| Tilbage | Næste |
Artikler skrevet under arbejder-revolutionerne
1917-18 og udgivet til den russiske revolutions 10-års dag.
Forord (1927)
Du hellige russiske revolution! (9.8.18)
Bolschevismen smitter (16.10.18)
Hørups blad som afløbsrende (23.10.18)
Indenrigsminister Ove Rode og sadelmager Thøgersen (24.10.18)
Bolschevikrædsel i folketinget (28.10.18)
Ulvene hyle (29.10.18)
Proletariatets skæbnetime (2.11.18)
En mindedag (7.11.18)
Revolution i Danmark (10.11.18)
Noter
I november dette år fejrer den russiske revolution sin tiårsdag.
Det er ti år siden, at det russiske proletariat ført af Ruslands bolschevikiske parti rejste sig til de afgørende kampe, der gav magten over samfundsledelsen i proletariatets hånd og tvang borgerskabet til at underordne sig denne magt eller udvandre.
For ti år siden gik meddelelsen om den russiske revolution som en stormbølge igennem verdensproletariatet og rev det op af den smertelige pessimisme, som krigen og 2. internationales frafald fra socialismen og dens forræderi over for arbejdermasserne havde sænket det i.
Af en stormende, mægtig og sejrrig proletarrevolution blev det revet ud af sin døs og kaldt til kamp mod de tyranner og de forrædere, der var skyld i den store blodtapning af proletariatet, kaldt til kamp for at støtte den vældige russiske revolution, kaldt til kamp for revolutionen i egne lande, til kamp for verdensrevolutionen!
Hvem kan glemme hine dage, når man har oplevet dem?
I vore egne stormende følelser, i vort eget svidende hjertes længsel efter hjælpende at være med – at være med i kamp, sejr og nederlag – blot ikke passive – erkendte vi hele klassens begejstring, vilje og længsel efter at stille sig solidarisk kæmpende ved den russiske revolutions side.
Da det store velorganiserede Socialdemokrati svigtede, da det anvendte al sin magt for at hindre massernes erkendelse i at komme til gennembrud, blev det nogle få lidet kendte arbejdere, der først af alle løftede stemmerne inden for den danske arbejderklasse for at omskabe den ubevidste medfølelse til klar erkendelse af den russiske revolution og verdensproletariatets pligt over for den.
Og således blev da de efterfølgende artikler til.
Den koldsindige betragter fra 1927 vil vel finde disse artikler unødvendig fanatisk voldsomme, men de socialistisk vågne arbejdere, der oplevede tiden, kan forstå tonen i dem.
Den russiske revolution kæmpende for livet, omgærdet af fjender, knuget i en ring af jern. Fjendtlige kanoner på seks forskellige fronter, kontrarevolutionen i eget land arbejdende med attentater på revolutionens førere.
Daglig profeterede pressen ("Social-Demokraten" iberegnet), at nu faldt Sovjetregeringen, nu var dens dage talte – vi levede i en daglig ophidselse og spænding og blev drevet til at yde vort yderste i bevidstheden om, at faren virkelig var overhængende.
Vor ophidselse og uro forplantede sig til bredere og bredere kredse af arbejderklassen. I tusindvis strømmede arbejderne til møder, når vi kaldte på dem i klassekampens, i den russiske revolutions navn, og dette forhold, at store dele af proletariatet rev sig ud af den socialdemokratiske døs, at en skælvende forventning efter kampvarslet gik gennem masserne, samtidig med, at revolutionsbølgen bredte sig til Tyskland, gav anledning til, at vi, der stod forrest i de dages kampe, blev fængslet og holdt indespærret i måneder og senere idømt langvarige fængselsstraffe.
Når jeg nu i ti-året efter den russiske revolution og ni år efter, at disse artikler er skrevet, udgiver dem påny, da er det ikke, fordi jeg mener, at disse artikler har litterær eller særlig historisk interesse, men simpelthen, fordi jeg ønsker at sige de samme ord én gang til.
Stående i en roligere tidsepoke, seende tilbage over ni år med den udvikling, disse har medført, kan jeg ikke ønske noget ord, jeg den gang i kampens hede skrev for den russiske revolution, uskrevet.
