| Tilbage | Næste |
Tyskland gennemlever for tiden en af disse historiske timer, som det tyske folks skæbne, Europas skæbne og i vid udstrækning hele menneskehedens skæbne vil afhænge af i årtier. Hvis man anbringer en bold på toppen af en pyramide, kan selv den svageste påvirkning få den til at rulle ned enten til venstre eller til højre. Det er denne situation, som nærmer sig for hver time i Tyskland i dag. Der er kræfter, der ville ønske, at bolden rullede ned til højre og knækkede ryggen på den tyske arbejderklasse. Der er kræfter, der ville ønske, at bolden blev liggende på toppen. Dette er utopi. Bolden kan ikke blive liggende på toppen af pyramiden. Kommunisterne ønsker, at bolden ruller ned til venstre og knækker ryggen på kapitalismen. Men det er ikke nok at ønske; man må vide hvordan. Lad os endnu engang roligt overveje: Er den politik, som i dag føres af Centralkomiteen for Tysklands Kommunistiske Parti, korrekt eller ukorrekt?
Fascisternes styrke vokser meget hurtigt. Kommunisternes vokser også, men meget langsommere. Væksten i de to yderfløje viser, at bolden ikke kan blive liggende på toppen af pyramiden. Fascisternes hurtige vækst viser muligheden for, at bolden kan rulle ned til højre. Deri ligger en enorm fare.
Hitler understreger, at han er imod et statskup. For at kvæle demokratiet én gang for alle ønsker han altså kun at erobre magten ad demokratisk vej. Kan vi for alvor tro dette?
Selvfølgelig, hvis fascisterne kunne regne med på fredelig vis at opnå et absolut flertal af stemmerne ved næste valg, ville de måske endog foretrække denne vej. Men i virkeligheden er denne vej utænkelig for dem. Det er tåbeligt at tro, at nazisterne vil vokse uafbrudt, som de gør nu, i ubegrænset tid fremover. Før eller senere vil de tømme deres sociale reservoir. Fascismen har i sine egne rækker indført så skrækkelige modsætninger, at det øjeblik må komme, hvor flod ikke længere vil afløse ebbe. Dette øjeblik kan komme, længe før fascisterne har samlet bare halvdelen af stemmerne bag sig. De vil ikke være i stand til at stoppe op, for så vil der ikke være mere at se frem til. De vil blive tvunget til at forsøge en magtovertagelse.
Men bortset fra alt dette, så er fascisterne afskåret fra den demokratiske vej. Den umådelige vækst i de politiske modsætninger i landet og fascisternes krasse og voldsomme agitation vil uundgåeligt føre til en situation, som betyder, at jo tættere fascisterne kommer på et flertal, jo mere ophedet vil atmosfæren blive, og jo kraftigere vil konflikterne og kampene udfolde sig. I dette perspektiv er borgerkrig absolut uundgåelig. Følgelig vil spørgsmålet om fascisternes overtagelse af magten ikke blive afgjort ved afstemning, men ved borgerkrig, som fascisterne er ved at forberede og fremprovokere.
Kan vi forudsætte i blot et minut, at Hitler og hans rådgivere ikke indser og forudser dette? Det ville være at betragte dem som tåber. Der findes ikke nogen større forbrydelse i politik end at håbe på tåbeligheder fra en stærk fjende. Men hvis Hitler ikke er uvidende om, at vejen til magt fører gennem den mest grusomme borgerkrig, så betyder det, at hans tale om den fredelige, demokratiske vej blot er et skalkeskjul, dvs. en krigslist. I så fald er det så meget desto mere nødvendigt at holde øjnene åbne.
Hans beregninger er ganske enkle og indlysende. Han ønsker at lulle sine modstandere i søvn med det langsigtede perspektiv om nazisternes parlamentariske vækst for at kunne gribe dem sovende og tildele dem et dødeligt slag i rette øjeblik. Ydermere er det absolut muligt, at Hitlers frierier til demokratisk parlamentarisme kan medvirke til at danne en eller anden koalition i nær fremtid, i hvilken fascisterne vil få de vigtigste poster og bruge dem til fordel for deres statskup. For det er helt klart, at en koalition mellem f.eks. centrum og fascisterne ikke vil blive et stadium i en "demokratisk" løsning, men et skridt nærmere statskuppet med de mest gunstige betingelser for fascisterne.
