Tjenstvillighed over for bourgeoisiet maskeret som »økonomisk analyse«

Som allerede sagt, burde Kautskys bog, hvis titlen skulle gengive indholdet korrekt, kaldes — ikke Proletariatets Diktatur, men Opkog Af Borgerlige Angreb På Bolsjevikkerne.

Mensjevikkernes gamle »teorier« om den russiske revolutions borgerlige karakter, dvs. mensjevikkernes gamle forvrængning af marxismen (som i 1905 blev afvist af Kautsky!), opvarmes nu på ny af vor teoretiker. Vi er nødt til at dvæle ved dette spørgsmål, hvor kedsommeligt det end er for russiske marxister.

Den russiske revolution er borgerlig, sagde alle Ruslands marxister før 1905. Mensjevikkerne satte liberalis­men i stedet for marxismen og sluttede deraf: altså bør proletariatet ikke gå videre, end bourgeoisiet kan accep­tere, det bør føre kompromispolitik med bourgeoisiet. Bolsjevikkerne sagde, at det er en liberalt-borgerlig teo­ri. Bourgeoisiet tilstræber at gennemføre omdannelsen af staten ad borgerlig vej, reformistisk, og ikke revolutio­nært, og vil så vidt muligt bevare både monarkiet og godsejernes jordbesiddelser osv. Proletariatet må føre den borgerligt-demokratiske revolution til ende uden at lade sig »binde« af bourgeoisiets reformisme. Det klassemæssige styrkeforhold under den borgerlige revolution har bolsjevikkerne formuleret således: Proletariatet, som knytter bønderne til sig, neutraliserer det liberale bourgeoisi og afskaffer totalt monarkiet, middelaldertilstandene og godsejernes jordbesiddelse.

I proletariatets forbund med bønderne som helhed kon­stateres også revolutionens borgerlige karakter, fordi bønderne som helhed er småproducenter, der står på vareproduktionens grund. I det videre forløb, tilføjede bolsjevikkerne allerede dengang, knytter proletariatet hele halvproletariatet (alle udbyttede og arbejdende) til sig, neutraliserer middelbønderne og styrter bourgeoi­siet: heri består den socialistiske revolution til forskel fra den borgerligt-demokratiske. (Se min brochure fra 1905: To Slags Taktik, genoptrykt i samlingen Efter 12 År, St. Peteroborg,1907).

Kautsky tog indirekte del i denne diskussion i 1905) og udtalte sig på forespørgsel fra daværende mensjevik I realiteten imod Plekhanov, hvilket dengang fremkaldte særlige spydigheder i den bolsjevikiske presse. Nu nævner Kautsky ikke med et ord datidens diskus­sioner (han er bange for at blive afsløret af sine egne ud­talelser fra dengang), og dermed berøver han den tyske læser enhver mulighed for at forstå sagens kerne. Hr. Kautsky kunne ikke i 1918 fortælle de tyske arbejdere, at han i 1905 var tilhænger af arbejdernes forbund med bønderne, derimod ikke med det liberale bourgeoisi, og på hvilke betingelser han forfægtede dette forbund, hvilket program han udkastede for dette forbund.

Efter sin krebsegang forfægter Kautsky nu med pran­gende fraser om »historisk materialisme«, maskerede som »økonomisk analyse«, arbejdernes underordning under bourgeoisiet, idet han med citater fra mensjevik­ken Maslov tygger drøv på mensjevikkernes gamle libe­rale anskuelser. Og med citater bevises hermed den nye tanke, at Rusland er tilbagestående, og konklusionen af denne nye tanke bliver den gamle, sådan at forstå, at man under den borgerlige revolution virkelig ikke må gå videre end bourgeoisiet! Og det på trods af alt, hvad Marx og Engels har sagt i deres sammenligning af den borgerlige revolution i 1789-1793 i Frankrig med den bor­gerlige revolution i Tyskland 1848!

Før vi går over til »hovedargumentets og hovedindholdet i Kautskys »økonomiske analyse«, skal vi bemærke, at allerede de første sætninger afslører en kuriøs tanke-forvirring eller mangel på omtanke hos forfatteren.

»Ruslands økonomiske grundlag«, forkynder vor »teoretiker«, »er op til nu landbruget, navnlig det lille bondebrug. Af det lever 4/5, måske endda 5/6 af befolk­ningen« (s. 45). For det første, kære teoretiker, har De tænkt over, hvor mange udbyttere, der kan Være blandt denne masse af småproducenter? Naturligvis ikke over 1/10 af det samlede antal, og i byerne endda mindre, ef­tersom storproduktionen er mere udviklet der. Lad os endda vælge et usandsynligt højt tal, lad os sige, at 1/5 af småprodueenterne er udbyttere, som mister valgretten. Selv da vil De finde, at de 66 pct. bolsjevikker på 5. sovjet-kongres repræsenterede befolkningens flertal. Til dette må yderligere føjes, at der blandt de venstre-socialrevolutionære hele tiden var et anseligt antal tilhængere af sovjetmagten, dvs. principielt var alle venstre-social­revolutionære tilhængere af sovjetmagten, og da en del af dem i juli 1918 indlod sig på opstandseventyret, skilte to nye partier sig ud fra deres gamle parti: narodnik-kommunisterne og de revolutionære kommunister (de dannedes af fremtrædende venstre-socialrevolutionære, som allerede deres gamle parti havde placeret på betydnings-fulde poster, således tilhører eksempelvis Saks det første og Kolegajev det andet). Dermed har Kautsky selv — mod sin vilje! — gendrevet den latterlige skrøne, at der kun står et mindretal af befolkningen bag bolsjevikker­ne.

For det andet, kære teoretiker, har De tænkt over, at den lille producent i landbruget uundgåeligt svinger mellem proletariatet og bourgeoisiet? Denne marxistiske sandhed, som er bekræftet ved hele den nyere historie i Europa, har Kautsky »glemt«, meget belejligt, eftersom den fuldstændigt pulveriserer hele den mensjevikiske »teori«, som han gentager! Havde Kautsky nu ikke »glemte dette, kunne han ikke have bestridt nødvendighe­den af proletariatets diktatur i et land med overvejende småproducenter i landbruget.

lad os se på hovedindholdet i vor teoretikers »økonomiske analyse«.

At sovjetmagten er et diktatur, er ubestrideligt, siger Kautsky. »Men er det proletariatets diktatur? (s. 34).

»Bønderne udgør ifølge sovjetforfatningen flertallet af den befolkning, der har ret til at deltage i lovgivningen og forvaltningen. Hvad der præsenteres for os som proletariatets diktatur, ville, hvis det blev gennemført konsekvent, og hvis overhovedet én klasse direkte kunne udøve et diktatur, hvad der kun lader sig gøre for et parti, vise sig at være et bønder­nes   diktatur« (s. 35).

Og den gode Kautsky, der er særdeles tilfreds med en så dybsindig og åndrig betragtning, forsøger at være vittig: »Det synes altså, som om den mest smertefrie gennemfø­relse af socialismen vil være sikret, når den lægges i bøndernes hænder« (s. 35).

