Faren for bureaukratisering af partiet

Tillad mig kammerater, at erindre jer om den enstemmig antagne resolution af 5. december. Den ligger her for mig. I denne resolution optælles der en række objektive vanskeligheder, modsigelser og negative tilsyneladelser i arbejderklassen og vort partis udvikling.

Det første store afsnit erklærer tillige, at til de negative tendenser hører også "den konstaterede bureaukratisering af partiapparatet og den derved opstående fare for en isolering af partiet fra masserne."

Denne realitet kan vi ikke lade upåagtet. Centralkomiteen har imellem to kongresser holdt det for nødvendigt i en særlig resolution at erklære, at der består en fare for bureaukratisering af partiapparatet og derved en fare for en isolering fra masserne. I samme resolution siges der, at massernes tillid til partiet er vokset. Heri ligger ingen modsigelse. De proletariske massers tillid til partiet er vokset gennem en række år. Massen tænker langsommere end partiet, netop derfor bliver partiet klassens fortrop. Massen opsummerer og finder kun langsomt facit for en lang periode af partiets virksomhed. Og vi har i fællesskab fastslået i resolutionen, at partiets politik i alle de vigtige spørgsmål i de sidste år, hvor masserne likviderede sit forhold til de social-revolutionære og til mensjevikkerne, i voksende grad har bragt det massernes tillid. Dengang tænkte ganske vist ingen af os på, at vi med så hastige spring kunne udvide partiets proletariske væsen, idet vi ved den 13. kongres ser en forøgelse af partiet med 200.000 – eller muligvis flere arbejdermedlemmer. Men realiteten i sig selv, at masserne er kommet partiet nærmere, derover var vi alle klar, og dette siger resolutionen udtrykkeligt. Samtidig fastslår man imidlertid, at en bureaukratisering af partiapparatet er kommet til syne, og heri består en fare for isolering fra masserne.

Hvad betyder denne passus i resolutionen? Den betyder, at hvis de negative tendenser, som centralkomiteen her konstaterer og karakteriserer, udvikler sig videre, da vil dette besværliggøre forholdet til de arbejdende masser og svække deres tillid til partiet.

Hvilke omstændigheder og hvilke grunde bevægede nu centralkomiteen og den centrale kontrolkomission til under visse bestemte indre meningsforskelligheder at fatte en beslutning af så overordentlig vigtighed?

Jeg vil her anføre et temmelig omfangsrigt citat, der ikke kan underkastes mistanke, af en tale, som kammerat Bukharin holdt i en forsamling i Rayon Krasnaja Presnja. Jeg tager kun det stenografiske udsnit af talen, der angår bureaukratiseringen, således som Bukharin dengang udlagde det. Jeg kunne anføre mange andre steder, men af grunde, der er bekendt, tager jeg netop dette.

Bukharin siger i sin tale:

"Kammerater! Jeg tror, at vi må give et nogenlunde konkret billede af det, der foruroliger vore partimasser. Vi vil ikke tale om a priori-forudsætninger eller differentiering, osv., men klart stille spørgsmålet: hvad er det, der trykker vore partimasser og vækker deres utilfredshed? Thi med denne masse må alle, lige fra centralkomiteen og til den mindste celle-ledelse, regne. Mangler, der har ført til den bekendte halvkritiske tilstand i partiet og som yderligere skærpedes af den økonomiske krise, gives der en mængde af i partiet, men hvad er i grunden kærnen i sagen?

Lad os tage livet i en particelle og først og fremmest i dens arbejdsapparat – thi også en particelle har et apparat (ledende instans). Cellens sekretærer (ledere) bliver hos os – jeg holder mig her til Moskva-organisationen – udnævnt af Rayonkomiteen, hvorved Rayonkomiteen ikke bestræber sig for at indsætte sine kandidater igennem cellen. Den foreslår simpelthen en bestemt person, og afstemningen finder sædvanligvis sted efter et bestemt mønster. Man kommer og spørger: hvem stemmer for? – Og da enhver mere eller mindre frygter for at have modsatte meninger, så bliver den foreslåede person cellens sekretær.

