Den afgørende dag

Da dagen gryede den 25. (6. nov.) indtraf der i Smolnij en arbejder og en arbejderske fra partiets trykkeri og fortalte, at regeringen havde undertrykt partiets centralorgan og Petrograder-sovjettens nye avis. Trykkeriet var blevet forseglet af regeringsagenter. Den militærrevolutionære komite ophævede straks denne bestemmelse, tog begge bladene under sin beskyttelse og betroede "det berømte Wolynienregiment den store ære at forsvare det fri socialistiske ord mod kontrarevolutionære attentater". Trykkeriet arbejdede efter dette uden afbrydelse og begge aviser udkom til den fastsatte tid.

Regeringen holdt stadig sine møder i Vinterpaladset, men den var nu kun en skygge af en regering, i politisk henseende eksisterede den ikke mere. I løbet af den 25. (6. nov.) blev Vinterpaladset lidt efter lidt omringet af vore tropper på alle sider. Klokken 1 middag afgav jeg i den militærrevolutionære komités navn på sovjettens møde erklæring om, at Kerenskijs regering ikke eksisterede mere, og at regeringsmagten, indtil den alrussiske sovjetregering havde taget nærmere beslutning, skulle overgå i den militærrevolutionære komites hænder.

Lenin havde allerede nogle dage før forladt Finland og holdt sig skjult i forstædernes arbejderboliger. Den 25. (6. nov.) om aftenen indfandt han sig hemmeligt i Smolnij. Efter avismeddelelser troede han, at vi var ved at afslutte et provisorisk kompromis med Kerenskijs regering. Den borgerlige presse havde gjort så mange ophævelser over den forestående opstand, om de bevæbnede soldaters opmarch i gaderne, om optøjer og de uundgåelige blodstrømme, at de nu, da oprøret virkelig fandt sted, slet ikke mærkede det og tog forhandlingerne med generalstaben for gode varer. Imidlertid blev den ene institution efter den anden uden virvar, uden gadesammenstød, uden skud og blodsudgydelse indtaget af de strengt og veldisciplinerede kolonner af soldater, matroser og rødgardister – alt efter nøjagtige telefonordrer, der udgik fra det lille værelse på 3. sal i Smolnij.

Om aftenen fandt der et provisorisk møde sted på den anden alrussiske sovjetkongres. Dan aflagde beretning i centraleksekutivkomiteens navn. Han holdt en angrebstale mod opviglerne, ekspropriationerne og de revoltevenlige og forsøgte at gøre kongressen bange for oprørets uundgåelige krach, der uundgåelig i løbet af få dage måtte undertrykkes af frontens kræfter. Hans tale lød ikke overbevisende og var upassende i en sal, i hvilken det overvejende flertal af de delegerede begejstret fulgte Petrograder-revolutionens sejrrige forløb.

Vinterpaladset var alt på det tidspunkt omringet, men endnu ikke erobret. Fra tid til anden blev der fra dets vinduer afgivet skud mod belejringstropperne, der langsomt og forsigtigt indsvævrede ringen mere og mere. Fra Peter Pauls fæstningen blev der afgivet to, tre skud mod slottet. Dets fjerne drøn nåede Smolnij-instituttets mure. I afmægtigt raseri talte Martov fra kongressens tribune om borgerkrig og særligt om Vinterpaladsets belejring, hvor der blandt ministrene – o skræk – befandt sig medlemmer af mensjevikpartiet. Mod ham opponerede to matroser, der var ankommet direkte fra kamppladsen, for at afgive beretning.

De mindede om hændelsen den 18. juni, (1. juli) om hele den gamle regerings forræderiske politik, om genindførelsen af dødsstraffen for soldaterne, om arrestationerne og undertrykkelsen af de revolutionære organisationer, og de lovede at sejre eller dø. De samme matroser bragte os også meddelelse om vore første ofre på pladsen foran slottet.

Som på et usynligt tegn rejste alle sig, og med en enstemmighed, som kun frembringes ved en stor moralsk spænding, sang forsamlingen sørgesangen. Den, der har overværet dette, vil aldrig glemme det.

Mødet blev afbrudt. Det var umuligt teoretisk at drøfte spørgsmålet om regeringens sammensætning, medens kampen og skuddene drønede foran Vinterpaladset, hvor denne regerings skæbne blev løst praktisk.

Paladsets erobring trak imidlertid i langdrag, hvad der hos de mindre fast besluttede kongresmedlemmer fremkaldte en usikkerhed. Højre fløj profeterede os ved sine talere en snarlig undergang. Fulde af spænding afventede alle efterretninger fra pladsen foran Vinterpaladset. Efter nogen tids forløb kom Antonov, der ledede operationerne, til stede. Der blev ganske stille i salen. Vinterpaladset var taget – Kerenskij flygtet – de øvrige ministre var arresteret og bragt til Peter Pauls fæstningen! Oktoberrevolutionens første kapital var dermed til ende.

De højresindede socialrevolutionære og mensjevikkerne, 60 mand i det hele, dvs. henved en tiendedel af kongressen forlod uden protest mødet. Da der ikke var andet at gøre for dem, så "overlod de hele ansvaret" for alt, hvad der ville ske i fremtiden, til bolsjevikkerne og de venstresindede socialrevolutionære. Disse sidste vaklede frem og tilbage. Deres fortid forbandt dem med Tschernovs parti: Dette partis højre fløj var fuldstændigt gået over til de småborgerlige elementer, den småborgerlige intelligens og de velhavende landsbylag og gik i alle afgørende spørgsmål hånd i hånd med det liberale bourgeoisi imod os. De mest revolutionære elementer i dette parti, i hvilken radikalismen endnu afspejlede de fattigste bønders fordringer, hældede til proletariatet og dettes parti. Men de var bange for at overskære den navlestreng, der forbandt dem med deres gamle parti. Da vi forlod forparlamentet, nægtede de altså at følge os og advarede os mod "eventyret". Men oprøret stillede dem over for valgets nødvendighed: for eller imod sovjetterne. Ikke uden vaklen sluttede de sig til den side af barrikaden, på hvilken vi befandt os.