Stalinisterne i Folkefronten

Grundene til den spanske folkefronts oprindelse og dens indre mekanik er fuldstændig klare. For venstre-borgerskabets afgåede ledere bestod opgaven i at holde massernes revolution i skak og på den måde genvinde udbytternes tabte tillid til sig: "Hvad behøver I Franco for, hvis vi, republikanerne, kan gøre det samme?". Azañas og Companys' interesser faldt på dette punkt helt sammen med Stalins interesser, der havde brug for at vinde de franske og britiske borgerskabers tillid ved at bevise for dem i handling sin evne til at bevare "orden" imod "anarki". Stalin havde brug for Azaña og Companys som et påskud over for arbejderne: Stalin er selvfølgelig selv for socialismen; men man må passe på ikke at afstøde det republikanske borgerskab! Azaña og Companys havde brug for Stalin som en erfaren bøddel, med en revolutionærs autoritet. Uden ham hverken kunne eller ville en så ubetydelig besætning have vovet at angribe arbejderne.

Anden Internationales klassiske reformister, for længe siden afsporet af klassekampens bane, begyndte at føle en ny strømning af tillid takket være Moskvas støtte. Denne støtte blev tilfældigvis ikke givet til alle reformister, men kun til de mest reaktionære. Caballero repræsenterede den side af Socialistpartiet, som var vendt mod arbejderaristokratiet. Negrin og Prieto så altid i retning af borgerskabet. Negrin vandt Caballero for sig med Moskvas hjælp. Venstre-socialisterne og anarkisterne, Folkefrontens fanger, prøvede sandt nok at redde, hvad reddes kunne af demokratiet. Men for så vidt som de ikke turde mobilisere masserne mod Folkefrontens gendarmer, indskrænkede deres anstrengelser sig til slut til jamren og klagen. Stalinisterne var således allieret med den ekstreme højre-, erklæret borgerlige, fløj af Socialistpartiet. De rettede deres undertrykkelse mod venstre - mod POUM, anarkisterne, "venstre"-socialisterne - med andre ord mod centrist-grupperingerne, som afspejlede, omend i allerfjerneste grad, de revolutionære massers tryk.

Denne politiske kendsgerning, meget sigende i sig selv, frembyder samtidig en målestok for Kominterns degeneration igennem de sidste få år. Jeg definerede engang stalinisme som bureaukratisk centrisme, og begivenhederne bragte en række bekræftelser på korrektheden af denne definition. Men den er åbenbart forældet i dag. Det bonapartistiske bureaukratis interesser kan ikke længere forliges med centristisk nølen og vaklen. I søgen efter forsoning med borgerskabet er den stalinistiske klike kun i stand til at indtræde i en alliance med de mest konservative grupperinger blandt det internationale arbejderaristokrati. Dette har virket til definitivt at fastslå stalinismens kontrarevolutionære karakter på den internationale arena.