Kampen mod Bolschevikerne

Den fremtidige historiker vil ikke uden bevægelse kunne gennemblade de russiske aviser fra maj og juni, den tid da offensivens ideelle forberedelser blev truffet. Næsten uden undtagelse var artiklerne i de officielle og i regeringsbladene rettet imod Bolschevikerne. Der findes ingen beskyldning, ingen bagtalelse, som på den tid ikke blev bragt i anvendelse imod os. Hovedrollen i denne kampagne spillede naturligvis Kadet­Bourgeoisiet. Deres klasseinstinkt sagde dem, at det ikke drejede sig om offensiven alene, men om hele revolutionens videre udvikling og frem for alt om statsmagtens skæbne. "Den offentlige menings" borgerlige apparat udfoldede sig her i sin fulde kraft. Alle organer, Embedsmænd, publikationer, tribuner og katedre blev stillet i det fælles måls tjeneste: at umuliggøre bolschevikerne som politisk parti. Pressekampagnens koncentrerede spænding og dramatiske forløb imod bolschevikerne forrådte alt længe i forvejen den borgerkrig, der skulde udvikle sig i det følgende tidsrum af revolutionen. Men bagtalelsens og ophidselsens opgave var at skabe et fjendskab, at rejse en høj adskillelsens mur mellem de arbejdende masser og de "dannede klasser". De liberale borgere forstod, at det ikke vilde lykkes dem at tæmme masserne uden hjælp fra det småborgerlige demokrati, der, som vi før så, forbigående sad inde med ledelsen af de revolutionære organisationer. Den politiske klapjagt på bolschevikerne satte sig derfor det mål at skabe et uforsonligt fjendskab mellem vort parti og de brede lag af den "socialistiske intelligens", da den sidste løsrevet fra proletariatet måtte forfalde til at blive det liberale bourgeoisis lejetjener.

Under sovjetternes første alrussiske kongres lød det første tordenbrag, der lod ane de kommende frygtelige Begivenheder. Til den 10. juni havde partiet berammet en bevæbnet Demonstration i Petrograd. Denne skulde virke umiddelbart på den alrussiske kongres: "Grib magten", vilde Petrograds Arbejdere tilråbe de fra hele landet forsamlede socialrevolutionære og menscheviker: "Bryd med bourgeoisiet, forkast koalitionstanken og grib magten". Det stod os klart, at et brud mellem de social­revolutionære og menschevikerne på den ene side og det liberale bourgeoisi på den anden side vilde tvinge de første til at søge deres støtte hos de mest beslutsomme forreste rækker af proletariatet; de vilde dermed på bekostning af de sidste have sikret sig en ledende stilling. Men netop for dette veg de småborgerlige Ledere tilbage. Da de hørte om den planlagte demonstration, åbnede de i fællesskab med regeringen, i hvilke de havde deres repræsentanter, og hånd i hånd med det liberale og modrevolutionære bourgeoisi et ganske vanvittigt Felttog mod denne. Alt blev stillet på benene. Vi var dengang i betydeligt mindretal på kongressen og tiltrådte så tilbagetoget. Demonstrationen fandt ikke sted. Men denne ikke iværksatte demonstration efterlod sig de dybeste spor i begge partiers bevidsthed; den uddybede modsætningerne og skærpede fjendskabet. I et lukket møde, som kongrespræsidiet afholdt, og i hvilket fraktionsrepræsentanter var til stede, talte Zeretelli, der dengang var minister i koalitionsregeringen, med den indskrænkede småborgerlige doktrinærs hele beslutsomhed om, at den eneste fare, der truede revolutionen, var bolschevikerne og det af dem bevæbnede Petrograd­proletariat.

Heraf drog han den slutning, at det var nødvendigt at afvæbne "Folk, der ikke forstår at omgås våben". Dermed mentes altså arbejderne og de dele af garnisonen i Petrograd, der sluttede sig til vort parti. Dog blev afvæbningen ikke til noget, da hverken de politiske eller de psykologiske betingelser var tilstrækkelig modnet til så skarpe forholdsregler.

For at give masserne en erstatning for den ikke virkeliggjorte demonstration berammede Sovjet­Kongressen en almindelig ubevæbnet demonstration til den 18. juni. Men netop på denne dag fejrede vort parti sin politiske triumf. Masserne mødte frem i gaderne i mægtige kolonner, og trods det, at de i modsætning til vor ikke iværksatte 10. juni­demonstration var sammenkaldt af de officielle sovjetsmyndigheder, havde de dog skrevet vort partis kampopråb på deres faner og standarder: "Nej med de hemmelige forhandlinger", "Ned med offensivpolitiken", "Leve den ærlige fred", "Ned med de ti kapitalistministre", "Sovjetterne skal have hele regeringsmagten". Der var kun tre plakater, der udtrykte tillid til koalitionsministeriet: En fra kosakregimentet, en fra Plechanows gruppe og en fra det jødiske "Bund", der hovedsagelig består af ikke­proletarer. Demonstrationen viste ikke alene vore Fjender, men også os selv, at vi var meget stærkere i Petrograd, end vi havde troet.