Yderst udførligt og med en række overordentlig lærde citater af den halvliberale Maslov efterviser vor teoreti­ker den nye tanke, at bønder er interesseret i høje korn-priser, i lav arbejdsløn til arbejderne i byerne osv. osv. Disse nye tanker er i øvrigt desto mere kedsommeligt fremstillet, jo mindre opmærksomhed der ofres på efter-krigstidens virkeligt nye foreteelser, f. eks. det, at bøn­derne forlanger ikke penge for korn, men varer, og at bønderne ikke har tilstrækkeligt med redskaber, som ik­ke kan fremskaffes for penge i tilstrækkeligt omfang. Om dette mere udførligt senere.

Kautsky beskylder altså bolsjevikkerne, proletariatets parti, for at have udleveret diktaturet, udleveret gennemførelsen af socialismen til de småborgerlige bønder. Strålende, hr. Kautsky! Hvilke relationer skulle der da efter Deres oplyste mening bestå mellem det proletariske parti og de småborgerlige bønder?

Om det har vor teoretiker foretrukket at tie - formentlig ihukommende ordsproget »tale er sølv, tavshed er guld«. Derimod har Kautsky udleveret sig selv med føl­gende ræsonnement:

»I sovjetrepublikkens første tid udgjorde bondeso­vjetterne organisationer for bønderne generelt. Nu proklamerer republikket, at sovjetterne er proleta­rernes og de fattige bønders organisationer. De velstående mister valgretten til sovjetterne. Den fattige bonde bliver her anerkendt som et varigt masseprodukt af den socialistiske agrarreform under proletariatets diktatur'« (s. 48).

Hvilken dræbende ironi! Den slags kan man i Rusland høre fra enhver bourgeois: de er alle skadefro og hånlige, fordi sovjetrepublikken åbent indrømmer eksistensen af fattige bønder. De håner socialismen. Det er deres ret. Men en »socialist«, der spotter over, at der efter en ødelæggende krig gennem fire år stadig findes fattige bønder — og at de vil findes længe endnu — en sådan »socialist« kan kun dukke op i en situation, hvor renegatholdning er et massefænomen.

Hør blot videre :

» . . .Sovjetrepublikken griber ganske vist ind i forholdet mellem fattige og rige bønder, dog ikke ved nogen ny jordfordeling. For at afhjælpe bybefolknin­gens mangel på levnedsmidler sender man afdelin­ger af bevæbnede arbejdere ud på landet, hvor de fratager de rige bønder deres overskud af levneds-midler. En del af disse levnedsmidler overdrages bybefolkningen, en anden del de fattigste bønder« (s. 48).

Naturligvis er socialisten og marxisten Kautsky yderst oprørt ved tanken om, at en sådan foranstaltning kunne finde anvendelse længere borte end i omegnen af de store byer (hos os anvendes den ud over hele landet). Socialisten og marxisten Kautsky docerer med spidsborgerens uforlignelige, enestående, beundringsværdige koldblo­dighed (eller stupiditet) : »Blot indfører de (beslaglæg­gelserne hos de velstående bønder) et nyt element af uro og borgerkrig i produktionsprocessen« (borgerkrig i »produktionsprocessen«, det er jo noget helt overnaturligt!) » . . . som til sin sanering har et presserende behov for ro og sikkerhed« (s. 49).

Jo, jo, gælder det ro og sikkerhed for udbyttere og lev­nedsmiddelspekulanter, som gemmer deres overskud, overtræder loven om kornmonopolet og påfører bybefolk­ningen sult, — gælder det dette, må marxisten og socialisten Kautsky naturligvis sukke og fælde tårer. Vi er alle socialister og marxister og internationalister, råber i kor de herrer Kautsky, Heinrich Weber (Wien), Longuet (Paris), MacDonald (London) osv. — Vi er alle tilhængere af arbejderklassens revolution, når blot . . . når blot korn-spekulanternes ro og sikkerhed ikke forstyrres! Og denne beskidte tjenstvillighed over for kapitalisterne skjuler vi ag en »marxistisk« henvisning til »produktionsprocessen« . . . Hvis det er marxisme, hvad er der så, der kan kaldes lakajtjeneste for bourgeoisiet?

Lad os se, hvad vor teoretiker når frem til. Han ankla­ger bolsjevikkerne for at udgive bøndernes diktatur for proletariatets diktatur. Og samtidig anklager han os for at føre borgerkrigen ud på landet (det anser vi for vor fortjeneste), for at sende bevæbnede arbejderafdelinger ud på landet, hvor de åbent erklærer, at de realiserer »prole­tariatets og fattigbøndernes diktatur«, hjælper fattigbøn­derne og beslaglægger spekulanternes, de rige bønders kornoverskud, som de har holdt skjult i strid med loven om kornmonopolet.

På den ene side er vor marxistiske teoretiker tilhænger af det rene demokrati, af at den revolutionære klasse, de arbejdende og udbyttedes fører, underordner sig under befolkningsflertallet (som altså indbefatter udbytterne). På den anden side anfører han imod os, at revolutionen uundgåeligt må være borgerlig, fordi bønderne som helhed står på de borgerlige samfundsforholds grund, og samtidig hævder han at forfægte det proletariske, marxi­stiske klassestandpunkt!

I stedet for en »økonomisk analyse« er dette en grød og et roderi af første klasse. I stedet for marxisme er dette brudstykker af liberale teorier og propaganda for lakaj-tjeneste over for bourgeoisiet og kulakkerne.

Det problem, Kautsky har bragt forvirring i, har bol­sjevikkerne allerede i 1905 klarlagt fuldstændigt. Javel, vor revolution er borgerlig, så længe vi går sammen med bønderne som helhed. Det har vi erkendt så klart som no­get og sagt hundreder og tusinder af gange siden 1905, og vi har aldrig forsøgt hverken at springe dette nødvendige trin i den historiske proces over eller at afskaffe det ved dekreter. Kautskys iver for at »afsløre« os på dette punkt afslører kun virvarret i hans anskuelser og hans frygt for at erindre, hvad han skrev i 1905, da han endnu ikke var blevet renegat.

Men i 1917, fra april måned, længe før oktoberrevolutio­nen og før vi tog magten, sagde vi åbent og forklarede fol­ket: Revolutionen kan ikke standse op ved dette, fordi landet er gået fremad, kapitalismen er gået fremad, for­armelsen har nået et uhørt omfang, som kræver (om no­gen ønsker det eller ej) skridt fremad til socialismen. På anden måde kan man ikke gå på anden måde kan man ikke lindre de arbejdendes og udbyttedes trængsler. Det er gået netop, som vi havde sagt. Revolutionens forløb har bekræftet rigtigheden af vor konklusion. Først sammen med »alle« bønder mod monarkiet, mod godsejerne, mod middelalderlige forhold (og for så vidt forbli­ver revolutionen borgerlig, borgerlig-demokratisk). Derpå sammen med fattigbønderne, sammen med halvprole­tariatet, sammen med alle udbyttede mod kapitalismen, deri indbeattet landbrugets rigmænd, kulakkerne, spekulanterne, og for så vidt bliver revolutionen socialistisk. At forsøge Da at rejse en kunstig kinesisk mur mellem den ene og den anden, på at adskille dem fra hinanden på anden måde end den ene, i hvilken grad proletariatet er forberedt, i hvilken grad de er forbundet med de fattige på landet — det er en kæmpemæssig forvrængning af marxismen, forfladigelse af den og erstatning af den med liberalisme. Det ville betyde at bruge tilsyneladende vi­denskabelige henvisninger til bourgeoisiets progressive karakter i forhold til middelalderen til at stable et reak­tionært forsvar for bourgeoisiet mod det socialistiske Proletariat på benene.