Der er sket forandringer i de ti år. Revolutionen er sejrrigt skredet frem i Rusland, har overvundet alle de dødelige farer, der truede den, og har begyndt et socialistisk opbygningsarbejde i det store russiske folk, der ustandseligt drager strømme af verdensproletarer mod dette, vort socialistiske fædreland.
Sovjetregeringen har fæstnet sin magt igennem millionfolkets tillid i en sådan grad, at ingen kontrarevolution for alvor tør tænke på at løbe storm mod den, og sovjetstaten er vokset så fast til verdensproletariatets hjerte, at det vil være halsløs gerning for de kapitalistiske stater at påbegynde krig mod den.
Og alligevel er der netop i dette år, ti-året for revolutionen, tegn og varsler om, at borgerskabet i de kapitalistiske lande omgås med krigsplaner mod Rusland. Pressen bringer, som i årene 1917-18-19, om end i noget formindsket kvantum, de samme provokerende, løgnagtige telegrammer om forholdene i Rusland, man profeterer igen sovjetregeringens fald, man svælger i meningsstridighederne inden for det kommunistiske parti osv.
England står midt i krigsforberedelser. Afbrydelsen af al forbindelse med sovjetstaten, undermineringen af dens forbindelse med andre stater, bestræbelserne for at danne en antisovjetisk blok af stater ....
Det er denne fjendtlige politik, der afspejler sig i pressen, som har opgaven at vildlede masserne og indstille dem fjendtlig mod sovjetstaten.
Endskønt det kapitalistiske borgerskab i disse fjendtlige bestræbelser mod Rusland til vildførelse af arbejdermasserne har en mægtig allieret i den socialdemokratiske presse, der troligt gør felttoget med på kapitalisternes side, vil det sikkert ikke lykkes denne gang at bedrage arbejdsmasserne.
I de ti år, den russiske revolution har kæmpet sig frem, er der givet verdensproletariatet så mange beviser på dens socialistiske, proletariske retning, at ingen pressetilsløringskampagne vil kunne løsne den fra arbejdernes hjerter.
Arbejderne ser på realiteter. De ser på, at revolutionen har skabt mulighed for en friere og højere udvikling af arbejderklasse og bondeklasse i Rusland. De ser, at der brydes bane for selve socialismen, for det klasseløse samfund, for et højere og lykkeligere menneskesamfund.
Arbejderne ser, at revolutionen med stærke bånd er bundet til verdensproletariatet, at Ruslands arbejdere stadig holder verdensrevolutionens fane vajende.
Hjælpen til de engelske minearbejdere, til de norske arbejdere, til Kinas kæmpende proletariat taler solidaritetens sprog så tydeligt, at ingen arbejder kan lade sig vildlede af den socialdemokratiske klaffer, at revolutionen har mistet sit proletariske indhold.
Og skulle sovjetstatens fjender mene, at de nu kan gå frem til åbne fjendtlige angreb mod Rusland, da vil de erfare, at arbejderne i alle lande betragter sovjetstaten som et socialistisk fædreland, de har en hellig pligt til at forsvare.
En rejsningsbølge vil påny sætte verdensproletariatet i bevægelse, og i denne vil forhåbentlig den sygnende vesteuropæiske kapitalisme gå under.
På ti-årsdagen for den russiske revolution under en situation, hvor spændingen mellem den socialistiske sovjetstat og de kapitalistiske stater stadig øges, vier jeg da påny de gamle kampartikler til den levende, virkende russiske revolution ført af Ruslands kommunistiske parti, med ønsket om, at det mægtige pionerarbejde, der er gjort, må føre til verdensproletariatets rejsning i en verdensbefriende social revolution.
Den 22. oktober 1918 blev jeg i et forhør hos dommer Ipsen i 9. kriminalkammer fængslet. Årsagen angav han at være den samfundsfarlige tone, der gik igennem "Klassekampen"s artikler. Den direkte anledning angav han at være en lille opsats: "Dan arbejderråd", hvori der blev givet anvisning på at danne sådanne råd, der den gang var udbredt over hele Norge, og som i Tyskland blev betragtet som middel til at lænke revolutionsbølgen i roligere leje.
