Militærrevolutionskomiteens kommissærer

Vi har allerede omtalt den ved Petrograder sovjetten bestående militærrevolutionære komité, der i virkeligheden var tænkt som Petrograd garnisonens sovjetstab i modsætning til Kerenskijs generalstab. "Men det, at der er to generalstabe er utilladeligt", belærte forsoningspartiernes repræsentanter os doktrinært. Men vi svarede: "Er da en situation, i hvilken garnisonen ikke mere har tillid til den officielle generalstab og frygter, at bortfjernelsen af tropper fra Petrograd er dikteret af et nyt kontrarevolutionært foretagende, tilladelig?"

Men fra højre svarede man os, at dannelsen af en ny generalstab ved siden af den gamle betød revolte. "Jeres militærrevolutionære komité har snarere forberedelsen og gennemførelsen af en opstand imod den nuværende regering end undersøgelsen af operationsplaner og de militære myndigheders disposition til opgave." Denne indvending var aldeles berettiget. Men netop derfor skræmmede den ingen. Sovjetternes overvejende majoritet var fuldt ud klar over nødvendigheden af at styrke koalitionsregeringen. Jo mere omstændigt mensjevikkerne og de socialrevolutionære beviste, at den militærrevolutionære komité uundgåeligt ville forvandles til et organ for oprøret, jo mere beredvilligt understøttede Petrograder-sovjetten dette ny kamporgan.

Den militærrevolutionære komités første gerning var at indsætte kommissærer i alle dele af Petrograds garnisoner og i alle vigtige institutioner i hovedstaden og dens omegn. Fra de mest forskellige sider meddeltes der os, at regeringen eller rettere sagt regeringspartierne energisk organiserede og bevæbnede deres styrker. Fra alle offentlige såvel som private våbendepoter blev der hentet bøsser, revolvere, maskingeværer og patroner, med hvilke fændrikker, studenter, ja hele den borgerlige ungdom blev bevæbnet. Der måtte altså uopholdeligt gribes til modforholdsregler. I alle våbendepoter og magasiner blev der indsat kommissærer. Næsten uden modstand blev disse situationens herrer. Ganske vist prøvede magasinernes kommandanter eller ejere at lade være med at anerkende kommissærerne, men man behøvede blot at henvende sig til soldaternes komité eller til funktionærerne ved en hvilken som helst institution, og modstanden blev straks brudt. Senere blev våbnene kun udleveret efter vore kommissærers anvisning.

Petrogradgarnisonens regimenter havde alt tidligere haft deres kommissærer, men disse sidste blev valgt af centraleksekutivkomiteen. Jeg anfører allerede her, at efter sovjetternes junikongres og særligt efter demonstrationen den 18. juni, der havde vist bolsjevikkernes stærke stigende magt, havde forsoningspartierne næsten helt trængt bolsjevikerne tilbage fra den personlige indflydelse på begivenhedernes gang i den revolutionære hovedstad. Ledelsen af Petrograds garnison var samlet i centraleksekutivkomiteens hænder. Men nu bestod opgaven i at gennemføre ansættelsen af Petrograd-sovjettens kommissærer. Dette blev nået ved soldaternes overordentlige hjælp. Efter møderne, på hvilke der optrådte talere fra forskellige partier, erklærede det ene regiment efter det andet, at de herefter kun ville anerkende kommissærer for Petrogradersovjetten, og at de ikke ville foretage sig noget uden disses beslutning.

Ved indsættelsen af disse kommissærer spillede bolsjevikkernes militære organisation en vigtig rolle. Før julidagene havde denne udfoldet et stort agitationsarbejde. Den 5. juli ødelagde den af Kerenskij til Petrograd bragte automobilbataillon Kschessinskaja villaen, i hvilken vort partis militære organisation befandt sig.

De fleste ledere af vor militære organisation og mange af dens medlemmer blev arresteret, dens publikationer blev beslaglagt og trykkeriet ødelagt. Lidt efter lidt blev organistionen igen gjort arbejdsdygtig, men denne gang ved en sammensværgelse. Talmæssigt set optog den kun et ganske lille antal af Petrograds garnison – i det hele kun nogle hundrede mand. Men derimod var der mange fast besluttede folk fra automobilkorpset, endvidere soldater og unge officerer, der var revolutionen ubetinget trofaste. Det var for størstedelen underofficerer, der i juli og august havde gennemgået et fængselsophold under Kerenskij. De stillede sig alle til rådighed for den revolutionære soldaterkomite; de blev da også stillede på de mest ansvarsfulde og farlige poster.

Det er sikkert ikke overflødigt at bemærke, at navnlig medlemmerne af vort partis militær-organisation optog ideen om en hastig opstand i november med overordentlig forsigtighed, ja selv med en vis skepsis. Organisationens eksklusive karakter og dens officielle militære præg øvede indflydelse på dens ledere således, at de overvurderede opstandens rent tekniske og organisatoriske midler – og set fra dette synspunkt var vi afgjort de svageste. Vor kraft bestod i massernes revolutionære plan og deres beredvillighed til at kæmpe under vore faner.