Indledning (Biografi af Morten Thing)

Marie Nielsen er født i et husmandshjem i Herlev på Frederiksborgegnen den 23. december 1875. Fra hun var 14 til hun var 25 var hun tjenestepige, og fra hun var 25 til hun var 28 levede hun af at vaske og gøre rent for andre. I disse år sparede hun op til at komme på seminarium og i 1904 kom hun på Femmers Kvindeseminarium. Herfra tog hun i 1908 lærereksamen, som hun i 1912 supplerede med en faglærereksamen i historie. Den tid hun fungerede som lærerinde arbejdede hun ved Frederiksberg skolevæsen.

I 1908 meldte hun sig ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) og formentlig nogenlunde samtidig i Socialdemokratiet (SD).

Det danske Socialdemokrati lå på Internationalens højrefløj og udmærkede sig især ved at være Europas mest småborgerlige konservative. Dets venstrefløj var svag, hvad der bl.a. gav næring til venstrefløjen uden for partiet. Det var i disse år den syndikalistiske bevægelse under ledelse af Chr. Christensen voksede frem. Chr. Christensen udgav fra 1911 bladet "Solidaritet", der fra 1912 var organ for "Fagoppositionens Sammenslutning", som den syndikalistiske bevægelse kaldte sig.

Marie Nielsen lagde sig klart på partiets venstrefløj. Fra 1912 begynder hun at markere sig i SUF. Hun blev indvalgt i ledelsen og begynder at skrive i SUFs blad "Fremad". Hun var meget brugt som taler på møder osv.

Med 1. verdenskrigs udbrud bryder en dybtgående spaltning af den internationale arbejderbevægelse igennem. Optakten får vi, da det tyske socialdemokratis rigsdagsgruppe stemmer for krigsbevillinger. Det danske socialdemokrati gik osse med til militærbevillinger imod sit program til "opretholdelse af neutraliteten". Dette var i Danmark optakten til klassesamarbejdspolitikken, borgfredspolitikken, der i 1916 medførte at Stauning indtrådte i den borgerlige regering som kontrolminister.

SUF førte en kraftig agitation mod partiets højrelinje. Centralt i agitationen stod den antimilitaristiske kamp. Organisationen fik meget vind i sejlene. Medlemstallet nåede op på 10-11.000 og "Fremad" nåede op på et oplag på 15.000. Men nogen revolutionær opposition kan man ikke kalde SUF. Det man forsøgte var langt snarere at fastholde SD på sit program.

Ved valget til hovedbestyrelsen i 1915 blev Gerson Trier valgt ind. Trier markerede partiets yderste venstrefløj med et klart revolutionært standpunkt. Marie Nielsen blev valgt som hans suppleant.

Den 29. september 1916 blev der indkaldt til lynkongres med det ene punkt på dagsordnen at tage stilling til, hvorvidt Stauning som konsekvens af borgfredspolitikken skulle indtræde i regeringen. Marie Nielsen deltog som delegeret fra sin partiforening, Frederiksbergs 2. kreds. Både hun og Gerson Trier talte imod forslaget, men oppositionen tabte. 291 stemte ja og kun 32 nej. I konsekvens heraf trådte Gerson Trier ud af partiet og Marie Nielsen overtog hans plads. Ikke alene var oppositionen svag, den var osse uenig om hvilken politik man skulle føre.

Især under indtryk af den russiske revolution i 1917, men osse på grund af den omfattende nød og arbejdsløshed i krigens sidste år radikaliseredes Marie Nielsen. Hun knyttede forbindelser til oppositionen i Sverige under ledelse af Zeth Höglund og til flere medlemmer af Zimmerwaldbevægelsen. Zimmerwaldbevægelsen var det første forsøg på at organisere venstrefløjen i den europæiske arbejderbevægelse. Bolsjevikkeme spillede her en vigtig rolle og Zimmerwald blev senere til 3. Internationale, Komintern.

Marie Nielsen ønskede at samle venstrefløjen i partiet omkring et blad eller en forening, for måske senere samlet at forlade partiet. Men under indtryk af SDs kongres i 1918, hvor det blev besluttet at indgå valgsamarbejde med de radikale forlod hun partiet alene. Hun optog forhandlinger med andre oppositionelle og i slutningen af marts 1918 dannede hun sammen med en gruppe et nyt parti "Socialistisk Arbejderparti". Ud over Marie Nielsen var partiets mest fremtrædende skikkelse antimilitaristen Thøger Thøgersen.

Med økonomisk støtte fra Zimmerwaldkommissionen i Stockholm lykkedes det fra den 1. maj 1918 at udsende et ugeblad for partiet. Det hed "Klassekampen" og havde Thøger Thøgersen som redaktør. Igennem sommeren og begyndelsen af efteråret blev der udfoldet en ret hektisk aktivitet både fra Socialistisk Arbejderparti og fra Fagoppositionens Sammenslutning (FS). Der var synlige tegn på bevægelse i arbejderklassen. Hermed begyndte statsmagten osse at optrappe kampen. Med synlig nervøsitet så de herskende klasser på revolutionen i Rusland, Tyskland, Bulgarien osv. I forbindelse med en bølge af antimilitaristiske demonstrationer blev Thøger Thøgersen, Chr. Christensen, Lauritz Hansen og Niels Johnsen arresteret.

Fra 1. oktober 1918 udkom "Klassekampen" som dagblad. Marie Nielsen havde fået orlov fra skolen, så hun kunne være redaktør af bladet. Men perioden blev kortvarig. Den 5. november blev Thøgersen løsladt, men de andre beholdt man. Den 10. indkaldte Socialistisk Arbejderparti til et protestmøde på Grønttorvet mod Chr. Christensens, Lauritz Hansens og Niels Johnsens fortsatte fængsling. Der mødte omkring 50.000 frem og der blev vedtaget en resolution, der gav myndighederne frist til den 13. nov. med at løslade de fængslede. Blev de ikke det skulle der generalstrejkes.

De fængslede blev ikke løsladt og generalstrejkeopfordringen blev kun sporadisk fulgt. Men mødet den 13. på Grønttorvet blev stort. Da talerne var færdige stimlede folk over mod Frederiksborggade, hvor sporvognene stadig kørte. Man ville stoppe strejkebryderne. Men betjente både gående, kørende og ridende væltede ind på torvet og kniplerne blev brugt flittigt. Ifølge "Klassekampen" skete der følgende: "Fuldstændig fra koncepterne arrangerede de nu et blodbad, som er uden sidestykke i de sidste 40 års dansk historie. Kvinder og børn og ganske tilfældige tilskuere bliver slåede i jorden af disse ansvarsløse, uniformerede knippelbevæbnede personer. Flere arbejdere styrter straks forslåede om i gadens sten, segnende under knippelslagene. Politiet lader dem falde og tramper på dem, mens folk i vild flugt styrter over Grønttorvet og ind i sidegaderne." Ifølge forskellige opgivelser blev 150 demonstranter og mindst 100 betjente såret under dette og de følgende dages slag.

Politiet svarede igen med en bølge af arrestationer. Både Thøger Thøgersen og Marie Nielsen røg ind sammen med flere fra FS. De to bevægelser var nu berøvet sine ledere. Den 1. december faldt dommene mod de FS-ledere, der havde været anledning til demonstrationerne: Chr. Christensen fik 18 mdrs. forbedringshus, Lauritz Hansen 1 år og Niels Johnsen 8 mdr. Hermed havde statsmagten vist sin linje, der skulle slås hårdt ned.

Dengang blev varetægtsfængsling ikke fratrukket i straffen. Og assessor Ipsen, der ledede forundersøgelserne fra Grønttorvssagen havde god tid. Marie Nielsen sad således i varetægt i 6½ måned. Først den 24. maj 1919 faldt dommene i Grønttorvssagen. Det var en omfattende sag med ikke mindre end 16 tiltalte. Tiltalen mod Marie Nielsen gik på anstiftelse til overtrædelse af straffeloven og den militære straffelov, for vold og fornærmelse mod politiet, anstiftelse over for militærpersoner til mytteri og lydighedsnægtelse, altsammen på grundlag af hendes artikler i "Klassekampen". Både hun og Thøgersen fik 18 mdrs. forbedringshus, de øvrige fra 2 til 18 mdr. Marie Nielsen appellerede dommen og blev løsladt indtil sagen skulle for højesteret.

