Den nye kurs

Moskva, 8. december 1923.

Jeg havde bestemt regnet med at kunne have deltaget i partidiskussionen, men denne gang kom min sygdom mere end utidig og blev af længere varighed, end lægerne fra først af mente, så der bliver mig ingen anden vej åben, end at udtale mine tanker i dette brev.

Det politiske byros resolution i spørgsmålet om partiets opbygning er af overordentlig betydning. Den tyder på, at partiet er nået til et alvorligt vendepunkt på sin historiske vej. Ved vendepunkter er det nødvendigt at udvise forsigtighed, således som det rigtigt er blevet fremhævet i mange forsamlinger, men ved siden af forsigtighed er fasthed og beslutsomhed lige så nødvendig. En afventende holdning, ubeslutsomhed ved vendepunkter er den værste art af uforsigtighed.

Nogle konservativt prægede kammerater, der er tilbøjelige til at overvurdere partiapparatet og undervurdere partiets selvvirksomhed, ytrer sig kritisk over det politiske byros resolution. De siger: Centralledelsen påtager sig herved forpligtelser, der ikke kan opfyldes, vækker falske illusioner, der kun vil føre til negative resultater.

Det er klart, at den, der tager sagen på denne måde, er gennemsyret af mistro til partiet. Den nye kurs, som centralledelsens resolution forkynder, består netop deri, at tyngdepunktet, der tidligere falsk lå i partiapparatet, nu forskydes til gunst for partiets egen aktivitet, dets kritiske selvvirksomhed og selvforvaltning, således som det bør være i proletariatets organiserede fortrop.

Den nye kurs betyder på ingen måde, at der stilles partiapparatet den opgave i kortere eller længere tid at dekretere, eller fremskaffe et demokratisk regime, nej, det kan partiet selv besørge. Opgaven lader sig kort formulere således: Partiet må underlægge sig sit eget apparat uden derfor et eneste øjeblik at ophøre med at være et centraliseret parti.

I diskussionen og i artiklen fra den sidste tid, henvises der hyppig til, at "det rene", "det omfattende", "det ideale" demokrati er uigennemførligt, og at et demokrati aldrig kan være et mål i sig selv. Dette kan ikke anfægtes af nogen. Men med den samme ret og begrundelse kunne man også sige, at den rene, den absolutte centralisme ikke er gennemførlig og ikke er forenelig med et massepartis natur, og at centralisme og partiapparat aldrig kan være et mål i sig selv.

Demokrati og centralisme er to sider af en partibygning. Opgaven består i, at begge disse sider i rigtig form er i ligevægt med hinanden. Den rigtige form er den, der passer efter omstændighederne. I den foregående periode var ligevægt ikke til stede. Tyngdepunktet lå urigtigt – i partiapparatet. Partiets selvvirksomhed var reduceret til et minimum, hvad der fremelskede metoder og sædvaner hos ledelsen, der var i modsætning til ånden i proletariatets revolutionære parti. Den stærke udvikling af det centraliserede partiapparat på bekostning af partiets selvvirksomhed vakte i partiet en følelse af uudholdelighed. Dette har på den yderste fløj antaget overordentlig sygelige former, indtil dannelsen af illegale grupperinger under føring af uomtvistelige antikommunistiske elementer. –

Samtidig voksede kritikken i partiet over for de maskinmæssige metoder til løsning af spørgsmål. Forståelsen af – eller i det mindste følelsen af, at partiet truede med at havne i en blindgyde ved den stærke bureaukratisme, var blevet almindelig. Advarende stemmer lod sig høre. Den første officielle og i højeste grad vigtige udtryksform for den vending, der fuldbyrdede sig i partiet, er resolutionen over den nye kurs. Den vil fra papiret blive omsat til virksomhed i samme grad, som partiet, dvs. dets 400.000 medlemmer viser sig beredt og i stand dertil.

En række af artikler repræsenterer hårdnakket den tanke, at det bedste middel til levendegørelse af partiet, er højnelsen af medlemmernes kulturelle niveau, heraf vil arbejderdemokratiet af sig selv vokse. At vi må højne det åndelige og kulturelle niveau i vort parti, er med de opgaver, vi står overfor, uden for al diskussion, men netop af den grund er en sådan forskriftsmæssig behandling af spørgsmålet fuldkommen pædagogisk utilstrækkelig, hvis vi ville blive derved, så betyder det kun en skærpelse af krisen. Partiet kan kun hæve sit kulturelle niveau som parti, idet det fuldt og helt opfylder sine hovedopgaver i kollektiv selvvirksom føring af arbejderklassen og dennes stat. Ikke pædagogisk, men politisk må man løse spørgsmålet. Det må ikke stilles således, at anvendelsen af partidemokrati bliver afhængigt af partimedlemmernes grad af "skoling". Partiet er parti. Man kan anlægge så streng en målestok, som man vil på hver enkelt, der vil indtræde i partiet, men er han indenfor, er han alene ved denne handling aktiv deltager i alt partiarbejde.

