| Tilbage | Næste |
Parlamentariske kretinere, [1] der opfatter sig selv som kendere af folket, ynder at gentage: "Man må ikke skræmme middelklassen med revolutionen. Den kan ikke lide yderligheder". Som en generel påstand er dette fuldstændig forkert. Naturligvis foretrækker den lille ejendomsbesidder ro og orden, så længe forretningen går godt, og han håber, at den vil gå endnu bedre i morgen.
Men når han mister dette håb, bliver han hurtigt ophidset og er parat til at gribe til de mest yderligtgående forholdsregler. Hvordan kunne han ellers have væltet det demokratiske styre og bragt fascismen til magten i Italien og Tyskland? De desperate småborgere ser i fascismen først og fremmest en kampstyrke mod storkapitalen og tror, at i modsætning til arbejderpartierne, som kun handler i ord, så vil fascismen bruge magt for at skaffe mere "retfærdighed". Bonden og håndværkeren er på sin vis realistiske. De forstår, at man ikke kan komme videre uden magt.
Det er falsk, tredobbelt falsk, at hævde, at det nuværende småborgerskab ikke allierer sig med arbejderklassen, fordi det frygter "yderligtgående forholdsregler". Tværtimod. Det lavere småborgerskab, dets store masser, ser kun arbejderpartierne som parlamentariske maskiner. Det tror hverken på deres styrke, på deres evne til at slås eller på deres villighed til denne gang at føre kampen til ende.
Og hvis det forholder sig sådan, er det så umagen værd at erstatte de demokratiske kapitalisters repræsentanter i parlamentet med deres kolleger på venstrefløjen? Det er sådan, den halvfallerede, ruinerede og utilfredse ejendomsbesidder ræsonnerer eller føler. Uden en forståelse af denne psykologi hos bønderne, håndværkerne, funktionærerne og de små tjenestemænd osv. - en psykologi, som stammer fra den sociale krise - er det umuligt at udarbejde en korrekt politik. Småborgerskabet er økonomisk afhængigt og politisk opsplittet. Derfor kan det ikke føre en selvstændig politik. Det har brug for en "fører", som kan give det inspiration og tillid. Denne individuelle eller kollektive ledelse, dvs. person eller parti, kan komme fra den ene eller den anden af de fundamentale klasser enten fra borgerskabet eller fra proletariatet. Fascismen forener og bevæbner de splittede masser. Af menneskeligt affald skaber den kampenheder. På denne måde giver den småborgerskabet en illusion om at være en selvstændig kraft. Det begynder at forestille sig, at det faktisk vil komme til at lede staten. Det er ikke overraskende, at disse illusioner og forhåbninger fordrejer hovedet på småborgerskabet!
Men småborgerskabet kan også finde en fører i proletariatet. Dette blev demonstreret i Rusland og delvist i Spanien. I Italien, i Tyskland og i Østrig hældede småborgerskabet i den retning. Men proletariatets partier levede ikke op til deres historiske opgave.
For at vinde småborgerskabet over på sin side må proletariatet vinde dets tillid. Og for at kunne det, må det have tillid til sin egen styrke.
Det må have et klart handlingsprogram og være parat til at kæmpe for magten med alle midler. Hærdet af sit revolutionære parti til en afgørende og nådesløs kamp må proletariatet sige til bønderne og småborgerskabet i byerne: "Vi kæmper for magten. Her er vores program. Vi er parate til at diskutere med jer om ændringer i programmet. Vi vil kun bruge vold mod storkapitalen og dens lakajer, men med jer, som slider i det, ønsker vi at lave en alliance på grundlag af et givent program". Bønderne vil forstå et sådant sprog. Kun må de have tillid til proletariatets evne til at erobre magten.
For at kunne det er det nødvendigt at rense enhedsfronten for alle uklarheder, al ubeslutsomhed, alle tomme fraser. Det er nødvendigt at forstå situationen og seriøst slå ind på en revolutionær kurs.
Leon Trotskij, 1934
[1]: