Alliance med borgerskabets skygge

Politisk mest slående er det forhold, at den spanske Folkefront i realiteten manglede selv et kræfternes parallelogram. Borgerskabets plads var taget af dets skygge. Formidlet gennem socialister, stalinister og anarkister underordnede det spanske borgerskab proletariatet under sig selv uden bare at bekymre sig om at deltage i Folkefronten. Den overvældende majoritet af udbytterne af alle politiske afskygninger gik åbent over i Francos lejr. Uden nogen teori om "permanent revolution" forstod det spanske borgerskab fra starten, at den revolutionære massebevægelse, ligegyldigt hvordan den starter, er rettet mod den private ejendomsret til jord og produktionsmidlerne, og at det er aldeles umuligt at klare denne bevægelse med demokratiske forholdsregler.

Det er derfor, at kun ubetydelige stumper af de besiddende klasser forblev i den republikanske lejr: D'herrer Azaña, Companys og den slags - politiske advokater for borgerskabet, men ikke borgerskabet selv. Idet de havde satset alt på et militært diktatur, var de besiddende klasser i stand til samtidig at gøre brug af deres politiske repræsentanter af i går til at lamme, desorganisere og bagefter kvæle massernes socialistiske bevægelse på "republikansk" territorium.

Uden i ringeste grad at repræsentere det spanske borgerskab, repræsenterede venstre-republikanerne endnu mindre arbejderne og bønderne. De repræsenterede ingen andre end sig selv. Men takket være deres allierede - socialisterne, stalinisterne og anarkisterne - spillede disse politiske fantomer den afgørende rolle i revolutionen. Hvorledes? Meget simpelt. Ved at legemliggøre princippet om den "demokratiske revolution", det vil sige ukrænkeligheden af den private ejendomsret.