Netop ved at dræbe selvvirksomheden hindrede bureaukratismen højnelsen af partiniveauet. Dette er en hovedsynd. Da partiapparatet består af erfarne og veltjente partikammerater, vil apparatets bureaukratisme stærkt gøre sig gældende over for den ideelle udvikling af den unge generation. Netop denne omstændighed forklarer, at ungdommen – partiets sikreste barometer – heftigst reagerede over for partibureaukratismen.

Det ville imidlertid være falsk at tro, at en overdrivelse af de maskinmæssige metoder skulle kunne gå sporløst hen over den gamle generation, selv om denne i sig legemliggør partiets politiske erfaring og tradition. Nej, faren er stor også i denne zone. Det er ikke nødvendigt at tale om, hvilken uhyre betydning – ikke alene i national, men i international målestok – den ældre generation i det russiske parti har, dette er almindeligt kendt og almindeligt anerkendt. Men det ville være en grov fejl at vurdere denne betydning som værende sig selv nok. Kun en varig, gensidig påvirkning af den yngre og den ældre generation inden for et partidemokratis rammer formår at bevare den gamle garde som revolutionær faktor. Uden det forbener let de gamle og bliver uden selv at mærke det, det mest fuldkomne udtryk for apparatets bureaukratisme.

En udartning af den "gamle garde" opviser historien i flere tilfælde. Hvis vi tager det yngste og krasseste historiske eksempel: lederne i 2. Internationale, så ved vi dog, at Vilh. Liebknecht, Bebel, Singer, Viktor Adler, Kautsky, Bernstein, Lafargue, Guesde o.a. var umiddelbare disciple af Karl Marx og Engels, vi ved også, at alle disse ledere – nogle helt, andre delvis – under forholdene ved det parlamentariske reformarbejde og ved den stærke udvikling af parti- og fagforeningsapparatet udartede i opportunisme. Vi så ganske særligt ved indgangen til den imperialistiske krig (1 . Verdenskrig – red.) hvorledes det mægtige socialdemokratiske apparat, dækket af den gamle gardes autoritet, blev den sikreste bremse mod en revolutionær udvikling. Og vi må sige os selv – netop vi "de gamle" – at vor generation, der naturligvis må spille den førende rolle i partiet, alene – i sig selv – ikke har nogen tilstrækkelig garanti mod en skridtvis, umærkelig svækkelse af sin proletariske og revolutionære ånd, hvis de apparatmæssige, bureaukratiske metoder i partiet befæster og udvikler sig og forvandler den unge generation i et passivt opdragelsesmateriale, hvorved naturnødvendigt en skillelinie drages mellem partiapparat og partimasse, mellem gamle og unge. Mod denne fare gives der intet andet middel end en alvorlig, dyb og radikal vending til fordel for partidemokratiet, og en stadig stærkere tilgang for partiet fra proletariatet i værkstederne og fabrikkerne.

Jeg vil ikke opholde mig over den juridiske udlægning af partidemokrati eller over dets begrænsning ved statutter. Det er om end vigtige – så dog spørgsmål af anden rang. Vi vil på grundlag af forhåndenværende praksis behandle sagen og søge ændret, hvad ændres kan. Frem for alt må den ånd, der hersker i organisationerne ændres. Det er nødvendigt, at partiet – i sine cellers og foreningers skikkelse – tilbagevinder det kollektive initiativ og retten til fri kammeratlig kritik uden ængstelse og uden frygt, og retten til organisatorisk selvbestemmelse. Partiapparatet må ubetinget opfriskes og fornyes, derved at det tvinges til at begribe, at det store kollektiv (partiet) er den udfarende mekanisme.

I partipressen er der i den sidste tid anført en mængde tilfælde, der karakteriserer den vidt fremskredne udartning af partisæder og -forhold. Som svar på en kritisk stemme lyder det: må jeg se Deres medlemsbog? Før beslutningen af det politiske bureau blev offentliggjort, har de stærkt bureaukratiserede repræsentanter for partiapparatet betragtet enhver ytring angående ændringer af partiets indre politik som det rene kætteri, som fraktionsdannelse og undergravning af disciplinen. Øjeblikkelig er de lige så parat til formelt at tage den nye kurs "til efterretning", det vil sige bureaukratisk at sabotere den. Fornyelsen af partiapparatet – det vil sige inden for de af statutterne afgrænsede rammer – må tilstræbe en afløsning af de bureaukratiserede elementer ved friske elementer, der snævert er knyttet til partiets liv, og frem for alt må sådanne elementer fjernes, der ved den første kritiske stemme, ved enhver protest, affordrer medlemskort som grundlag for repressalier. Den nye kurs må begynde dermed, at ingen, inden for partiapparatet, det være sig høj eller lav, tør driste sig til at terrorisere partiet.

