De socialrevolutionære og mensjevikkerne

Vi var stillet over for det spørgsmål, om den venstrefløj af de socialrevolutionære og mensjevikkerne ville følge os eller ej. Denne gruppe var først i tilblivelsesstadiet, men målt med vor partimålestok gik dettes dannelse alt for langsomt og ængsteligt for sig. I revolutionens begyndelse var de socialrevolutionære dominerende på hele det politiske livs område. Bønder, soldater, ja endog arbejdere stemte på de socialrevolutionære. Partiet selv var slet ikke forberedt på noget sådant, og mere end én gang så det ud, som om det skulle drukne i sit eget helds bølger. Fraregnet de rent kapitalistiske og storgodsejergrupperne samt de dannede censuselementer stemte alle på de revolutionære "narodniki". Dette svarede ganske til revolutionens første stadium, da klassegrænserne endnu ikke var skarpt adskilte, og trangen til en såkaldt ensartet revolutionær front fandt sit udtryk i det udflydende program, der opstilledes af det parti, der havde taget arbejderen, der var bange for at isolere sig fra bondestanden, og bønderne, der tragtede efter jord og frihed, såvel som også de intellektuelle, der søgte at tilpasse sig til det ny styre, under sine vinger.

Da Kerenskij, der under zarismen hørte til de såkaldte "Trudowiki", efter revolutionens heldige fremgang gik over til de socialrevolutionære, steg dette partis popularitet, jo mere Kerenskijs regering kom til vejrs. Af lutter respekt, (den var ikke altid rent platonisk) for krigsministeren, skyndte mange generaler og oberster sig med at blive optaget i de tidligere terroristers parti. De gamle socialrevolutionære med mere revolutionære tendenser, så med en vis uro på det stadig stigende antal af "marts-socialrevolutionære", dvs. sådanne partimedlemmer, der først i marts, altså først efter at revolutionen havde styrtet det gamle regime og havde sat narodniki i spidsen for regeringen, opdagede den revolutionære narodnikiånd i sig. Således indesluttede dette parti i sin formløshed ikke blot revolutionens indre modsigelser, men også bøndernes gamle fordomme og de dannede lags sentimentalitet, holdningsløshed og stræberånd. Det var aldeles klart, at partiet ikke kunde bestå ret længe i den skikkelse. Ideelt set viste det sig fra først af afmægtigt.

Mensjevikkerne spillede den politisk ledende rolle, de havde gennemgået marxismens skole og havde derfra overtaget visse metoder og vaner, der hjalp dem til at orientere sig så meget i den politiske situation, at de kunde forfalske den stående klassekamps betydning og sikre det liberale bourgeoisi hegemoniet i så høj grad, som begivenhederne tillod det. Det var også grunden til, at mensjevikkerne, der direkte talte for bourgeoisiets ret til regeringsmagten, så hurtigt havde udleveret sig og under novemberrevolutionen omtrent intet mere betød.

De socialrevolutionære mistede ligeledes mere og mere deres indflydelse, først på arbejderne, senere på hæren og til sidst også ude på landet. Men talmæssigt set var de under novemberrevolutionen endnu et meget stort parti, men det var splittet ad ved indre klassemodsætninger. I modsætning til dets højre fløj, der med mænd som Awxentjew, Breschko-Breschkowskaia, Sauinrokow og andre afgjort var trådt over i den modrevolutionære lejr, dannedes en venstrefløj, der søgte at bevare forbindelsen med de arbejdende masser. Ser man bort fra den kendsgerning, at den socialrevolutionære Awxentjew som indenrigsminister lod bøndernes agrarkomiteer arrestere på grund af deres egenmægtige løsning af agrarspørgsmålet – så forstår man tilfulde "modsigelsernes" rækkevidde inden for dette parti.

I midten stod den traditionelle partifører Tschernov. En erfaren forfatter, belæst i den socialistiske litteratur og meget erfaren i partikamp var han, og han forblev uforandret i spidsen for sit parti i de dage, da partilivet afvikledes i emigrantkredsene i udlandet. Revolutionen, der ved sin første ensartede bølge havde hævet det socialrevolutionære parti til en så uanet højde, tog rent automatisk også Tschernov med, men tilsyneladende kun for at blotte hans fuldkomme hjælpeløshed selv blandt den første periodes ledende politikere. De harmløse midler, der i de udenlandske narodnikikredse sikrede Tschernov magtstillingen, viste sig at være for lette på revolutionens vægtskål. Han indskrænkede sig til ikke at træffe ansvarlige afgørelser, til at vige uden om, vente og vise afholdenhed, når tilfældet blev alt for kritisk. En sådan taktik sikrede ham centrumstillingen mellem de mere og mere divergerende fløje. Men at bevare partiet i længere tid, var ikke mere muligt. Sawinkov, den tidligere terrorist, tog del i Kornilovs sammensværgelse og levede i rørende enighed med kosakofficerernes kontrarevolutionære kredse. Han forberedte angrebet på arbejderne og soldaterne i Petrograd, hvoriblandt fandtes et tilstrækkeligt stort antal venstresindede socialrevolutionære. Sawinkov faldt som offer for den venstrefløj: Centrum havde udelukket ham af partiet, men man vovede ikke at lægge hånd på Kerenskij. I forparlamentet viste hele partiets splittelse sig. Tre grupper fremtrådte selvstændigt, omend under eet og samme partis fane. Dog vidste ingen af dem bestemt, hvad de ville. Dette "parti"s formelle hegemoni på kongressen ville kun have betydet en fortsættelse af den politiske afslappelse.