Fraktioner og grupperinger

Jeg anser det nødvendigt med hensyn til dette spørgsmål at erindre om den indstilling, som resolutionen af 5. december giver. I den erklæres der, at partidemokratiet på ingen måde forudsætter frihed til fraktionelle grupperinger, der er overordentlig farlige for et regerende parti, da det stadig truer også regeringen og det hele statsapparat med deling og spaltning. Jeg tænker, at dette standpunkt er ubestridt og ubestrideligt, og vi viser samdrægtig hen til den 10. partidags beslutninger, i hvilken klarlæggelsen af fraktioner såvel af grupperinger og af den fare, sådanne dannelser indeholder for staten, er foretaget af Lenin selv.

Påstanden om, at jeg har givet min tilslutning til dannelse af grupperinger er falsk. Jeg begik imidlertid en stor fejl ved at blive syg netop i det kritiske øjeblik af partidiskussionen, og jeg havde derved ikke lejlighed til i rette øjeblik at træde frem og afkræfte denne og mange andre påstande. Aldrig og intetsteds var jeg af den anskuelse. Intetsteds har jeg erklæret, at jeg ved siden af forbudet mod fraktioner holdt det for tilladeligt at danne grupperinger. Tværtimod, allevegne, hvor jeg havde lejlighed til at tale, fastslog jeg at mellem fraktioner og grupperinger kan der ikke gøres forskel. Hvis man her ville kræve dokumentariske beviser herfor, så kan jeg give dem. Jeg er imidlertid af den anskuelse, at det er politisk tilstrækkeligt, når jeg her erklærer, at jeg aldrig har anerkendt frihed til partigrupperinger og heller ikke nu gør det, thi grupperinger er under de givne historiske betingelser kun et andet navn for fraktioner. Men samtidig må jeg erindre jer om en anden del af resolutionen.

Heri siges: "Kun et stadigt virksomt, åndeligt liv kan opretholde partiet i den skikkelse, som revolutionen har givet det, med en bestandig kritisk bedømmelse af dets fortid, stadig revision af begåede fejl og en kollektiv rådslagning over alle vigtige spørgsmål. Kun disse arbejdsmetoder kan danne en virkelig sikring imod, at episodiske – dvs. forbigående, tilfældige – meningsforskelligheder forvandler sig i partigrupperinger med alle ovenfor skildrede følger. Og videre:

"For at forebygge dette er det nødvendigt, at de førende partiorganisationer lytter til de brede partimassers stemme og ikke holder enhver kritik for et udslag af fraktionsånd og derved trænger samvittighedsfulde partimedlemmer i baggrunden eller ud i fraktionsvæsen." Dette er en bestanddel af samme resolution, og jeg tænker, at vi hverken har grund eller ret til at stryge denne del af vor hukommelse eller af partiets historie.

Hvis vi så spørger os selv, hvorfor centralkomiteen har anset det for nødvendigt at erklære, at et – naturligvis for alle uden undtagelse gældende forbud mod fraktioner og grupperinger ikke alene løser spørgsmålet, men at det forudsætter en partikurs, der forhindrer en bureaukratisering af partiapparatet og en isolering fra masserne, når vi så spørger os hvorfor centralkomiteen fandt det nødvendigt at indføje en sådan erklæring af største vigtighed og vægt, så finder vi svaret i alt det, jeg tidligere har sagt. Med andre ord, netop partiapparatets bureaukratisering, for så vidt en sådan kommer til syne, danner et grundlag for – som det hedder i resolutionen – omdannelsen af episodiske meningsforskelle til grupperinger og tvinger igen grupperingerne ud på fraktionsvejen.

Således opfatter jeg de grundlæggende spørgsmål inden for partiet, som de igennem partiets udvikling i de sidste år er givne, og som de er udtrykt i centralkomiteens resolution af 5. december. Og spørger jeg nu mig selv:

"På et bestemt tidspunkt, 5. dec. anså centralkomiteen det for absolut nødvendigt at erklære til partiet: giv agt! Tegn på en bureaukratisering er til stede, og disse tegn rummer i sig selv faren, for at partiet isolerer sig fra masserne, vi vil derfor – ganske vist ikke tillade fraktioner – men træffe sådanne forholdsregler, der fjerner de negative tendenser, der tvinger til fraktions- og grupperingsdannelser – jeg tilføler, hvis man i samme moment fører sig det billede for øje, som Bukharin gav af livet i partiorganisationerne, da er det klart, at en uundgåelig bølge af utilfredshed måtte fremkomme, og når man nu tillader sig at brændemærke denne kritik og utilfredshed med et sådant udtryk som "småborgerlig tendens", da opstår der hos mig stor tvivl og den stærkeste frygt.