Anarkisternes rolle

Anarkisterne havde ingen selvstændig placering af nogen art i den spanske revolution. Alt, hvad de gjorde, var at vakle mellem bolsjevisme og mensjevisme. Mere præcist, de anarkistiske arbejdere længtes instinktivt efter at træde ind på bolsjevismens vej (19. juli 1936 og maj-dagene i 1937), mens deres ledere tværtimod af al magt drev masserne ind i Folkefronten, dvs. det borgerlige herredømmes lejr.

Anarkisterne afslørede en skæbnesvanger mangel på forståelse af revolutionens love og dens opgaver ved at søge at begrænse sig selv til deres egne fagforeninger, altså til organisationer, der var gennemtrængt af fredelige tiders rutine, og ved at ignorere, hvad der foregik uden for fagforeningernes rammer, blandt masserne, blandt de politiske partier og i regeringsapparatet. Havde anarkisterne været revolutionære, ville de først af alt have råbt på dannelsen af sovjetter, som forener repræsentanterne for alle de arbejdende fra by og land, iberegnet de mest undertrykte lag, der aldrig var indtrådt i fagforeningerne. De revolutionære arbejdere ville naturligt have optaget den dominerende stilling i disse sovjetter. Stalinisterne ville være forblevet en ubetydelig minoritet. Proletariatet ville have overbevist sig selv om dets egen uovervindelige styrke. Den borgerlige stats apparat ville have hængt udspændt i luften. Bare ét kraftigt stød ville have været tilstrækkeligt til at smadre dette apparat. Den socialistiske revolution ville have fået et mægtigt skub.

Det franske proletariat ville ikke i længden have tilladt Leon Blum at blokere den proletariske revolution på den anden side af Pyrenæerne. Heller ikke Moskva-bureaukratiet kunne have tilladt sig selv en sådan luksus. De sværeste spørgsmål ville være blevet løst, som de rejste sig.

I stedet for dette og til hele verdens og deres egen store overraskelse viste det sig, at anarko-syndikalisterne, idet de søgte at gemme sig fra "politik" i fagforeningerne, blev et femte hjul på det borgerlige demokratis karet. Men ikke længe; et femte hjul er overflødigt. Efter Garcia Oliver og hans kohorter havde hjulpet Stalin og hans håndlangere til at fjerne magten fra arbejderne, blev anarkisterne selv jaget ud af Folkefrontens regering. Selv da kunne de ikke finde på bedre end at springe på sejrherrens galej og forsikre ham om deres hengivenhed. Småborgerens frygt for storborgeren, den lille bureaukrats for den store bureaukrat, tildækkede de med tårepersende taler om den forenede fronts hellighed (mellem et offer og bødlerne) og om utilladeligheden af enhver form for diktatur, iberegnet deres eget. "Når alt kommer til alt, kunne vi have taget magten i juli 1936 ..." "Når alt kommer til alt, kunne vi have taget magten i maj 1937 ..." Anarkisterne tiggede Stalin-Negrin om at indse og belønne deres forræderi mod revolutionen. Et oprørende billede!

I sig selv indeholder denne selvretfærdiggørelse, at "vi greb ikke magten, ikke fordi vi var ude af stand til det; men fordi vi ikke ønskede det, fordi vi var imod enhver form for diktatur" og lignende, en uigenkaldelig fordømmelse af anarkismen som en totalt anti-revolutionær doktrin. At give afkald på erobring af magten er det samme som frivilligt at lade magten forblive hos dem som bruger den, udbytterne. Kernen i enhver revolution bestod i og består i at bringe en ny klasse til magten og derved sætte den i stand til at føre sit eget program ud i livet. Det er umuligt at føre krig og afslå sejr. Det er umuligt at lede masserne mod opstand uden forberedelse på erobring af magten.

Ingen kunne have forhindret anarkisterne i efter erobringen af magten at indføre den slags styre, de anser for nødvendigt, forudsat selvfølgelig, at deres program er realiserbart. Men anarkist-lederne mistede selv troen på det. De skjulte sig fra magten, ikke fordi de er imod "enhver form for diktatur" - i virkeligheden støttede de og støtter stadig, brummende og klynkende, Stalin-Negrins diktatur - men fordi de fuldstændigt mistede deres principper og mod, hvis de nogen sinde har haft det. De var bange for alt: "isolation", "indblanding", "fascisme". De var bange for Stalin. De var bange for Negrin. De var bange for Frankrig og England. mere end noget andet frygtede disse frasemagere de revolutionære masser.

At give afkald på at erobre magten driver uundgåeligt enhver arbejderorganisation ned i reformismens sump og forvandler den til legetøj for borgerskabet; det kan ikke være anderledes i betragtning af samfundets klassestruktur. Ved at modsætte sig målet, erobring af magten, kunne anarkisterne til slut ikke undgå at modsætte sig midlet, revolutionen. Lederne af CNT og FAI hjalp ikke bare borgerskabet med at holde fast ved skyggen af magt i juli 1936; de hjalp det også med skridt for skridt at genoprette, hvad det havde mistet med ét slag. I maj 1937 saboterede de arbejdernes opstand og reddede dermed borgerskabets diktatur. Således viste anarkismen sig, som blot ønskede at være anti-politisk, i virkeligheden som anti-revolutionær, og i de mere kritiske øjeblikke - kontrarevolutionær.

De anarkistiske teoretikere, som efter den store prøve fra 1931-37 vedbliver med at gentage det gamle reaktionære sludder om Kronstadt, og som erklærer, at "Stalinisme er det uundgåelige resultat af marxisme og bolsjevisme", demonstrerer dermed simpelthen, at de for altid er døde for revolutionen.

I siger, at marxisme i sig selv er fordærvet og stalinisme dens retmæssige afkom? Men hvorfor er vi revolutionære marxister engageret i dødelig kamp mod stalinisme over hele verden? Hvorfor ser den stalinistiske bande sin hovedfjende i trotskismen? Hvorfor tvinger enhver tilnærmelse til vores synspunkter eller vores aktionsmetoder (Durruti, Andrés Nin, Landau og andre) de stalinistiske gangstere til at søge tilflugt til blodige hævnakter? Hvorfor, på den anden side, tjente lederne af spansk anarkisme i tiden for GPU's Moskva- og Madrid-forbrydelser som ministre under Caballero-Negrin, det vil sige som tjenere for borgerskabet og Stalin? Hvorfor bliver anarkisterne selv nu, under påskuddet af at bekæmpe fascismen, ved med at være frivillige slaver af Stalin-Negrin, revolutionens bødler, som har bevist deres uduelighed til at bekæmpe fascismen?

Ved at skjule sig bag Kronstadt og Makhno kan anarkismens forsvarere ikke narre nogen. I Kronstadt-episoden og i striden med Makhno forsvarede vi den proletariske revolution mod den bondske kontrarevolution. De spanske anarkister forsvarede og vedbliver at forsvare den borgerlige kontrarevolution mod den proletariske revolution. Intet sofisteri kan slette den kendsgerning fra historiens annaler, at anarkisme og stalinisme i den spanske revolution befandt sig på den ene side af barrikaderne, mens de arbejdende masser med de revolutionære marxister befandt sig på den anden side. Sådan er den sandhed, som for altid vil blive i proletariatets bevidsthed.