Spørgsmålet om generationerne

Hvorfor blev nu denne sag kompliceret gennem spørgsmålet om generationerne inden for arbejderklasse og parti?

Jeg vil ikke opholde mig over mange udtalelser, som mange partikammerater efter min mening rigtig har gjort over forholdet mellem generationerne. Jeg vil formulere det endnu skarpere.

Det væsentlige i spørgsmålet angående det indre partiregime bunder i de for os givne konkrete forhold netop i spørgsmålet om de gensidige forbindelser mellem generationerne i parti og arbejderklasse. Talen er naturligvis om arbejderklassens unge generation som helhed. Det drejer sig om at give eller rettere sikre denne unge arbejdergeneration – om den nu arbejder i fabrik eller værksted eller den efter beslutning af parti eller fagforening studerer ved vore universiteter – muligheden for at kunne beskride bolsjevismens vej. Den unge generation kan ikke – og må da lykkeligvis heller ikke – gennemleve den ældre generations historie. Den gamle generation fandt frem til den nuværende vej ad ganske andre baner, under ganske andre forhold, forholdene i et borgerligt-kapitalistisk land under det jernhårde tsaristiske tryk. Den ældre generation sikrede den unge generation muligheden for at skride fremad under nye, kvalitativ ganske andre betingelser. Opgaven består nu i at give – sikre – den unge generation muligheden for på nye baner, ad nye veje, som svarer til arbejderstatens natur og forhold, at nå ind på bolsjevismens brede bane, at nå til kommunisme, leninisme.

Fra hvilket standpunkt betragter vi demokrati anvendt på vort partis indre regime? Fra ønsket om at sikre partiet mod sådanne foreteelser, som muligheden af en bureaukratisering af partiapparatet og en dermed følgende isolering fra masserne.

Hvis jeg skulle give en definition af partidemokratiet i dets anvendelse under de nuværende partiforhold i den nuværende tidsperiode, da ville jeg sige: partidemokrati er et regime, der på den ene side sikrer den gamle, på erfaringer så rige bolsjevikiske generation den åndelige, politiske og organisatoriske føring, thi uden denne føring – og det måtte være børn i politisk forstand, der ikke indser dette – kan partiet ikke føre statsskibet og den internationale arbejderbevægelse igennem alle de store besværligheder, der ligger på dets vej. På den anden side skal demokratiet sikre den unge generation at nå ind på leninismens brede vej, ikke gennem skolemæssige metoder – derved opnås intet – men ved de unges aktive, selvstændige og virksomme deltagelse i partiets og landets politiske liv. Sammenfatningen af begge disse opgaver skal være målet for demokratiet. Forstyrrelsen af denne nødvendige forbindelse og ligevægt truer partiapparatet med bureaukratisering og med partiets isolering fra de arbejdende masser.

Efter min mening er dette det væsentligste i sagen. Og hvis vi nu spørger os selv, om vi har denne ligevægt, så henviser jeg til de af centralkomiteen mellem to kongresser fattede beslutninger og til kammerat Bukharins tale, en tale han ikke holdt i centralkomiteen, men i en offentlig Rayonforsamling, og i hvilken han i konkrete og let forståelige vendinger har karakteriseret den forstyrrelse af ligevægten i vort indre partiarbejde, der vil være lige farlig for de unge uskolede elementer i partiet, dvs. for den brede kreds af partiungdommen, som for de ældre partikredse.