Efter julidagene

Forvirringen i arbejderkvartererne fortog sig snart og gjorde plads for en revolutionær flodbølge ikke blot hos proletariatet, men også i Petrograds garnison. Formidlerne mistede al deres indflydelse, og bolschevismens bølger begyndte fra bycentrene at skylle ud over hele landet og trængte gennem alle hindringer, også ind over hæren. Den nye koalitionsregering med Kerenski i spidsen påbegyndte nu ganske åbenlyst repressalierne. Ministeriet genindførte påny dødsstraffen for soldaterne. Vore aviser blev tvunget til tavshed og vore agitatorer fængslede, men alt dette styrkede kun vor Indflydelse. Trods alle de hindringer, der blev lagt os i vejen ved sovjetvalgene i Petrograd, havde styrkeforholdene dog forskudt sig således, at vi i en del vigtige spørgsmål opnåede majoritet. Det samme var tilfældes i Moskva.

På det tidspunkt sad jeg med mange af mine kammerater i fængslet i Kresty, anklaget for at have agiteret for og organiseret den bevæbnede opstand d. 3.-5. juli, foranstaltet af den tyske regering og til fordel for Hohenzollernes krigsmål. Det zaristiske regime ikke helt ubekendte undersøgelsesdommer Alexandrow, der havde ikke så få processer imod de revolutionære bag sig, fik nu den opgave at beskytte republikken mod de kontrarevolutionære bolscheviker. Under det gamle regime blev de fængslede delt i kriminelle og politiske; nu fandt man på en ny betegnelse: Kriminalforbrydere og bolscheviker. De fængslede soldater mistede for en stor del ganske hovedet. De unge fyre, der var kommen lige ud fra landet og aldrig før havde taget del i politiske rørelser, troede at revolutionen nu en gang for alle havde skænket dem friheden og så nu med et til deres forbavselse kun de låsede døre og tilgitrede vinduer. Når vi var ude at spadsere, spurgte de mig dagligt rædselsslagne, hvad alt det skulde betyde, og hvorledes det skulde ende. Jeg trøstede dem med at til syvende og sidst blev sejren dog vor.