Kampen inden for sovjetterne

På denne tid blev vort herredømme i Petrograder-sovjetten afgørende fæstnet. Dette afspejledes dramatisk i forhandlingerne om præsidiets sammensætning.

På den tid, da de social-revolutionære og menschevikerne havde overherredømmet i sovjetten, gik deres bestræbelser ud på at isolere bolschevikerne. De tilstedte ikke en eneste bolschevik adgang til præsidiet, selv ikke den gang, da en trediedel af sovjetten bestod af vore partifæller. Men efter at sovjetten ved en habil majoritet havde vedtaget den udøvende magts overgang til sovjetterne, stillede vort parti den fordring, at der skulle dannes et koalitionspræsidium på proportionelt grundlag. Det gamle præsidium, i hvilket bl.a. Tschcheidsche, Zeretelli, Kerenski, Skobelew og Tschernow havde sæde, vilde fintet vide heraf. Det er ikke overflødigt, at dette fremhæves nu, da talsmændene for de af revolutionen slåede partier taler om nødvendigheden af en samlet demokratisk front og bebrejder os eksklusivitet. Den gang blev der indkaldt en særlig forsamling af Petrograd-sovjetten, der skulde træffe afgørelsen om præsidiets sammensætning.

Fra begge sider blev alle kræfter og reserver mobiliserede. Zeretelli trådte frem med en programtale, i hvilken han beviste, at spørgsmålet om præsidiets sammensætning var et spørgsmål om politisk retning. Vi regnede med noget over halvdelen af stemmerne og var tilbøjelige til at se et fremskridt deri. Men resultatet blev, at vi ved navneopråbet fik over 100 stemmers majoritet. „I hele seks måneder", sagde Zeretelli, „stod vi i spidsen for Petrograder-sovjetten, og førte den fra sejer til sejer; vi ønsker Eder, at I mindst halvt så længe må sidde på den post, som I nu skal til at besætte". I Moskva fandt en lignende forskydning sted.

I provinsen gik sovjetterne en for en over på vort parti. Tidspunktet for den anden alrussiske sovjetkongres nærmede sig. Men den ledende gruppe i centraleksekutivkomiteen bestræbte sig for at udsætte kongressen på ubestemt tid, for på den måde helt at suspendere den. Det var åbenbart, at en ny sovjetkongres vilde bringe vort parti majoriteten og dermed forandre centraleksekutivkomiteens sammensætning og fratage formidlerne deres betydeligste position. Kampen for den alrussiske kongres' møde fik derfor for os den største betydning.

I modsætning dertil satte menschevikerne og de social-revolutionære tanken om den "demokratiske kongres" i forgrunden. De benyttede dette foretagende imod os på samme måde som Kerenski.