Jeg sad i "undersøgelsesfængsel" i 6½ måned. Der rejstes tiltale mod 10-11 artikler, og der faldt dom mod 7, deraf var det ene et antimilitaristisk opråb.
Artiklerne og dermed jeg selv som ansvarlig redaktør og som den, der havde skrevet artiklerne, dømtes efter straffelovens §§ 85 og 100 og militærstraffelovens § 112 til 1½ års forbedringshusarbejde. (Denne dom ændredes siden af Højesteret til 6 måneders simpelt fængsel.)
De pådømte artikler var dels rettet mod politimyndighederne på grund af arrestationerne og de uhyrlige lange varetægtsindespærringer, som de revolutionære arbejdere undertryktes ved, dels var det almindelig revolutionær propaganda i forbindelse med den russiske revolution.
Af de i dette hefte samlede artikler er tre dømt efter straffelovens § 85, nemlig "Ulvene hyle", "Proletariatets skæbnetime" og "Revolutionen i Danmark".
Velsignet din styrke!
9.8.1918
Du hellige russiske revolution, du, der har gjort ende på arbejderklassens trældom og givet riget i deres hænder, som har skabt det, dig lover og priser vi.
Kækt og med vældig styrke griber du om det borgerlige samfunds piller.
Tronen er styrtet, prækestolen vakler, snart bølger kornet over eksercerpladsen, og katederet bliver god kundskabs sæde.
Uopholdelig, uforvirret skrider du frem over det styrtede samfunds ruiner. Hvad rører dig skrålet om fædrelandet og dets forsvar. Frit råber du over verden: Proletarernes fædreland er den ganske jord, lad samles, lad skilles, socialismen gror.
Hvad rører dig truslerne fra andre landes filistre. En gang vakt og vidende din styrke ler du deraf – tusinde mand med en asenskæft!
Du hellige, russiske proletarrevolution – velsignet din styrke!
Skrid frem, bryd ned, byg op! Og lad luren gjalde vest over lande, hvor Samson endnu tålmodig og sløv træller i borgerskabets gård og blind lader sig lede af dets hænder og leger for filistrenes åsyn.
Således stod der i december 1917 i en lignelse mellem den fangne og
blindede kæmpe Samson og den trællende arbejderklasse, under det vældige
indtryk af arbejderklassens rejsning i øst i det store
Rusland.
Med hjertet fuldt af svulmende tak og begejstring bøjede vi den gang knæ og tilbad i ærefrygt de gigantiske frigørelseskræfter, der udfoldede sig derovre og løste millioner af knugende bånd og lænker, gav millioner den så usigelig længselsfuldt ventede frihed til at blive mennesker iblandt mennesker, medens de samme kræfter i hellig retfærdig vrede vendte sig imod al fortidens undertrykkelse og fordummelse og tvang det i knæ under det frigjorte skabende proletariats diktatur.
Måneder er forløbet.
Vi har under disse set reaktionens sorte ravne i alle forklædninger skare sig og stævne mod øst for om muligt ved forenede kræfter at sønderslide og sønderflænge revolutionens og frihedens legeme.
Fra øst, fra syd, fra nord, fra vest trænger væbnede disciplinerede masser over grænserne for med jern og bly at kue det frie russiske folk. I landet slutter penge og præster en inderlig alliance med kanonerne fra udlandet for ved hjælp af dem at kunne drukne arbejdernes rige i det røde strømmende blod.
Men trodsende skrider revolutionen dog frem i sit befrielsesværk. Privatejendommen er ophævet, jorden er givet til bonden, banker nationaliseres, bedrifter inddrages under arbejdets kontrol, universiteter oprettes og forfatninger vedtages.
Endnu i dag kan man med den samme begejstring, med samme ærefrygt i sjælen bøje knæ og udbryde:
Du hellige, russiske revolution – velsignet din styrke!
Med en verden af fjender imod sig, forrådt af sin eneste ven, verdensproletariatet, kæmpende hver eneste dag for selve livet, skaber revolutionen hver dag på nye underværker, blæser med sin vældige ånde socialisme ud over Rusland, ud over grænserne; og den revolutionære socialismes ånd fra østens egne vil leve, selv om man mener, man har knust revolutionen.
Det er alt for sent for de sorte ravne – revolutionens frugt kan ikke dø.