Det stod skidt til med Socialistisk Arbejderparti, da Marie Nielsen kom ud af fængslet, og "Klassekampen" gav underskud. Komintern, der havde støttet bladet ville ikke mere og den 24.8 udkom det sidste gang som dagblad. Men inden for partiet havde der tillige udviklet sig alvorlige modsætninger. Modsætningen drejede sig om deltagelse i parlamentarisk arbejde. En flertalsfløj gik ind for at opstille til rigsdagsvalget, mens en mindretalsfløj under Marie Nielsens ledelse gik imod. Denne splittelse truede med at sprænge partiet.

I mellemtiden var der sket det, at SUF havde bragt sig i et alvorligt modsætningsforhold til SD. Det havde stillet partiet over for et ultimatum: enten fulgte det sit program eller osse ophævede ungdomsforbundet samarbejdsaftalen med partiet. SD ville naturligvis ikke acceptere ultimatummet og ved urafstemning besluttede SUF at bryde med partiet. På en kongres i Fredericia den 9.11.1919 besluttede SUF da at danne et nyt parti, Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP). Den parlamentariske fløj i Socialistisk Arbejderparti besluttede at indtræde i VSP, mens Marie Nielsens fløj meldte sig ind i FS.

Den 15. december 1919 faldt højesteretsdommen mod Marie Nielsen. Straffen blev her nedsat til 6 mdrs. fængsel. Hun startede afsoningen den 12.2.1920. Inden fængslingen havde hun lagt sidste hånd på en pjece om revolutionsudsigterne i Danmark: "Er Danmark modent for socialisering?", hvor hun udkastede en sovjet-strategi for revolutionens gennemførelse.

Fængselstiden blev i denne omgang kort. I forbindelse med den politiske krise der indtrådte i foråret 1920 (påskekrisen) blev der givet politisk amnesti, og Marie Nielsen og alle de andre politiske fanger blev løsladt. Da Thøgersen blev løsladt tilsluttede han sig VSP.

I august 1920 holdt Komintern sin anden verdenskongres. Martin Andersen Nexø, der havde været et fremtrædende medlem af Socialistisk Arbejderparti og en nær ven af Marie Nielsen, udvirkede at hun kom med til kongressen. Her besøgte hun bl. a. Lenin. Hun fortalte senere om besøget: "Senere var jeg i audiens hos ham sammen med Kobetsky, Ruslands første gesandt i Danmark. Og det var forbavsende, så godt Lenin fulgte med – også i danske forhold. Jeg blev spurgt ud om, hvorledes de unge socialdemokrater stod, om syndikalisternes stilling, om min egen stilling, det var som en lille eksamen ... men jeg var ikke så lidt angst for at komme sammen med Lenin ..."

Efter sin hjemkomst prøvede Marie Nielsen igen at komme til at arbejde i skolen. Men Frederiksberg skolekommission ville ikke have en straffet person. Og den fik undervisningsministerens godkendelse til at afskedige hende uden pension. Hun anlagde sag og fik ved landsretten tilkendt pension, men ved en appel til højesteret blev den igen taget fra hende. Hun var nu udelukket fra skolen og arbejdede efter en kort tid på en tekstilfabrik de næste mange år som kontorist i sygekassen "Fremtiden".

Inden for den revolutionære bevægelse arbejdede Marie Nielsen for at få samlet VSP (eller Danmarks kommunistiske Parti [DKP], som det nu hed) og FS i én organisation. Det lykkedes at få Komintern til at godkende, at det ikke skulle være i et kommunistisk parti men en løsere føderation mellem de to organisationer som en overgangsform til et enhedsparti. Inden for føderationen skulle de to organisationer stå som selvstændige med lige repræsentation i ledelsen. I april 1921 blev det besluttet at danne Danmarks kommunistiske Føderation. DKPs dagblad "Arbejdet" og FSs dagblad "Solidaritet" blev slået sammen til "Arbejderbladet" med en redaktør fra hver side.