Alt dette betyder, at selv uafhængigt af den fascistiske generalstabs ønsker kan løsningen komme i løbet af de næste få måneder, om ikke uger. Denne omstændighed er utroligt vigtig, når man skal udarbejde en korrekt politik. Hvis vi tillader fascisterne at tage magten om to eller tre måneder, så vil kampen mod dem til næste år blive meget hårdere end i indeværende. Alle revolutionære planer, der er udarbejdet for de næste to, tre eller fem år, vil vise sig blot at være nederdrægtigt og skammeligt vrøvl, hvis arbejderklassen tillader fascisterne at vinde magten i løbet af to, tre eller fem måneder. I behandlingen af revolutionære kriser er tidsberegningerne lige så vigtige som i krigsoperationer ...
Ja, skulle fascisterne virkelig erobre magten, ville det ikke blot betyde det kommunistiske partis fysiske udslettelse, men dets fuldstændige politiske bankerot. Et vanærende nederlag i denne kamp mod bander af menneskeligt afskum vil det milliontallige tyske proletariat aldrig tilgive den kommunistiske Internationale og dens tyske sektion. Fascisternes magtovertagelse ville derfor højst sandsynligt betyde, at et nyt revolutionært parti må skabes og efter al sandsynlighed en ny Internationale. Det ville være en frygtelig historisk katastrofe. Men i dag at forudsætte, at alt dette er uundgåeligt, er kun noget, ægte likvidatorer kan gøre, som under dække af tomme fraser har virkelig travlt med at kapitulere som kujoner over for kampen - og uden at kæmpe. Med denne opfattelse har vi bolsjevik-leninister, som stalinisterne kalder "trotskister", intet til fælles. Vi er urokkeligt overbeviste om, at sejren over fascisterne er mulig - ikke efter at de har taget magten, ikke efter fem, ti eller tyve år under deres herredømme, men nu, under de givne betingelser, i de næste uger og måneder.
En korrekt politik er nødvendig for at opnå en sejr. Det vil sige: Vi behøver en politik, der passer til den nuværende situation, til de nuværende styrkeforhold, og ikke til situationen, som den måske vil udvikle sig om et, to eller tre år, når spørgsmålet om magten allerede vil være afgjort for lang tid fremover.
Hele ulykken ligger i, at det tyske kommunistiske partis centralkomites politik, dels bevidst og dels ubevidst, som udgangspunkt godtager, at en fascistisk sejr er uundgåelig. I virkeligheden går centralkomiteen for Tysklands Kommunistiske Parti i sin appel for "Den Røde Enhedsfront", publiceret den 29. november 1931, ud fra den ide, at det er umuligt at slå fascismen uden først at have slået Socialdemokratiet. Den samme ide gentages i alle mulige afskygninger i Thälmanns [1] artikel. Er denne ide korrekt? I historisk perspektiv er den ubestrideligt korrekt. Men dette betyder på ingen måde, at man ved hjælp af denne ide, dvs. bare ved at gentage den, kan løse dagens spørgsmål. En ide, som er korrekt ud fra et overordnet revolutionært strategisk synspunkt som helhed, forvandles til en løgn, og oven i købet en reaktionær løgn, hvis den ikke oversættes til taktikkens sprog. Er det korrekt, at for at afskaffe arbejdsløsheden og fattigdommen er det først nødvendigt at afskaffe kapitalismen? Det er korrekt. Men kun den største tåbe kan af alt dette konkludere, at vi ikke her og nu med al vor styrke må kæmpe mod de tiltag, som kapitalismen bruger til at forøge arbejderklassens elendighed.
Kan vi forvente, at det kommunistiske parti i løbet af de næste få måneder vil slå både Socialdemokratiet og fascismen? Intet normalt tænkende menneske, som kan læse og regne, ville vove en sådan påstand. Politisk drejer spørgsmålet sig om dette: Kan vi med succes drive fascismen tilbage nu, i løbet af de næste få måneder, trods eksistensen af et stærkt svækket, men stadig (desværre) meget stærkt Socialdemokrati? Centralkomiteen svarer negativt. Med andre ord betragter Thälmann fascismens sejr som uundgåelig.
