I Izvestia i søndags var der en artikel om to mænd fra den røde hær. De hed Sjekotjikin og Tjernisjev og havde optrådt som helte i et tilfælde med brand og eksplosion ved Kolomna. Som artiklen genfortæller det, gik kommandanten for den lokale garnison hen til Sjekotjikin og spurgte:
"Ved du, hvem jeg er?"
"Ja, De er garnisonens kommandant."
Jeg tvivler på, at samtalen er blevet refereret korrekt i dette tilfælde. Ellers måtte man konkludere, at garnisonskommandanten ikke bruger den rigtige tone, når han taler til soldaterne fra den røde hær. Naturligvis kan personel fra den røde hær bruge den familiære form, når de taler med hinanden som kammerater, men netop som kammerater og kun som kammerater. I den røde hær må en kommandant ikke bruge den familiære form, når han tiltaler en underordnet, hvis den underordnede forventes at svare i den høflige form. Ellers ville resultatet blive et udtryk for ulighed mellem personer, ikke et udtryk for underordning i kommandorækken.
Naturligvis er de høflige og familiære former kun spørgsmål om skik og brug. Men denne skik og brug udtrykker bestemte menneskelige relationer. I visse tilfælde kan den familiære form bruges til at udtrykke nære kammeratlige relationer. Men i hvilke tilfælde? I dem, hvor forholdet er gensidigt. I andre tilfælde vil den familiære form udtrykke ringeagt, mangel på respekt, en seen ned på andre og en skygge af en herremands hovenskab i ens forhold til andre. Sådan en tone er absolut utilladelig i den røde hær.
For nogle kan dette virke uvæsentligt. Men det er det ikke! Den røde hærs soldater har brug for at respektere både sig selv og andre. Respekt for menneskelig værdighed er en meget vigtig del af, hvad der holder den røde hær sammen i moralsk forstand. Den røde hærs soldater underlægger sig deres overordnede i kommandorækken. Disciplinens krav er ubøjelige. Men samtidig er soldaterne bevidste om sig selv som ansvarlige borgere, der er kaldt til for at udfylde forpligtelser af den betydeligste slags. Militær underordning må ledsages af en fornemmelse af alles civile og moralske lighed, og den fornemmelse af lighed kan ikke findes, hvis den personlige værdighed krænkes.