Selvom føderationen havde været en god ide havde man ikke taget højde for en række personligt prægede modsætninger mellem de revolutionære og de mere reformistisk prægede fra det gamle SUF. I hvert fald blev føderationen allerede den 31.1.1922 sprængt ved et kup i dens Københavnsafdeling. Hovedparten af det gamle FS etablerede sig som DKP (enhedspartiet) mens hovedparten af det gamle DKP fortsatte med navnet DKP. På grund af forskellige personlige modsætninger gik Marie Nielsen sammen med de gamle SUF-ledere som hun ellers foragtede dybt. Der eksisterer nu to DKPer: enhedspartiet osse kaldet Blågårdsgadepartiet og det gamle DKP kaldet Møntergadepartiet. Blågårdsgadepartiet beholdt "Arbejderbladet", der nu blev ugeblad mens Møntergadepartiet startede sit eget blad, kaldet "Klassekampen".

På trods af flere indgreb fra Kominterns side lykkedes det ikke at ophæve denne uholdbare situation før næsten 1½ år efter. Først den 29.9.1923 lykkedes det igen at få forenet de to stridende grupper.

Marie Nielsens samarbejde med de gamle SUF-Iedere varede ikke så længe. Da hun begyndte at arbejde for en tilnærmelse mellem de to grupper, efter at Kominterns indgriben havde slået fejl, blev hun ekskluderet af Møntergadepartiet og i Blågårdsgadepartiet ville man ikke vide af hende. Således sat uden for bevægelsen begyndte hun så udgivelsen af et eget blad "Kommunistisk Internationale".

Kommunistisk Internationale udkom i omkring et år. Det blev i 1924 lukket efter henstilling fra en repræsentant fra Komintern. Hun havde i en artikel sagt noget pænt om den svenske Zeth Höglund. Det svenske parti var netop blevet spaltet på basis af Kominterns indgriben. I artiklen sagde Marie Nielsen imidlertid osse: "Det klinger af selvhævdelse, når Höglund erklærer: javel disciplin, men ikke som Zar Peters soldater, der blindt på befaling kastede sig i afgrunden blot for at præcisere, at så stærk var disciplinen. Jo, det vil sikkert blive nødvendigt, før "Kommunistisk Internationale" bliver til hvad den skal være, at nogen "frivilligt begår selvmord" blot for at give et eksempel på den nødvendige disciplin." Man skulle tro at en sådan overdreven loyalitetserklæring var nok, men Kominternrepræsentanten krævede hende afsat som redaktør på grund af det pæne hun havde sagt om Höglund. Og det blev hun.

Fra og med sin genindtræden i partiet i 1923 er Marie Nielsen trængt i baggrunden og i ustandselig opposition til ledelsen, der på sin side gør sit bedste for at sabotere det arbejde hun laver. Hun kaster sig over det faglige arbejde. Hun mente at det var en vigtig arbejdsopgave at styrke arbejdet i basis gennem organisering af oppositionelle fagklubber. Efter en kort tid i partiets faglige udvalg blev hendes linje stemplet som fejlagtig og hun trådte ud. Hun organiserede da sammen med formanden for den største smedeafdeling Otto Wolf "Fagklubbernes Samvirke". Samvirket forsøgte på socialistisk grundlag at organisere arbejdere og fungere som en slags indslusningsmekanisme til partiet. Samvirket udgav fra 1928 bladet "Faglig Kamp", som Marie Nielsen i begyndelsen var redaktør af. Men med partiets stilling til Marie Nielsen var det svært at få forbindelsen til partiets faglige udvalg til at fungere ordentligt.

Fra 1925 blev hun draget ind i kvindepolitisk arbejde i direkte tilknytning til hendes faglige arbejde. Sammen med en gruppe kvinder, der udgjorde oppositionen i Kvindeligt Arbejderforbund dannede hun "Arbejderkvinders Oplysningsforening". Her samledes efterhånden oppositionelle kvinder inden for de fleste kvindefag i industrien. Fra august 1925 udgav Oplysningsforeningen et blad, der i begyndelsen hed "Kvindernes Oplysningsblad".

