Folkekommissærens tale

Kammerater! Ruslands sovjetregering må nu ikke alene bygge nyt op, men må også afslutte de gamle regnskaber og til en i – og det i temmelig høj – grad betale den gamle gæld: først og fremmest krigens regninger, der nu har varet i tre og et halvt år. Krigen var prøvestenen for de krigsførende landes økonomiske styrke. Ruslands skæbne som det fattigere, længst tilbageblevne lands var ved en langvarig krig afgjort på forhånd. Ved det mægtige sammenstød af krigsmaskineriet blev det afgørende til syvende og sidst hvert lands evne til at til at tilpasse sin industri til krigsfornødenhederne, til at omordne den så hurtig som muligt og til i så høj grad frembære det ødelæggelsesmateriel, der under dette folkeslagteri så hurtigt opslides. Ethvert eller næsten hvert land og deriblandt også det, der stod længst tilbage, kunde ved krigens begyndelse være i besiddelse af det mægtigste ødelæggelsesmateriel, dvs. de kunde få det fra udlandet. Dette var tilfældet med alle lande, der stod tilbage, også med Rusland. Men krigen opbruger hurtigt sin døde kapital og kræver stadig nyanskaffelse. Hvert enkelt i verdensmyrderiets hvirvel impliceret land kunde i virkeligheden måle sin krigsevne på om det var i stand til selv i krigens løb at fremstille ny kanoner, projektiler og andet ødelæggelsesmateriel.

Dersom problemet om kræfternes vekselvirkning havde fundet sin løsning i den kortest mulige tid, så havde der teoretisk for Rusland været mulighed for at hævde den plads bag ved skyttegravene, som havde sejren for sig. Men krigen trak for længe ud, og dette skete ikke tilfældigt. Alene den omstændighed, at hele den internationale politik i de sidste 50 år gik ud på at skabe den såkaldte europæiske "ligevægt", så at de fjendtlige kræfter omtrent holdt hinanden stangen, denne omstændighed alene må, når man betænker de moderne borgerlige nationers magt og rigdom, trække krigen i langdrag. Og det kom på sin side til at betyde udmattelse for de lande, der var svagere og mindre udviklede i økonomisk henseende.

Stærkest i militær hensigt har Tyskland vist sig at være, takket være sin industri og takket være denne industris moderne og rationelle beskaffenhed under en længst forældet statsforfatning. Det viste sig, at Frankrig med sin for størstedelen småborgerlige økonomi stod langt tilbage for Tyskland. Og selv et så mægtigt kolonirige som England viste sig ifølge sin mere konservative, af rutine beherskede industri i sammenligning med Tyskland som den svagere. Da historien stillede den russiske revolution foran spørgsmålet om fredsforhandlingerne, tvivlede vi ikke om, at vi ved disse forhandlinger måtte se at få regnskaberne for den treethalvtårige krig afbalanceret – dersom ikke det internationale proletariats styrke slog en afgørende streg over det hele. Vi tvivlede ikke om, at vi i den tyske imperialisme havde en modstander, der helt var gennemtrængt af bevidstheden om sin overordentlige kraft, der i denne krig er trådt så tydeligt frem for dagens lys.

Alle bourgeosiklikernes overvejelser over, at vi uden sammenligning ville have været stærkere, dersom vi havde ført disse forhandlinger i fællesskab med vore allierede er egentlig talt tilstrækkelige. For at vi en gang i en ubestemmelig fremtid kunde føre fredsforhandlinger med vore allierede, måtte vi have fortsat krigen sammen med dem. Men da landet var udmattet og svækket, så måtte netop krigens fortsættelse og ikke dens afslutning svække og udpine landet endnu mere. Så var vi en gang kommet til at kvittere for krigen på betingelser, der var langt ugunstigere. Hvis det endda havde vist sig, at den sejr, i hvilken Rusland ifølge zarismens og bourgeoisiets kombinationer var drevet ind, den sejr, som Storbritannien står i spidsen for – hvis det endda havde vist sig, at denne lejr ville gå ud af krigen som sejrherre – lad os et øjeblik sætte dette lidet sandsynlige tilfælde – så var det endnu ikke kommet til at betyde, kammerater, at også vort land var gået sejrrigt ud af krigen. Ti under krigens videre forløb ville Rusland også udenfor ententens sejrrige sejr stå endnu mere udmattet og ødelagt end det nu er. Denne lejrs herrer, dvs. England og Amerika ville have anvendt ganske de samme metoder som Tyskland anvendte under fredsforhandlingerne. Ved vurderinger af imperialistiske landes politik ville det være meningsløse barnestreger, om man lod sig lede af andre overvejelser end nøgne interesser og den grove magt. Når vi som land nu står svækket for verdensimperialismens ansigt, så er vi ikke blevet svækket ved, at vi har revet os løs fra krigens gloende kreds og oven i købet har befriet os fra de internationale krigsforpligtelser – nej, vi er svækket ved garnisonens og de borgerlige klassers politik, den politik, vi som revolutionært parti har bekæmpet både før og under den nuværende krig.

Husk kammerater, under hvilke omstændigheder vor delegation sidst begav sig direkte fra et af den anden alrussiske sovjetskongres' møder til Brest-Litovsk. Den gang aflagde vi en beretning over forhandlingernes gang og om modstanderens fordringer.

Disse fordringer gik, som De husker, ud på maskerede eller snarere halvt maskerede anneksionslyster, en anneksion af Litauen, Kurland, en del af Livland, Moonsundøerne og en halvtilsløret skadeserstatning; som vi dengang takserede til seks, otte, ja endog op til 10 milliarder rubler. Under pauserne i forhandlingerne, der varede i 10 dage, udviklede der sig en uhyre gæring i Østrig-Ungarn, hvor der udbrød arbejderstrejker. Disse strejker betød den første anerkendelse af vor metode at føre krigsforhandlinger på, den første anerkendelse, vi har mødt hos centralmagternes proletariat for ansigtet af den tyske militarismes anneksionistiske krav. Hvor jammerligt ved siden af dette den borgerlige presses påstand om, at vi havde hele to måneders underhandling med Kühlmann behov for at blive klar over, at den tyske imperialisme opstillede røveriske betingelser. Nej, det vidste vi i forvejen. Men vi prøvede af "underholdningen" med repræsentanterne for den tyske imperialisme at skabe et middel til at styrke de kræfter, der kæmper mod den tyske imperialisme. Vi lovede ikke at gøre underværker, men vi påstod, at den vej, vi gik, var den eneste, der var tilovers for det revolutionære proletariat for at sikre sig muligheden for en videre udvikling.

Man kunde klage over, at andre landes og specielt centralmagternes proletariat kun alt for langsomt betræder den revolutionære kamps vej – og det er rigtigt. Tempoet for dens udvikling må anses for at være alt for langsomt – men i Østrig-Ungarn fandt der dog en bevægelse sted, som bredte sig over hele landet og som er et direkte og umiddelbart ekko af forhandlingerne i Brest-Litovsk.

Da jeg rejste bort herfra, talte vi om, at vi ikke havde nogen grund til at antage, at denne strejkebølge ville skylle militarismen bort i Østrig og Tyskland. Dersom vi havde været overbeviste derom, så havde vi naturligvis gerne afgivet det løfte som visse personer ventede at høre af vor mund – at vi nemlig under ingen omstændigheder ville slutte separatfred med Tyskland. Jeg sagde alt den gang, at vi ikke kunde afgive et sådant løfte – thi det ville være det samme som at forpligte sig til at besejre den tyske militarisme. Men vi ejer ikke en sådan sejrs hemmelighed. Og da vi ikke kunne forpligte os til at forandre de internationale kræfters vekselspil i den kortest mulige tid, så afgav vi åbent og ærlig den erklæring, at en revolutionær regering under visse omstændigheder kan se sig nødsaget til at modtage en anneksionistisk fred, denne regerings nedgang ville først begynde der, hvor den havde forsagt at skjule den freds røveriske karakter for sit eget folk – men ikke der, hvor den efter kampens forløb er tvunget til at gå med til en sådan fred.

Men samtidig pegede vi på, at vi begav os til fredsforhandlingernes fortsættelse i Brest under betingelser, der åbenbart bedrede sig for os, men forværredes for vore fjender. Vi fulgte bevægelsen i Østrig-Ungarn, og meget talte for – hvad de socialdemokratiske repræsentanter i den tyske rigsdag også beråbte sig på – at også Tyskland stod på tærskelen til lignende begivenheder. Fyldt med dette håb rejste vi bort. Og allerede i de første dage af vort ophold i Brest bragte radiotelegrafen over Wilna de første meddelelser om, at der i Berlin var udbrudt en uhyre strejkebevægelse, der ligesom i Østrig-Ungarn stod i direkte og umiddelbar forbindelse med forhandlingens gang i Brest. Men som det ofte er tilfældet, så måtte netop de uhyre dimensioner for denne proletarbevægelse – som Tyskland endnu aldrig havde set magen til – tvinge de besiddende klasser til at slutte sig nøjere sammen og vise endnu større uforsonlighed. De regerende klasser i Tyskland er gennemtrængt af en tilstrækkelig fast selvopholdelsesdrift til at indse, at alle indrømmelser i den stilling, hvori de, trængt af deres egne folkemasser, befandt sig – at alle selv kun partielle indrømmelser ville betyde en kapitulation til revolutionens ide.

Og af samme grund påtog Kühlmann efter den første vakkelvorne periode, da han forsætlig trak forhandlingerne i langdrag, ingen møder fastsatte, eller spildte dem på underordnede formelle spørgsmål, så snart strejken var likvideret og han kunde overbevise sig om, at hans herres liv ikke mere var i fare, sin selvsikre tone og en fordoblet aggressivitet.

Vore forhandlinger blev komplicerede ved Kiewer Radaens deltagelse. Det meddelte vi alt sidste gang: Kiewer Radaens delegation dukkede op på et tidspunkt, da Radaen i Ukraine var en temmelig stærk organisation, og da kampens udfald endnu ikke kunde skønnes. Netop i det øjeblik gjorde vi Radaen det officielle forslag at slutte en overenskomst med os, men dog som betingelse for en sådan overenskomst forudskikkede den fordring, at Radaen skulle betegne Kaledin og Kornilov som kontrarevolutionære og ikke hindre os i at bekæmpe dem. Kiewer Radaen indtraf i Brest netop på det tidspunkt, da vi håbede både her og der nå til enighed med dem. Også der erklærede vi, at vi anså det for muligt at give dem adgang som selvstændige deltagere i forhandlingerne, så længe de blev anerkendt af befolkningen i Ukraine. Men jo mere begivenhederne udviklede sig i Rusland og Ukraine, og jo dybere modsætningen mellem de lavere lag i Ukraine og Radaen blev, jo større blev dennes beredvillighed til at slutte den første den bedste fredsoverenskomst med centralmagterne og til i nødsfald at drage den tyske militarisme ind i den russiske republiks indre anliggender for at støtte Radaen mod den russiske revolution.

