Det nye regimes første dage

De af kongressen bekræftede dekreter om jordfordelingen og freden blev trykt i et uhyre antal og fandt udbredelse i hele landet gennem de fra landsbyerne indtrufne delegationer, såvel som gennem de agitatorer, vi afsendte til provinserne og skyttegravene. Samtidig arbejdedes der på den røde gardes organisation og bevæbning. Sammen med den gamle garnison og matroserne påtog denne sig den vanskelige vagttjeneste. Folkekommissærernes sovjet erobrede den ene regeringsinstitution efter den anden, men stødte altid på den øverste og mellemste embedsklasses passive modstand. De tidligere sovjetpartier brugte alle deres kræfter for at finde en støtte i disse lag og organisere den ny regerings sabotage. Vore fjender var overbevist om, at det virkeligt drejede sig om en episode, at sovjetregeringen ville blive styrtet i morgen, i overmorgen eller i det mindste i løbet af otte dage... I Smolnij-instituttet indfandt sig imidlertid de første udenlandske konsuler og gesandtskabsmedlemmer, drevne såvel af nødvendige løbende dagsforretninger som af nysgerrighed. Korrespondenter ilede til med deres notitsbøger og fotografiapparater. Alle skyndte sig at få den ny regering at se, thi alle var de overbevist om, at om et par dage var det for sent.

I byen herskede fuldkommen orden. Matroserne, soldaterne og rødgardisterne opførte sig i disse første dage udmærket og støttede på bedste måde det regime, der ville indføre den uforfalskede, revolutionære orden.

I vore fjenders lejr begyndte man at frygte, at episoden, når det kom til stykket, kunde komme til at vare for længe. Samtidig organiserede man i huj og hast den første storm imod regeringen. Initiativet dertil tog de socialrevolutionære og mensjevikkerne. I den tid, der var gået, havde de hverken villet eller vovet at tage hele magten i deres hænder. Svarende til deres provisoriske, politiske stilling indskrænkede de sig til inden for koalitionsregeringen at optræde som bourgeoisiets hjælpere, kritikere, velmenende kommentatorer og forsvarere. Hver gang, der var valg, nedkaldte de alle forbandelser over det liberale bourgeoisis hovede for så lige så samvittighedsfuldt at gå sammen med dem i koalitionsregeringen. I revolutionens første seks måneder nåede de ifølge deres politik omsider så vidt, at de havde sat hele folkets og hærens tillid til. Oktober-revolutionen fratog dem nu med eet også statsmaskineriet: endnu i går havde de anset sig selv for situationens herrer. De, af dem forfulgte bolsjevikførere levede uden lov og ret og gemte sig ligesom under zarismen. Og i dag besad bolsjevikkerne regeringen, medens de, der i går var ministre, – formidlerne og deres medarbejdere – var skudt til side og med eet havde mistet enhver indflydelse på begivenhedernes videre gang. De socialrevolutionære og mensjevikkerne ville og kunde ikke tro, at denne pludselige omvæltning var begyndelsen til en ny æra. De ville tro og tvang sig til at tro, at der her forelå et tilfælde, en misforståelse, der kunde skaffes af vejen ved nogle energiske taler og oplysende artikler. Men for hver time, der gik, mødte de større og større hindringer. Derfra stammer også deres blinde, ganske vanvittige had til os.

De borgerlige politikere vovede naturligvis ikke at nærme sig ilden. De skød de socialrevolutionære og mensjevikkerne i forvejen, de der i lampen mod os erhvervede al den energi, som de manglede den gang de dannede halvregeringens parti. Deres organer udbredte stadig uhyrlige rygter og bagtalelser. I deres navn udgik der proklamationer, der indeholdt direkte opfordringer til at styrte regeringen. De organiserede også embedsmændene for at gøre sabotage og fændrikkerne til at lave militærrevolter.

Den 27. og 28. modtog vi fortsatte telegrafiske trusler fra hærkomiteerne, byrådene, semstwoerne og Wikschelorganisationerne (jernbaneforbundets ledende institution). Newski Prospektet, bourgeoisiets hovedåre, blev stadig mere befolket. Den borgerlige ungdom kom sig af skrækken og udviklede – opirret af pressen – på Newski prospektet en stadig ivrigere agitation mod sovjetregeringen. Ved hjælp af det borgerlige publikum afvæbnede fændrikkerne enkelte rødgardister. I de mere afsidesliggende gader blev rødgardisterne og matroserne ganske simpelt skudt ned. En gruppe fændrikker bemægtigede sig telefoncentralen. Fra samme side blev der gjort forsøg på at bemægtige sig telegraf- og postvæsenet. Endelig blev der meldt os, at tre panserautomobiler var faldet i hænderne på en os fjendtligt sindet militærorganisation. De borgerlige elementer løftede åbenbart hovedet. Aviserne meddelte, at vor sidste time var slagen. Vore medlemmer havde opfanget nogle hemmelige befalinger, hvoraf det fremgik, at der var skabt en kamporganisation imod Petrograder sovjetten, i hvis midte den såkaldte „komite til revolutionens beskyttelse" stod – en komite, der var dannet af byrådet og centraleksekutivkomiteen i sin gamle skikkelse. Her som der dominerede højre fløj af de socialrevolutionære og mensjevikkerne. Til rådighed for denne komite stillede sig fændrikker, studenter og mange modrevolutionære officerer, der bag formidlernes ryg søgte at give sovjetterne dødsstødet.