Når sovjetterne repræsenterer en langt højere form og type demokratiske, er det i øvrigt netop fordi de ved at samle og inddrage arbejder- og bondemasserne i politik fungerer som det mest fintmærkende barometer, der på det mest direkte påvirkes af »folket« (i den af Marx an­vendte betydning, da han i 1871 talte om virkelig folkerevolution), og som registrerer udviklingen og væksten i massernes politiske, klassemæssige modenhed. Sovjetforfatningen er ikke skrevet efter en eller anden »plan« den er ikke affattet i studerekamre, den er ikke påtvun­get det arbejdende folk af bourgeoisiets jurister. Nej, denne forfatning er vokset frem af klassekamens udviklingsforløb, i takt med klassemodsigelsernes modning. Netop de data, som Kautsky er nødt til at anerkende, beviser dette.

Først omfattede sovjetterne bønderne som helhed. Den mangelfulde udvikling, tilbageståenheden og uvidenheden netop hos de fattigste bønder gav kulakkerne, de rige, kapitalisterne og de småborgerlige intellektuelle ledelsen i hænde. Det var tiden, hvor småborgerskabet, menskevikkerne og de socialrevolutionære dominerede (kun tåber eller renegater som Kautsky kan betragte nogen af dem som socialister). Småborgerskabet vaklede uvæger­ligt, uundgåeligt mellem bourgeoisiets diktatur (Kerenskij, Kornilov, Savinkov) og proletariatets diktatur, fordi småborgerskabet ikke er i stand til nogen som helst selvstændighed, hvilket følger af de fundamentale grund-egenskaber ved dets økonomiske placering. I øvrigt di­stancerer Kautsky sig fuldstændigt fra marxismen ved, at han i analysen af den russiske revolution indskrænker sig til brugen af det juridiske, formelle begreb »demokra­ti«, der tjener bourgeoisiet til dække for dets dominans og til bedrageri over for masserne, mens han glemmer, at i virkeligheden er »demokratiet« undertiden udtryk for bourgeoisiets diktatur, og undertiden for småborgerska­bets magtesløse reformisme, som underordner sig under dette diktatur osv. Hos Kautsky ser det ud, som om der i et kapitalistisk land var dels borgerlige partier, dels et proletarisk, som har proletariatets flertal, dets masse bag sig (bolsjevikkerne), men ingen småborgerlige partier! Ingen klasserødder, småborgerlige rødder for mensjevikkernes og de socialrevolutionæres vedkommende!

Småborgerskabets, mensjevikkernes og de socialrevolutionæres vaklen gav masserne en lære og fik deres store flertal til at vende sig bort fra den »førere«. I sovjetterne fik bolsjevikkerne overtaget (i Petrograd og Mo­skva henimod oktober 1917); blandt de socialrevolutionære og mensjevikkerne forstærkedes splittelsen.

Den sejrrige bolsjevikiske revolution betød, at det var slut med svingningerne, den betød, at monarkiet og godsejernes jordbesiddelse blev afskaffet fuldt ud (før okto­berrevolutionen var denne jordbesiddelse ikke afskaf­fet). Den borgerlige revolution blev ført til ende af os. Bønderne fulgte os som en helhed. Det antagonistiske forhold til det socialistiske proletariat kunne ikke åbenbare sig på et øjeblik. Sovjetterne omfattede bønderne i det hele taget. Klassedelingen inden for bøndernes rækker var endnu ikke modnet, var endnu ikke brudt frem.

Denne proces udviklede sig i sommeren og efteråret 1918. Tjekkoslovakkernes kontrarevolutionære opstand vækkede kulakkerne. En bølge af kulak-opstande gik hen over Rusland. Fattigbønderne lærte – ikke af bøger og ikke af aviser, men af livet – at deres interesser er uforenelige med kulakkernes, de riges, landsbybour­geoisiets interesser. De »venstre-socialrevolutionære« afspejlede som ethvert småborgerligt parti massernes svingninger, og netop i sommeren 1918 spaltedes de: en del gik sammen med tjekkoslovakkerne (opstanden i Mo­skva, hvor Prosjan holdt telegrafstationen besat — i en ti­me! — og meddelte Rusland, at bolsjevikkerne var styrtet, derpå det forræderi, som den øverstkommanderende for hæren mod tjekkoslovakkerne, Muravjov begik osv.); en anden del, omtalt ovenfor, forblev sammen med bolsjevikkerne.

Den forværrede levnedsmiddelmangel i byerne rejste stadig skarpere spørgsmålet om et kornmonopol (som »teoretikeren« Kautsky har glemt i sin analyse, der blot efterplaprer, hvad han for ti år siden har læst hos Maslov!).

Den gamle godsejer- og bourgeoisistat, ja, selv den demokratisk-republikanske stat, sendte væbnede afdelin­ger, der faktisk stod til bourgeoisiets disposition, ud på landet. Det kender hr. Kautsky ikke noget til! Deri ser han ikke noget »bourgeoisi-diktatur«, gud fri os! Det er »det rene demokrati«, navnlig hvis det er godkendt af det borgerlige parlament! At Avksentjev og S. Maslov i kom­pagniskab med Kerenskij, Tsereteli og deres lige blandt socialrevolutionære og mensjevikker i sommeren og ef­teråret 1917 arresterede jordkomiteernes medlemmer, det har Kautsky »ikke hørt noget om«, og han siger ingenting om det!

Sagen er den simple, at en borgerlig stat, der realiserer bourgeoisiets diktatur i form af en demokratisk republik, ikke over for folket kan indrømme, at den tjener bour­geoisiet, men er nødt til at hykle.

En stat af Kommunens type, den sovjetiske stat, siger derimod folket sandheden, åbent og ligeud erklærer, at den er proletariatets og fattigbøndernes diktatur og dra­ger netop i kraft af denne sandhed millioner og atter mil­lioner af nye borgere til sig; de som under enhver demo­kratisk republik er underkuede, men som af sovjetterne inddrages i politikken, i demokratiet, i statens styrelse. Sovjetrepublikken sender afdelinger af bevæbnede arbej­dere ud på landet, i første række de mest fremskredne fra hovedstæderne. Disse arbejdere bringer socialismen ud på landet, vinder de fattige over på deres side, organiserer og oplyser dem og hjælper dem med at undertrykke bourgeoisiets modstand.

Alle, der kender til sagen, og som har opholdt sig på landet, taler om, at vor landbefolkning først i sommeren og efteråret 1918 selv gennemlevede »oktoberrevolutio­nen« (dvs. den proletariske revolution). Der indtræder et omsving. Bølgen af kulakopstande afløses af en rejsning blandt de fattige, en fremvækst af fattigbondekomiteer. I hæren vokser antallet af kommissærer fra arbejdernes rækker, officerer fra arbejdernes rækker, divisions- og armechefer fra arbejdernes rækker. Samtidig med at dumrianen Kautsky, opskræmt over julikrisen (1918) og bourgeoisiets jammerklager, svanser ærbødigt bagved det og skriver en hel brochure, gennemsyret af den overbevisning, at bolsjevikkerne er på nippet til at blive styrtet af bønderne, samtidig med at denne dumrian i ud­skillelsen af de venstre-socialrevolutionære ser en »indsnævring« (s. 37) af den kreds, der støtter bolsjevikkerne — samtidig hermed vokser bolsjevikkernes virkelige til­hængerskare umådeligt, fordi millioner og atter millio­ner af de fattige på landet vågner til selvstændigt politisk liv og frigør sig for kulakkernes og landbourgeoisiets ind­flydelse.

Vi har mistet hundredvis af venstre-socialrevolutionæ­re, karakterløse intellektuelle og kulakker fra bøndernes rækker; vi har vundet millioner af repræsentanter for fattigfolk*).

Et år efter den proletariske revolution i de store byer indtrådte under indflydelse fra den og med dens hjælp en proletarisk revolution ude i landets afkroge, hvormed so­vjetmagten og bolsjevismen konsolideredes endeligt, og hvormed det endeligt blev bevist, at der inden for landet ikke findes kræfter, som kan modstå den.

Efter at Ruslands proletariat sammen med bønderne som helhed havde gennemført den borgerlig-demokrati­ske revolution, gik det definitivt over til den socialistiske revolution, da det var lykkedes proletariatet at spalte landbefolkningen, knytte dens proletarer og halvproletarer til sig og forene dem mod kulakkerne og bourgeoisiet, også bondebourgeoisiet.

Se, hvis hovedstædernes og de store industricentres bolsjevikiske proletariat ikke havde formået at samle den fattige landbefolkning omkring sig mod de rige bønder ville det dermed være bevist, at Rusland var »umodent til den socialistiske revolution, så ville bønderne være forblevet en »helhed«, dvs. være forblevet under kulakkernes, rigmændenes, bourgeoisiets økonomiske, politiske og åndelige ledelse, så ville revolutionen ikke være kommet ud over den borgerlig-demokratiske revo­lutions rammer. (I parentes bemærket ville heller ikke dette have været bevis for, at proletariatet ikke skulle have taget magten, for kun proletariatet førte virkeligt den borgerlig-demokratiske revolution til ende, kun proletariatet har gjort noget alvorligt for at bringe den proletariske verdensrevolution nærmere, kun proletaria­tet har skabt en sovjetisk stat, efter Kommunen det næste skridt i retning af en socialistisk stat.)

På den anden side, hvis det bolsjevikiske proletariat ik­ke havde forstået at afvente klasseudskillelsen på landet, at forberede og gennemføre den, men havde forsøgt at straks, i oktober-november 1917, at »dekretere« borgerkrig eller »socialismens indførelse på landet, havde forsøgt at komme uden om en midlertidig blok (forbund) med bønderne som helhed, at komme uden om en række indrømmelser til middelbonden osv. — så ville det have været en blanquistisk forvrængning af marxismen, så ville det have været et mindretals forsøg på at påtvinge flertallet sin vilje, så ville det have været en teoretisk tåbelighed, en svigtende forståelse af, at en revolution, som alle bønder deltager i, endnu stadig er en borgerlig revolution, og at man i et tilbagestående land ikke kan gøre den til en socialistisk revolution uden en række overgange, overgangstrin.

Kautsky har i det meget vigtige teoretiske og politiske spørgsmål rodet alt sammen og har i praksis vist sig sim­pelt hen at være en bourgeoisi-tjener, der bruger mund mod proletariatets diktatur.

En lignende, om ikke endnu større forvirring har Kautsky anrettet i et andet meget interessant og meget vigtigt spørgsmål, nemlig: var sovjetrepublikkens lovgivning vedrørende landbrugets omformning, denne meget vanskelige og samtidig meget vigtige socialistiske omform­ning, principielt rigtigt anlagt, og blev den derpå gen­nemført hensigtsmæssigt? Vi ville være enhver vesteuro­pæisk marxist usigeligt taknemmelige, hvis han efter at have sat sig ind i blot de vigtigste dokumenter ville give en kritik af vor politik, fordi han derved ville hjælpe os overordentligt og tillige hjælpe revolutionen, der er ved at modnes i hele verden. Men i stedet for kritik leverer Kautsky et utroligt teoretisk virvar, hvor marxismen forvandles til liberalisme, og i praksis munder ud i tomme, ondskabsfulde, spidsborgerlige udfald mod bolsjevikkerne. Læseren kan selv dømme:

»Storgodsbesiddelsen blev på grund af revolutionen uholdbar. Det blev straks klart. Det var uundgåeligt at overlade den til bondebefolkningen. . . « (Forkert, hr. Kautsky: Det, der er »klart« for Dem, sætter De i stedet for de forskellige klassers holdning til spørgsmålet; revo­lutionens historie har vist, at koalitionsregeringen af bourgeois'er sammen med Småborgere, mensjevikker og socialrevolutionære førte en politik, der gik ud på at be­vare storgodsbesiddelsen. Det blev bevist navnlig med S. Maslovs lov og arrestationen af jordkomiteernes medlemmer. Uden proletariatets diktatur havde »bondebe­folkningen« ikke kunnet besejre godsejeren, der havde sluttet sig sammen med kapitalisterne.)

» . . . Imidlertid var der aldeles ikke enighed om, under hvilke former det skulle foregå. Forskellige løsninger var tænkelige. . .« (Kautsky er fremfor alt bekymret for »enigheden« blandt »socialisterne«, uanset hvem der kal­der sig ved dette navn. At hovedklasserne i det kapitali­stiske samfund må nå frem til forskellige løsninger, glemmer han.) ». . . Fra et socialistisk synspunkt ville det mest rationelle være at gøre de store brug til statseje og lade bønderne, der hidtil havde arbejdet i dem som lønarbejdere, drive dem som kooperativer. Men denne løsning forudsætter landarbejdere af en slags, der ikke findes i Rusland. En anden løsning kunne måske have væ­ret af storgodserne som statseje og opdeling af dem i små lodder, der overlades jordfattige bønder i forpagtning. Der ville dermed dog være realiseret noget af socialismen. . . «

Som sædvanlig klarer Kautsky frisag med det berømte: på den ene side kommer man ikke uden om, på den anden side må det indrømmes. Han stiller forskellige løsninger op ved siden af hinanden uden tanke — den eneste reale, eneste marxistiske tanke – for, hvordan overgan­gene fra kapitalisme til kommunisme skal forme sig under de eller de særlige omstændigheder. Der findes i Rusland landarbejdere, men der er ikke mange af dem, og det af sovjetmagten rejste spørgsmål om, hvordan man skal gå over til kommunedrift eller kooperativ drift, kommer Kautsky ikke ind på. Det mest besynderlige er dog, at Kautsky vil se »noget af socialismen« i bort­forpagtningen af små jordlodder. I virkeligheden er det en småborgerlig parole, og »socialisme« er der intet af her. Hvis den »Stat«, der bortforpagter jorden, ikke er en stat af Kommunens type, men en parlamentarisk, bor­gerlig republik (netop det forudsætter Kautsky til stadighed), bliver bortforpagtningen af smålodder en typisk liberal reform.