For at udtrykke mine tanker så klart og konkret som muligt, vil jeg endnu engang gå tilbage til erfaringen med Kornilov-opstanden. [2] Den 26. august 1917 førte general Kornilov sine kosakkorps og en irregulær division mod Petrograd. Ved magten sad Kerenskij, [3] borgerskabets lakaj og tre-kvart allieret med Kornilov. Lenin holdt sig stadig skjult på grund af beskyldningerne om, at han var i hohenzollernes tjeneste. For samme beskyldning sad jeg på dette tidspunkt i enecelle i Kresty-fængslet. Hvordan greb bolsjevikkerne dette spørgsmål an? De havde også ret til at sige: "For at slå korniloverne, må vi først slå kerenskijerne." De sagde dette mere end en gang, for det var korrekt og nødvendigt for al senere propaganda. Men det var helt og aldeles uegnet i forhold til at yde modstand mod Kornilov den 26. august og de efterfølgende dage og forhindre ham i at slagte Petrograds proletariat. Derfor stillede bolsjevikkerne sig ikke tilfreds med en generel appel til arbejderne og soldaterne om at bryde med forligsmagerne og støtte bolsjevikkernes røde enhedsfront. Nej, bolsjevikkerne foreslog mensjevikkerne [4] og de socialrevolutionære [5] en enhedsfront og oprettede fælles kamporganisationer med dem. Var dette korrekt eller ukorrekt? Lad Thälmann svare på det. For endnu mere livagtigt at vise, hvordan det forholdt sig med enhedsfronten, så lad mig anføre en episode. Umiddelbart efter min løsladelse, efter at fagforeningerne havde stillet kaution for mig, gik jeg direkte til Komiteen for Nationalt Forsvar, hvor jeg diskuterede og traf beslutninger om kampen mod Kornilov med mensjevikken Dan [6] og den socialrevolutionære [5] Gotz - allierede med den Kerenskij, [3] som havde holdt mig fængslet. Var dette rigtigt eller forkert? Lad Remmele [7] svare på det.
Socialdemokratiet støtter Brüning, [8] stemmer på ham, forsvarer ham over for masserne - på det grundlag, at Brünings regering er "et mindre onde". Die Rote Fahne [9] søger at tilskrive mig samme synspunkt - fordi jeg udtrykte mig mod kommunisternes stupide og skamløse deltagelse i Hitlers folkeafstemning. [10] Men har den tyske venstreopposition og jeg selv i særdeleshed krævet, at kommunisterne stemmer for og støtter Brüning? Vi marxister betragter Brüning, Hitler og endog Braun som bestanddele af et og samme system. Spørgsmålet om, hvem der er "et mindre onde" har ingen mening, for systemet, vi bekæmper, behøver alle disse elementer. Men disse elementer er for øjeblikket involveret i konflikter med hinanden, og proletariatets parti må udnytte disse konflikter i revolutionens interesse.
Der er syv toner i musikskalaen. Spørgsmålet om, hvilken af disse toner, som er bedst - do, re eller mi - er et meningsløst spørgsmål. Men musikeren må vide, hvornår han skal slå an, og hvilken tone han skal slå an. Det abstrakte spørgsmål om, hvem der er et mindre onde, Brüning eller Hitler, er akkurat lige så meningsløst. Det er nødvendigt at vide, hvilke af disse toner man skal slå an. Er dette klart? Lad os for de svagtbegavede anføre endnu et eksempel. Hvis en af mine fjender dagligt sætter en portion gift foran mig, og en anden samtidig vil til at skyde direkte på mig, så vil jeg først slå revolveren ud af hånden på min anden fjende, for dette giver mig mulighed for at komme af med min første fjende. Men dette betyder på ingen måde, at gift er "et mindre onde" sammenlignet med revolveren.
Ulykken består præcist i den kendsgerning, at lederne af Tysklands Kommunistiske Parti har anbragt sig på samme grundlag som Socialdemokratiet, blot med modsat fortegn. Socialdemokratiet stemmer for Brüning, idet det betragter ham som et mindre onde. På den anden side går kommunisterne, som nægter at stole på såvel Braun som Brüning (og dette gør de absolut ret i), på gaden for at støtte Hitlers folkeafstemning - det vil sige fascisternes forsøg på at vælte Brüning. Men derved har de selv anerkendt Hitler som et mindre onde, for hvis folkeafstemningen blev vundet, ville det ikke have bragt proletariatet, men derimod Hitler til magten. Vær sikker på, at det er pinligt at måtte argumentere om sådanne ABC-spørgsmål. Men det er sørgeligt, virkelig meget sørgeligt, når musikere som Remmele, i stedet for at skelne mellem tangenterne, tramper rundt med deres støvler på hele klaviaturet.
