| Tilbage | Næste |
Fra 1908-1918 er Marie Nielsen medlem af Socialdemokratisk Ungdoms Forbund (SUF) og Socialdemokratiet. Begge steder er hun en af venstrefløjens mest fremtrædende repræsentanter. Hun skriver jævnligt i SUFs blad "Fremad" og i venstrefløjens organ "Socialisten". De mest presserende problemer for venstrefløjen er 1. verdenskrig og II. Internationales sammenbrud. Ved krigens udbrud spaltes den internationale arbejderbevægelse i en reformistisk og en revolutionær fløj på spørgsmålet om holdningen til krigen. Flertallet i II. Internationale bryder med den internationalistiske holdning og går ind for "fædrelandsforsvaret" og borgfreden, dvs. klassekampens ophør. Venstrefløjen går under ledelse af de russiske bolsjevikker ind for, at krigen skal munde ud i en revolutionær borgerkrig.
Fru Marie Grubbe (1913)
For nationens skyld (1914)
I fabrikens helvede (1915)
Borgfred og klassekamp (1915)
Krigen og socialismen (1915)
Fremtidens kvinde(!)
Det er naturligt, at "frihed", selv under tvivlsomme former, har tilhængere og ivrige talsmænd inden for ungdomsbevægelsen. Ungdommen er revolutionær i sig selv og må sparke ud imod gamle skranker og hæmmende bånd og lænker. – Frihed for Loke som for Thor! – Jeg'et må have plads til at røre og udvikle sig frit, på trods selv af fædrenes morallove og vedtægter.
En sådan glødende frihedstrang tilskriver jeg artiklen "Fru Marie Grubbe" men selv om denne forudsætning kan give en vis grad af forståelse, så kan den ikke hindre, at man med stor forundring spørger sig selv: "Er dette virkelig forfatterens mening? Er Marie Grubbe virkelig den kvindetype, vi mennesker, det være sig mand eller kvinde, kunne ønske os som ideal for fremtiden?"
Jeg mener nej, og skal søge at begrunde denne mening.
Marie Grubbe er ingen frigjort kvinde, skønt hun udadtil bryder nogle konventionelle skranker itu, tværtimod hun er netop bundet i tunge lænker af sine sanser, af sine følelser. Hun er: kvinden, dybt afhængig af manden! Kærlighed nærer Marie Grubbe ikke – kun elskov, men hvorledes kan man tænke sig "fremtidens kvinde" kun som elskerinde? Det vil sikkert være utænkeligt for enhver og særlig for os, der, så vidt jeg kan skønne, plejer en drøm, hvori kvinden ingenlunde kun er elskerinde, ja, hvor husholderske- og moderværdighed ej heller slår til, men hvor kvinden er elskerinde, mor og mandens jævnbyrdige ven og arbejdsfælle både på materielle og åndelige områder.
Marie Grubbe valgte ikke sine elskere, de tog hende – eller med forfatterens egne ord: "hun kastede sig i armene på dem", det viser os en kvinde i elskovens vold, følgende dunkle urdrifter modstandsløst. Det samme har hundrede kvinder gjort før og efter hende, og Marie Grubbe er jo heller ingenlunde skildret som en undtagelse, måske snarere som en type. Hendes troskab mod Søren Færgemand forbedrer just ikke i mine øjne billedet; hun forblev ham tro, fordi han ved sin brutalitet vidste at tvinge hende, hun blev hans tro – husdyr! Som hunden slikker den hånd, der svinger pisken, således elsker kvinden ofte den højest, der mest brutalt sætter sin hæl på hende!
Man kan beklage, ja endogså ræddes for disse typer; men opstille dem som fremtidsidealet af en kvinde synes for sig uhyrligt!
Jeg har ikke villet lade dette fremtidskvindeideal, som "Fremad" nr. 2 gav os, uimodsagt, fordi de tanker og meninger, der kommer til orde i "Fremad", på en vis måde må opfattes og forstås som summen af de tanker og meninger, der er rådende inden for ungdomsbevægelsen; men i dette tilfælde tvivler jeg på, at der er talt i manges navn. Få eller ingen vil vælge sig dette ideal for fremtidens kvinde.
Marie Nielsen
I nationens navn og for dens æres skyld har Amerikas fristater i disse dage erklæret Mexiko krig, og Mexiko kan for sin nationale æres skyld på ingen måde bøje sig for sin mægtige nabo. Begge nationers ære er krænket og kun al en krigs vederstyggelighed er i stand til at udslette krænkelsen.
For nationens æres skyld! – Mon nogen mere tror på denne frase? Mon diplomaterne kan se hinanden i øjnene uden at smile, når de taler om nationens krænkede æresfølelse? De ved – og alle ved, at man slås ikke om ære, men om profit.
For den engelske nations æres skyld måtte England tilintetgøre Boerrepublikkerne og sikrede sig derved diamantlejerne i Transwaal og Orange; – for den tyske nations æres og friheds skyld måtte Prøjsen i 64 nødvendigvis straffe Danmarks kontraktbrud med krig og vandt sig derved Kiel, osv., osv. Krigenes egentlige og sande grund er rovdrift.
I nationens navn har man røvet, stjålet og myrdet, begået de frygteligste ugerninger verden over og gør det endnu.
For nationens skyld – for at opretholde de vældige stående hære, der skal sikre dens beståen, forarmes folket. Kødet pilles det af kroppen, men til gengæld får det en jernrustning om det ranglende skelet.
Til nationens pris har konger levet, officerer og børsmatadorer skålet og talt, digtere sunget, præster præket og den menige mand kæmpet, lidt og tålt!
Og hvad er det så for en verdensguddom, der kræver så intensiv dyrkelse og så blodige ofre!?
En nation! Hvad er det? Er det de politiske grænser, der bestemmer nationen? Hvor hører danske, polakker og franskmænd i Tyskland så hen? Eller er det sproget, der er "nationens" kendemærke? – men hvad er da det schweiziske, russiske og østrigske folk? Eller skal vi søge fælles afstamning for nationen? Men er da Amerikas fristater, hvor alle racer og alle europæiske "nationer" er repræsenteret, da ingen nation?
Hvis man tænker lidt over denne sag, så viser det sig ganske umuligt at bestemme, hvad en nation er. Folk af fælles afstamning og med fælles sprog kan være adskilt ved politiske grænser, og folk af forskellig afstamning og med forskelligt sprog kan være samlet på samme politiske område.
Men hvad dækker ordet "nation" da over?
Ja – mon det ikke skulle dække over "overklassen" inden for de forskellige politiske områder, og mon ikke selve begrebet skulle have sin oprindelse deri, at overklassen i den hårde kamp for tilværelsen og magten nødvendigvis måtte have mordvåben og mænd til at føre disse? Under den storindustrielle udvikling har der været et rasende kapløb om kolonierne, de nye afsætningsområder, og den, der havde den bedst pansrede næve dvs. den bedste hær og flåde, de fleste kanoner, han fik den fedeste bid. Men kunne man fortælle den store hob, der skulle bruges kanonføde: Nu skal I ud og slås for at for at skaffe os industriherrer en ny handelsforbindelse i Asien, Afrika eller Polynesien. I får ganske vist intet ud deraf, ja, det kan endogså gerne være, at hvis I kommer levende hjem, vi da bliver nødt til af hensyn til krigsomkostningerne at sætte lønnen lidt ned. Selv om det menige folk er tålmodigt, dette gik dog ikke! Men så opfandt man begrebet "nation" og nationens værn, ære, værdighed, forsvar, glans osv. osv. Og ordet nation blev erklæret helligt og ukrænkeligt, og tusinde præster blev sendt ud blandt folket for at lære det at elske: "Gud, konge og fædreland". Det lykkedes dem godt. I titusindevis har det menige folk ladet sig føre til slagtebænken "som lammet, der ikke oplader sin mund" i blind tro på, at de kun opfyldte en kær pligt mod Gud(!), konge og fædreland.
Endnu er nationalmolok'en såre stærk, endnu ruger han over landene, sluger velstanden, og hvert år kræver han ungt blod udgydt for sit alter, snart er det dette, snart hint land, der må levere ofrene, men intet ved sig sikkert. –
Dog alle gode ånder være lovet!
Der er tegn og varsler om en ny tid, om en tid, hvor denne bloddryppende afgud flyttes ud af det verdenstempel, der nu hvælver sig over ham og hensættes på sin rette plads på historiens pulterkammer, og på den tomme piedestal vil vi socialdemokrater fra al verdens lande stille det fredgivende, det kulturfremmende, internationale broderskab.
Dette er ingen utopi, thi alt peger mod internationalitet ud over de snævre, nationale skranker, og dette er først og fremmest tilfældet med de økonomiske forhold, der er de bestemmende for udviklingen.
Arbejderne ved det, og derfor knytter de også deres forbindelser med andre landes arbejdere fastere og fastere, – de er internationale. – Og ganske naturligt – den fjende, de bekæmper (overklassen) har de i deres eget land, men vennerne, støtten, må de søge i de fremmede landes arbejdere. Derfor vil også ethvert forsøg på nationalt at opfanatisere det ene lands arbejdere mod det andet være spildte. De vil og må i kraft af selvopholdelsesdriften slutte sig fast om den internationale fane.
Nu vajer den over 12-14 millioner organiserede arbejdere, – det dobbelte tal og Molok styrtes i gruset.
Marie Nielsen
En rejseoplevelse
Iblandt de byer, jeg på min foredragsrejse besøgte, var også Assens, en lille by, beliggende ved Mariager Fjord.
Efter at have talt for en interesseret forsamling, væsentlig bestående af byens kerne, cementarbejderne, besluttede jeg næste morgen at opsøge disse folk på de tre store cementfabriker, der ligger ved fjorden.
Jeg gik efter skorstenene, men standsedes snart af mægtige plakater, der forkyndte den hellige ejendomsrets ukrænkelighed. – Adgang forbudt! –
Jeg drejede ned ad en vej mellem to vældige fabriksanlæg, og herfra kunne jeg se arbejderne i gruberne.
På lange, vaklende, smalle stiger stod arbejderne og huggede kridtet løst, medens tipvogne løb til og fra.
Fabriksbygningen var tilrøget og dækket af gråt cementstøv – et fængsel at skue med de få glugåbninger.
Gennem tre af disse åbne glugger kunne jeg se ind i mægtige glødende gab, der spyede hvidglødende flammer fra sig.
Hist og her så jeg en røgsværtet arbejder gå til og fra.
Pludselig hilste en af dem op, og jeg forstod, at det måtte være en af mine tilhørere fra aftenen før.
"Hvad er det derinde," råbte jeg ned til ham, "man tror, man kigger ind i selve helvede?"
"Ak ja, såmænd, det er også noget lignende i hvert fald, men kom ind og se!"
Og arbejderen førte mig ad smalle, sorte trapper til rummet, hvor tre mægtige roterende forbrændingsovne gik, fyldende rummet med vældig larm.
"Se ikke derind uden beskyttelse for øjnene, her er glas!"
Og gennem det blå glas kunne jeg se ind i ilddjævlens bug, hvor cementen væltede rundt i flammerne.
"De føder sig selv både med cement og kul," oplyste arbejderen, "og da de blev installeret, åd de 150 arbejdere med det samme – før var vi 350 mand, nu er vi 200."
"Hvornår hviler dog disse uhyrer?" spurgte jeg. "Aldrig! de går dag og nat – hellig og søgn!"
"Men mand dog, så er I da vel tre arbejdshold?"
"Nej," svarede han, "her på cementfabrikerne arbejdes kun med to hold. 12 timer for en del af os, de lykkeligste arbejder "kun" 10 timer."
---
Jeg gik fra forbrændings- til formalingsfabriken.
Allerede i afstand mærkede man luften ligesom dirre under den frygtelige larm, der udgik fra den.
Jeg – den ubudne gæst – vovede mig ikke ind, men stod lidt i frastand og betragtede fabriken. Da kom en ung arbejder ud på en svalegang med en trillebør slagger eller andet, han så mig, hilste og kom straks løbende ned.
"Vil De se kværnene?" råbte han så højt, han kunne. Tale til hinanden var umuligt på grund af den djævelske larm.
Jeg nikkede, og han førte mig hurtigt til en anden arbejder, hvem han skreg ind i ørene: "Det er frk. Nielsen, der talte for os i aftes – vis hende kværnene!" Dermed forsvandt han.
Jeg førtes nu op ad smalle trin til første sal, hvor to uhyre cylindriske kværne gik rundt malende cementen til støv.
Milde guder! – hvilken øredøvende larm! – Det var, kunne man tænke sig titusinder af klippeblokke uafladelig styrtende over hinanden i dybe afgrunde!
Flere arbejdere gik heroppe, de råbte noget til mig, men ikke et ord forstod jeg.
Af mine lungers fulde kraft skreg jeg selv nogle ord, men forfærdedes ved ikke selv at høre en lyd.
Jeg holdt mig for ørene og stirrede fortvivlet på min ledsager, der nu rask greb mig i armen og trak mig en etage højere op. Larmen stilnede her lidt, men man måtte stadig råbe til hinanden for at blive hørt.
"Ja, de er slemme dernede," sagde min ledsager, "men de går også hver med 26.000 pd. rullesten i maven."
Jeg hostede – fint cementstøv fyldte rummet og trængte straks ind i lungerne, og det endskønt der var indlagt et par vældige blæserør, der skulle holde rummet frit for støv.
"I må jo blive døve og syge her i denne skrækkelige indretning!" råbte jeg til min vejviser.
Han trak på skulderen med en træt bevægelse: "Man vænner sig til alting!" –
Jeg mindedes, at det var blevet mig sagt, at iblandt alle arbejdere har cementarbejderen den gennemsnitlige korteste levetid. – – – – – – – -
"Man vænner sig til alting!"
– Hvor forstod jeg dog nu inderlig godt, at netop her blandt disse mænd måtte socialismens tanker gro om nogen steder.
Dette var da lønslaveriet i renkultur, praktiseret uden nogen formildende omstændighed.
– Hvor tit har vi ikke hørt de bevingede ord: "Nej, den danske arbejder har såmænd ingen grund til at klage, den danske arbejder har det godt;" så tit er det sagt, at det har været ved at gå i arbejderne selv. – Men nu cementarbejdernes liv – er det et liv?
12 timer i trædemøllen under de uhyggeligste omgivelser – ved aftens- eller morgentid kommer han træt og udslidt til hjemmet – spiser – sover – står træt op og går atter i slaveriet.
Aldrig kan det blive anderledes; thi lønnen er kun til føden for ham og hans – hvor skulle løsepengene så komme fra? Og uden at kunne gøre fra eller til må han se på, at fabriken også sluger hans børn – de må blive i båren.
Og som ham går det tusinder – det ved vi godt. Derfor bort med det pæredanske vrøvl om alle de goder, vi har, og lad os lidt snart få begyndt at pille ved den paragraf i Grundloven, der gør det muligt for et enkelt menneske så umenneskeligt at udbytte hundrede af sine medmennesker.
"Den hellige og ukrænkelige privatejendomsret" har bragt nok af ulykke over menneskeheden; det er på høje tid, at denne ret for de få – de herskende – erstattes af vort krav om, at de, der skaber værdierne, også skal eje dem, dvs. af det arbejdende folks ejendomsret.
Marie Nielsen
Mens størstedelen af de europæiske folk tumler rundt i den rasende bloddans, mens lig dynges på lig i titusindvis, mens hadet mellem folkene flammer vildt og dyrisk er der sket et mirakel angående staternes indre tilstand.
Borgfreden – treuga dei-tilstanden – er blevet erklæret. Krigen på kniven om retten til at leve på jorden – den uforsonlige kamp mellem klasserne er standset – for fædrelandets skyld! Der findes ikke længere to hinanden fjendtlige klasser inden for nationerne, nu findes der kun enige folk, der ser kampen for fædrelandet som deres første og højeste opgave.
Proklamationen til denne høje borgfred udstedtes af den tyske kejser Wilhelm hin julidag, da han tilråbte sit loyale folk: Jeg kender ikke mere partier, jeg kender kun tyskere, og fra Tyskland bredte den sig lynsnart over det ganske Europa, også herhjemme kender vi den kun alt for vel.
Dens ydre kendetegn er, at alle partier i de forskellige lande fylker sig tæt og trofast om den regering, der i øjeblikket sidder, og sværger til den i tykt og tyndt, i de krigsførende lande for krigens skyld, i de neutrale lande for fredens skyld. Alle kampe på det økonomiske område standses eller dæmpes, mens de enige parlamenter af alle kræfter bistår regeringerne med at lave love, der skal forhindre den værste nødstilstand.
Således ser forsiden af medaljen ud, men bagsiden viser et noget andet billede. – Reelt er der aldeles ingen klassemodsætninger forsvundet.
Endnu lever overklassen med kongeapparatet i spidsen i overdådighed i prægtige boliger i fornemme kvarterer, og endnu halv- og helsulter proletariatet i deres baggårde og stræder. Ja, hvad mere er, selv af disse sørgelige tilstande forstår den udbyttende klasse at ruge guld – meget guld, og den gør sig aldeles ingen samvittighed af at ågre med proletarens første livsfornødenheder, og tage blodige renter deraf, så proletariatet stønner under værre kår end før.
Jo sandelig, klassemodsætriingerne er der stadigvæk og klassekampen med, denne har blot skiftet karakter.
Hvor før udbytningen gik under stærk modstand fra underklassen, der årvågen var parat til at sætte hårdt mod hårdt og som slog til, når lejlighed var der, der foregår nu udbytningen uhindret og frit, thi arbejderne har nedlagt våbnene for borgfredens – for fædrelandets skyld.
I Tyskland fremtræder disse tilstande i særlig uhyggelig form. .
Efter en tysk partifælle, hr. Haenisch' artikel i den danske "Social-Demokrat", har man i Tyskland opgivet den faglige og politiske kamp, og i stedet for i inderlig forståelse med den tyske kejser og den tyske regering kastet sig ind i et vældigt arbejde for at støtte regeringen i dens arbejde for at begrænse nøden det mest mulige. Til gengæld ser man så regeringen gribe ind med forbud og statsmonopoler, hvor korn- og andre ågre for blodigt udsuger folket.
Helt sjældent så man ulv og lam så fredeligt græsse sammen – og katastrofen udebliver næppe heller.
Vi proletarer vedbliver dog stadig med at lade os tage om hjertet af godtkøbsfraser og lader os snyde og narre.
Selvfølgelig var den tyske regering (og forøvrigt også de andre landes regeringer) livsinteresseret i at få samarbejde med Socialdemokratiet, det eneste parti, der var i stand til at vække en virkelig opinion imod krigen, og som dog også skulle levere det meste kød til slagtningen, det eneste parti, der var en virkelig fare for regeringen, det eneste parti, der kan udøve en mægtig beroligende indflydelse på det nødlidende folk; medens derimod det tyske proletariat truer sine egne livsinteresser på det alvorligste ved så godt som med hud og hår at udlevere sig selv til kapitalismen og dens mest renlivede repræsentant, kejser Wilhelm, der ikke engang nu, hvor arbejdernes blod flyder i strømme for hans og hans hjælperes skyld, kan bekvemme sig til at lade den preussiske treklassevalglov falde.
Jo, junkerpartiet skal nok udnytte borgfreden, idet det tager alt, men intet giver, og den tyske arbejder vil nok komme til at sande, at var den åbne klassekamp ond, da er "borgfreden" endnu værre.
Og som Tyskland så her i Danmark (og vel sagtens også alle andre steder).
Af hensyn til borgfreden tier og bier vi. Vi tier til de meningsløse militærforanstaltninger og voksende udgifter, vi tier, når regeringen altid for sent træffer sine foranstaltninger til dyrtidens begrænsning, og vi tier til og tåler de skændige almisselove, der er lavet af hensyn til arbejdsløshed og anden nød, alt under hensyn til "borgfreden".
Hvilken befrielse den dag, da denne sælsomme og uhyggelige borgfred ophæves, og det igen dog bliver muligt for arbejderne at protestere mod uretten!
Marie Nielsen
Hr. Peder Hedebols artikel i forrige nr. af "Socialisten" om ovenstående emne frister til gensvar, og det skønt der ikke står noget væsentligt nyt i den. De formanende ord til kritikere og principryttere herhjemme, forsvaret for de krigsførende landes socialdemokrater og de trøsterige bemærkninger, at engang vil alt blive godt, har vi altsammen hørt før – ja, mange gange; men netop af den grund kunne det måske være godt at gå sådan tale lidt kritisk efter.
Først formaningen: Dømmer ikke – og dømmer i hvert fald ikke uhørt.
Men synes hr. Hedebol ikke, at vi har hørt en hel del rundt fra de forskellige krigsførende socialdemokrater?
Og er dette ikke af en sådan art, at man dog som medlem af "Internationale" ud fra dettes principper må fordømme dette?
Når f. eks. Vanderwelde, Sembat og Jules Guesde træder ind i den kapitalistiske regering og tager deres del af ansvaret for de forbrydelser, kapitalismen i dette øjeblik udøver over for den del af folket, hvis interesser disse herrer er valgt til at varetage, er der da grund til at råbe vivat! – hurra!? Nej, der er grund til at sige: Ha, ha! Nå så I render fra jeres pligt den dag, vi har brug for jer! Vel, så må arbejderne i fremtiden sikre sig førere, der kender arbejdernes interesser og i vigtige stunder vil varetage disse og kun disse, og disse folk vil de finde i deres egne rækker. Doktorer og andre finere personligheder viser i stort tal i denne skæbnesvangre tid, at arbejdernes interesser ikke i første linje ligger dem på hjerte.
Når man dernæst fra England hører, at arbejderførere opfordrer arbejderne til at melde sig frivilligt for fædrelandets forsvar, og den ene tyske partifælle efter den anden udtømmer sig i vores presse i forherligende artikler for tysk politik, så er der virkelig god grund til at stikke til "elefanthuden" eller hvilken anden grå dyrehud nu de herrer er trukket i, selv om det kun bliver med synåle.
Og desuden – så tykhudede for kritik er de herrer ikke, det viser deres emsighed med at forklare og forsvare deres optræden.
Også hr. Hedebol forklarer og forsvarer, og – o, himmel – med de samme hule nationale fraser som vore krigsførende partifæller i de forskellige lande for tiden agiterer med.
Franske arbejdere må slås for fransk frihed og kultur mod prøjservældet, og tyske arbejdere må slås for tysk kultur, for deres sociale lovgivning og meget andet mod kosakker og franskmænd, og engelske arbejdere må slås for, at "England ikke om en 10-15 år skal nedslagtes i ensomhed!"
Jeg kunne have lyst til at udråbe med Israel: "Hvad del har vi i David! Vi har ingen del i Isai søn!" Hvilket er udlagt: Hvad kommer staternes indbyrdes udryddelseskrig arbejderne ved, vel at mærke når de ikke er "prygelknabe" hvem ved, måske er det netop nødvendigt i arbejdernes frihedskamp, at Englands verdensherredømme styrtes, det ville måske give luft for frie sammenslutninger.
Nu kommer hertil at disse højt udskregne kulturelle forskelle eksisterer ikke for arbejderklassen. Det, der bestemmer arbejderklassens vilkår verden over, er selvfølgelig de økonomiske forhold; herimod spiller det ingen rolle, om der hersker lidt mere eller mindre frihed i dette eller hint land; thi udbytningen af arbejderne foregår ganske efter den samme recept verden over, måske kan man hist og her pege på en ringe gradsforskel i levevilkårene, den kan også findes inden for det samme lands grænser, men i det store og hele står arbejderklassen verden over på samme niveau; de hverken vinder eller taber ved at skifte fædreland. Hvad udbytningssystemet angår er kapitalen ganske og aldeles international.
Jeg blev meget bestyrket i denne tankegang ved en aften at overvære et foredrag om de krigsførende lande med lysbilleder, hvorved der også fremvistes arbejdertyper fra de forskellige lande.
Det var slående så disse russiske, tyske, engelske og andre nationers arbejdere var lig hinanden. Roearbejderne i Prøjsen så i kød og klædebon ud ganske som vore egne roearbejdere, og det store barbariske Rusland kan ikke møde med større elendighed, end frihedens land, England, kan præstere – Og hvad er frihed? – Hvad gavner vel friheden sådanne, der af trælsomt arbejde eller bitter nød holdes nede i en sådan åndelig fattigdom, at de hverken kan vurdere eller benytte den?
Desuden – treklassevalgloven falder vel også i Prøjsen og zardømmet i Rusland, måske det endda falder før end det for øjeblikket uhyggeligt afstivede tyske kejserdømme.
Og hvorom alting er, hvis arbejderne lader sig bilde ind, at de for øjeblikket kæmper for frihedens og fremskridtets sag, da har de intet lært siden 1848, hvor man bildte dem det samme ind, brugte dem og bedrog dem.
Hvem er dog naiv nok til at tro, at bourgeoisiet vil fyrstedømmets fald og fuld frihed! Det vil det hverken i deres eget eller andres lande. Jeg er enig med hr. Hedebol i, at vi skal søge at drage lære af denne frygtelige begivenhed, men først og fremmest må vi dog søge klarhed over vor egen stilling, og er denne dårlig, må det indrømmes.
Det politiske Socialdemokrati var før krigen en magtfaktor, men det er det ikke mere. Det må indrømmes – og så – hvor er fejlen?
Ja, jeg mener, den ligger i den opportunistiske ånd, der er blevet så fremherskende; man har arbejdet for dagen og vejen og glemt arbejdet på langt sigt. Man har dannet arbejdernes Internationale og har samtidigt kælet for nationale tendenser. Man har præket: "Arbejdernes frigørelse er arbejdernes eget værk", men samtidig i meget stor udstrækning allieret sig med modstanderpartier osv. Arbejdernes begreber kan under sådan politik kun blive uklare, vege.
Der tales fra alle sider i denne tid, at efter krigen må meget revideres. Gid revisionen må blive i retning af større klarhed og renhed i principperne og med en mere målbevidst socialistisk politik.
Marie Nielsen
| Tilbage | Næste |