Hvis vi ville foranstalte en undersøgelse af hvor mange afstemninger, der foregår efter skemaet: hvem er for? og – hvem er imod?, så ville vi uden møje kunne fastslå, at valgene i partiorganisationerne i de fleste tilfælde er "valg" i anførselstegn, da afstemningen ikke finder sted efter en foregående diskussion, men efter formlen "hvem er imod", og da det ikke er rigtigt at tale imod den "foresatte", så er sagen dermed afgjort.

Således foregår valgene af vore cellesekretærer.

Lad os derefter se på vore partiforsamlinger. Jeg har selv deltaget i en række af Moskvaforsamlinger og ved, hvorledes den såkaldte diskussion går for sig.

Lad os tage valget til præsidium (bestyrelse). En kammerat fra Rayonkomiteen fremlægger en liste og spørger: hvem er imod? Imod er ingen, og dermed betragtes sagen som afgjort. Bestyrelsen er valgt, og kammeraten meddeler, at bestyrelsen er enstemmigt valgt.

Derefter skrider man til den fastsatte dagsorden. Den samme forestilling.

I de sidste 2 år kan jeg kun erindre et par enkelte yderst sjældne tilfælde, hvor der af forsamlingen er føjet nye punkter på dagsordenen. Derefter forelægges den i forvejen udarbejdede resolution og den vedtages skabelonsmæssigt. Formanden stiller spørgsmålet: hvem er imod? og imod er ingen. Resolutionen er enstemmigt vedtaget.

Dette er typen på livet i vore partiorganisationer.

Man må kunne forstå, at de mest aktive medlemmer må være utilfredse med sådanne forhold og giver denne utilfredshed udtryk.

En række af vore underorganisotioner klamrer sig til formlen: "uden diskussion", "hvem er imod", og et helt system af sådanne metoder dræber partiets indre liv. Det er uden videre forståeligt, at disse forhold fremkalder en kæmpebølge af utilfredshed.

Jeg har her anført nogle eksempler på livet i vore underorganisationer, men det samme passer i lidt ændret form også på vort partihieraki."

På denne måde karakteriserer et fremragende medlem af centralkomiteen hine forhold i partiets indre live, der har foranlediget centralkomiteen til at vedtage en resolution, der taler om en tilsyneladende bureaukratisering af partiapparatet og en derved opstået fare for at løse partiet fra masserne, og en større fare kan naturligvis ikke tænkes.

De praktiske slutninger, som centralkomiteen drog af den diagnose, som den selv stillede, finder vi i samme resolution af 5. december.

"Partiets interesser fordrer, både for at det med resultat kan optage kampen mod NEP-indflydelsen og for at højne dets kampdygtighed – på alle arbejdsområder, en alvorlig ændring af partikursen i retning af et alvorligt systematisk arbejde for at realisere arbejderdemokratiets principper.

Hermed anerkendte centralkomiteen selv mellem to partidage nødvendigheden af en alvorlig ændring af partikursen på grund af den skarpe fremtræden af hine omtalte mangler og negative sider i partilivet.

Jeg tænker, kammerater, at denne realitet kan vi ikke lade ude af betragtning, men netop heri ligger denne beretningsperiodes karakteristiske træk.

Centraikomiteen har altså for det første fastslået, at en alvorlig ændring af partikursen er nødvendig, for det andet, at en styrkelse af partiets proletariske kærne er ligeså nødvendig. Begge dele er enstemmigt!

"Det arbejde, der skal gøres for at tilføre partiet proletarisk styrkelse", læser vi i partiresolutionen, "må i de førstkommende måneder blive partiorganisationernes vigtigste opgave.

Når centralkomiteen imellem to kongresser har måttet fastslå, at en alvorlig ændring af partikursen var nødvendig, betyder det så forandring af bolsjevismens organisatoriske eller andre principper. Jeg mener nej. Det betyder kun, at centralkomiteen har konstateret, at i anvendelsen af disse principper har der fundet en forfalskning sted, der under de givne betingelser kunne føre til en bureaukratisering af partiapparatet og derigennem til partiets isolering fra masserne. Netop for at sikre gennemførelsen af bolsjevismens organisatoriske og andre principper under den nuværende periodes betingelser, har centralkomiteen mellem to kongresser erkendt nødvendigheden af en alvorlig ændring af partikursen.