Formanden for Oplysningsforeningen (eller Oplysningsforbundet som det senere hed) var den senere fremtrædende kommunistiske fagforeningskvinde Inger Gamburg og Marie Nielsen var redaktør af bladet. Bladet udkom regelmæssigt i 2000 eksemplarer. Det faglige arbejde spillede en vigtig rolle i bladet. Kampe, hvor kvinder er involveret refereres og kommenteres. Men ret hurtigt træder diskussionen af det seksuelle spørgsmål frem i bladets spalter. Det er især Marie Nielsen, der udformer Oplysningsforbundets politik på dette område. Hun opstiller vistnok for første gang kravene om undervisning i svangerskabsforebyggelse fra 13-års alderen, om straffrihed for fosterfordrivelse og om at fri abort skal være lovlig.

Oplysningsforbundet gør et stort arbejde for at få ændret straffelovens fosterfordrivelsesbestemmelser. Møder, demonstrationer og en storstilet underskriftindsamling. Under sygekassen Fremtiden får man nedsat et seksualrådgivningsudvalg, hvis betænkning fører til oprettelse af en rådgivende seksualklinik i 1932.

Fra 1929-32 var Marie Nielsen igen uden for DKP. På baggrund af hendes faglige arbejde i "Fagklubbernes Samvirke" og da hun ret alene i partiet støttede Trotskij efter dennes eksklusion af det russiske kommunistparti, blev hun i januar 1929 ekskluderet. Hun fortsatte arbejdet i Oplysningsforbundet, men blev senere sat fra arbejdet af Komintern. Efter optagelsen igen i 1932 kastede hun sig igen over kvindearbejdet frem til 1934, hvor Oplysningsforbundet opløses og dets blad går ind.

I 1936 fremkom et nyt forslag til seksuallov i Sovjetunionen. Efter dette skulle fri abort afskaffes og der skulle indføres præmier til kvinder med mere end 8 børn. "Arbejderbladet" bragte ret mange artikler om sagen, som åbenbart var ret svær at få til at glide ned. Marie Nielsen blandede sig på afgørende vis i debatten, som i næsten hele sit omfang er optrykt i denne bog. Hun blandede sig så det blev afgørende for hende selv. Da partiet i august ville tilslutte sig processerne mod de gamle bolsjevikker i Moskva tog hun ene afstand fra processerne. Herefter blev hun i september for 3. gang ekskluderet af DKP.

Kort tid efter eksklusionen færdiggjorde hun manuskriptet til en pjece om Trotskij. Hun samlede materiale sammen om Trotskijs stilling i det russiske parti omkring partikrisen i 1924. Pjecen kaldte hun ”Kampen om Trotzki” og den er senere blevet genudgivet af det trotskistiske "Revolutionære Socialisters Forbund." (1972).

Siden midten af tyverne havde Marie Nielsen været hjemsøgt af sygdom og den sidste eksklusion bedrede ikke hendes helbred. Hun var mest indstillet på at trække sig helt ud af politisk arbejde. Men en af de gamle revolutionære fra 1. verdenskrig Alfred Kruse fik trukket hende med i et forsøg på at samle smågrupperne til venstre for DKP i en organisation, som kaldte sig "Socialistisk Samvirke". Forsøget mislykkedes, men Marie Nielsen bevarede herigennem forbindelsen til en gruppe trotskister, der efter krigen grundlagde organisationen "Revolutionære kommunister". I organisationens blad trykkes Marie Nielsens sidste artikel og i nytårsnummeret 1951 hilser de hende på 75-årsdagen. Ellers var der ikke mange der huskede hende. Den gamle arbejderdigter Oskar Hansen gjorde. Han lavede et fødselsdagsinterview med hende til Social-Demokraten, hvor de mindedes gamle dage, hendes møde med Lenin, og hvad der ellers kan interessere i en avis. Interviewet slutter med disse ord: "det kan være svært at være udenfor, sidde i en stol og se begivenhederne gå forbi. Men nu er jeg jo en gammel kvinde, ikke? 75 år ... Og sagde jeg forresten ikke før i samtalen, at jeg er et fnug ... forresten er der dem, der har sagt, at selv om jeg ikke står i det kommunistiske parti, er jeg Danmarks eneste kommunist." Den 6. april 1951 døde Marie Nielsen.