Den konstituerende forsamlings skæbne

Da de herskende sovjetpartier efter det Kornilovske eventyr gjorde forsøg på, at gøre deres efterladenhed overfor det modrevolutionære bourgeoisi god igen, krævede de en hurtig sammentræden af den konstituerende forsamling. Kerenskij, der af sovjetten var blevet reddet fra for inderligt at omfavne sin medsammensvorne Kornilov, blev derved nødt til at gøre visse tilståelser. Indkaldelsen af den konstituerende forsamling blev berammet til slutningen af november. Men forholdene artede sig således, at man ikke kunde have garantier for, at den konstituerende forsamling virkelig blev indkaldt. Ved fronten foregik der en dybtgående spaltningsproces. Desertionerne tog til fra dag til dag. Soldaterne truede med at forlade skyttegravene med hele regimenter og korps ad gangen og drage ind i landet, ødelæggende alt på vejen. Ude på landet gik ekspropriationen af jorden og grundejernes besiddelser for sig med primitiv hastighed. Nogle områder var erklæret i belejringstilstand. Tyskerne fortsatte deres offensiv. De havde allerede indtaget Riga og truede nu Petrograd. Den revolutionære hovedstad var i fare. Petrograd blev erklæret for regeringskontor og Kerenskijs regering gjorde anstalter til at flytte til Moskva, alt dette gjorde indkaldelsen af den konstituerede forsamling ikke blot tvivlsom, men endog lidet sandsynlig. Set fra dette standpunkt betød novemberomslaget ikke blot den konstituerende forsamlings, men også hele revolutionens redning. Og da vi sagde, at indgangen til den konstituerende forsamling ikke gik igennem Tseretellis forparlament, men gennem sovjetternes tilegnelse af al magt, var vi fuldkommen oprigtige.

Men den konstituerende forsamlings evige udsættelse var ikke gået sporløst hen over den. Avlet i revolutionens første dage, kom den dog først til verden efter otte-ni måneders forbitret klasse- og partikamp. Den kom for sent til at være i stand til at få produktiv betydning. Dens indre utilstrækkelighed bestemtes ved en kendsgerning, der først kunne synes betydningsløs, men som i det videre forløb havde fået den største betydning for den konstituerende forsamlings skæbne. Det numerisk vigtigste parti under revolutionens første fare var de socialrevolutionære. Vi har alt talt om dets mangel på form og om dets brogede sociale sammensætning. Revolutionen medførte uundgåeligt en indre udskillelse af alle de rækker af de socialrevolutionære, der optrådte under narodvikernes fælles banner. Venstre fløj skilte sig mere og mere ud. Den bestod af en del af arbejderne og store dele af de fattige bønder. Denne fløj kom i uforsonlig opposition til de småborgerlige og middelborgerlige førere for de socialrevolutionære. Men partitraditonernes træghed hæmmede endnu den uundgåelige spaltning. Det proportionale valgsystem beror som bekendt helt og holdent på partilister. Da disse lister var blevet optaget to, tre måneder før novemberkuppet og ikke siden er blevet forandrede, så figurerede både venstre og højre fløj af de socialrevolutionære skiftevis under et og det samme partis banner. Således havde på novemberrevolutionens tid, dvs. da de højresindede socialrevolutionære lod de venstresindede arrestere, medens disse for at styrke den socialrevolutionære Kerenskij sluttede sig til bolsjevikkerne – på det tidspunkt havde de gamle lister endnu deres fulde gyldighed og bondemasserne var tvunget til ved valgene til den konstituerende forsamling at stemme efter lister, hvor der øverst var anført Kerenskijs navn, nedenunder længere nede fulgte navnene på venstresindede socialrevolutionære, der havde taget del i sammensværgelsen mod Kerenskij. Medens de måneder, der gik umiddelbart før novemberrevolutionen for massernes vedkommende karakteriseredes ved forskydningen til venste og ved arbejdernes, soldaternes og bøndernes tilslutning til bolsjevikkerne, så fik denne proces inden for de socialrevolutionæres parti nærmest sit udtryk i den venstrefløjs styrkelse på bekostning af højre, – lutter navne, der imidlertid under koalitionen fuldkommen havde mistet deres revolutionære prestige.

Dertil kommer endnu den omstændighed, at valgene selv fandt sted i løbet af de første uger umiddelbart efter novemberomvæltningen. Efterretningen om den forandring, der havde fundet sted, bredte sig forholdsvist langsomt i koncentriske kredse ud i provinsen og fra de større byer til landsbyerne. Bondemasserne var mange steder temmelig på det rene med, hvad der foregik i Petrograd og Moskva. De stemte for jord og frihed og stemte på deres repræsentanter i jordkomiteerne, der for størstedelen stod under narodvikernes banner. Derigennem stemte de på Kerenskij og Awzentjew, der opløste disse jordkomiteer og lod deres medlemmer arrestere. Slutresultatet blev det sikkert lidet tiltalende politiske paradoks, at det ene af de partier, der lod den konstituerende forsamling opløse, især venstrefløj af de socialrevolutionære – ifølge de almindelige lister – stod på lige fod med det parti, der havde skaffet den konstituerende forsamling majoriteten. Dette giver faktisk en klar forestilling om, i hvilken grad den konstituerende forsamling var kommet til at stå tilbage for den politiske kamp og partigrupperingernes udvikling.

Vi har nu kun tilbage at betragte spørgsmålets principielle side.