Tusinder af Nosker, Welser og Hilferdinger [11] foretrækker i sidste instans fascisme frem for kommunisme. Men først må de en gang for alle løsrive sig fra arbejderne. I dag er dette endnu ikke tilfældet. I dag er Socialdemokratiet som helhed, med alle sine interne modsætninger, tvunget ud i en skarp konflikt med fascisterne. Det er vores opgave at udnytte denne konflikt og ikke forene modstanderne mod os.
Fronten må nu rettes mod fascismen. Og denne fælles front for direkte kamp mod fascismen, omfattende hele proletariatet, må udnyttes i kampen mod Socialdemokratiet, som et flankeangreb, men ikke mindre effektivt af den grund.
Det er nødvendigt i handling at vise en total beredvillighed til at danne en blok med socialdemokraterne i alle de tilfælde, hvor de vil acceptere en blok. At sige til de socialdemokratiske arbejdere: "Forkast jeres ledere og slut jer til vor "partiløse" enhedsfront", er blot at føje endnu en tom frase til tusinde andre. Vi må forstå, hvordan vi skal rive arbejderne løs fra deres ledere i virkelighedens verden. Men virkeligheden i dag er - kampen mod fascismen. Der er og vil utvivlsomt være socialdemokratiske arbejdere, som er klar til at kæmpe hånd i hånd med kommunistiske arbejdere mod fascisterne, uden hensyn til ønskerne, eller endog imod ønskerne hos de socialdemokratiske organisationer. Med sådanne progressive elementer er det indlysende nødvendigt at etablere den tættest mulige kontakt. På nuværende tidspunkt vil det imidlertid ikke være noget stort antal. Den tyske arbejder er blevet opdraget i en organisationens og disciplinens ånd. Dette har sine såvel stærke som svage sider. Det overvældende flertal af socialdemokratiske arbejdere vil kæmpe mod fascisterne, men - i hvert fald for øjeblikket - kun sammen med deres organisationer. Dette stadium kan ikke springes over. Vi må hjælpe de socialdemokratiske arbejdere til i handling - i denne nye og ekstraordinære situation - at afprøve værdien af deres organisationer og ledere på dette tidspunkt, hvor det er et spørgsmål om liv eller død for arbejderklassen.
Problemet er, at der i centralkomiteen for det kommunistiske parti er mange skræmte opportunister. De har hørt, at opportunisme består i kærlighed til blokke, og derfor er de imod blokke. De forstår ikke forskellen mellem f.eks. en parlamentarisk aftale og en nok så beskeden aftale om at kæmpe sammen i en strejke eller i et forsvar for arbejdertrykkerier mod fascisternes bander.
Valgaftaler og parlamentariske kompromisser, indgået mellem det revolutionære parti og Socialdemokratiet, er som regel til fordel for Socialdemokratiet. Praktiske aftaler om masseaktioner med det formål at kæmpe er altid nyttige for det revolutionære parti. Den Engelsk-Russiske Komite [12] var en utilladelig form for blok mellem to ledelser, på en fælles platform, vag, bedragerisk, uden forpligtelse til nogen som helst aktivitet overhovedet. Opretholdelsen af denne blok under den britiske generalstrejke, da generalrådet påtog sig rollen som strejkebryder, betød for stalinisternes vedkommende en forræderiets politik!
Ingen fælles platform med Socialdemokratiet eller med lederne af de tyske fagforeninger; ingen fælles publikationer, bannere, plakater. Marcher separat, men slå samlet. Aftal kun, hvordan man skal slå, hvem man skal slå, og hvornår man skal slå. En sådan aftale kan sluttes med Fanden selv, med hans oldemor og endog med Noske og Grzezinskij. [13] På en betingelse: at man ikke binder sine egne hænder.
