Sovjetforfatningen

Som jeg allerede har påpeget, er det ikke noget ubetinget og ufravigeligt kendetegn for proletariatets diktatur, at bourgeoisiet berøves valgretten. Og i Rusland har bolsjevikkerne, som længe før oktoberrevolutionen opstillede parolen om et sådant diktatur, ikke på forhånd talt om at berøve udbytterne valgretten. Denne bestanddel af dikta­turet kom ikke til verden ifølge noget partis »plan« men voksede frem af sig selv under kampens gang. Dette har historikeren Kautsky naturligvis ikke bemærket. Han har ikke forstået, at bourgeoisiet, allerede mens mensjevikkerne (som ville have et kompromis med bourgeoisiet) dominerede i sovjetterne, selv distancerede sig fra so­vjetterne, boykottede dem, stillede sig i modsætning til dem og intrigerede mod dem. Sovjetterne opstod uden nogen form for forfatning og eksisterede i over et år (fra foråret 1917 til sommeren 1918) uden nogen form for forfatning. Bourgeoisiets forbitrelse mod de undertryktes selvstændige og almægtige (fordi den er altomfattende) organisation, bourgeoisiets kamp mod sovjetterne 6- en ubarmhjertig, egoistisk og beskidt kamp — og endelig bourgeoisiets åbenlyse deltagelse (fra kadetterne til de højre-socialrevolutionære, fra Miljukov til Kerenskij) i Kornilov-affæren, — alt dette forberedte bourgeoisiets formelle udelukkelse af sovjetterne.

Kautsky har nok hørt om Kornilov-affæren, men han blæser højt og flot på de historiske kendsgerninger og på kampens gang og former, som er bestemmende for dikta­turets former: hvad skal man her med kendsgerninger, når det dog drejer sig om det »rene demokrati«? Kaut­skys »kritik«, som er vendt mod, at man har frataget bourgeoisiet valgretten, udmærker sig derfor ved en så. . .  henrivende naivitet, som ville være rørende, hvis den kom fra et barn, men som kun vækker afsky, når den kommer fra en person, der endnu ikke officielt er erklæ­ret for åndssvækket.

» . . . Hvis kapitalisterne under den almindelige valgret viste sig at være et betydningsløst mindretal, ville de snarere affinde sig med deres skæbne« (s. 33) ... Ikke sandt, det er da nydeligt? Den kloge Kautsky har mange gange i historien set og kender fra iagttagelser af det levende liv udmærket godsejere og kapitalister af den slags, der retter sig efter det undertrykte flertals vilje. Den kloge Kautsky fastholder »oppositions«-synspunktet, dvs. det synspunkt, at kampen foregår inden for parla­mentet. Han skriver da også bogstaveligt »oppositionen« (s. 34 og mange andre steder).

Oh lærde historiker og politiker! Det ville ikke have skadet Dem at vide, at begrebet »opposition« hører hjem­me i den fredelige og udelukkende parlamentariske kamp, det er et begreb, der svarer til en ikke-revolutio­nær situation, et begreb, der svarer til ingen revolution. I en revolution har man at gøre med en skånselsløs modstander i en borgerkrig — ingen reaktionære jeremiader fra en småborger, der frygter denne krig, som Kautsky frygter den, kan ændre dette faktum. At anlægge synspunktet »opposition« ved behandlingen af den skånselsløse borgerkrig, når bourgeoisiet indlader sig på alle mulige forbrydelser — Versaillernes eksempel og deres aftaler med Bismarck siger et og andet til enhver, der ikke behandler historien som Gogols Petrusjka — når bour­geoisiet kalder fremmede stater til hjælp og intrigerer med dem mod revolutionen, det er simpelt hen komisk. Det revolutionære proletariat skulle altså, ligesom »for­virringsråd« Kautsky, tage nathuen på og betragte bour­geoisiet som legal »opposition«, det bourgeoisi, der organiserer Dutovs, Krasnovs og tjekkernes kontrarevolutio­nære opstande og betaler millioner til sabotører. Hvilken dybsindighed!

Kautsky interesserer sig kun for den formelt juridiske side af sagen, så at man, når man har læst hans betragt­ninger over den sovjetiske forfatning uvilkårligt mindes Bebels ord: Jurister er helt igennem reaktionære menne­sker. »I virkeligheden«, skriver Kautsky, »kan man imid­lertid slet ikke gøre kapitalisterne alene retsløse. Hvem er kapitalist i juridisk forstand? En besiddende? Selv i et land, der er kommet så langt ad det økonomiske fremskridts vej, som Tyskland, hvor proletariatet er så talrigt, ville oprettelsen af en sovjetrepublik gøre store masser politisk retsløse. I det tyske kejserrige androg antallet af erhvervsmæssigt beskæftigede og deres familier inden for de tre store grupper landbrug, industri og handel i 1907 omkring 35 millioner i gruppen funktionærer og lønarbejdere, men 17 millioner i gruppen selvstændige. Et parti kunne altså meget vel have flertal blandt lønarbej­derne, men mindretal i befolkningen« (s. 33).

Her har vi et af mønstereksemplerne på Kautskys måde at ræsonnere på. Er det måske ikke en borgermands kontrarevolutionære jeremiader? Hvorfor har De regnet alle »selvstændige« til de retsløse, hr. Kautsky, når De udmærket godt ved, at det uhyre flertal af russiske bønder ikke holder lejet arbejdskraft, hvilket betyder, at de ikke mister rettigheder. Er det måske ikke falskneri?

Hvorfor har De, lærde økonom, ikke anført de oplysnin­ger, De udmærket kender, og som findes i den samme tyske statistik fra 1907, om lønarbejdet i landbruget, opdelt i brugsgrupper? Hvorfor har De ikke forelagt de tyske ar­bejdere, læserne af Deres brochure, disse oplysninger, hvoraf det ville fremgå, hvor mange udbyttere der er ef­ter den tyske statistik, og hvor få udbytterne er af det samlede antal »selvstændige landbrugere« i den tyske statistik?

Fordi Deres renegatholdning har gjort Dem til en sim­pel sykofant for bourgeoisiet.

En kapitalist er, forstår sig, et udefineret juridisk be­greb, og Kautsky tordner over flere sider mod den so­vjetiske forfatnings »vilkårlighed«. Denne »samvittig­hedsfulde forsker« tillader nok det engelske bourgeoisi gennem århundreder at udarbejde og omarbejde en (i forhold til middelalderen) ny borgerlig forfatning, men os, Ruslands arbejdere og bønder, tilstår denne repræ­sentant for lakajvidenskaben ingen frist overhovedet. Af os forlanger han på få måneder en til mindste enkelthed gennemarbejdet forfatning ...

… »Vilkårlighed«! Tænk hvilken afgrund af beskidt lakajtjeneste overfor bourgeoisiet, af det sløveste pedan­teri, der afsløres med en sådan bebrejdelse. Når helt igennem borgerlige og for størstedelen reaktionære juris­ter i de kapitalistiske lande gennem århundreder eller årtier har udarbejdet detaljerede regler, skrevet snesevis og hundredvis af bøger om love og lovkommentarer som undertrykker arbejderen, og binder den fattige på hæn­der og fødder og opstiller tusinder af chikaner og hindrin­ger for det jævne, arbejdende menneske af folket — oh, så ser de borgerlige liberale og hr. Kautsky ikke nogen »vil­kårlighed« heri! Her er der »orden« og »lovlighed«! Her er alt om, hvordan man kan »klemme« den fattige, gen­nemtænkt og skrevet ned. Her er der tusinder af borgerlige advokater og embedsmænd (om hvem Kautsky i det hele taget tier stille, sandsynligvis netop fordi Marx tillagde sønderslagningen af embedsmaskineriet så umåde­lig stor betydning . . .), — advokater og embedsmænd, som er i stand til at udlægge lovene sådan, at arbejderen og middelbonden aldrig kan trænge gennem disse loves pigtrådsspærringer. Det er ikke »vilkårlighed« fra bour­geoisiets side, ikke diktatur, udøvet af egoistiske og be­skidte udbyttere, der har mættet sig med folkets blod, ik­ke tale om! Det er »det rene demokrati«, og det bliver re­nere og renere dag for dag.

