Indre gnidninger

Imidlertid bredte kampen om sovjetternes magt sig ud over hele landet. I Moskva fik denne kamp en yderst langvarig og blodig karakter. Dette forårsagedes sikkert ikke mindst ved, at de, der ledede oprøret, ikke fra først af havde vist det nødvendige faste forsæt til at angribe. Om en borgerkrig gælder det i højere grad end om andre krige, at sejren kun kan sikres ved en afgjort og kontinuerlig offensiv. Der må ikke vakles. At føre forhandlinger er farligt. At forblive afventende på samme sted er ødelæggende. Det drejer sig jo om folkemasser, der aldrig før har haft magten, og som derfor for det meste mangler politisk selvbevidsthed. Enhver vaklen i det ledende revolutionscentrum frembringer derfor øjeblikkelig en splittelse af masserne. Kun i fald det revolutionære parti fast og sikkert har sit mål for øje, kan det være arbejderklassen behjælpelig med at overvinde de gennem århundreder opelskede slaveinstinkter og hjælpe dem til sejr. Og kun ved en afgørende offensiv kan sejren vindes, når det gælder om at gøre ofrenes og de anvendte kræfter så små som muligt.

Men hele vanskeligheden består netop i at opnå en beslutsom og sikker taktik. Massernes mistillid til egne kræfter og deres mangel på regeringserfaring ytrer sig også i førerne, der på deres side befinder sig under den borgerlige, offentlige menings højtryk.

Selve tanken om arbejdermassernes eventuelle diktatur modtog det liberale bourgeoisi med had og raseri. De gav disse deres følelser udtryk i alle de mange organer, der stod til deres rådighed. Intelligensen, der med al sin radikalisme i ord og sin socialistiskfarvede livsanskuelse dog i sin allerinderste bevidsthed var gennemtrængt af tilbedelse til bourgeoisiets magt og dets regeringskunst, fulgte trofast det liberale bourgeoisi. Hele denne "socialistiske" intelligens blev mere og mere højrevenlig og betragtede sovjetregeringen, der var ved at finde fodfæste, som begyndelsen til enden. Efter repræsentanterne for det "frie erhverv" fulgte embedsmændene og det administrativt tekniske personale, alle de elementer, der åndeligt og materielt ernærede sig af krummerne fra bourgeoisiets bord. Disse lags opposition havde for det meste en passiv karakter – særligt efter at fændrikkernes oprør var brudt sammen. Men så meget desto mere uovervindelig kunde den synes at være. Os nægtede de ved hvert eneste skridt deres medvirkning. Enten trådte embedsmændene ud af ministeriet eller også forblev de og nægtede at fortsætte arbejdet. Og de overdrog hverken forretningerne eller pengene til de andre. Ved telefoncentralen fik vi ingen forbindelse. Ved telegrafvæsenet blev vore telegrammer enten ødelagt eller opholdt, vi kunde ikke opdrive oversættere, stenografien, ja ikke engang kopister.

Alt dette måtte natuligvis frembringe en atmosfære, i hvilken enkelte elementer blandt vort eget partis ledere begyndte at tvivle på, om det under en sådan opposition fra det borgerlige samfunds side ville lykkes arbejderne at sætte regeringsapparatet i gang og bibeholde magten. Her og der hørtes der røster om, at man burde se at opnå enighed. Enighed med hvem? Med det liberale bourgeoisi? Men de erfaringer, der forelå om en koalition med dem, havde bragt resolution ud i en farlig sump. Oprøret den 25. okt. (7. nov.) fandt sted som en selvopholdelsesakt fra folkemassernes side efter et tidsrum, i hvilket de var afmægtige og blev forrådt af koalitionsregeringen. Nu var kun mulighed for en koalition inden for det såkaldte revolutionære demokratis rækker, dvs. alle sovjetpartiernes. En sådan koalition havde vi egentlig til at begynde med foreslået allerede på, den anden alrussiske sovjetkongres' møde den 25. okt, (7. nov.). Kerenskijs regering var styrtet – og vi tilbød da sovjetkongressen at tage ledelsen i sine hænder. Men højrepartierne gik sin vej og smækkede døren i efter sig, hvilket var det bedste, de kunde gøre. De udgjorde en forsvindende brøkdel af kongressen. Bag dem havde de ingen masser mere, og de lag, som af træghed endnu støttede dem, gik mere og mere over til os. En koalition med de højresindede socialrevolutionære og mensjevikkerne ville ikke have været i stand til at udvide sovjetregeringens sociale basis, og samtidigt ville denne koalition havde ført elementerne ind i regeringen, der helt igennem var ormædt af politisk skepsis og afgudsdyrkelse af det liberale bourgeoisi. Den ny regerings hele styrke lå i dens programs radikalisme og dens aktioners afgjorte karakter. At gå i forbund med Tschernows og Tseretellis grupper ville betyde, at man bandt den ny regering på både hænder og fødder, at man berøvede den bevægelsesfriheden og derved hurtigst muligt undergravede de arbejderne massers tillid til den.

Vore nærmeste naboer til højre var de såkaldte "venstre-socialrevolutionære". Disse var i det hele og store rede til at støtte os. Men samtidigt stræbte de efter at få dannet en socialistisk koalitionsregering. Jernbaneforbundets (det såkaldte Wikschel) ledelse, post- og telegrafembedsmændenes centralkomite, statsembedernes embedsmandsforbund – alle disse organisationer var imod os. Selv blandt vort eget partis ledere hævede der sig røster om, at det var nødvendigt at man på den ene eller anden vej nåede til enighed. Men hvorledes? På hvilken basis? Alle de førnævnte institutioner fra den tidligere epoke havde overlevet sig selv. De stod omtrent i samme forhold til det samlede underordnede personale, som de gamle armékomiteer til soldatermasserne i skyttegravene. Historien havde sat et dybt skel mellem "overordnet" og "underordnet" – alle principløse kombinationer af de af revolutionen opbrugte førere fra dagen i går var dømt til en uundgåelig fiasko. Det gjaldt altså om at støtte sig fast og sikkert til de lavere lag for med dem også at overvinde de højere lags sabotage og deres aristokratiske prætentioner. Alle udsigtsløse forsøg på overenskomst overlod vi til de venstresindede socialrevolutionære. Vor politik bestod tværtimod i at stille de arbejdende lavere klasser i modsætning til alle de repræsentationsorganisationer, der understøttede Kerenskijs regime. Denne uforsonlige politik fremkaldte selv hos vore egne ledere indre gnidninger, ja endogså en vis splittelse. I centraleksekutivkomiteen protesterede venstre fløj af de socialrevolutionære imod den ny regerings skarpe forholdsregler, og holdt på, at kompromis'er var nødvendige. I visse bolsjevikkredse fandt de også medhold. Tre folkekommissærer nedlagde deres fuldmagt og trådte ud af regeringen. Nogle andre partimedlemmer erklærede sig af princip solidarisk med dem. Dette gjorde uhyre indtryk på de intellektuelle og borgerlige kredse. Når bolsjevikkerne ikke var blevet besejret af fændrikkerne eller Krasnows kosakker, så fremgik det nu med al tydelighed, at sovjetregeringen måtte gå til grunde, fordi den var splittet indefra. Men masserne havde slet ikke lagt mærke til denne spaltning. Vi understøttede enstemmigt folkekommissærernes sovjet, ikke blot imod kontrarevolutionære sammensvorne og deres sabotage, men også mod alle formidlere og skeptikere.