Du sagtmodige, menneskelige, russiske revolution!
Med kraft har du vendt dig imod arbejdernes dødsfjende: privatejendommen, men med arbejdernes sædvanlige respekt og kærlighed for menneskeliv skånede du menneskene.
Blodet, der flød på din vej, isprængtes under kampene arbejdernes blod. Bloddomme fældtes ikke, selv dine argeste og ondeste fjender færdedes i fred deres egne, rænkefulde, forræderiske veje, gik uhindret i forbund med revolutionens fjender, og nu – nu i disse dage truer forræderiet med at ville magtstjæle revolutionens kraft.
Uhyre er faren for arbejdernes rige. Lykkes den store koalitions værk, knuses arbejdets folk i det grufulde favntag, lægges frihedens rige øde, farves Ruslands sorte jord rød af socialistiske kæmperes blod, tvinges arbejdets folk atter tilbage i trældommens trædemølle, slukkes for verden det strålende håb fra øst – med hvilken smerte, med hvilken jammerfuld klage må Internationale da ikke tilhylde sit åsyn for anden gang i dette folkemyrderiets tidsalder – med anger og svigende selvanklage bekende sin medskyld i den blodige katastrofe.
Men endnu kæmper revolutionen, endnu har dens fjender ikke sat foden på dens nakke, endnu skrider den frem, sående socialismens sæd over vældige agre.
Men farerne trækker sammen, er uhørte. Forfærdelige hævngerninger, uforsonlige fjender tvinger revolutionen ud af sin tidligere ublodige bane.
Tigget og råbt har den mod vest til det store, stærke, velorganiserede proletariat med de mange repræsentanter i regeringer og parlamenter: "Så hjælp os dog! Ser I ikke vi forgår!"
Vesteuropas regeringer sender hære til undertrykkelse; men Vesteuropas proletariat ser uvirksomt og uforstående til. Ej engang med sin store indflydelse kan det hindre, at dets egne sønner sendes mod arbejdernes rige i øst.
Da står kun fortvivlelsens selvhjælp tilbage og med proklamationen: "Revolutionens fædreland er i fare" er revolutionen tvunget ud i anvendelsen af fortvivlede midler. Før revolutionen fejrer sin første fødselsdag, vil disse kampe sikkert være afgjorte.
Om sejr eller nederlag – ingen ved det, og ingen kan forudsige det.
Reaktionens grumme hydra hvæser allerede af tilfredshed, og tusinder røde tunger vibrerer allerede i håbet om at slukke deres blodtørst i heltenes blod. Og hundrede af idiotiske socialpatrioter folder allerede nu hænderne med skinhellige miner og udtaler fromt: "Fik vi så ikke ret?"
Men endnu er revolutionen ikke dræbt, og vi "Internationale"s folk, vi håber på sejren for retfærdigheden.
Vi vil i sejr, i nederlag, i liv eller død med lige ærefrygt bøje knæ for arbejdernes befrier fra øst, for vor hellige revolution, men vi ønsker først og fremmest i den forestående frygtelige kamp kraft for revolutionen til med hensynsløs energi at kunne knuse de reaktionæres masseangreb.
Skrid frem, bryd ned! Velsignet din styrke!
16.10.1918
Med allehånde vederstyggelige midler har man i den borgerlige verden forsøgt over for arbejderklassen i alle lande at tilsmudse og miskreditere den russiske arbejderrepublik.
Bladene har været fyldt med gruopvækkende skildringer fra det rædselsherredømme, som bolschevikerne siges at have indført i Rusland.
Borgerskabet har endda fået udmærket hjælp fra alle socialpatriotiske elementer inden for arbejderklassen.
Den store arbejderpresse herhjemme og andet steds har enten tiet til alle angreb på bolchevikerne og fortiet de forhold, der vidnede i deres favør, eller også er de direkte gået imod bolschevikerne, i reglen ud fra bornerte borgerlige anskuelser angående mål og midler i arbejderklassens kamp.
Kun en ganske svag presse har stået til disposition for det kæmpende proletariat.
Kun små og få blade har løftet deres røst til kamp solidarisk med bolschevikerne.
Og alligevel er det ikke lykkedes at vende arbejdernes hjerter fra den russiske revolution.