Men da de arbejdende og udbyttede klasser, for første gang i historien, skilt fra deres brødre hinsides grænser­ne, havde oprettet deres egne sovjetter, kaldt masserne, som bourgeoisiet havde undertrykt, kuet og sløvet, frem til politisk opbygning og givet sig til selv at opbygge en ny, proletarisk stat, givet sig til midt under den rasende kamp, i borgerkrigens flammer, at skitsere grundsætnin­gerne for en stat uden udbyttere -- da begyndte alle bor­gerskabets hallunker, hele banden af blodsugere samt deres eftersnakker Kautsky at hyle op om »vilkårlighed«! For hvordan i alverden skulle disse ulærde arbejdere og bønder, denne »pøbel« dog være i stand til at fortolke deres love? Hvorfra skulle de dog have retfærdighedsfølel­se, disse simple arbejdende mennesker, som ikke følger de dannede advokaters, de borgerlige skribenters, Kaut­skys og de vise gamle embedsmænds gode råd?

Fra min tale den 28. april 1918 citerer hr. Kautsky følgende ord: » . . . Masserne bestemmer selv valgord­ning og valgfrister«. . . . Og den »rene demokrat« Kaut­sky konkluderer:

»Følgelig forholder det sig åbenbart sådan, at enhver vælgerforsamling kan bestemme valgordnin­gen efter eget forgodtbefindende. Vilkårligheden og muligheden for at skille sig af med ubekvemme oppositionelle elementer inden for proletariatet selv ville derved blive ført ud til det yderste« (s. 37).

Jamen, hvorved adskiller dette sig fra de skriverier, kapitalisternes lejede blækkulier præsterer, når de skri­ger op om massernes undertrykkelse af »arbejdsvillige«, flittige arbejdere under en strejke? Hvorfor er den bureaukratiske, borgerlige fastlæggelse af valgordnin­gen i det »rene« borgerlige demokrati ikke vilkårlighed? Hvorfor skal retfærdighedsfølelsen hos masserne, som har rejst sig til kamp mod deres udbyttere gennem århundreder, hos de masser, som er opdraget og hærdet i denne desperate kamp, være ringere end hos den håndfuld embedsmænd, intellektuelle og advokater, som er opdraget i borgerlige fordomme?

Kautsky er en sand socialist, drist jer ikke til at betviv­le oprigtigheden hos denne agtværdige familiefader, den­ne bundhæderlige borger. Han er en varm og overbevist tilhænger af arbejdernes, den proletariske revolutions sejr. Han kunne blot ønske, at pæne, intellektuelle bedste-borgere og filistre med nathue på først, før massebevæ­gelsen, før massernes rasende kamp mod udbytterne og afgjort uden borgerkrig opstillede en mådeholden og akkurat statut for revolutionens udvikling...

Med dyb moralsk harme beretter vor vellærde Ju­dusjka Golovljov for de tyske arbejdere, at sovjetter­nes alrussiske centrale eksekutivkomite den 14. juni 1918 besluttede at udelukke de højre-socialrevolutionæres og mensjevikkernes partirepræsentanter af sovjetterne4»). »Dette skridt«, skriver Judusjka Kautsky, optændt af ædel harme, »er ikke rettet mod bestemte personer, der har begået bestemte strafbare handlinger . . . Sovjet-republikkens forfatning indeholder ikke et ord om de deputeredes immunitet. Det er ikke bestemte personer, men bestemte partier, der således udelukkes af sovjetter­nes (s. 37).

Ja, det er jo virkelig grusomt, det er en utålelig fravi­gelse fra det rene demokrati, hvis regler vor revolutio­nære Judusjka Kautsky vil følge, når han laver revolu­tion. Vi, de russiske bolsjevikker, skulle fra begyndelsen love Savinkov og co., Liberdan og Potresov (»aktivis­terne«) og co. og alle deres lige immunitet, derpå skri­ve en straffelov, der erklærer det for strafbart at deltage i den tjekkoslovakiske kontrarevolutionære krig, eller i Ukraine og Grusien i alliancen med de tyske imperialis­ter mod vort lands arbejdere, og først derefter ville vi så, på grundlag af denne straffelov være i vor ret til i over­ensstemmelse med det »rene demokrati« at udelukke »bestemte personer« af sovjetterne. Det siger sig selv, at tjekkoslovakkerne, som gennem Savinkov, Potresov og Liberdan og deres folk (eller ved hjælp af deres agita­tion) modtager penge fra de engelske og franske kapi­talister, og ligeledes Krasnov-folkene, som ved ukrainske og tiflisske mensjevikkers hjælp er i besiddelse af grana­ter, vil forholde sig fredsommeligt lige til det øjeblik, da vi har udarbejdet en korrekt straffelov, og som demokra­ter af reneste vand vil indskrænke sig til at optræde som »opposition« . . .

