptabelt for de liberale og for borgerlige demokrater, alt, hvad der ikke falder uden for deres idékreds — alt undtagen hovedsagen, nemlig at proletariatet ikke kan sejre uden at bryde bourgeoisiets modstand, uden at undertrykke sine modstandere med magt, og at der, hvor der finder »voldelig undertrykkelse« sted, hvor der ikke er »frihed«, er der naturligvis ikke demokrati.

Dette har Kautsky ikke forstået.

Lad os nu gå over til erfaringerne fra den russiske revolu­tion og til den konflikt mellem sovjetterne og den Konsti­tuerende Forsamling, som førte til opløsning af den Kon­stituerende Forsamling og til, at valgretten blev frataget bourgeoisiet.