Dannelsen af folkekommissærernes sovjet

I Petrograd var sejren fuldkommen. Regeringen var fuldstændig i hænderne på den militærrevolutionære komite. Vi dekreterede først dødsstraffens afskaffelse, nyvalgene til armékomiteerne osv. Men så viste det sig, at vi var afskåren fra provinsen. De højerestående jernbane-, post- og telegrafembedsmænd var imod os. Hærkomiteerne, byrådene og semstvoerne vedblev at bombardere Smolnij-instituttet med truende telegrammer, i hvilke de erklærede os direkte krig og lovede hurtigst muligt at få gjort det af med os opviglere. Vore telegrammer, dekreter og erklæringer nåede ikke provinsen, da telegrafagenturet i Petrograd vægrede sig ved at understøtte os. I den atmosfære, der var betinget af hovedstadens isolation fra det øvrige land bredte foruroligende og uhyrlige rygter sig med største lethed.

Da den borgerlige og formidlende presse kunde overbevise sig om, at sovjetten virkelig besad magten, at den gamle regering var arresteret, og at de bevæbnede arbejdere regerede i Petrograds gader, begyndte de en i sandhed uforlignelig rasende kampagne imod os. Der var ingen løgn og ingen bagtalelse, som denne presse ikke kunde have ført i marken imod den militærrevolutionære komite, dens ledere og kommissærer.

Den 28. (10. nov.) om dagen fandt Petrogradersovjettens møde sted under deltagelse af de delegerede fra den alrussiske kongres, medlemmerne af garnisonskonferencen og et talrigt partipublikum. Her optrådte for første gang efter næsten 4 måneders afbrydelse Lenin og Sinovjev modtaget af stormende ovationer. Glæden over den vundne sejr blev dog dæmpet af bekymringer for, hvorledes man ville optage omvæltningen ude på landet og for, at sovjetterne virkelig ville beholde magten.

Om aftenen fandt det besluttende møde sted i sovjetkongressen. Lenin forelagde to dekreter: om freden og om jordens fordeling. De blev begge vedtaget efter kort diskussion. I samme møde blev der skabt en ny centralregering i skikkelse af folkekommissærernes sovjet.

Vort partis centralkomite gjorde forsøg på at komme overens med de socialrevolutionæres venstrefløj. De fik tilbud om at deltage i sovjetregeringen. De vaklede og holdt på, at efter deres mening måtte regeringen have karakter af en koalition inden for sovjetpartiernes grænser. Men mensjevikkerne og højre fløj af de socialrevolutionære havde afbrudt enhver forbindelse med sovjetkongressen, idet de anså en koalition med antisovjetpartierne for nødvendig. For os var der ikke andet at gøre end at overlade til venstrefløj af de socialrevolutionære at overtale deres naboer til højre til at vende tilbage til revolutionens lejr. Men så længe de drev denne håbløse håndtering, følte vi os forpligtet til udelt at vælte hele ansvaret for regeringen over på vort eget parti. Listen over folkekommissærer bestod udelukkende af bolsjevikker. Deri lå sikkert en vis politisk fare. Overgangen var for kras, – man behøver blot at tænke på at dette partis førere endnu til den sidste dag ifølge §108 stod anklaget for landsforræderi. Men der var intet andet valg. De andre sovjetpartier vaklede og unddrog sig ansvarligheden. De foretrak at indtage en afventende stilling. Til syvende og sidst tvivlede vi ikke mere på at vort parti var det eneste, der var i stand til at skabe en revolutionær regering.