Stalin bekræfter på sin vis korrektheden af teorien om den permanente revolution

To uforsonlige programmer stod således over for hinanden på det republikanske Spaniens territorium. På den ene side programmet for for enhver pris at redde den private ejendom fra proletariatet, og så vidt muligt at redde demokratiet fra Franco; på den anden side programmet for at afskaffe den private ejendomsret gennem proletariatets erobring af magten. Det første program udtrykte kapitalismens interesser formidlet gennem arbejderaristokratiet, de øverste småborgerlige kredse og i særdeleshed Sovjet-bureaukratiet. Det andet program oversatte til marxismens sprog den revolutionære massebevægelses tendenser, der ikke var fuldt bevidst, men magtfulde. Til alt uheld for revolutionen stod Folkefrontens kontrarevolutionære mur mellem den nævefuld af bolsjevikker, der var, og det revolutionære proletariat.

Folkefrontens politik var på sin side langt fra bestemt af Stalins afpresning som våbenleverandør. Der var selvfølgelig ingen mangel på afpresning. Men årsagen til, at denne afpresning lykkedes, var indbygget i selve revolutionens indre betingelser. Igennem seks år havde dens sociale ramme været massernes tiltagende angreb mod den halvfeudale og borgerlige ejendoms herredømme. Behovet for at forsvare denne ejendom med de mest ekstreme metoder kastede borgerskabet i armene på Franco. Den republikanske regering havde lovet borgerskabet at forsvare ejendomsretten med "demokratiske" midler, men afslørede, navnlig i juli 1936, sin totale fallit. Da situationen på ejendomsfronten blev endnu mere truende end på den militære front, bøjede demokraterne af alle kulører sig, også anarkisterne, for Stalin; og han fandt ingen andre metoder i sit eget arsenal end Francos metoder.

Jagten på "trotskister", POUM-ister, revolutionære anarkister og venstre-socialister; den beskidte bagvaskelse; de falske beviser; torturen i stalinistiske fængsler; bagholdsmordene - uden alt dette kunne det borgerlige herredømme under republikansk flag ikke have vedvaret i bare to måneder. GPU viste sig kun at være situationens herre i kraft af at det forsvarede borgerskabets interesser imod proletariatet mere konsekvent end de andre, dvs. med den største primitivitet og blodtørst.

I bekæmpelsen af den socialistiske revolution søgte "demokraten" Kerenskij først støtte i Kornilovs militærdiktatur og prøvede senere at trænge ind i Petrograd i den monarkistiske general Krasnovs bagagetog. På den anden side var bolsjevikkerne tvunget til for at føre den demokratiske revolution igennem til enden at styrte regeringen af "demokratiske" svindlere og sludrehoveder. I denne proces satte de dermed en stopper for forsøg af enhver art på militært (eller "fascistisk") diktatur.

Den spanske revolution demonstrerer endnu en gang, at det er umuligt at forsvare demokratiet imod de revolutionære masser på anden måde end gennem den fascistiske reaktions metoder. Og omvendt, det er umuligt at lede en ægte kamp mod fascismens på anden måde end gennem den proletariske revolutions metoder. Stalin førte krig mod "trotskisme" (proletarisk revolution), idet han tilintetgjorde demokratiet med GPU's bonapartistiske fremgangsmåder. Dette gendriver endnu en gang og én gang for alle den gamle mensjevik-teori, antaget af Komintern, ifølge hvilken de demokratiske og socialistiske revolutioner er forvandlet til to uafhængige kapitler i historien, adskilt fra hinanden i tidspunkt. Moskva-bødlernes ugerninger bekræfter på egen vis korrektheden af teorien om den permanente revolution.