Borgerskabet, småborgerskabet og proletariatet

Enhver seriøs analyse af den politiske situation må tage sit udgangspunkt i de indbyrdes relationer mellem de tre klasser: borgerskabet, småborgerskabet (herunder bønderne) og proletariatet.

Det økonomisk magtfulde storborgerskab repræsenterer i sig selv et uendeligt lille mindretal i nationen. For at tvinge sin magt igennem må det sikre et bestemt gensidigt forhold til småborgerskabet, og med dettes mellemkomst, til proletariatet.

For at forstå dialektikken i forholdet mellem de tre klasser må vi foretage en opdeling i tre historiske perioder: den kapitalistiske udviklings begyndelse, hvor borgerskabet brugte revolutionære metoder for at løse sine opgaver; det kapitalistiske samfunds blomstrings- og modningsperiode, hvor borgerskabet gav sin magtudøvelse ordnede, fredelige, konservative, demokratiske former; og endelig kapitalismens forfaldsperiode, hvor borgerskabet er tvunget til at ty til borgerkrigsmetoder mod proletariatet for at beskytte sin ret til udbytning.

De politiske programmer, der er karakteristiske for disse tre perioder - jakobinismen [1] , det reformistiske demokrati (herunder i socialdemokratisk udgave) og fascismen - er i bund og grund programmer for småborgerlige strømninger. Alene denne kendsgerning viser mere end noget andet, hvilken enorm - eller rettere sagt hvilken afgørende - betydning, selvbestemmelsen hos folkets småborgerlige masser har for hele det borgerlige samfunds skæbne.

Ikke desto mindre hviler forholdet mellem borgerskabet og dets grundlæggende sociale støtte, småborgerskabet, aldeles ikke på gensidig tillid og fredeligt samarbejde. Som helhed betragtet er småborgerskabet en udbyttet og umyndiggjort klasse. Det betragter borgerskabet med misundelse og ofte med had. På den anden side har borgerskabet mistillid til småborgerskabet samtidig med at det udnytter dets støtte - for borgerskabet frygter meget rigtigt småborgerskabets tendens til at nedbryde de skranker, der er sat op for det fra oven.

Mens de lagde og brød vejen for den borgerlige udvikling, tog jakobinerne for hvert eneste skridt kampen op med borgerskabet. De tjente det, samtidig med at de kæmpede uforsonligt mod det. Efter at de havde fuldendt deres begrænsede historiske rolle, faldt jakobinerne, for kapitalens herredømme var forudbestemt.

Under en hel række stadier rodfæstede borgerskabet sin magt i form af det parlamentariske demokrati. Selv da: ikke fredeligt og ikke frivilligt. Borgerskabet var dødsensangst for den almindelige stemmeret. Men i sidste instans lykkedes det med en kombination af undertrykkelse og indrømmelser, med truslen om udsultning kombineret med reformer, at indordne ikke blot småborgerskabet, men i betragteligt omfang også proletariatet, under det formelle demokratis rammer - takket være det nye småborgerskab: arbejderbureaukratiet. I august 1914 var det imperialistiske borgerskab i stand til, gennem det parlamentariske demokrati, at føre millioner af arbejdere og bønder ud i døden.

Men netop med denne krig begynder kapitalismen tydeligvis at forfalde og fremfor alt dens demokratiske styreformer. Nu er det ikke længere et spørgsmål om nye reformer og almisser, men om at skære ned på og afskaffe de gamle. Derved kommer borgerskabet ikke blot i konflikt med det proletariske demokratis institutioner (fagforeningerne og de politiske partier), men også med selve det parlamentariske demokrati, inden for hvis rammer arbejderorganisationerne voksede frem. Derfor kampen mod "marxismen" på den ene side og mod demokratisk parlamentarisme på den anden.

Men ligesom toppen af det liberale borgerskab i sin tid var ude af stand til at skaffe sig af med feudalismen, monarkiet og kirken udelukkende ved egen kraft, således er finanskapitalens magnater ikke i stand til, alene ved egen kraft, at klare proletariatet. De behøver støtte fra småborgerskabet. Derfor må dette piskes op, sættes på fødder, mobiliseres, bevæbnes. Men denne metode har sine farer. Samtidig med at det gør brug af fascismen, frygter borgerskabet den ikke desto mindre alligevel. Pilsudskij [2] var i maj 1926 tvunget til at redde det borgerlige samfund ved hjælp af et statskup, rettet mod det polske borgerskabs traditionelle partier. Det kom så vidt, at den officielle leder af Polens kommunistiske parti, Warskij, [3] som gik fra Rosa Luxemburg til - ikke Lenin, men til Stalin - opfattede Pilsudskijs statskup som vejen til "et revolutionært demokratisk diktatur" og opfordrede arbejderne til at støtte Pilsudskij.

På mødet i Polens-kommissionen i Eksekutivkomiteen i Kommunistisk Internationale den 2. juli 1926 sagde forfatteren til disse linjer om begivenhederne i Polen:

"... hans (Pilsudskijs) bevægelse var en småborgerlig, "plebejisk" måde at løse de brændende problemer på i det kapitalistiske samfund i dets tilstand af opløsning og forfald. Her har vi en direkte parallel til den italienske fascisme ...