Den 9. feb., efter vor tidsregning 22. feb., hørte vi, at de bag vor ryg mellem Radaen og centralmagterne førte fredsforhandlinger blev undertegnede. Den 9. februar er det kong Leopold af Bayerns fødselsdag, og som det er skik og brug i monarkiske lande, var den højtidelige historiske akt henlagt til denne højtidelighed – jeg ved ikke, om det er med Kiewer Radaens billigelse. General Hoffmann saluterede til ære for Leopold af Bayern, efterdi han havde forespurgt Kiewer Radaen om dennes billigelse af disse salutskud – da Brest-Litovsk efter fredsoverenskomsten gik over til Ukraine. Men begivenhederne udviklede sig således, at da general Hoffmann bad Kiewer Radaen om tilladelse til at afgive disse kanonskud, da havde Radaen efter at være draget bort fra Brest-Litovsk ikke meget territorium tilbage. På grund af depechen, som vi modtog fra Petrograd, meddelte vi officielt centralmagternes delegationer, at Kiewer Radaen ikke mere eksisterede – en omstændighed, der ikke kunde anses for ligegyldig ved fredsforhandlingerne. Vi foreslog grev Czernin under led-, ragelse af vore officerer at sende repræsentanter til Ukraine for at overbevise sig om, hvorvidt hans kontreagent, Kiewer Radaen eksisterede eller ej. Det så ud, som om generalen beredvilligt gik ind derpå. Men da vi spurgte ham, om det også betød, at overenskomsten med Kiewer-delegationen ikke ville blive underskrevet før hans udsendinge vendte tilbage, syntes han at være i tvivl og tilbød at forespørge hos Kühlmann. Men efter forespørgslen sendte han os et negativt svar. Det var den 8. februar, men den 9. måtte de lave en underskrevet overenskomst. Ikke blot på grund af kongen af Bayerns fødselsdag, men også af en vigtigere grund, som Kühlmann utvivlsomt har klargjort Czernin: "Dersom vi nu skulle sende vore repræsentanter til Ukraine, så ville de til sidst virkelig kunne overbevise sig om, at Radaen ikke mere eksisterer. Og så havde vi ene og alene en alrussisk delegation for os, og det ville forværre vore chancer ved fredsforhandlingerne." Fra østrig-ungarsk side sagde man os: "Forlad principrytteriet. Stil spørgsmålene på en mere praktisk basis, så vil den tyske delegation være til at tale med ... Tyskerne kan ikke fortsætte krigen ene og alene for Moonsund-øernes skyld, hvis I opstiller det spørgsmål virkelig konkret . ..." Vi svarede: "Vel. Vi er virkelig beredt til at stille Eders kollegers eftergivenhed på en prøve. Indtil nu har vi forhandlet om litauernes, polakkernes, livlændernes, polakkernes, letternes, esternes og andres selvbestemmelsesret og kom ved alle disse spørgsmål til det resultat, at der ikke kunde være tale om selvbestemmelsesret. Nu vil vi se, hvorledes I stiller jer til endnu et folks, nemlig det russiskes selvbestemmelsesret, og hvilke hensigter og militærstrategiske planer, der skjuler sig bag jeres besættelse af Moonsund-øerne. Moonsund-øerne har som del af den uafhængige estiske republik eller som den føderative russiske republik defensiv betydning og truer vort lands egentlige livscentrum og særlig Petrograd." Men Hoffmann indlod sig selvfølgelig ikke på indrømmelser, selv ikke de mindste. Så kom afgørelsens time. Erklære krig kunde vi ikke. Vi var for svage. Hæren havde mistet sit indre sammenhold. For at redde vort land og overvinde spaltningsprocessen måtte vi genfrembringe den indre forbindelse mellem de arbejdende masser. Dette psykologiske bånd kan kun frembringes ved produktivt arbejde på marken, i fabrikken og værkstedet. Vi må bringe de arbejdende masser, der blev underkastet krigens uhyre lidelser og katastrofale prøvelser, til deres marker og fabrikker, hvor de kan komme til sig selv igen og gro fast i deres arbejde; kun således vil vi kunne skabe en indre disciplin. Det er den eneste udvej for det land, der nu bøder for zarismens og bourgeoisiets synder. Vi er nødt til at opgive denne krig, og vi fører hæren ud af myrderiet. Men samtidig erklærer vi for den tyske militarisme: den fred, som I påtvinger os, er en volds- og rovfred. Vi vil ikke tillade, at I, mine herrer diplomater, skal kunne sige til de tyske arbejdere: "I kaldte vore fordringer erobringer og anneksioner, men se, vi bringer jer under disse fordringer den russiske revolutions underskrift!" – Ja, vi er svage, vi kan ikke føre nogen krig nu, men vi har endnu så meget revolutionær kraft, at vi kan vise, at vi ikke frivilligt sætter vort navn under en overenskomst, som I med jeres sværd skriver på levende folkeslags krop. Vi nægtede vore underskrifter! – Jeg tror, vi handlede rigtigt, kammerater.

Kammerater! Jeg vil ikke påstå, at et angreb på os fra tysk side er udelukket – en sådan påstand ville være alt for vovet, når man ser, hvor stærkt det imperialistiske parti i Tyskland er. Men jeg tror, at det standpunkt, vi har indtaget i dette spørgsmål, i høj grad har svækket den tyske militarisme. Men hvis Tyskland alligevel skulle angribe? Dertil kan vi kun sige det ene: Dersom man i vort land, der er udmattet og i en fortvivlet tilstand, dersom man i vort land kan opildne de revolutionære og livskraftige elementers mod, dersom kampen om at beskytte vor revolution og dennes skueplads er mulig i vort land, så er det kun ifølge den situation, vi nu har skabt, som resultat af vor udtræden af krigen og af, at vi har nægtet at underskrive fredsoverenskomsten.