Ministeriets leder indtog på dette tidspunkt en fuldkommen uafhængig og uansvarlig stilling. Det var kommet til magten i revolutionens første periode ved hjælp af Petrograder-sovjetten. Kerenski var indtrådt i ministeriet uden nogen forudgående sovjetsbeslutning, men hans indtræden blev senere anerkendt. Efter sovjettens første konference var de socialistiske ministre alene ansvarlige over for centraleksekutivkomiteen. Deres medsammensvorne, kadetterne, var derimod kun ansvarlige over for deres eget parti. For at imødekomme bourgeoisiet havde centraleksekutivkomiteen efter juli-dagene fritaget de socialistiske ministre for deres ansvarlighed overfor sovjetterne – under foregivelse af, at det skete i navn af oprettelsen af revolutionær diktatur. Det er ikke helt unyttigt også at minde om, at de samme personer, der oprettede diktatur for en enkelt kreds, nu træder frem med beskyldninger og forbandelser mod en klasses diktatur. Moskva-konferencen, på hvilken de behændigt fordelte demokratiske og censuselementer, afbalancerede hinanden, havde stillet sig den opgave at stadfæste Kerenskis magt over klasserne og partierne. Dette mål blev kun tilsyneladende nået. I virkeligheden havde Moskva-konferencen blottet Kerenskis fuldkomne magtløshed, idet han stod næsten lige så fremmed over for censuselementerne som over for det småborgerlige demokrati. Men da de liberale og de konservative modtog hans udfald mod demokratiet med bifald og formidlerne beredte ham ovationer, når han forsigtigt dadlede de modrevolutionære, så fik han det indtryk, at han støttede sig på alle partierne og besad uindskrænket magt. Arbejderne og de revolutionære soldater truede han med blod og jern. Hans spil bag kulisserne med Kornilow gik endnu videre, og tilsidst kompromitterede disse afgørelser ham endog i formidlernes øjne. Zeretelli begyndte i de undvigende, diplomatiske udtryk, der er så karakteristiske for ham, at tale om "personlige" momenter i politiken, også nødvendigheden af at indskrænke disse personlige momenter. Denne opgave skulde den demokratiske konference påtage sig, den, der vilkårligt skulde sammensættes af repræsentanter fra sovjetterne, byrådene, semstvoerne og laugene. Men hovedopgaven var dog den: tilstrækkelig at garantere konferencens konservative sammensætning, at en gang for alle at få opløst sovjetterne i den formløse, demokratiske masse og således på denne nye organisationsbasis at sikre sig mod den bolschevikiske strøm.

Her skal i få ord gøres rede for forskellen mellem sovjetterne og de demokratiske selvstyreorganisationers politiske rolle. Filisterne påviste adskillige gange for os, at de nye byråd og semstvoer, der blev valgte ved almindelig stemmeret, er ulige mere demokratiske end sovjetterne, og med større ret end disse kan gælde for at være en virkelig repræsentation af befolkningen. Men dette formale demokratiske kendemærke savner i revolutionstiden ethvert reelt indhold. Enhver revolution kendetegnes ved, at massernes bevidsthed hurtigt forandrer sig. Stadig nye befolkningslag samler erfaringer, prøver deres anskuelser fra i går, lægger dem af, når til nye anskuelser, opgiver de gamle førere og søger nye, går fremad ... De demokratiske organisationer, der støtter sig til den almindelige valgrets besværlige apparat, må i revolutionstider naturnødvendigt sejle agterud bag udviklingen af massernes politiske bevidsthed. Helt anderledes med sovjetterne. De støtter sig umiddelbart til organiske grupperinger som fabrikken, værkstedet, landsbymenigheden, regimentet og andre. Her mangler naturligvis de juridiske garantier for valgenes nøjagtighed, som findes ved valgene til byråds- og semstvoinstitutionen. Men til gengæld findes der her langt alvorligere og mere dybtgående garantier for den valgtes direkte og umiddelbare forbindelse med sine vælgere. Byrådenes og semstvoernes delegerede støtter sig til vælgernes løse masse, der for et år betror ham sine fuldmagter og så falder fra hinanden. Sovjetsvælgerne bliver derimod ved deres arbejds- og eksistensbetingelser stadig knyttet til hverandre og har stedse deres delegerede for øje; hvert øjeblik kan de give ham forholdsregler, overgive ham til retten, afsætte ham og erstatte ham med en anden person. Når den almene, politiske udvikling under revolutionens forløb fandt sit udtryk i, at formidlerpartierne måtte vige pladsen for bolschevikkerne, så fremgår det tydeligt deraf, at denne udviklingsproces tydeligt og fuldstændigt må afspejle sig i sovjetterne, medens byrådene og semstvoerne, deres formelle demokratisme tiltrods, snarere fremstiller folkemassernes tilstand fra i går end i dag. Derved forklares naturligt, at netop de partier, der under den revolutionære klasse i særlig høj grad mistede fodfæstet, havde en særlig stærk hang til byråd og semstvos. Med det samme spørgsmål vil vi senere påny, men i langt højere grad komme til at beskæftige os, når vi skal til at tale om den praktiserede forsamling.