Kerenskijs march mod Petrograd

Jo fastere sovjetregeringen i Petrograd stod, jo mere satte de borgerlige grupper deres forhåbninger til en militær hjælp udefra, telegramagenturer i Petrograd, jernbanetelegrafen og radiostationen på Zarskoje Selo bragte fra alle sider meddelelser om de uhyre militærstyrker, der marcherede mod Petrograd for at bekæmpe opviglerne der og skaffe orden. Kerenskij var flygtet til fronten, og de borgerlige aviser skrev, at han førte utallige troppeafdelinger fra fronten imod bolsjevikkerne.

Vi var afskåret fra provinsen, telegrafen nægtede at tjene os. Men de soldater, der i dusinvis, ja i hundredvis daglig kom fra deres regimenter, divisioner og korps, sagde ustandseligt: "Vær ikke bange for fronten, den er helt og fuldt på jeres side, send kun en ordre, og vi skal i dag, om det så skulle være, sende jer en division eller et korps til hjælp." I hæren var forholdene som alle andre steder. De lavere lag var for os, de højere imod os. Men disse sidste havde det hele militærtekniske apparat i hænde. Den mange millioner tællende hærs enkelte del blev splittet ad. Vi var afskåret fra hæren og fra hele provinsen.

Desuagtet bredte budskabet om sovjetregeringen i Petrograd og om dens dekreter sig uafbrudt over hele landet og vakte de lokale sovjets til oprør mod den gamle regering. Efterretningerne om, at Kerenskij i spidsen for troppemasser marcherede imod Petrograd blev snart hyppigere og antog bestemtere skikkelse, fra Zarskoje Selo blev vi underrettet om, at der dertil var kommet kosakafdelinger over Inga. I Petrograd blev et af Kerenskij og general Krasnow undertegnet opråb uddelt, hvori garnisonen blev opfordret til at slutte sig til regeringstropperne, der i de nærmeste timer ville drage ind i Petrograd. Fændrikkernes oprør den 29. oktober stod i umiskendelig forbindelse med Kerenskijs foretagende, men det var ved vor energiske aktion blevet bekendt før tiden. Til garnisonen på Zarskoje Selo blev der givet befaling til at opfordre de fremrykkende kosakkontingenter til at anerkende sovjetregeringen og – ifald de skulle nægte dette – at afvæbne dem.

Men garnisonen i Zarskoje Selo viste sig ganske uegnet til militære kampoperationer. Den havde hverken artilleri eller befalingsmænd. Officererne var fjendtligtsindede over for sovjetregeringen. Kosakkerne bemægtigede sig radiostationen i Zarskoje Selo, landets betydeligste, og rykkede frem. Garnisonerne i Peterhof, Zarskoje Selo og Gatschina viste hverken beslutsomhed eller initiativ.

Efter den næsten ublodige sejr i Petrograd vuggede soldaterne sig i visheden om, at det også fremtidigt ville gå på ganske den samme måde. Man behøvede bare at sende en agitator til kosakkerne; han ville så forklare dem meningen med arbejder-revolutionen, og de ville strække våben! Ved hjælp af taler og broderskab var Kornilovs oprør blevet overvundet. Ved hjælp af agitation og planmæssig besættelse af regeringsinstitutionerne blev Kerenskijs regering styrtet uden spor af kamp. Samme metode brugte nu sovjetlederne i Zarskoje Selo, Krasnoje Selo og Gatschina imod general Krasnows kosakker. Men her havde de ikke held med sig. Om end uden beslutsomhed og begejstring, så rykkede kosakkerne dog fremad. Enkelte kolonner nærmede sig Gatschina og Zarskoje Selo, provokerede sammenstød med de få tropper i de derværende garnisoner, og afvæbnede dem ofte. Om styrken af de tropper, Kerenskij førte havde vi fra først af ingen anelse. Nogle sagde, at general Krasnow stod i spidsen for 10000 mand, andre, at han kun havde 1000. De os fjendtlige aviser meddelte med fingerhøje bogstaver, at der lå to armekorps foran Zarskoje Selo.

I Petrograder garnisonen svævede usikkerheden ligeledes i luften. Man havde nu lige vundet en ublodig sejr, og så skulle man allerede nu påny drage ud og kæmpe med en gud ved hvor stærk fjende med gud ved hvilket udfald. Ved garnisonskonferencerne talte man hovedsageligt om nødvendigheden af stadig at sende nye agitatorer til kosakkerne og udstede opråb. Det syntes soldaterne ganske umuligt, at kosakkerne skulle vægre sig ved at indtage det samme standpunkt, som garnisonen i Petrograd havde indtaget i sin kamp. De forreste kosakafdelinger var imidlertid allerede rykket temmelig nær ind til Petrograd, og vi belavede os på, at hovedkampen ville finde sted i byens gader.

Mest beslutsomme var rødgardisterne, de krævede kun våben, ammunition og ledelse. Det militære maskineri var ganske forsømt og ødelagt, dels af eftergivenhed, dels af ond hensigt. Officererne trak sig tilhage, mange flygtede. Geværerne var på, et sted, patronerne på et andet. Endnu værre stod det til med artilleriet. Skytset, lavetterne, projektilerne – alt befandt sig på forskellige steder, alt måtte først søges sammen alle mulige steder fra. Regimenterne havde hverken sappeurinstrumenter eller felttelefoner. Den revolutionære generalstab, der prøvede at sætte alt dette i gang ved dispositioner ovenfra, stødte på uovervindelige hindringer frem for alt i form af sabotage fra det militærtekniske personales side.

Så besluttede vi at vende os direkte til de arbejdende klasser. Vi forklarede dem, at hvad der var opnået ved revolutionen, befandt sig i største fare, og at det alene afhang af dem, af deres energi, initiativ og offervilje, om arbejdernes og bøndernes regering, skulle reddes og styrkes. Denne appel blev næsten øjeblikkeligt kronet med et uhyre praktisk resultat. Tusinde af arbejdere drog ud mod Kerenskijs hær og begyndte at grave skyttegrave. Våbenfabrikkernes arbejdere rettede selv kanoner til, skaffede sig selv projektiler fra lagrene, rekvirerede heste, kørte skytset op, stillede det op, organiserede intendanturen, opdrev benzin, motorer og automobiler, rekvirerede forplejningsmateriel og fødemidler, stillede sanitetstrain på, fødderne, kort og godt de skabte hele det kampmaskineri, som vi ved dispositioner alene gennem den revolutionære generalstab uden resultat havde prøvet at skaffe til veje.

Da der viste sig skyts i dusinvis i stillingerne, blev stemningen straks en anden hos vore soldater. Under artilleriets beskyttelse var de beredte til at afslå kosakkernes angreb. I første linie stod matroserne og rødgardisterne. Mange officerer, der politisk stod os fjernt, men som redeligt følte sig bundet til deres regimenter, ledsagede deres soldater ud til deres stillinger og ledede deres aktioner imod Krasnows kosakker.