Den småborgerlige intelligens i revolutionen

I det tidsrum, det for os drejer sig om, udvikler begivenhederne sig så hurtigt, at det bliver vanskeligt selv i kronologisk rækkefølge at rekonstruere dem efter hukommelsen. Vi har hverken aviser eller dokumenter ved hånden. De periodiske pauser under fredsforhandlingerne skaffer os dog et pusterum, som under de givne forhold ikke så snart kan ventes gentaget. Jeg vil derfor gøre mig umage for at rekonstruere Novemberrevolutionens forløb og udvikling efter hukommelsen, idet jeg forbeholder mig retten til senere ved dokumenternes hjælp at fuldstændiggøre og korrigere fremstillingen.

Hvad der fra den første revolutionsperiode af karakteriserede vort parti, var overbevisningen om, at det ifølge begivenhedernes logik måtte komme til magten. Jeg vil ikke tale om teoretikerne, der allerede længe før denne revolution, ja endog før revolutionen i 1905 – idet de gik ud fra en analyse af de russiske klasseforhold – nåede til den slutning, at magten ved revolutionens sejrrige udvikling ubetinget måtte gå over til det sejrrige proletariat, der støtter sig til de fattigere bønders brede masser. Grundlaget for denne profeti danner hovedsageligt det russiske, borgerlige demokratis fuldkomne ubetydelighed samt den russiske industris koncentrerede karakter og som følge deraf det russiske proletariats store sociale betydning. Det borgerlige demokratis ubetydelighed er modstykket til proletariatets magt og betydning. Sikkert har krigen i den henseende forbigående narret så mange og fremfor alt de ledende af det borgerlige demokratis grupper. Krigen overdrog armeen den afgørende rolle ved revolutionsbegivenhederne. Den gamle hær, det vil netop sige bønderne. Hvis revolutionen havde udviklet sig mere normalt, d.v.s. under fredstids betingelser – således som den alt begyndte 1912 – vilde proletariatet uden tvivl hele tiden have indtaget førerstillingen. Bøndernes store masser vilde lidt efter lidt ved proletariatets slæbetov være blevet draget ind i revolutionens malstrøm. Men krigen frembragte en helt anden hændelsernes mekanik. Bønderne blev ikke politisk, men kun militært bundet ved hæren. Før bestemte revolutionære fordringer og ideer havde sammensmedet bondemasserne, var disse alt indrulleret i regimenter, divisioner, korps og arméer. De i denne armé spredte elementer af det småborgerlige demokrati, der spillede hovedrollen i såvel militær som ideel henseende, havde næsten helt igennem småborgerlig-revolutionære ledere.

Massernes dybtgående sociale utilfredshed blev større og søgte sig en udvej – særlig som følge af zarismens militære sammenbrud. Så snart revolutionen kunde udfolde sig, gav proletariatets avantgarde traditionen fra 1905 nyt liv og samlede folkemasserne for at organisere repræsentative institutioner i form af sovjetter, bestående af deputerede. Hæren blev stillet over for den opgave at sende sine repræsentanter til de revolutionære institutioner, før den politiske bevidsthed kunde nå op på højde med de revolutionære begivenheder, som de nu udviklede sig. Hvem kunde soldaterne vælge til deputerede? Dog vel kun sådanne repræsentanter for intelligensen eller halvintelligensen iblandt dem, som besad en omend minimal reserve af politiske kundskaber, og som evnede at give disse udtryk. Således viste den småborgerlige intelligens sig pludselig ved den vågnende hærs vilje hævet umådeligt. Læger, ingeniører, sagførere, journalister, etårs frivillige, folk, der før krigen havde fristet en ganske almindelig borgerlig tilværelse og aldrig havde gjort fordring på nogen førerstilling, optrådte nu med eet som repræsentanter for hele korps og arméer og følte sig som revolutionens "førere". Deres tågede ideer om politik svarede fuldtud til den formløshed, der karakteriserede de revolutionere massers bevidsthed. Disse elementer behandlede os, "Sektererne", vi, der fremhævede arbejdernes og bøndernes sociale fordringer skarpt og uforsonligt, med det største hovmod. Samtidig skjulte det småborgerlige demokrati, under den revolutionære parvenus hovmod, den største mistillid til sine egne kræfter, såvel som til den masse, der havde hævet dem til en så uanet højde. Skønt intelligensen kaldte sig socialistisk og ville gælde som sådan, betragtede de dog det liberale bourgeoisi's politiske almagt, dets kundskaber og dets metoder med slet dulgt ærbødighed. Herfra stammer de bestræbelser, småborgernes førere iværksætter i den hensigt for enhver pris at opnå det liberale bourgeoisis medarbejde og forbund. Det social-revolutionære partiprogram (der helt og holdent er bygget på tågede, humane formler, der erstatter klassemetoderne med sentimentale talemåder og moralske konstruktioner), viste sig at være det mest passende ornat for denne samling førere ad hoc. Deres bestræbelser for at finde en støtte for deres åndelige og politiske afmagt i den borgerlige videnskab og politik, som de følte sig så stærkt imponeret af, fandt sin teoretiske retfærdiggørelse i "mensjevikkernes" lære. Denne erklærede, at den nuværende revolution var en borgerlig revolution og kunde derfor ikke godt gennemføres uden borgernes deltagelse i regeringen. Således opstod de social-revolutionæres og mensjevikkernes naturlige blok, i hvilke både den borgerlige intelligens' politiske halvhed og dens vasalforhold til den imperialistiske liberalisme fandt sit udtryk.

Det stod os fuldtud klart, at klassekampens logik før eller senere vilde sprænge denne provisoriske kombination og skyde overgangsperiodens førere til side. Den småborgerlige intelligens' hegemoni betød ret forstået det, at bønderne – kaldt til organiseret deltagelse i det politiske liv ved krigsmaskinens hjælp - numerisk undertrykte og forbigående fortrængte arbejderklassen. Ja, langt mere. For så vidt som de småborgerlige førere ved den store hærs hjælp var hævet til denne svimlende højde, kunde selv proletariatet, med undtagelse af deres ledende mindretal, ikke nægte dem en vis politisk agtelse, kunde ikke undlade at søge politisk forbund med dem, da proletariatet ellers stod i fare for at blive afskåret fra bønderne. Men den ældre arbejdergeneration havde endnu ikke glemt læren fra 1905, da proletariatet netop blev slået ned, fordi de stærke bondereserver ikke greb ind i kampens afgørende øjeblik. Af samme grund var det også, at proletariatets masser i den første revolutionsperiode var så modtagelige for de social-revolutionæres og mensjevikkernes politiske ideer, så meget desto mere som revolutionen vakte det hidtil slumrende proletariat og således skabte sig en forberedelsesskole i den formløse intellektuelle radikalisme. Arbejdernes, soldaternes og bøndernes sovjetter betød under disse omstændigheder bondeformløshedens herredømme over den proletariske socialisme og dermed også den intellektuelle radikalismes herredømme over bøndernes formløshed. Når sovjetinstitutionens bygning så hurtigt nåede en så betydelig højde, var grunden navnlig den, at intelligensen med dens tekniske kundskaber og borgerlige forbindelser spillede den ledende rolle ved dens ombygning. men det stod os klart, at denne imponerende bygning var opført på de dybeste, indre modsigelser, og at dens sammenbrud i den følgende tid var absolut uundgåeligt.