Resultatet

Stalinisternes diktatur over den republikanske lejr er i sit væsen ikke sejlivet. Skulle nederlagene, begrundet i Folkefrontens politik, nok en gang tilskynde det spanske proletariat til et revolutionært stormangreb, denne gang med held, vil den stalinistiske klike blive fejet væk med en stålkost. Men skulle Stalin - som det desværre lader til - få held med at bringe arbejdet med at kule revolutionen i jorden til en afslutning, vil han ikke en gang i dette tilfælde få tak. Det spanske borgerskab havde brug for ham som bøddel; men det har ingen brug for ham overhovedet som beskytter eller lærer. London og Paris på den ene side og Berlin og Rom på den anden er i dets øjne betydeligt mere solvente firmaer end Moskva. Det er muligt, at Stalin selv ønsker at slette sine spor i Spanien før den endelige katastrofe; han håber derved at læsse ansvaret for nederlaget over på sine nærmeste allierede. Derefter vil Litvinov anmode Franco om genoprettelsen af diplomatiske forbindelser. Det har vi altsammen set mere end én gang.

Selv en total militær sejr for den såkaldte republikanske hær over general Franco ville imidlertid ikke betegne "demokratiets" triumf. Arbejderne og bønderne har to gange bragt borgerlige republikanere og deres venstre-agenter til magten: i april 1931 og i februar 1936. Begge gange overgav Folkefrontens helte folkets sejr til de mest reaktionære og de mest oprigtige repræsentanter for borgerskabet. En tredje sejr, vundet af Folkefrontens generaler, ville betegne deres uundgåelige overenskomst med det fascistiske borgerskab på nakken af arbejderne og bønderne. Et sådant regime vil ikke være andet end en anderledes form for militært diktatur, måske uden monarki og uden den katolske kirkes utilslørede herredømme.

Endelig er det muligt, at republikanernes delvise sejre vil blive udnyttet af den "uhildede" anglo-franske mæglere for at forlige de stridende lejre. Det er ikke vanskeligt at indse, at i tilfældet af denne variant, vil de sidste rester af "demokratiet" blive kvalt i den broderlige omfavnelse mellem generalerne Miaja (kommunist!) og Franco (fascist!). Lad mig gentage endnu en gang: Sejren vil tilfalde enten den socialistiske revolution eller fascismen.

Det er i øvrigt ikke udelukket, at tragedie i sidste øjeblik kunne give plads for farce. Når Folkefrontens helte må flygte fra deres sidste hovedstad, kunne de måske finde på, før de gik om bord i dampere og flyvemaskine, at proklamere en række "socialistiske" reformer med henblik på at efterlade et "godt minde" hos folket. Men intet vil nytte. Arbejderne i hele verden vil huske de partier med had og foragt, som styrtede den heltemodige revolution i fordærv.

Spaniens tragiske erfaring er en forfærdelig - måske afsluttende - advarsel før endnu større begivenheder, en advarsel henvendt til alle fremskredne arbejdere i hele verden. "Revolutioner", sagde Marx, "er historiens lokomotiver." De bevæger sig hurtigere end halv- eller kvart-revolutionære partiers tanke. Hvem, der end sakker bagud, falder under lokomotivets hjul, og følgelig - og dette er den største fare - bliver lokomotivet heller ikke sjældent slået til vrag.

Det er nødvendigt at tænke problemet om revolutionen igennem til enden, til dets endelige konkrete konklusioner. Det er nødvendigt at indrette politik efter revolutionens fundamentale love, dvs. efter de kampklare klassers bevægelse og ikke fordommene og frygten hos de overfladiske småborgerlige grupper, som kalder sig selv "Folke"fronter og alle andre slags fronter. Under revolution er linien for mindst modstand linien for størst ulykke. At frygte "isolation" fra borgerskabet er at pådrage sig isolation fra masserne. Tilpasning til arbejder-aristokratiets konservative fordomme er forræderi over for arbejderne og revolutionen. En overdreven "varsomhed" er den mest skadelige mangel på varsomhed. Dette er den vigtigste lære fra destruktionen af den mest ærlige politiske organisation i Spanien, nemlig det centristiske POUM. London-bureau'ets partier og grupper ønsker tilsyneladende enten ikke at drage de nødvendige slutninger af historiens sidste advarsel eller er ikke i stand til at gøre det. Med dette bevis dømmer de sig selv.

Som kompensation bliver en ny generation af revolutionære nu uddannet gennem læren fra nederlagene. Denne generation har i handling bekræftet Anden Internationales forsmædelige rygte. Den har loddet dybden af Tredje Internationales fald. Den har lært at bedømme anarkisterne, ikke efter deres ord, men efter deres gerningerne. Det er en stor uvurderlig skole betalt med talløse kæmpendes blod! De revolutionære kadrer samles nu kun under Fjerde Internationales banner. Født midt iblandt brølet af nederlag, vil Fjerde Internationale lede de arbejdende til sejr.