Floden stiger

Parallelt med organisationsarbejdet gik der en ilter agitation. Det var en periode med uafbrudte møder i fabrikkerne, i cirkus "Moderne" og "Ciniselli", i klubberne og i kasernerne. Atmosfæren var under alle møderne mættet med elektricitet. Hver gang oprør kom på tale lød der storme af bifald og begejstringsråb. Den borgerlige presse bidrog meget til at forurolige stemningen. Den af mig underskrevne ordre til ammunitionsfabrikken i Sestrorjetzk om at udlevere 5000 geværer til den røde garde fremkaldte en ubeskrivelig panik i de borgerlige kredse.

Overalt talte og skrev man om en almindelig nedslagtning, der blev forberedt. Dette hindrede naturligvis ikke arbejderne i Sestrorjetzk i at levere rødgardisterne våben. Jo mere den borgerlige presse forfulgte og bagtalte os, jo mere glødende blev massernes svar på vor appel. For begge parter blev det mere og mere indlysende, at krisen måtte finde sin løsning en af de nærmeste dage. De socialrevolutionære og mensjevikkernes presse slog; alarm: "Revolutionen er i største fare!" "Der forberedes en gentagelse af julidagene – men på bredere grundlag og derfor med langt farligere følger!" Gorki "profeterede" dag ud og dag ind i sin "Novaja Schisn" hele kulturens snarlige undergang. Den borgerlige intelligens mistede i det hele taget uhyre hurtigt sin socialistiske farve, så snart arbejderdiktaturets strenge regime nærmede sig. Men til gengæld hilste soldaterne selv i de mest tilbageblevne regimenter den militærrevolutionære komités kommissærer med begejstring. Endog fra kosakkontingenterne og fra fændrikkernes socialistiske minoritet kom der delegerede til os. I tilfælde af et åbent sammenstød stillede de i det mindste deres kontingenters neutralitet i udsigt. Kerenskijs regering svævede åbenbart i luften.

Generalstaben for Petrograds distrikt (rayon) indlod sig i forhandlinger med os og foreslog os et kompromis. For at måle fjendens modstandsevne gik vi med til forhandlingerne.

Men generalstaben var nervøs. Snart tyssede de på os, og snart truede de os og erklærede vore kommissærer ugyldige, hvad der i øvrigt ikke øvede nogen indflydelse på deres virksomhed. I overensstemmelse med generalstaben indsatte centraleksekutivkomiteens stabskaptajn Malewski som hovedkommissær for militærdistriktet Petrograd og udtrykte højsindet sin beredvillighed til at anerkende vore kommissærer – på den betingelse, at de underordnede sig hovedkommissæren.

Dette forslag afslog vi, og forhandlingerne blev afbrudt. Ansete mensjevikker og socialrevolutionære kom til os som formidlere, tyssede på os, truede os og profeterede vor og overhovedet hele revolutionens undergang.