"Disse to strømninger har utvivlsomt fælles træk: De rekrutterer deres stødtropper fra ... småborgerskabet; Pilsudskij såvel som Mussolini benyttede sig af udenomsparlamentariske midler, med åben vold, med borgerkrigsmetoder. Begge havde til formål, ikke at omstyrte, men at bevare det borgerlige samfund. Samtidig med at de sørgede for, at småborgerskabet kom på benene, stillede de sig efter magtovertagelsen åbenlyst på linje med storborgerskabet. Her dukker uvilkårligt en historisk generalisering frem. Man må nødvendigvis mindes Marx' definition af jakobinismen som den plebejiske metode til løsning af uoverensstemmelser med borgerskabets feudale fjender. Dette var i borgerskabets opgangsperiode. Nu må vi, i det borgerlige samfunds nedgangsperiode, sige, at borgerskabet igen er nødt til at bruge plebejiske metoder til at løse sine problemer - som ikke længere er progressive, men snarere helt igennem reaktionære opgaver. I den forstand er fascismen en karikatur af jakobinismen ...

"Borgerskabet er i sin nedgangsperiode ude af stand til at holde sig ved magten ved hjælp af den parlamentariske stats midler og metoder, som den selv har skabt; den har brug for fascismen som et selvforsvarsvåben i det mindste i de mest kritiske øjeblikke. Borgerskabet kan ikke lide den "plebejiske" metode at løse sine problemer på. Det var utroligt fjendtligt stemt over for jakobinismen, som banede vejen for det borgerlige samfunds udvikling med et blodspor. Fascisterne står umådeligt nærmere borgerskabet i dets nedgangsperiode, end jakobinerne stod det fremvoksende borgerskab. Alligevel ser det etablerede borgerskab heller ikke særlig venligt på den fascistiske metode til at løse sine problemer, for rystelserne og optøjerne er, skønt de frembringes i det borgerlige samfunds interesse, ikke uden fare for dette. Dette er kilden til modsætningerne mellem fascismen og borgerskabets traditionelle partier ...

"Storborgerskabet kan lige så lidt lide fascismen, som en mand med tandpine kan lide at få trukket tænderne ud. Det borgerlige samfunds sobre kredse har med bekymring fulgt tandlæge Pilsudskijs arbejde, men i sidste instans har de forsonet sig med det uundgåelige, omend med trusler om modstand og alskens prangen om prisen. Således bliver småborgerskabets idol af i går forvandlet til kapitalens gendarm!"

Over for dette forsøg på at definere fascismens historiske rolle som den politiske afløsning for Socialdemokratiet blev teorien om socialfascismen opstillet. Først forekom den at være en prætentiøs og bralrende, men harmløs dumhed. Efterfølgende begivenheder har vist, hvilken ødelæggende indflydelse den stalinistiske teori faktisk har haft på hele udviklingen i Kommunistisk Internationale.

Følger det af jakobinismens, demokratiets og fascismens historiske rolle, at småborgerskabet er dømt til at forblive et redskab i kapitalens hænder til sine dages ende? Hvis det forholdt sig sådan, ville proletariatets diktatur være umuligt i en række lande, hvor småborgerskabet udgør et flertal af nationen. Og mere end det - i andre lande, hvor småborgerskabet udgør et betydeligt mindretal, ville det blive ekstremt vanskeligt. Heldigvis forholder det sig ikke sådan. Erfaringerne fra Pariserkommunen [4] viste for første gang, i hvert fald inden for en enkelt by, ligesom erfaringerne fra Oktoberrevolutionen har vist det siden i meget større skala og over en meget længere periode, at alliancen mellem småborgerskabet og storborgerskabet kan opløses. Eftersom småborgerskabet er ude af stand til at føre en selvstændig politik (det er også derfor, småborgerskabets "demokratiske diktatur" er urealisabelt), så har det ingen anden mulighed end af vælge mellem borgerskabet og proletariatet.

I kapitalismens vækst- og blomstringsperiode marcherede småborgerskabet trods akutte udbrud af utilfredshed, lydigt i kapitalismens seletøj. Det kunne heller ikke gøre andet. Men i en situation, hvor det kapitalistiske samfund er i opløsning og befinder sig i en økonomisk blindgyde, stræber, søger og forsøger småborgerskabet at rive sig løs fra de gamle herrers og samfundsherskeres lænker. Det er afgjort i stand til at kæde sin skæbne sammen med proletariatets. Hertil behøves kun én ting: Småborgerskabet må fatte tillid til proletariatets evne til at føre samfundet ind på en ny vej. Proletariatet kan kun indgyde denne tillid gennem sin styrke, ved resolut handling, ved en dygtig offensiv mod fjenden, ved succes for sin revolutionære politik.

Men vé os, hvis det revolutionære parti ikke lever op til denne situation! Proletariatets daglige kamp skærper det borgerlige samfunds ustabilitet. Strejker og politisk uro forværrer landets økonomiske situation. Småborgerskabet kan imidlertid midlertidigt affinde sig med voksende afsavn, hvis det gennem egne erfaringer er kommet til den opfattelse, at proletariatet er i stand til at føre det ind på en ny vej. Men hvis det revolutionære parti, på trods af at klassekampen uophørligt skærpes, gang på gang viser sig ude af stand til at samle arbejderklassen om sig, hvis det vakler, bliver forvirret, modsiger sig selv, så mister småborgerskabet tålmodigheden og begynder at se de revolutionære arbejdere som dem, der er ansvarlige for dets egen elendighed. Tankegangen i alle de borgerlige partier, også Socialdemokratiet, drejer i den retning. Når den sociale krise når en utålelig akut situation, dukker et særligt parti frem på scenen med det direkte mål at piske et hvidglødende raseri frem hos småborgerskabet og at vende dets had og desperation mod proletariatet. I Tyskland udføres denne historiske funktion af nationalsocialismen, en bred strømning, hvis ideologi er sammensat af alle de rådne dunster fra det borgerlige samfund i opløsning.

Leon Trotskij, september 1932

Noter

[1]: