Del 1 - Små træk fra en tjenestepiges liv

Jeg kom først ud at tjene da jeg var 14 år og konfirmeret. Det var ganske imod sæd og skik. Husmandens børn plejede at gå i fremmed tjeneste, så snart de kunne gøre gavn. Der blev da også skumlet lidt i landsbyen. Har han virkelig råd til at have den store tøs gående hjemme!

Men – jeg kom tidsnok ud, og gennem 11 lange år lærte jeg at forsage egen og bøje mig for fremmed vilje – lærte at jeg var en undergiven og måtte lyde.

Et par enkelte træk fra hin tid har særlig fæstnet sig i min erindring, vel sagtens fordi jeg i disse begivenheder i særlig grad mødte slaveånden fra tyendeloven – knægtelsen – tyranniet.

Jeg tjente på en middelstor proprietærgård, hvor jeg skulle udføre forskelligt forefaldende arbejde, dog ikke markarbejde. Det var således en fin plads – hidtil havde jeg tjent almindelige bønder.

Blandt de pligter jeg havde, var også den at passe fjerkræet, og denne gerning var mig til megen glæde; thi de fjerede venner vænnede sig snart således til i mig at se deres forsørger, at de ofte fulgte mig i optog, blot jeg viste mig i gården. Og ved forårstide vrimlede der frem under mine hænder og øjne nye, små, allerkæreste, dunede skabninger, der naturligvis bragte mig både glæder og sorger.

En dag skulle vi så have fremmede, fire ænder skulle slagtes, og jeg fik af husjomfruen ordre til at slagte dem.

Jeg havde fra barnsben modbydelighed for enhver blodsudgydelse, og så mærkeligt det end lyder, så havde jeg der gik i mit tyvende år aldrig overværet et dyrs slagtning. (Man havde andre steder skånet mig derfor).

Jeg nægtede at slagte ænderne.

Med bankende hjerte så jeg lidt efter den stormægtige proprietær, for hvem vi alle var bange, komme anstigende.

De vil ikke slagte ænderne?

Nej, det er jeg ikke fæstet for.

Fæstet for, fæstet for! Er De fæstet for ikke at gøre det? De må selvfølgelig udføre ethvert arbejde, der bliver Dem pålagt.

Ja, men jeg kan ikke gøre det.

Nå, ikke det, gå De kun med, så skal jeg nok vise Dem, hvorledes man slagter ænder.

Med tårer strømmende måtte jeg så agere bøddelknægt, medens han med kniv i hånd underviste mig i at dræbe ænder.

Da jeg havde afleveret de døde kroppe i kælderen, løb jeg ind i vort (pigernes fælles) værelse, kastede mig på gulvet og græd af smerte og raseri over at være tvunget til at udføre en gerning, som jeg afskyede.

Nu efter mange års forløb kan jeg vel se det barnlige i min optræden, og dog bringer tanken om hin lille begivenhed hver gang påny vreden til at stige i mit hjerte.

Senere kom jeg i endnu finere tjeneste hos en baron. Ætling af en af vore gamle, stolte adelsslægter.

Jeg var umådelig benovet ved tanken om at skulle tjene så fornemt et herskab. Adelen kendte jeg kun fra Danmarkshistorien og fra nogle højstemte romaner.

Jeg blev ved havnen hentet af kusken, og da vi nærmede os herresædet, og jeg så det skønne, hvide slot dukke frem af en skovlignende park, voksede min ærefrygt. – Dette var vist virkeliggørelsen af min barndoms eventyrlige drømme.

Nå, jeg blev modtaget af andre tjenende ånder og ført ned i kælderen, hvor tjenerskabet havde bolig.

Dette skuffede mig ikke, jeg var allerede da vænnet til at betragte det som naturligt, at herskabet sørgede for at drage en tyk adskillelsens streg mellem sig og dets undergivne.

Og så sådant et fornemt herskab!

Jeg skulle have værelse sammen med en meget ung pige, og jeg forsøgte nu at fritte hende lidt ud om forholdene der.

Hvorledes baronen og baronessen var?

"Åh jo," lød den unge piges svar (der var ingen ærbødighed i hendes stemme), "de er såmænd meget rare, nu er det snart 14 dage siden nogen af dem har slået mig."

Slået hende! – Med opspilede øjne og åben mund stirrede jeg på hende. – Slået hende! Ganske vist, i de år jeg havde tjent, havde jeg oplevet adskilligt der var grimt og ondt, men aldrig havde man noget steds budt mig prygl.

Og nu her.

Alle lykkelige drømme var bortvejret, jeg følte mig pludselig forfærdelig ensom – langt borte fra hjem og venner og – så dette uhyggelige herskab.

Jeg fik ganske vist aldrig prygl der, thi jeg var over de 20 år, men derimod nedlod baronen sig til i højstegen person at søge at opdrage denne lille 16-års pige, der kom fra et offentligt børnehjem.

Hun var stædig, erklærede han, (nu og da kunne hun nemlig også finde på at nægte at udføre et arbejde), og så anvendte den højædle herre sin ridepisk til at pille nykkerne ud af hende således at ofte lå der tykke, svulne, blodunderløbne striber på det stakkels barns bryst og ryg.

Fejg var han, eksekutionen foregik altid på ensomme steder, hvor ingen vidner fandtes.

Den første gang, jeg så følgerne af en sådan eksekution gerådede jeg i et lignende raseri, som da jeg blev tvunget til at slagte ænder.

Jeg fór rundt til mine medslaver.

Hør, det har han da ikke lov til? Kan vi ikke melde ham?

"Ak nej," sagde de, "efter tyendeloven har han ret til at tugte et opsætsigt tyende – det er såmænd ganske lovligt."

For første gang i mit liv gik det op for mig, at et lands lov og ret kan være ganske det modsatte af ret. I stedet for, at landets lov skulle sørge for at enhver blev gjort ret og skel, så lagde den her alle rettigheder hos en klasse mennesker, medens en anden fik alle pligterne og ingen som helst ret.

Jeg tror, det var hin dag, der gjorde mig til socialdemokrat.

En tidligere tjenestepige