At sovjetmagten har ophævet enhver ejendomsret til jord, fortier Kautsky. Værre endnu. Han udfører et utro­ligt trick og citerer sovjetmagtens dekreter sådan, at det væsentligste udelades.

Efter at have erklæret, at »småproduktionen stræber efter fuldt privateje af produktionsmidler«, og at den Konstituerende Forsamling ville være »den eneste autori­tets, der var i stand til at hindre en opdeling (en påstand, der virkelig er latterlig i Rusland, fordi alle ved, at kun sovjetterne betragtes som autoritet af arbejderne og bønderne, mens den Konstituerende Forsamling er blevet tjekkoslovakkernes og godsejernes parole), — fortsætter Kautsky:

»Et af den sovjetiske regerings første dekreter fastsatte: 1. Godsejernes ejendomsret til jorden afskaffes øjeblikkeligt uden nogen erstatning. 2. Godsejer besiddelser. såvel som alle hoffets, klostrenes og kirkernes jorder med alt levende og dødt inventar, bygninger og alt tilbehør stilles til disposition for jordkomiteerne i landdistrikterne under bonderepræsentanternes sovjetter, indtil den Konstitueren­de Forsamling træffer afgørelse om jordspørgsmålet.«

Kautsky citerer kun disse to punkter og konkluderer så:

»Henvisningen til den Konstituerende Forsamling blev et dødt bogstav. Faktisk kunne bønderne i de enkelte distrikter gøre med jorderne, hvad de ville« (s. 47)

Her har De prøver på Kautskys »kritik«! Her har De et »lærd« værk, der mest af alt minder om et falskneri. Det indpodes den tyske læser, at bolsjevikkerne har kapituleret over for bønderne i spørgsmålet om privat ejendomsret til jorden! At bolsjevikkerne har overladt til bønderne hvor for sig (»i de enkelte distrikters) at gøre som de ville!

Men i virkeligheden består det dekret, Kautsky citerer — det første dekret, der udstedtes den 26. oktober 1917 (gl.tidsr.) ikke af to, men af fem paragraffer plus ot­te paragraffer i en »instruks, om hvilken det meddeltes, at den »skal tjene til vejledning«.

I dekretets paragraf 3 hedder det, at brugene overgår »til folket«, at der ubetinget skal opstilles »en nøjagtig fortegnelse over al konfiskeret ejendom« og sørges »for streng revolutionær bevogtning«. Og i instruksen hedder det, at »privat ejendomsret til jord ophæves for bestandigt«, at »jordbrug i højt udviklet drift« »ikke gøres til genstand for opdeling», at »brugsretten til alt driftsinven­tar, levende og dødt, på de konfiskerede jorder overgår uden erstatning til staten eller landsbyfællesskabet, afhængigt af størrelse og betydning«, og at »al jord indgår i jordfonden, som er folkets fælles ejendom«.

Endvidere vedtog 3. sovjetkongres samtidig med opløs­ningen af den Konstituerende Forsamling (5. januar 1918) en Deklaration Om Det Arbejdende Og Udbyttede folks rettigheder, som nu er indgået i sovjetrepublikkens grundlove. I denne deklarations artikel 2, stk. 1 hedder det, at »privatejendomsretten til jord ophæves, og at »mønstergodser og brug erklæres for nationaleje«.

Altså forblev henvisningen til den Konstituerende Forsamling ikke et dødt bogstav, eftersom en anden repræ­sentativ institution, omfattende hele folket og med langt større autoritet i bøndernes øjne, påtog sig løsningen af landbrugsspørgsmålet.

Videre offentliggjordes den 6. (19.) februar 1918 loven om socialisering af jorden, som endnu engang bekræfter ophævelsen af al ejendomsret til jorden og giver sovjetmyndighederne under kontrol af den føderale sovjetmagt rådighed over jorden og over alt privatejet inventar; der skal disponeres over jorden således, at der

»udvikles kollektiv drift i landbruget som den mest arbejdsbesparende og produktive drift og på bekost­ning af enkeltbrugene, med overgang til socialistisk drift som mål« (art. 1l.pkt. e).

Denne lov, der indfører udlignende fordeling af det dyrkede areal, besvarer spørgsmålet: »Hvem har ret til at dyr­ke jorden ? således:

(Art. 20). »De enkelte overfladearealer kan inden for den Russiske Føderative Sovjetrepubliks græn­ser benyttes til offentlige og personlige formål: A) Til kultur- og oplysningsformål: 1) af staten repræ­senteret ved sovjetmagtens organer (føderale, område-, guvernements-, kreds-, distrikts- og landsbymyndigheder). 2) af offentlige organisationer (un­der kontrol af og efter tilladelse fra den lokale so­vjetmyndighed). B) Til landbrugsdrift: 3) af landbrugskommuner. 4) af landbrugskooperativer. 5) af landsbyfællesskaber 6) af enkeltfamilier og -perso­ner. . . «

Læseren vil se, at Kautsky har fordrejet sagen fuldstæn­digt og fremstillet den russiske proletariske stats landbrugspolitik og landbrugslovgivning i absolut falsk form for den tyske læser.

Ikke engang de teoretisk vigtige, fundamentale spørgs­mål har Kautsky kunnet stille!

Disse spørgsmål er følgende:

(1)  Den udlignende fordeling af det dyrkede areal og

(2)  jordens nationalisering, - disse to foranstaltnin­gers forhold til socialismen i almindelighed og til overgangen fra kapitalisme til kommunisme i særdeleshed.

(3)  fælles dyrkning af jorden som overgang fra splittede de småbrug til store fællesbrug; opfylder dette spørgs­måls behandling i den sovjetiske lovgivning socialismens krav?

Med hensyn til det første spørgsmål må først og fremmest følgende fundamentale kendsgerninger fastslås: (a) Bolsjevikkerne har allerede ved sammenfatningen at erfaringerne fra 1905 (jeg henviser eksempelvis til min behandling af landbrugsproblemet i den første russiske revolution) peget på den demokratisk-progressive, demokratisk revolutionære betydning af parolen udlig­nende fordeling, og i 1917, for oktoberrevolutionen, udtalt sig ganske bestemt herom. (b) Da loven om socialisering af jorden gennemførtes — en lov, hvis »Sjæl« er parolen om udlignende fordeling af det dyrkede areal – erklærede bolsjevikkerne ganske præcist og bestemt: denne ide er ikke vor, vi er ikke enige i denne parole, men vi anser det for en pligt at gennemføre den, fordi det er et krav fra bøndernes store flertal. Og ideer og krav, der opstilles af det arbejdende folks flertal, må de selv leve sig igennem; det lader sig ikke gøre at »afskaffe« disse krav eller at »springe dem over«. vi, bolsjevikkerne, vil hjælpe bøn­derne med at gennemleve de småborgerlige paroler, og med så hurtigt og let som muligt at gå fra dem over til so­cialistiske paroler.

En marxistisk teoretiker, der med sin videnskabelige analyse ville hjælpe arbejderrevolutionen, burde for det første svare på, om det er rigtigt, at tanken om udlignende fordeling af det dyrkede areal er af demokratisk-revolutionær betydning, at den betyder, at den borger­ligt—demokratiske revolution føres til ende? For det andet, om bolsjevikkerne handlede rigtigt ved med deres stemmer at sikre (og på det mest loyale efterleve) den småborgerlige lov om udlignende fordeling?

Kautsky har ikke engang kunnet se, hvad problemets kerne teoretisk er!

Det vil aldrig lykkes Kautsky at gendrive, at tanken om udlignende fordeling har progressiv og revolutionær be­tydning under en borgerlig-demokratisk omvæltning. Videre kan denne omvæltning ikke gå. Når den føres helt igennem, afslører den des klarere, des hurtigere, des lettere for masserne, at de borgerlig-demokratiske løsnin­ger er utilstrækkelige, og at man må gå ud over deres rammer, gå over til socialismen.

Efter at have fældet tsarismen og godsejerne ser bøn­derne hen til den udlignende fordeling, og ingen magt ville kunne standse bønderne, efter at de er blevet befriet for både godsejerne og den borgerlig-parlamentariske, republikanske stat. Proletarerne siger til bønderne: Vi vil hjælpe jer med at nå frem til den »ideales kapitalisme, for udlignende fordeling af det dyrkede areal er for småproducenten idealisering af kapitalismen. Og samtidig vil vi vise jer, at det er utilstrækkeligt, og at det er nød­vendigt at gå over til fælles dyrkning.

Det ville være interessant at se, hvordan Kautsky ville prøve at gendrive rigtigheden af en sådan ledelse af bøn­dernes kamp fra proletariatets side.

Kautsky har foretrukket at gå uden om spørgsmå­let...

Videre har Kautsky direkte bedraget de tyske læsere ved at holde skjult for dem, at sovjetmagten med loven om jorden har givet kommuner og kooperative brug abso­lut forrang, idet de er anbragt på den forreste plads.

Sammen med bønderne til den borgerlig-demokratiske revolutions fuldendelse — sammen med de fattigste, proletariske og halvproletariske bønder fremad til den socialistiske revolution! Sådan var bolsjevikkernes poli­tik, og det var den eneste marxistiske politik.

Men Kautsky er i vildrede og formår ikke at rejse et eneste problem! På den ene side tør han ikke sige, at proletarerne skulle være gået imod bønderne i spørgsmå­let om udligningen, for han fornemmer, at en sådan kon­flikt ville være tåbelig (tilmed forfægtede Kautsky i 1905, da han endnu ikke var renegat, klart og direkte arbejder­nes og bøndernes forbund som en betingelse for revolutio­nens sejr). På den anden side citerer han med sympati mensjevikken Maslovs banaliteter, der skal »bevise« at småborgerlig lighed er utopisk og reaktionær ud fra so­cialismens synspunkt, men som fortier, at den småbor­gerlige kamp for lighed, for udligning er progressiv og revolutionær ud fra den borgerlig-demokratiske revolu­tions synspunkt.

Der er ingen ende på forvirringen hos Kautsky: læg mærke til, at Kautsky (i 1918) fastholder den russiske revolutions borgerlige karakter. Kautsky kræver (i 1918), at man ikke overskrider disse rammer! Og samme Kaut­sky ser »noget af socialismen« (for den borgerlige revolu­tion) i en småborgerlig reform, i bortforpagtningen af små jordlodder til de fattige bønder (dvs. i en tilnærmelse til udlignende fordeling) ! !

Forstå det, hvem der kan!

I tilgift til dette afslører Kautsky en spidsborgerlig mangel på evne til at gøre sig rede for et bestemt partis faktiske politik. Han citerer mensjevikken Maslovs fraser, uden at ville se, hvad der var det mensjevikiske partis faktiske politik i 1917, da det i »koalition« med godsejere og kadetter gik ind for en faktisk liberal jordreform og et kompromis med godsejerne (bevis: arrestationen af jordkomiteernes medlemmer samt S. Maslovs lovforslag).

Kautsky har ikke bemærket, at P. Maslovs fraser om det reaktionære og utopiske ved småborgerlig lighed i virkeligheden dækker over den mensjevikiske politik, der stilede efter et kompromis mellem bønder og godsejere (hvorved bønderne ville blive snydt af godsejerne), i ste­det for at bønderne skulle styrte godsejerne på revolutio­nær vis.

En køn »marxist«, den Kautsky!

Netop bolsjevikkerne tog nøje hensyn til forskellen mellem den borgerligt-demokratiske revolution og den so­cialistiske: Ved at føre den første til ende, åbnede de døren for overgang til den anden. Det er den eneste revolu­tionære og den eneste marxistiske politik.

Forgæves gentager Kautsky de tandløse liberale ånd­righeder: »Hidtil er småbønder intet sted og ingen sinde gået over til kollektiv produktion under indtryk af teoreti­ske argumenter« (s. 50).

Yderst åndrigt!

Intet sted og ingen sinde før har småbønderne i et stort land været under en proletarisk stats indflydelse.

Intet sted og ingen sinde før er småbønderne nået dertil, at de fattigste bønder fører åben klassekamp mod de rige, ja ikke viger tilbage for borgerkrig mod dem under omstændigheder, hvor den proletariske statsmagt yder de fattigste propagandamæssig, politisk, økonomisk og militær støtte.

Intet sted og ingen sinde før har spekulanter og rig-mænd i den grad beriget sig på krigen, samtidig med at bøndernes masse er blevet så forarmet.

Kautsky repeterer gammelt kram, tygger videre på den gamle skrå og tør end ikke tænke på det proletariske diktaturs nye opgaver.

Men hvad nu, kære Kautsky, hvis bønderne ikke har til­strækkelig redskaber til småbrugenes drift, men den proletariske stat hjælper dem ved at levere maskiner til kollektiv dyrkning af jorden, er det så »teoretiske argu­menter«?

Lad os gå over til spørgsmålet om nationalisering af jorden. Vore narodnikker, deriblandt alle venstre-socialrevolutionære, benægter, at de foranstaltninger, der er gennemført hos os, er nationalisering af jorden. De har uret teoretisk. For så vidt vi holder os inden for vare-produktionens og kapitalismens rammer, for så vidt er ophævelsen af privatejendomsretten til jorden en natio­nalisering af jorden. Ordet »socialisering« udtrykker kun en tendens, et ønske, en forberedelse til overgangen til so­cialisme.

Hvordan bør marxisters holdning til jordens nationali­sering da Være?

Heller ikke her formår Kautsky blot at rejse det teoreti­ske problem eller – hvad der er endnu værre — han går bevidst uden om det, skønt det af den russiske litteratur fremgår, at Kautsky kender de gamle diskussioner blandt russiske marxister om nationalisering af jorden, om municipalisering af jorden (overdragelse af storgod­ser til lokal selvforvaltning) , om udstykning.

En direkte hån mod marxismen er Kautskys påstand, at storgodsernes overdragelse til staten og deres bortfor­pagtning i smålodder til jordfattige bønder skulle betyde gennemførelse af »noget af socialismen«. Vi har påvist, at det ikke har noget med socialisme at gøre. Ja, det har end ikke noget med en fuldt gennemført borgerligt-demo­kratisk revolution at gøre. Kautsky har haft det store uheld at have fæstet lid til mensjevikkerne. Det har fået følgende besynderlige resultat: Kautsky hævder, at vor revolution er af borgerlig karakter og bebrejder bolsjevikkerne, at de agter at tage fat på socialismen, men selv udgiver han en liberal reform for socialisme, Uden at udvikle denne reform til det stade, hvor den er fuldstændig renset for middelalderlige levn i jordbesiddelsen! Hos Kautsky, ligesom hos hans rådgivere blandt mensjevikkerne, er resultatet blevet et fprsvar fpr det æoberaæe bourgeoisi, som frygter revolutionen, i stedet for et forsvar for en konsekvent borgerlig-demokratisk revolution. Horfor skulle nemlig kun storgodserne gøres til statseje ikke al jord? Det liberale bourgeoisi opnår derved størst mulig bevarelse af de gamle tilstande (dvs. den mindst mulige konsekvens i revolutionen) og de letteste muligheder for en tilbagevenden til det gamle. Det radi­kale bourgeoisi, dvs. det, som vil føre den borgerlige re­volution til ende, fremsætter parolen om jordens nationalisering..

Kautsky, som i længst forsvunden tid, for næsten 20 år siden, skrev et fortræffeligt marxistisk værk om landbrugsspørgsmålet, kan ikke være ubekendt med Marx' påvisning af, at nationalisering af jorden netop er en kon­sekvent parole for bourgeoisiet. Kautsky kan ikke være ubekendt med Marx' polemik mod Rodbertus eller med Marx' storartede fremstilling i Teorier om Merværdien, hvor også den i borgerlig-demokratisk forstand revolutio­nære af jordens nationalisering er påvist med største klarhed.

Mensjevikken P. Maslov, som Kautsky så uheldigt har valgt til rådgiver, bestred, at de russiske bønder kunne skride til nationalisering af al jord (også bondejorden). Til en vis grad kan denne opfattelse hos Maslov stå i for­bindelse med hans »originale« teori (der repeterer Marx' borgerlige kritikere), nemlig hans benægtelse af den absolutte jordrente og hans anerkendelse af »loven« (eller, som Maslov selv udtrykte sig, »kendsgerningen«) om »det faldende udbytte«.

I virkeligheden viste det sig allerede i 1905, at det uhyre flertal af Ruslands bønder, både landsbyfællesskabets medlemmer og enkeltgårdene, er tilhængere af nationali­sering af al jord. Revolutionen i 1917 bekræftede dette og gennemførte det, efter at magten var overgået til prole­tariatet. Bolsjevikkerne forblev tro mod marxismen og forsøgte ikke at »springe over» den borgerlig-demokrati­ske revolution (uanset hvad Kautsky siger, uden skygge af bevis beskylder han os netop for at gøre det). Bolsjevikkerne hjalp først og fremmest de af bøndernes borger­ligt-demokratiske ideologer, som var mest radikale, mest revolutionære og mest i kontakt med proletariatet, nemlig de venstre-revolutionære, med at gennemføre det, som faktisk var en nationalisering af jorden. Den private ejendomsret til jorden blev afskaffet fra den 26. oktober 1917, dvs. fra den proletariske, socialistiske revolutions første dag.

Dermed blev der skabt et fundament, der for kapitalismens er det mest fuldkomne (Kautsky vil ikke kunne bestride dette uden at bryde med Marx), og samti­dig er der skabt en jordordning, der med henblik på overgang til socialismen er den smidigst tænkelige. Fra etborgerlig-demokratisk synspunkt kan de revolutionære bønder i Rusland ikke komme videre: fra dette synspunkt kan der ikke tænkes noget mere »idealt« end nationalise­ring af jorden og ligeret til dyrkningsarealer, intet »mere radikalt« (fra samme synspunkt). Netop bolsjevikkerne og kun bolsjevikkerne har alene i kraft af den proletari­ske revolutions sejr hjulpet bønderne med virkelig at føre den borgerlig-demokratiske revolution helt til ende. Og alene derved har de gjort det maksimale for at lette og fremskynde overgangen til den socialistiske revolution.

Man kan af dette se, hvilket utroligt virvar, Kautsky serverer for sine læsere, når han anklager bolsjevikkerne for ikke at forstå revolutionens borgerlige karakter, mens han selv afslører en sådan fravigelse af marxis­men, at han tier om nationaliseringen af jorden og udgi­ver den (fra et borgerligt synspunkt) mindst revolutio­nære, liberale landbrugsreform for »noget af socialismen« ! – –

Vi er nu nået frem til det tredje af de ovenfor rejste pro­blemer, nemlig det, om det proletariske diktatur i Rusland har taget hensyn til nødvendigheden af overgang til fælles dyrkning af jorden. Kautsky begår her endnu en gang noget, der i høj grad ligner falskneri: han citerer kun »teser«, som en enkelt bolsjevik har fremsat, og som taler om opgaven at gå over til kollektiv dyrkning af jor­den! Efter at have citeret en af disse teser, udbryder vor »teoretiker« triumferende:

»Ved at erklære noget for en opgave, er denne opgave desværre ikke løst. Kollektivt landbrug i Rusland er indtil videre henvist til at blive stående på papiret. Hidtil er småbønder intet sted og ingen sinde gået over til kollektiv produktion under indtryk af teoretiske argumenter« (s. 50).

Hidtil er der intet sted og ingen sinde forekommet en litte­rær svindel som den, Kautsky her er sunket til. Han cite­rer »teser«, men tier om sovjetmagtens lovgivning. Han taler om »teoretiske argumenter«, men tier om den prole­tariske statsmagt, som har både fabrikkerne og varerne i sine hænder! Alt, hvad marxisten Kautsky skrev i 1899 i bogen Landbrugsspørgsmålet vedrørende de midler, den proletariske stat har i sine hænder, til gradvist at føre småbønderne frem til socialismen, har renegaten Kaut­sky glemt i 1918.

Naturligvis er nogle hundrede statsstøttede landbrugs-kommuner og sovjetbrug (dvs. storbrug, der dyrkes af arbejderkooperativer for statens regning) meget lidt. Men kan Kautskys omgåelse af dette faktum virkelig kal­des kritik?

Den nationalisering af jorden, som det proletariske dik­tatur har gennemført i Rusland, har sikret maksimal fuldførelse af den borgerlig-demokratiske revolution, selv i tilfælde af, at en sejr for kontrarevolutionen skulle føre tilbage fra nationalisering til udstykning (dette tilfælde har jeg specielt analyseret i min brochure om marxisternes landbrugsprogram under revolutionen i 1905 ). Og derudover har nationaliseringen af jorden gi­vet den proletariske stat de bedste muligheder for at gå over til socialisme i landbruget.

Facit: I teoretisk henseende har Kautsky serveret os et utroligt roderi og fuldstændigt forladt marxismen, og i praktisk henseende optræder han som lakaj for bourgeoi­siet og dets reformisme. En nydelig kritik, må man sige!

Kautskys »økonomiske analyse« af industrien indledes med følgende vidunderlige betragtning:

I Rusland findes der kapitalistisk storindustri. Lader det sig da ikke gøre at opbygge en socialistisk produktion på denne basis? »Det kunne man tro, hvis socialisme be­stod i, at de enkelte fabrikkers og gruppers arbejdere tilegnede sig dem, for så at drive hver af dem for sig« (s. 52). »Netop i dag, d. 5. august, da jeg skriver disse linjer«, tilføjer Kautsky, »meddeles der fra Moskva om en tale af Lenin den 2. august, hvori han, efter hvad der medde­les, har sagt: 'Arbejderne bevarer et fast greb om fabrikkerne, og bønderne vil ikke give jorden tilbage til godsejerne'. Parolen fabrikken til arbejderne, jorden til bøn­derne, har hidtil været en anarko-syndikalistisk, ikke en socialdemokratisk fordring« (s. 52-53).

Jeg har afskrevet denne betragtning i dens helhed, for at russiske arbejdere, som tidligere har næret agtelse for Kautsky, og med rette, selv skal se de metoder, denne overløber til bourgeoisiet betjener sig af.

Tænk blot: den 5. august, da der allerede forelå en mængde dekreter om nationalisering af fabrikker i Rusland, og ikke en eneste fabrik var blevet »tilegnet« af ar­bejderne, alle var overgået i republikkens eje, d. 5. au­gust giver Kautsky, på grundlag af en åbenbart falsk udlægning af min tale, de tyske arbejdere den opfattelse, at i Rusland overdrages fabrikkerne til de enkelte arbej­dere! Og derefter tygger Kautsky i snese af linjer drøv på, at man ikke må overdrage fabrikkerne en for en til ar­bejderne!

Det er ikke kritik, det er en bourgeoisilakajs metode, lejet som han er af kapitalisterne til at belyve arbejderrevolutionen.

Fabrikkerne må overdrages til staten eller kooperatio­nen eller brugsforeningerne, skriver Kautsky gentagne gange og tilføjer sluttelig:

»Denne vej forsøger man nu også at slå ind på i Rusland« . . . Nu!! Hvad skal det sige? I august? Jamen har Kautsky da ikke hos sine forbindelser Stein, Akselrod eller andre venner af det russiske bourgeoisi kunnet rekvi­rere en oversættelse af bare et enkelt dekret om fabrikkerne?

» . . . Hvor langt man kommer med det, kan ikke ses endnu. Denne side af sovjetrepublikken er i hvert fald af største interesse for os, men den ligger stadig helt i det dunkle. Dekreter er der ingen mangel på ...« (derfor ignorerer Kautsky deres indhold, eller skjuler det for sine læsere! ), »men det skorter på pålidelige efterretninger om disse dekreters virk­ning. Socialistisk produktion er umulig uden alsidig, detaljeret, pålidelig og hurtigt informerende stati­stik. En sådan har sovjetrepublikken hidtil ikke kunnet præstere. Hvad vi erfarer om dens økonomiske virke, er yderst modstridende og unddrager sig al kontrol. Også det er et af resultaterne af diktaturet og undertrykkelsen af demokratiet. Da presse- og ytringsfrihed mangler . . .« (S. 53).

Sådan skrives der historie! Fra kapitalisternes og Dutov­folkenes »frie presse« har Kautsky nok modtaget efterretninger om fabrikker, der er overgået til arbejderne . . . I sandhed, han er dog storartet, denne »samvittig­hedsfulde forsker«, som står over klasserne! Ikke et ene­ste af den uendelige mængde fakta, som viser, at fabrikker alene overdrages republikken, og at de drives af et organ for sovjetmagten, det øverste Samfundsøkonomiske Råd som består af folk, der overvejende er valgt af fagforeningerne — ikke et eneste af disse fakta vil Kautsky så meget som røre ved. Hårdnakket, med en stædighed som hos manden i foderalet, holder han fast ved det ene: giv mig et fredeligt demokrati uden borgerkrig, uden diktatur, men med en god statistik (sovjetrepublik­ken har oprettet en statistisk institution og hentet alle de dygtigste statistikere i Rusland, men naturligvis lader det sig ikke gøre straks at få en ideel statistik). Kort sagt en revolution uden revolution, uden rasende kamp, uden magtanvendelse — det er, hvad Kautsky vil have. Det er det samme som at ville have, at strejker føres uden hefti­ge lidenskaber hos arbejdere og arbejdsgivere. Prøv at skelne en sådan »socialist« fra en ordinær liberal em­bedsmand.

Og med udgangspunkt i den slags »sagligt materiale«, dvs. i bevidst og foragtelig omgåelse af talrige fakta, kon­kluderer Kautsky:

»Det er tvivlsomt, om det russiske proletariat, hvad angår virkelige, praktiske resultater, og ikke dekre­ter, har opnået mere i sovjetrepublikken, end det ville have opnået af den Konstituerende Forsam­ling, hvor flertallet, ligesom i sovjetterne, var socia­lister, om end af en anden farve« (s. 58).

En perle, ikke sandt? Denne udtalelse vil vi tilråde Kaut­skys beundrere at udbrede mest muligt blandt russiske arbejdere, for et bedre materiale til bedømmelse af hans politiske fald kunne Kautsky ikke have leveret. Keren­skij var også »socialist«, kammerater arbejdere! Bare »af en anden farve« ! Historikeren Kautsky slår sig til tåls med det navn, den betegnelse, som de højre-socialrevolu­tionære og mensjevikkerne har »tilegnet« sig. Kendsgerningerne, som godtgør, at mensjevikkerne og de højre-so­cialrevolutionære under Kerenskij støttede den imperia­listiske politik og marodøroptræden, vil historikeren ikke høre tale om, og at den Konstituerende Forsamling betød flertal netop for disse, den imperialistiske krigs og det borgerlige diktaturs helte, tier han beskedent stille med. Og det skal kaldes en »økonomisk analyse« !. . .

Til slut endnu en lille prøve på denne »økonomiske ana­lyse« :

» . Faktisk ser vi, at sovjetrepublikken efter ni måneders beståen i stedet for at udbrede almindelig velstand, har set sig nødsaget til at forklare, hvorfra den almindelige nødstilstand stammer« (s. 41),

Kadetterne har vænnet os til den slags betragtninger. Bourgeoisiets tyende ræsonnerer således i Rusland: Skaf os nu på 9 måneder almindelig velstand — efter 4 års ruinerende krig, mens den udenlandske kapital på enhver måde støtter bourgeoisiets sabotage og oprør i Rusland. Der er i  praksis ikke længere nogen afgørende forskel, ik­ke skygge af forskel mellem Kautsky og den kontrarevo­lutionære bourgeois. I pæne talemåder, indpakket i »socialisme«, gentager han, hvad Kornilovs, Dutovs og Krasnovs folk i Rusland siger groft, uden omsvøb, uden besmykkelse.

De foranstående linjer blev skrevet den 9. november 1918. Natten mellem den 9. og 10. indløb der fra Tyskland efterretninger om en sejrrig revolution, først i Kiel og andre byer og havnebyer i Nordtyskland, hvor magten var gået over til arbejder- og soldaterrådene, og derpå i Berlin, hvor magten ligeledes var gået over i rådenes hænder.

Den slutning, jeg endnu manglede at skrive til brochu­ren om Kautsky og om den proletariske revolution, bliver dermed overflødig.

N. Lenin, November 1918