Ikke mindre moralsk harme fremkalder det hos Kaut­sky, at den sovjetiske forfatning tager valgretten fra dem, der »beskæftiger lønnede arbejdere med det formål at opnå profit«. »En hjemmearbejder eller en lille mester med en enkelt svend«, skriver Kautsky, »kan leve og føle sig ganske som proletar, men han har ingen valgret« (s. 36).

Hvilken fravigelse af »det rene demokrati«! Hvilken uretfærdighed! Ganske vist har hidtil alle marxister ment, og tusinder af kendsgerninger har bekræftet, at småmestre er de mest samvittighedsløse og begærlige udbyttere af lønarbejderne, men Judusjka Kautsky beskæftiger sig naturligvis ikke med småmestrenes klasse (hvem har dog fundet på den skadelige klassekampsteori?), men med enkeltpersoner, den slags udbyttere, der »lever og føler sig ganske som proletarerer«. Den navnkundige »sparsommelige Agnes«, som man troede død for længst, er genopstået under Kautskys pen. Denne sparsommelige Agnes blev opfundet og lanceret i tysk littera­tur for nogle årtier siden af den »rene« demokrat, bour­geois'en Eugen Richter. Han spåede usigelig elendighed af proletariatets diktatur, af konfiskeringen af udbytter­nes kapital, han spurgte med uskyldig mine, hvem der er kapitalist i juridisk forstand. Han valgte som eksempel en fattig, sparsommelig syerske (»den sparsommelige Agnes«), som de onde »proletariatets diktatorer« vil fratage hendes sidste skillinger. Der var engang, da hele det tyske socialdemokrati gjorde sig lystig over den rene demokrat, Eugen Richters »sparsommelige Agnes«. Men det er længe siden, så længe, at Bebel endnu levede og sagde sandheden åbent og ligeud: at der jo i vort parti er mange nationalliberale; det er så længe siden, at det var før Kautsky blev renegat.

Nu er »den sparsommelige Agnes« genopstået som »en lille mester med en enkelt svend, der lever og føler sig ganske som proletar». De onde bolsjevikker gør ham fortræd og tager valgretten fra ham. Ganske vist kan »enhver vælgerforsamling«, som samme Kautsky siger, i so­vjetrepublikken optage for eksempel en fattig mester, der er knyttet til den pågældende virksomhed, forudsat at han undtagelsesvis ikke er udbytter, forudsat at han vir­kelig »lever og føler sig ganske som proletar«. Men kan man nu også forlade sig på kendskabet til livet, på retfær­dighedssansen hos en uordentlig og (oh rædsel) uden reg­lementer fungerende fabriksforsamling af simple arbej­dere? Er det dog ikke klart, at det er bedre at give alle udbyttere valgret, alle der beskæftiger lønarbejdere, frem for at risikere, at arbejderne går en »sparsommelig Ag­nes« og en »mester, der lever og føler sig som proletar«, for nær?

Lad blot de foragtelige renegatskurke, som hyldes af bourgeoisiet og socialchauvinisterne[1], bagtale vor sovje­tiske forfatning, fordi den fratager udbytterne valgretten. Det er kun godt, eftersom det fremskynder og uddyber Europas revolutionære arbejderes brud med folk som Scheidemann og Kautsky, Renaudel og Longuet, Henderson og Ramsay MacDonald, med socialismens gamle førere og gamle forrædere.

De undertrykte klassers brede masser og de bevidste og hæderlige førere blandt de revolutionære proletarer vil være for os. Man behøver kun at gøre disse proletarer og disse masser bekendt med vor sovjetiske forfatning, og de vil straks sige: det er jo virkelig vore folk, det er jo et virkeligt arbejderparti, en virkelig arbejderregering. For den bedrager ikke arbejderne med snak om reformer, sådan som alle de nævnte førere har bedraget os, men kæmper for alvor mod udbytterne, gennemfører revolutionen for alvor, kæmper i gerning for arbejdernes fuldstændige frigørelse.

Når udbytterne efter et års sovjet-»praksis« er blevet frataget valgretten, betyder det, at disse sovjetter virkelig er organisationer for de undertrykte masser og ikke for socialimperialisterne og socialpacifisterne, der har solgt sig til bourgeoisiet. Når disse sovjetter har frataget udbytterne valgretten, betyder det, at sovjetterne ikke er organer for småborgerligt kompromismageri med kapitalisterne, ikke organer for parlamentariske sludreho­veder (folk som Kautsky, Louguetog MacDonald), men organer for det virkelig revolutionære proletariat, som kæmper på liv og død med udbytterne.

»Kautskys skrift er næsten ukendt her« skrev en velun­derrettet kammerat til mig fra Berlin her forleden (det er i dag den 30. oktober). Jeg vil tilråde vore gesandter i Tyskland og Svejts ikke at lade det komme an på nogle tu­sinde til opkøb og gratis uddeling af denne bog til bevidste arbejdere for at træde dette »europæiske« -- læs: im­perialistiske og reformistiske — socialdemokrati, som forlængst er blevet »et stinkende lig«, ned i skidtet.

I slutningen af sin bog, på s. 61 og 63, fælder hr. Kautsky bitre tårer over, at den »nye teori« (som han kalder bol­sjevismen, af frygt for at komme ind på Marx' og Engels' analyse af Pariserkommunen) »finder tilhængere selv i de gamle demokratier som for eksempel Svejts«. Det er »ubegribeligt« for Kautsky, »hvis også tyske socialdemokrater antager denne teori«.

Nej, det er fuldstændig forståeligt, fordi såvel Scheide­mann'erne som Kautsky'erne efter krigens alvorlige lærepenge er blevet de revolutionære masser imod.

»Vi« har altid været for demokratiet, skriver Kautsky, og så skulle vi pludseligt tage afstand fra det!

»Vi«, de socialdemokratiske opportunister, har altid været mod proletariatets diktatur, og Kolb og co. har for længst sagt det ligeud. Kautsky ved det og tror forgæves at han kan skjule det indlysende faktum for læseren, at han er »vendt hjem« til Bernstein, Kolb og deres lige.

»Vi«, de revolutionære marxister, har aldrig gjort os noget afgudsbillede af det »rene« (borgerlige) demokra­ti. Plekhanov var som bekendt i 1903 revolutionær marx­ist (før den sørgelige svingning, der førte ham over i posi­tionen som den russiske Scheidemann). Og Plekhanov sagde dengang på partikongressen, der vedtog program­met54, at proletariatet i revolutionen om fornødent vil fratage kapitalisterne valgretten og opløse et hvilket som helst parlament, hvis det optræder kontrarevolutionært. At netop dette synspunkt er det eneste, der stemmer med marxismen, vil enhver kunne se, alene af de udtalelser af Marx og Engels, som jeg tidligere har anført. Det følger tydeligt nok af alle marxismens grundsætninger.

»Vi«, de revolutionære marxister, har aldrig holdt sådanne taler til folket, som kautskyanere af alle nationer yndede at optræde, når de gjorde lakajtjeneste for bour­geoisiet, lempede sig efter den borgerlige parlamentaris­me, tav stille om det moderne demokratis borgerlige ka­rakter og kun forlangte, at det skal udvides, at det skal gennemføres til bunds.

»Vi« har sagt til bourgeoisiet: I udbyttere og hyklere taler om demokrati, samtidig med at I overalt rejser tu­sinder af hindringer for de undertrykte massers deltagel­se i politik. Vi tager jer på ordet og forlanger i disse mas­sers interesse udvidelse af jeres borgerlige demokrati for at forberede masserne til den revolution, der skal styrte jer, udbytterne. Og hvis I, udbytterne, forsøger at gøre modstand mod vor proletariske revolution, vil vi undertvinge jer skånselsløst, vi vil tage alle rettigheder fra jer, ja, vi vil end ikke give jer brød, for i vor proletariske republik vil udbytterne ikke have rettigheder, de vil ikke have at bide og brænde, for vi er socialister for alvor, ikke som Scheidemann og Kautsky er det.

Sådan har »Vi«, de revolutionære marxister talt, og derfor vil de undertrykte masser være for os og med os, mens Scheidemann'erne og Kautsky'erne havner på renegaternes losseplads.

[1] *) Jeg har netop læst en leder i Frankfurter Zeitung (22. oktober 1918 nr. 293, der med begejstring refererer Kautskys brochure. Børsherrernes blad er tilfreds. Det manglede bare! Og en kammerat i Berlin skriver til mig, at Vorwårts, Schei­dermann'ernes blad, i en artikel har erklæret, at den kan skrive under på næsten hver linie i Kautskys brochure. Tillykke, tillyke!