Erobringen af de vaklende afdelinger

De forsigtigste iblandt os indså, at der endnu var afdelinger, der endnu ikke var vundet for vor sag f.eks. kosakkerne, kavalleriregimentet, Semenoworegimentet og automobilisterne. Til disse kontingenter blev der sendt kommissærer og agitatorer. Deres beretninger lød helt igennem tilfredsstillende. Den rødglødende atmosfære tog alt og alle, og selv de mest konservative dele af hæren formåede ikke mere at modstå Petrograder-garnisonens almene tendens. Jeg var på et af Semenowregimentet under åben himmel afholdt møde, det regiment der gjaldt for at være Kerenskijs bedste støtte. Der havde de mest ansete talsmænd for den højre fløj indfundet sig. De klamrede sig til det konservative gardistregiment som koalitionsregeringens sidste støtte. Intet hjalp mere. Med overvejende majoritet sluttede regimentet sig til os og fratog lige frem de tidligere ministre ordet. De grupper, der endnu arbejdede imod sovjettens paroler bestod for størstedelen af officerer, etårigfrivillige samt af den borgerlige intelligens og halvdannelse. Arbejdere og bønderne var helt på vor side. Afgrænsningen fulgte en skarpt trukket social linie.

Petrograds centrale militærbasis er Peter Pauls fæstningen. Vi havde indsat en ung løjtnant som kommandant der. Det viste sig, at han var på sin rette plads og i løbet af nogle timer beherskede situationen. Fæstringens retsmæssige herrer trådte afventende til side. Som tilforladelige elementer gjaldt automobilsoldaterne, der i juli havde ødelagt vor militærorganisation på Kschessinskaja og besat slottet. Den 23. (5. nov.) klokken ca. 2 middag kørte jeg til fæstningen. Den højre fløjs talere forholdt sig i højeste grad forsigtigt og undvigende. De undgik hårdnakket spørgsmålet angående Kerenskijs person, medens Kerenskijs navn også blandt soldaterne fremkaldte protest og oprørske tilråb. Os hørte man på og fulgte os. Henimod kl. 4 samledes autornobilisterne i nærheden i cirkus "Moderne" til et bataillons møde. Som talere optrådte der blandt andre generalkvartermesteren Paradielow. Han talte yderst forsigtigt, det var allerede længe siden, at de officielle talere vovede at omtale arbejderpartiet som en bande forrædere og lejesoldater i den tyske kejsers sold. Generalstabschefens stedfortræder trådte hen til mig og sagde: "Men jeg beder Dem, vi må jo dog se at komme overens ..." Men det var allerede for sent. Efter diskussionen besluttede bataillonen med en majoritet imod 30 stemmer, sig til at overgive regeringen til sovjetterne.