Vore dages epigoner, [14] dvs. de særdeles elendige disciple af Lenin, ynder ved enhver lejlighed at dække over deres utilstrækkelighed med citater - ofte komplet irrelevante. For marxister afgøres spørgsmålet ikke af et citat, men ved hjælp af den korrekte metode. Hvis man ledes af den korrekte metode, er det ikke svært også at finde velegnede citater. Efter at jeg havde optrukket ovenstående analogi med Kornilov-opstanden. [2] sagde jeg til mig selv: Vi kan sikkert hos Lenin finde en teoretisk forklaring på vores blok med forligsmagerne i kampen mod Kornilov. Og her er, hvad jeg faktisk fandt i anden del af bind 14 i den russiske udgave, i et brev fra Lenin til centralkomiteen, skrevet i begyndelsen af september 1917:
"Selv nu skal vi ikke støtte Kerenskijs regering. Det er principløst. Man spørger: Skal vi da ikke slås mod Kornilov? Naturligvis jo! Men det er ikke én og samme ting. Her er der en grænse. Den overskrides af de bolsjevikker, der lader sig rive med af begivenhedernes strøm og forfalder til "kompromismageri". Vi vil kæmpe og kæmper mod Kornilov, akkurat som Kerenskijs tropper, men vi støtter ikke Kerenskij, [3] tværtimod afslører vi hans svaghed. Det er forskellen. En meget fin, men overordentlig væsentlig forskel, og den må ikke glemmes. Hvori består ændringen af vor taktik efter Kornilovs opstand? I at vi ændrer vor kampform mod Kerenskij. Uden at mindske vort fjendskab mod ham en tøddel, uden at trække et eneste ord, vi har sagt mod ham, tilbage, uden at give afkald på at ville styrte Kerenskij, [3] siger vi: Vi må tage hensyn til situationen, vi vil ikke styrte Kerenskij nu, vi vil kæmpe mod ham på en anden måde, nemlig ved at forklare folket (der kæmper mod Kornilov) Kerenskijs svaghed og vaklen. [15] "
Vi foreslår intet andet. Fuld uafhængighed for den kommunistiske organisation og presse, fuld frihed for kommunistisk kritik, det samme for Socialdemokratiet og fagforeningerne. Kun elendige opportunister kan tillade, at det kommunistiske partis frihed bliver begrænset (som f.eks. ved indlemmelsen i Kuomintang [16] ). Vi er ikke af deres slags.
Ingen tilbagetrækning af vores kritik af Socialdemokratiet. Ingen glemsel af det, der er sket. Hele det historiske regnskab, indbefattet regningen for Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg [17] , vil blive præsenteret på rette tidspunkt, ligesom de russiske bolsjevikker til sidst præsenterede en samlet regning over for mensjevikkerne og de socialrevolutionære [5] for deres plagerier, bagtalelser, fængslinger og mord på arbejdere, soldater og bønder.
Men vi præsenterede dem for vores samlede regning to måneder efter, at vi havde udnyttet det delvise opgør mellem Kerenskij og Kornilov, mellem "demokrater" og fascister - til at kunne drive fascisterne desto sikrere tilbage. Kun takket være denne omstændighed sejrede vi.
Når centralkomiteen for Tysklands Kommunistiske Parti indtager den position, der er udtrykt i ovennævnte Lenin-citat, vil hele holdningen til de socialdemokratiske masser og til de faglige organisationer øjeblikkeligt ændre sig. l stedet for artikler og taler, som kun overbeviser de mennesker, der allerede er overbeviste selv uden disse artikler, vil agitatorerne finde et fælles sprog med nye hundredtusinder og millioner af arbejdere. Differentieringen inden for Socialdemokratiet vil fortsætte endnu hurtigere. Fascisterne vil snart få at mærke, at deres opgave slet ikke blot består i at overvinde Brüning, Braun og Wels, men i at tage en åben kamp op mod hele arbejderklassen. På denne baggrund vil en dyb splittelse uundgåeligt opstå inden for fascismen. Kun ad denne vej er sejr mulig.
Men det er nødvendigt at ville denne sejr. Imidlertid er der blandt de kommunistiske funktionærer ikke så få kujonagtige karrieremagere og svindlere, hvis små poster, hvis indkomster og, mere end det, hvis skind er dem dyrebare. Disse bæster er yderst tilbøjelige til at udbrede sig med radikale fraser, hvorunder der skjuler sig en ynkelig og foragtelig fatalisme. "Uden en sejr over Socialdemokratiet kan vi ikke kæmpe mod fascismen", siger disse elendige revolutionære, og af samme grund - får de gjort deres pas klar.
Arbejderkommunister! I er hundredtusinder, millioner. Der er ingen steder, I kan rejse hen, der er ikke pas nok til jer. Skulle fascismen komme til magten, vil den ride over jeres hoveder og rygge som en frygtelig mare. Jeres redning ligger i en nådesløs kamp. Og kun en kamp i fællesskab med de socialdemokratiske arbejdere kan bringe sejr. Skynd jer, arbejderkommunister, jeres tid er knap!
Leon Trotskij, dec. 1931
[1]: