Om Vildfarelser

Kammerater! Her blev til alle, der havde fejlet, rettet den opfordring at bekende sine fejl.

Intet er mere enkelt, moralsk og politisk let, end at tilstå over for sit eget parti, at man i dette eller hint spørgsmål har fejlet, men det er også pligt og skyldighed at erindre om – da der ikke er blevet talt derom – at centralkomiteen som helhed i et bestemt moment har peget på visse fejl, der først skal rettes. Resolutionen af 5. dec. var en sådan bekendelse om fejl, der burde rettes.

På denne 13. partikongres står vi i en ny situation, og denne er skabt ved det leninske opbud (200.000 arbejdere, der indtrådte i partiet ved Lenins død), der ændrer partiets sammensætning i proletarisk retning. Men bliver derfor spørgsmålet om partidemokrati ændret eller overflødigt? Nej, på ingen måde.

Det er utvivlsomt rigtigt, når det her siges, at det leninske opbud, har bragt vort parti nærmere til typen "det udvalgte parti". Derover har jeg talt i Tiflis, Baku og i forsamlinger i Moskva.

Lad os betragte spørgsmålet fra et statsligt demokratisk standpunkt. Det statslige demokrati udgør dog i de parlamentariske lande frem for alt spørgsmålet om, hvilket parti der skal forvalte landet.

Betragter vi spørgsmålet ud fra dette standpunkt og sammenligner det, der er sket hos os, det leninske opbud, med de valg, der i de sidste måneder har fundet sted i en række parlamentariske lande, så kan vi med fuld ret sige, og jeg har sagt det mange gange, at den demokratiske metode, der hos os fandt udtryk i, at arbejderklassen, efter at den på en vis etape af sin vej havde vurderet vort partis arbejde gennem en række år, så at sige løftede 2- à 300.000 arbejdere på sine skuldre og overgav dem til partiet, at denne demokratiske metode står uendelig højere end demokratiet i de lande, hvor befolkningen under den borgerlige klasses og den borgerlige presses diktatur en gang hvert 4. eller 5. år får lov til at lægge en stemmeseddel i valgurnen. Dette er ubestrideligt.

Men dette fortrin – det proletariske diktaturs fortrin – fjerner ikkespørgsmålet om partiets indre kurs, om dets fortrin og mangler, fra dagsordenen.

Jeg tror at dette spørgsmål netop ved den store nye tilvækst er blevet så meget vigtigere og mere påtrængende kræver sin løsning, fordi vi stilles over for spørgsmål om den gensidige forbindelse mellem den gamle, teoretisk skolede, stålsatte generation og det nu tilkomne talrige ung-proletariat. Og vi må netop nu med ganske særlig kraft og eftertryk betone, at hvis de forhold, hvortil resolutionen af 5. dec. henviser, skulle udvikle sig videre, da er der en truende fare for begge grundfaktorer i partiet, såvel for den ældre generation som for ung-proletariatet. Kun set i dette perspektiv har centralkomiteens advarsler af 5. dec. en mening.

Kammerater! Ingen af os kan eller vil få ret lige overfor partiet. Til syvende og sidst har partiet altid ret, fordi partiet er det eneste historiske instrument, der er givet proletariatet til løsning af dets opgave. Jeg har allerede sagt, at intet er lettere end at erklære, at hele denne kritik, alle disse erklæringer, advarsler, protester har været en eneste stor vildfarelse. Men jeg, kammerater, kan ikke afgive denne erklæring, for jeg tænker ikke således. Jeg ved, at man ikke kan få ret over for sit parti. Ret har man kun sammen med partiet og på partiets vej, thi andre veje til realisering af den rigtige anskuelse har historien ikke givet.

Englænderne har et historisk ordsprog: ret eller uret, men det er mit land. Med endnu større historisk ret kan vi sige: ganske ligegyldigt, om partiet i enkelte, konkrete delspørgsmål i visse momenter har uret, det er mit parti! Og hvis jeg her efter manges mening forgæves har erindret om dette og hint, og hvis jeg her efter manges mening ubegrundet har skildret denne eller hin fare, så er jeg selv af den opfattelse, at jeg har opfyldt min pligt overfor mit parti, idet jeg har advaret det mod, hvad jeg betragtede som en fare.

Os venter endnu store vanskeligheder, og jeg tror, at som gode sammensvejsede bolsjevikker vil vi marchere sammen, til vi har overvundet dem. Det er egentlig latterligt her at afgive personlige erklæringer, men jeg håber at skulle det komme således, vil jeg blive den sidste soldat på den sidste bolsjevikiske barrikade.

Jeg tror imidlertid fast, at historien vil spare os for en sådan prøvelse, og at vi kæmpende vil overvinde vore fjender. Alligevel vil der gives vanskeligheder, store vanskeligheder nok. Og jeg ser i øjeblikket min pligt, som et medlem, der ved, at partiet til syvende og sidst har ret, men at partimeningen også udarbejdes under hensyn til de stemmer, der i et vist givet moment afviger fra partiets førende kredse, og jeg erklærer, at resolutionen af 5. dec. ikke i øjeblikket, hvor vi har optaget 200. 000 nye medlemmer, har mistet noget af sin betydning. Tværtimod har den fået udvidet betydning, og hvis vi under påvirkning af det overdrevne angreb på den "småborgerlige tendens" ville skyde den i baggrunden, da ville vi begå en fejl, som ville fremkalde nye vanskeligheder, nye komplikationer i partiet. Alle er vi interesseret i, at vanskelighederne reduceres til et mindstemål.

Og fandtes nu virkelig denne eller hin vildfarelse – jeg personlig, som alle andre, er altid parat til at stå til regnskab for disse vildfarelser – så har dog ingen ret til at betragte disse vildfarelser som middelbart eller umiddelbart tagende sigte på at undergrave partiets enhed, styrke eller disciplin (bifald).

Ikke alene det enkelte medlem, men også partiet selv kan begå fejl. Sådanne fejl er, efter min mening, enkelte beslutninger af den 13. konference, som jeg for enkelte deles vedkommende holder for urigtige og uretfærdige. Der findes imidlertid ingen partibeslutninger, de være sig nu urigtige og uretfærdige, der kan rokke ved vor grænseløse hengivenhed for partiet eller vor vilje til under alle omstændigheder at bøje os for partidisciplinen.

Og hvis partiet har fattet en beslutning, som en eller anden af os anser for en uretfærdig beslutning, da siger han: ret eller uret, men det er mit parti, og jeg bærer følgerne af dets beslutning med indtil enden! (bifald)."

Diskussionen på kongressen førtes efter de linier, som partiledelsen tidligere havde fastlagt (partiets enhed, ledelsens autoritet), og kongressen fordrede af oppositionen, at den skulle bekende sine fejl.

Som set af Trotskijs tale nægtede oppositionen dette, og kongressen vedtog derefter enstemmigt en resolution, der foruden en række fordringer og bestemmelser, som enhver kommunist måtte stemme for, tillige indeholdt fordummelsen af oppositionen som "småborgerlig opportunistisk" og bestemmelse om en fornyelse af Krigskommisariatet og de kommunistiske celler i den røde arme.

Den sidste bestemmelse måtte Trotskij føle som en unødig krænkelse fra partiledelsens flertals side, da hans kritik i alle hovedpunkter var rigtig, bekræftet af resolutionen af 5. dec. 1923.

Det blev mærkbart selv i international målestok, at partiledeisens flertal nu søgte at svække og isolere Trotskij både indadtil og udadtil.

På Kommunistisk Internationales 5. Verdenskongres i juli 1924 valgtes vel Trotskij ind i kongressens præsidium, men Kamenev, Zinoviev o. fl. førte en mægtig kamp mod ham og oppositionen på kongressen.

Trotskij tav hertil.

Kongressen vedtog de af Zinoviev o.a. stillede resolutioner, men alligevel valgte kongressen Trotskij ind i Kominterns fremtidige ledelse, dog blev han kun en af de mange suppleanter, og da præsidiet og suppleanter senere i et fællesmøde besatte de forskellige udvalg, så udelukkede det valgte præsidium Trotskij fra ethvert udvalgsarbejde.

Trotskijs bøger udkom endnu på statsforlaget, men hver bog gav anledning til ny kamp og skarpere forholdsregler over for forfatteren. Jeg skal i en senere pjece omtale et par af disse bøger "Om Lenin" og "Oktober 1917", imod hvilke Zinoviev og Kamenev, der var førende i kampen mod Trotskij indtil året 1926, førte en voldsom kampagne.

Internationalt forstummede oppositionen. Informationsbladene bragte efterhånden kun angrebene på oppositionen, specielt på Trotskij, medens der ikke mere blev givet oppositionen plads til forsvar, højst kom der nu og da løsrevne brudstykker af, hvad de havde sagt og skrevet.

1926 udsendte Komintern til information for de kommunistiske partier et betydeligt materiale, men det hele var brudstykkevis. Alligevel er det af betydelig interesse, og jeg vender tilbage til det i næste pjece.

København i november 1936.
Marie Nielsen