Den anden krig og underskrivningen af fredstraktaten

De første dage efter at fredsforhandlingerne var blevet afbrudt, vaklede den tyske regering og vidste ikke, hvilken vej den skulle slå ind på. Politikerne og diplomaterne synes at have troet, at hovedsagen var nået, og at der ikke var nogen grund til at tigge os om underskrifter. Men militærpartiet var i alt fald beredt til at sprænge den ramme, som den tyske regering havde anvendt i Brest-Litovsk-overenskomsten. Professor Kriege, en af deltagerne i den tyske delegation, sagde til en af vore delegationsmedlemmer, at om en fremmarch af tyske tropper i Rusland kunde der ikke være tale under de givne omstændigheder. Grev Mirback, der dengang stod i spidsen for den tyske mission i Petrograd, rejste til Berlin med forsikring om, at der var opnået fuldstændig forståelse angående udvekslingen af krigsfanger. Men alt det hindrede ingenlunde general Hoffmann i fem dage efter afbrydelsen af forhandlingerne i Brest-Litovsk at erklære våbenstilstanden for afsluttet. Dermed blev anmeldelsesfristen på 7 dage regnet post numerando, altså fra det sidste møde i Brest-Litovsk. Det ville sikkert ikke være på sin plads her at udgyde sig i moralsk forargelse over denne nederdrægtighed. Det hele passer fortrinligt i de herskende klassers diplomatiske og militær-moralske rammer. Den nye tyske fremmarch fandt sted under forhold, der var ligefrem dødbringende for Rusland. I stedet for den aftalte anmeldelsesfrist på en uge, fik vi en anmeldelse på to dage. Denne omstændighed forhøjede panikken i hæren, der desforuden befandt sig i en kronisk splittelse. Om modstand kunde der næsten ikke være tale. Soldaterne ville ikke tro, at tyskerne, efter at vi havde erklæret krigstilstanden for afsluttet, ville angribe på ny. Det paniske tilbagetog lammede selv de troppers vilje, der var beredt til at gå i kamp. I Petrograds og Moskvas arbejderkvarterer nåede ophidselsen imod den forræderiske og i sandhed røveriske fremmarch sin største spænding. Arbejderne var i disse ophidsede dage og nætter beredt til i titusindvis at indtræde i hæren. Men med den agitatoriske side af sagen var det slet bevendt. De enkelte strejftropper, der var fulde af begejstring, måtte ved det første alvorlige sammenstød med de regulære tyske tropper overbevise sig om deres utilstrækkelighed. Deraf fulgte nedtryktheden under det videre forløb. Den gamle hær var forlængst dødelig såret og splittedes i enkelte dele, idet alle veje og knudepunkter ramlede sammen. Under landets udmattelse og industriens og samfærdselsmidlernes forsømte tilstand ville det vare alt for længe at stille en ny hær på benene. Den eneste alvorlige hindring for den tyske fremmarch var de uhyre strækninger ...

Den østrig-ungarske regerings opmærksomhed var hovedsageligt rettet mod Ukraine. Radaen henvendte sig gennem sin delegation til centralmagterne regering med direkte bøn om militær hjælp imod sovjetterne, der imidlertid havde sejret i hele Ukraine. På denne måde havde det småborgerlige demokrati i Ukraine frivilligt åbnet portene for den fremmede invasion i deres kamp mod arbejderklassen og de fattige bønder.

Samtidig søgte Svinhnfonds regering de tyske bajonetters hjælp imod det finske proletariat. Den tyske militarisme spillede åbent for alverden den russiske arbejder- og bonderevolutions bøddel.

Inden for vort parti fandt der skarpe debatter sted, da man skulle bøje sig for det tyske ultimatum under de givne betingelser og underskrive den nye overenskomst, der – hvad ingen kunde betvivle – ville komme til at indeholde langt hårdere betingelser, end der var stillet os i Brest-Litovsk. Den ene retnings repræsentanter hævdede, at det for øjeblikket i betragtning af tyskernes væbnede indblanding i republikkens indre kampe ville være meningsløst at skaffe en enkelt del af Rusland fredstilstand og passivt afvente, medens de tyske tropper både mod syd og imod nord ville oprette det borgerlige diktaturs styre. Den anden retning, for hvilken Lenin stod i spidsen, fandt, at enhver opsættelse, enhver nok så kort pause til at trække vejret i ville være af største betydning for Rusland indre styrkelse og defensivkraft.

Efter at vor mangel på evne til at afværge den fjendtlige invasion på en så tragisk måde var trådt for dagen i landets og hele verdens påsyn, måtte fredsslutningen opfattes som en akt, der var påtvunget os af styrkeforholdenes hårde lov. Det ville være barnagtigt der at lade sig lede alene af den abstrakte revolutionære moral. Opgaven bestod ikke i at gå til grunde med ære, men i til syvende og sidst at sejre.

Den russiske revolution vil leve, må leve og er forpligtet til med opbydelse af alle til rådighed stående midler at undgå en kamp, der overgår deres kræfter og således at vinde tid – i forventning om, at den revolutionere bevægelse i Vesteuropa vil komme den til hjælp. Endnu befinder den tyske imperialisme sig i en hård tvekamp med Englands, Frankrigs og Amerikas imperialisme. Kun derfor er en fredsslutning mellem Tyskland og Rusland mulig. Denne situation må udnyttes. Revolutionens vel er det højeste bud! Vi må acceptere den fred, som vi ikke er i stand til at afslå. Vi må sikre os en pause til at trække vejret i for at kunne udnytte den til det anspændte arbejde i landets indre og særlig til at skabe en hær.

På det kommunistiske partis kongres sejrede ligesom på sovjetternes fjerde kongres tilhængerne af fredsslutningen. Til dem sluttede sig mange af dem, der endnu i januar anså det for umuligt at underskrive forliget i Brest-Litovsk. "Dengang", sagde de, "ville vor underskrift af engelske og franske arbejdere blive anset for en ussel kapitulation uden forudgående kamp. Selv de nederdrægtige insinuationer fra de franske og engelske chauvinisters side om sovjetregeringens hemmelige bagtrappeforhandlinger med tyskerne ville – såfremt vi havde underskrevet fredstraktaten – i visse kredse af de vesteuropæiske arbejdere have mødt tiltro. Men efter at vi har vægret os ved at underskrive fredstraktaten, efter den nye tyske fremmarch efter vore forsøg på at opholde den, og efter at vor militære svaghed med afskrækkende tydelighed var trådt for dagen for hele verden – ville ingen mere vove at bebrejde os en kapitulation uden kamp." Brest-Litovsk overenskomsten blev underskrevet og ratificeret i sin anden skærpede affatning.

Imidlertid fortsatte bødlerne deres arbejde i Ukraine og i Finland jo længere, jo mere truende for Storruslands egentlige livscentrum. På denne måde er spørgsmålet om selve Ruslands eksistens som et uafhængigt land fra nu af uadskilleligt knyttet til spørgsmålet om den europæiske revolution.