Det er ikke nok, at ungdommer eftersiger vore formler. Det er nødvendigt, at de unge kæmpende tilegner sig disse formler, der må blive kød af deres kød og blod af deres blod. De må danne sig deres egen mening og væsen og være i stand til at indtræde for denne mening med samme mod, som en fast overbevisning og karakterens uafhængighed giver. Den passive lydighed, den mekaniske skuen mod den foresatte, upersonligheden, tjenstivrigheden og karrierismen må forsvinde af partiet. Bolsjevik er ikke kun et disciplinmenneske – nej, det er et menneske, der søger dybt og i hvert enkelt tilfælde danner sig sin egen mening, og som modig og uafhængig forsvarer den – ikke alene over for fjenden – men også inden for sin egen organisation. I dag er han måske i sin organisation i mindretal. Han bøjer sig, fordi det drejer sig om hans parti, men det er klart, at dette ikke altid betyder, at han har uret. Han har måske før end andre forstået de nye opgaver og en kursændrings nødvendighed. Da forebringer han sagen 2. og 3. , måske 10. gang, og herved viser han partiet en tjeneste, idet han hjælper det til fuldt væbnet at træde de nye opgaver i møde eller hjælper det til at foretage den nødvendige kursændring uden organisatoriske rystelser eller fraktionskonvulsioner.

Ja, vort parti kan ikke opfylde sin historiske mission, hvis det forfaldt i fraktionsgrupperinger. Det må ikke ske og vil ikke ske. Det vil partiet som et selvvirksomt kollektiv vide at forhindre. Men partiet bliver kun fri for fraktionsfaren, hvis det udbygger, befæster og forstærker arbejderdemokratiets kurs. Netop apparatets bureaukratisme er den vigtigste kilde til fraktionsvæsenet, den undertrykker kritikken, og utilfredsheden æder sig ind. Den er tilbøjelig til at hæfte fraktionsstemplet på enhver advarende, kritisk stemme, den være sig individuel eller kollektiv. Den mekaniske bureaukratisme vil uundgåeligt drage fraktionsvæsenet efter sig, det er en truende politisk fare.

I klar forståelse af den hele situation vil partiet foretage den nødvendige vending med al den fasthed og beslutsomhed, som betydningen af de for os stående opgaver byder. Partiet vil derigennem hæve sin revolutionære enhed op til et højere niveau, der vil garantere for, at det også vil løfte og gennemføre de opgaver af umådelig betydning i økonomisk og international henseende, der hviler på det.

Jeg har på ingen måde udtømt spørgsmålet. Jeg har bevidst undladt at undersøge forskellige af dets væsentlige sider, men jeg frygtede for at lægge mere beslag på jeres tid. Jeg håber, at det snart skal lykkes mig at blive færdig med min malaria – der åbenbart befinder sig i opposition til den nye kurs – og da vil jeg forsøge i fri mundtlig diskussion med jer nøjere at udforme det, hvorover jeg ikke har udtalt mig i brevet."

Brevet blev diskuteret på Rayonforsamlinger og offentliggjort i "Pravda", og diskussionen blev igen almindelig og antog meget skarpe former under hvilke Trotskij særlig anklagedes for disciplinbrud ved sin direkte henvendelse til medlemmerne. Efterhånden formede sig følgende faste anklagepunkter mod ham: han havde forsøgt at sætte den unge generation op mod de "gamle", havde forsøgt at miskreditere "den gamle garde" ved sammenligningen med de socialdemokratiske førere, han krævede et partidemokrati, der gav plads for fraktionsdannelser, hvad der ville splitte partiet og regeringen, og endelig kom der en småborgerlig tendens til orde i hans vurdering af den akademiske ungdom som partibarometer (det ses ikke i noget af det i Inprekorr. offentliggjorte materiale, at Trotskij nogen sinde har udtalt sig således om den akademiske ungdom, men hans fordringer fandt særlig støtte hos denne ungdom. Det bør dog i den forbindelse erindres, at den akademiske ungdom i første linie består af arbejderbørn!)

Sammen med den skærpede diskussion om partidemokratiet oprulledes tillige igen meningsforskellighederne angående årsagerne til den økonomiske krise, hvortil de "46", deriblandt Trotskij havde udtalt sig i et brev og i et forslag til Centralkomiteen.

Denne havde vel imødekommet oppositionen i sin erklæring om, at 10. og 12. kongresbeslutninger over en omfattende økonomisk plan skulle gennemføres, men oppositionen var ikke tilfredsstillet, og fire socialøkonomer, Ossinski, Preobraschenski, Pjatakov og Smirnov (den sidste skudt d. 25. august 1936) indsendte et protestforslag, der her i det væsentlige gengives.