Overalt hvor der tales om revolutionens resultater og forløb, i arbejderkredse viser det sig, at arbejderne føler og tænker bolschevikisk.
Intet under da, at borgerskabet skælver ved efterretningerne derude fra den store verden i disse dage om folkerejsninger og arbejdsuroligheder. BoIschevismen smitter, skriger de op.
Og den smitter!
Fra øst ruller den trods alle magthavernes modforholdsregler som en stormbølge mod vest.
Det brænder i alle kanter af Europa.
Portugal i belejringstilstand, Bulgarien bolschevikeret og Tyskland halvt bulgariseret.
Krise på krise i Tyrkiet, Østrig og Tyskland.
Italien er overmåde brandfarlig med den energiske zimmerwaldistiske agitation, der er ført under hele krigen, og i Frankrig og England lytter arbejderne i dette øjeblik mere socialistisk vågent end tidligere i de fire krigsår til det kæmpende proletariats hjerteslag.
Bolschevismen smitter!
Med rædsel ser borgerskabet denne smitte gribe om sig. Med begejstring, med tak og pris, fordi befrielsesstunder rykker nær, ser proletariatet bølgen slå ind over eget land.
Ingen løgn, ingen magt vil kunne forhindre den virkelige arbejderproletar i at stille sig solidarisk med de kæmpende brødre. Instinktmæssig vil han føle, det er mine – det er mine fattige brødre – det er mit folk, der kæmper.
Han vil trods al forstummelse føle sig gennemstrømmet af den revolutionære begejstrings ånd, der vil fylde enhver arbejder, der har givet sig socialismens idé i vold.
Endelig! – Endelig kommer frihedstimen!
Endelig kommer den stund, vore fædre og mødre kæmpede og led for, og som vi længes imod med feber i sjælen.
Opgørets stund for trældommens år!
Velsignet være da den af borgerskabet så frygtede smitte.
For os bringer den udfrielse af århundreders trældom, for os bringer den bud om et samfund, hvor fred og retfærdighed bor.
Kun først gennem de hårde overgangskampe.
Men i disse må hver proletar anspænde sin ydeevne til det yderste, at sejren over borgerskabet kan blive afgørende.
Vi i Danmark ligger uden for den egentlige kampzone; men vi kan ikke forblive uberørte af begivenhederne. Også vi er et led i det internationale hele; også af os vil der kræves indsats i denne kamp.
Borgerskabet her i landet + Socialdemokratiet, beskylder os, zimmerwaldere, her i landet for at være købt af bolschevikerne.
Har de da også købt de tyske, de bulgarske soldater og arbejderne i Italien og Portugal?
Kan man med guld købe al verdens proletariat?
Nej, sandheden er den, at intet guld er nødvendigt, og at ingen arbejder sælger sin sjæl til den russiske revolution, fordi den i virkeligheden er kød af vort kød og blod af vort blod, det er vor, den internationale arbejderklasses, revolution.
Dens sejre, dens nederlag, dens håb, dens skuffelser er vore.
Med vore liv som indsats vil vi, hvis det bliver nødvendigt, kæmpe for den og for dens udvikling, også inden for Danmarks grænser.
Med den revolutionære udvikling i andre lande nærmer tiden sig, hvor også vi vil blive draget med i revolutionens stormbølge.
Men vi frygter ikke!
Med forventning, med håb, med tillid til egen kraft vil vi træde ind i dens kæmpende rækker.
Den bolschevikiske smitte bringer for os socialismens velsignelser.
23.10.1918
"Politiken" er herhjemme det organ, som almindeligt i småborgerlige kredse anses for organet for frihed i tanke og ord, et organ, som i givet tilfælde endog kunne tænkes at støtte en omvæltning for en ny og bedre tid.
Det parti, der skarer sig om "Politiken", det radikale Venstre, har mænd, der mere frygtløst end Socialdemokratiets mænd har kritiseret de nuværende samfundstilstande.
De fleste erindrer sikkert endnu fra arbejdsløshedsdebatten i fjor, at Ove Rode, som den eneste, erklærede, at arbejdsløshedsunderstøttelsen ikke var for stor, men lønnen for lille, og dette synspunkt hævder han endnu, selv om man må vedgå, at disse radikale udtalelser ikke nytter ret meget, når ikke handlinger svarer dertil.
Også i andre for arbejderklassen vigtige spørgsmål stiller denne borgerskabets repræsentant sig mere forstående end mange af vore socialpatrioter.
Når Ove Rode udvikler sine verdens- og samfundsanskuelser, tror man sig siddende ved fødderne af en marxistisk socialist, indtil man når til det springende punkt: hvorledes skal det blive bedre?
Da viser forskellen sig, idet han som liberal borger med et videre udsyn end de fleste vel ser alle samfundsskavankerne, men ikke kan bekvemme sig til at godkende nødvendigheden af det gennemgribende kirurgiske indsnit, der må gøres på samfundslegemet, før dette kan blive sundt.
Han ser soten, men gyser for kniven.
Han frygter angreb på den hellige privatejendom.
Men selv om man således ville kunne fremdrage enkeltmænd i "Politiken"s kreds, på hvilke man kan se med en vis menneskelig sympati, så er "Politiken" selv et så udpræget overklasseorgan med så arbejderfjendtlige anskuelser, som nogen bourgeois kan ønske sig.
Og bladet er langt farligere end de helt reaktionære blade. Man er vant til at tillægge det et vist frisind, og angrebene føres mere skjult under maske end fra anden side.
Således har f.eks. "Politiken" siden den russiske proletarrevolutions udbrud vel nok været det blad, der mest lumsk har strøet gift for denne.
Man har ikke skreget op med store ord om "voldshandlinger" som de andre blade, men man har dag for dag sørget for, at alt telegramstof, der gik imod bolschevikerne, kom i bladet, har stadig sørget for meldinger om, at bolschevikregimentet var ved at blive styrtet, har med mellemrum bragt artikler fra øjenvidner, der naturligvis alle var gennembævet af "rædslen" derovre fra.
Således bringer "Politiken" også for den 22. oktober en artikel, hvori en amerikansk journalist, hr. Dosch-Fleurot, boltrer sig i fordømmelser over arbejderregeringen i Rusland.
Herregud – var "Politiken" ikke selv meget tvivlende over for de 47 amerikanske løgnedokumenter, som Amerika med så megen applomb udsendte for en måneds tid siden, men som ikke virkede akkurat, som de skulle?
Er "Politiken" uvidende om, at vi i Amerika foreløbig har den mest hensynsløse udbytterstat (en af disse stater, hvor Mammon, Molok og Fortuna har det frieste spillerum), der, hvis den vejrer chancer for de 300 pct., begår hvilken som helst forbrydelse?
Hvorfor da tage en amerikansk journalists oplysninger så højtideligt? Tilmed da de, ligesom dokumenterne, bærer præg af at være "lavede for tilfældet".
Vi synes, det vidner til gunst for bolschevikerne, at denne overklasserepræsentant kunne færdes i sine lyssky hensigter frit fra "Archangelsk til Sortehavet, fra den baltiske kyst til Ural".
Det store besvær med at slippe ud af landet må selvfølgelig tilsættes eventyret, ellers bliver der ikke noget eventyr ud af det.
Det tjekoslovakiske eventyr, som han beskriver, indeholder intet gran af nyhed, der gives kun her endnu engang lejlighed til at udslynge beskyldningen mod arbejderregeringen, at den har taget mod østrigsk-tysk hjælp mod tjekoslovakkerne.
"Politiken" ved såmænd godt, at det er en løgn, den her udslynger, men alligevel gentager det løgnen; thi som erfaren demagog ved det, at man kan fortælle en løgn så længe, at den bliver sandhed i læsernes øjne. "Politiken" ved så godt som vi, at de østrigere og tyskere, rumænere, tjekkere og slovakker o.a., der kæmper sammen med bolschevikerne, er internationale socialister, der her som socialister kæmper for arbejderrepublikken, der for dem er fædrelandet.
Forræderiet, som denne hr. "Dosch" beskylder Trotzky for, må lægges på disse tjekoslovakker, der i tjeneste hos kontrarevolutionen forråder alle arbejderes og al friheds interesser.
De store "sejre" har hr. Dosch glemt at sammenligne med de senere nederlag, forhåbentlig er tiden ikke fjern, da tjekoslovakkerne er fuldstændig knust eller bolschevikerede.
En eller flere af denne slags artikler i "Politiken" forandrer dog ikke den kendsgerning, at den 7. november kan revolutionsregeringen fejre sin fødselsdag og at regeringen sidder fastere end nogensinde.
Trods al smæden, trods alt had, trods alle borgerskabets løgne og tilsmudsning.
Men gamle Hørups oprørsorgan er egentlig for godt til at være afløbsrende for alt dette skidt og galde.
24.10.1918
Den 12. oktober holdt Ove Rode i Studenterforeningen et af sine både fra forms og indholds side beundringsværdige foredrag.
Det hed: "Folkefrihed i Folkenes Forbund" og bevægede sig over fortid og nutid og sluttede med et blik ind i den uvisse fremtid, hvor dog Ove Rode mente at skimte konturerne af et samfund, hvor frihed og orden har forbundet sig med hverandre og retfærdigheden triumferer.
I dette virkeligt mesterlige foredrag underkastede Ove Rode det hele kapitalistiske samfund den skarpeste kritik, man hører ham blot behandle de gamle liberale slagord om frihed og den økonomiske udvikling under frikonkurrencen.
"Tilstanden kaldes frihed. Den var i sin oprindelse skabt af frihedsidealer. Den var resultatet af oprør mod gammel tvang. Men frihedens navne var til sidst kun rester af en frihed, der var gået til grunde i uorden. Man lovpriste den frie konkurrence, den frie handel, det frie personlige initiativ, kontraktfriheden, den personlige frihed. De skønne navne gav forestilling om en lyksalighedstilstand, hvor ulv og får græssede broderligt side om side. Men hvad dækkede de over?: En verden, hvor der midt i overfloden på alle rigdomme herskede grænseløs mangel og nød. Tantalus led på ny sine evige kvaler. Træet hænger fuldt af bugnende frugter, men når han strækker hånden ud, svinger grenene bort. Navnene dækker over en verden fuld af bitter strid, hvor den svage trædes ned af den stærke. En verden, der ophidses og udmattes af uafbrudte kriser, hvoraf kun de enkelte altid gik ud med forøget rigdom og kraft.
Produktionen var planløs. Under den frie konkurrence skete der pludselig tilstrømning til en produktion af varer, hvorpå der var mangel. Følgen blev overproduktion, og under denne enten ruin for produktionen eller midlertidig standsning af den, hengemning af varen, indtil en kunstig mangel bød muligheden for en højere profit, der kunne udligne også tabet ved standsningen. Det økonomiske liv rystedes af små eller store kriser, der snart ramte producenten, snart forbrugerne. Planløshed i tilvejebringelsen af boliger, stadig vekslende grundejer- og lejerkriser. Planløshed og uorden i arbejdets fordeling skabte uafbrudte arbejdskriser, arbejdsløshed samtidig med mangel på arbejdskraft.
I pengenes århundrede havde kapitalen forstået at samle sig og tage herredømmet. Den bemægtigede sig konkurrencen, kontrakten og initiativet, hvis frihed var udtryk for menneskets trang til at være sig selv og udfolde alle sine evner. Arbejdet fik ringe kår. Kontraktfriheden – den skønne drøm om frivillig aftale mellem to myndige personer – blev et middel til at undertrykke den svage, til at underbyde arbejdskraften og tvinge den til at sælge sig for en ussel løn. Fremgang i livet beroede på muligheden af at lade andre arbejde for sig, at lade kapitalen arbejde for sig, at lade jorden arbejde for sig. Guldet blev almægtigt. Ved siden af Molok i jern tronede Mammon i guld, og for at formilde indtrykket af disse barske gudebilleder anbragte menneskene imellem dem den lunefulde og letfærdige fru Fortuna. Spillet i alle former og dets mulighed for feberhastig opkomst blev tidens dyrkelse."
I virkeligheden en knusende, en fældende dom over hele det kapitalistiske fribyttersystem med dets tilbedelse af Mammon (guldet), Molok (krigen) og Fortuna (spillet).
I strenge, fordømmende ord vender han sig mod den almindelige værnepligt som det system, der har tvunget mennesket ind under Moloks magt.
Han siger:
"Tvangssystemet var den almindelige værnepligt. Oprindelig sat ind i verden som et tegn på folke-frihed og folke-lighed og folke-fællesskab, men siden vendt om til sin modsætning, til et tegn på tvang og kastedeling og enkeltvælde."
Efter at have udviklet, hvorledes Molok tvang alle kræfter i sin tjeneste, erklærede han:
"Men i sit væsen er krigstvangens orden ligesom alle andre torturerings- og ødelæggelsesinstrumenter, menneskeånden i tidens løb har udtænkt - antimenneskelig."
Det kunne have været af interesse for vore læsere at læse det hele foredrag, men selv af disse brudstykker vil man kunne skønne, at det er rigtigt, når man påstår, at Ove Rode i denne tale fuldstændig godkendte vore samfundsanskuelser som rigtige.
Han dømmer dette samfund til undergang, han venter et nyt og bedre; men dog er han med som repræsentant for den nuværende kapitalistiske regering til at undertvinge enhver bevægelse henimod dette nye samfund.
Han erkender, at det nuværende system er råddent umenneskeligt – antimenneskeligt - og dog værner han med alle kapitalmagtens midler om dette antimenneskelige system, er med til ved politi, ved militær at knægte hver den, der ude i folkets brede lag udtaler de samme anskuelser.
Hvad har f.eks. militærnægteren Thøger Thøgersen sagt, som ikke også Ove Rode har sagt?
Han har stemplet samfundet som vanvittigt, blodigt, rovgrisk, et trællesamfund, hvor kun en ringe procent af befolkningen får at vide, hvad frihed er.
Han har stemplet militærvæsenet som et tvangssystem, som et menneske med ære i livet ikke burde underkaste sig, han har vist for sine tilhørere, at denne levende mordmaskine holdes oppe som et våben i overklassens hånd imod arbejderne – og i alt er Rode enig med ham.
Hvorfor spærres da Thøgersen inde, medens studenterforeningens sal genlyder af bifaldsråb for Ove Rode, og man end ikke i regeringen har tænkt på at afskedige ham i nåde med pension?
Ja, hvorfor? – Vi forstår det selvfølgelig nok.
Den ene, Ove Rode, ministeren, han taler i foredrag til den akademiske ungdom, der dog må prale med et vist udsyn, men som man ikke behøver at frygte for skal blive opflammet til revolutionære handlinger. Man leger lidt med flammen, men den dag, denne slår ud i lyse luer, da kan man fra denne forening rekvirere slukningsmandskab.
Thøgersen derimod taler til disse, der på egen krop bærer de blodunderløbne mærker af slavelænkerne, og skønt han ikke kan måle sig med Rode i oratorisk dygtighed, så virker hans ord dog som gløder i åbne sår, og da han ydermere ved selv at afkaste den forhadte militæruniform ved sit eksempel sporer masserne frem til efterfølgelse, så bliver han den samfundsfarlige mand.
Ove Rodes samfundsnedbrydende tale kan man tilklappe sit bifald; den er interessant, men skader ikke – men over for samfundsnedbryderen, Thøger Thøgersen, da er råbet: "Korsfæst, korsfæst ham!" på sin plads; thi hans eksempel og tale kunne muligt føre til omvæltningen.
Men, hvor falsk er så ikke hele Rodes holdning, han erkender vel vor agitations berettigelse og er dog med til med magt at undertrykke samme.
I denne dygtige og menneskeligt set tiltalende overklassereppræsentant ser vi legemliggørelsen af den hele forlorne radikalisme.
Skønne ord – utiltalende eller ingen gerninger.
28.10.1918
For første gang under rigsdagsforhandlingerne i denne samling har der været et øjeblik, hvor referenterne kunne referere, at tinget lyttede med opmærksomhed. Reglen har nemlig været den, at "tinget" har været ret meget småt eller slet ikke besøgt under de højvigtige forhandlinger, der hidtil er ført.
Men med dr. Birck besteg sensationen prækestolen i Rigsdagen. Man ventede noget i retning af et gasbombeangreb mod de bedste samfundsbevarende kræfter, trusterne.
Med spændt opmærksomhed lyttede tinget i frygt og bæven ved indledningen, lidt efter lidt løste frygten sig dog i et lettelsens suk: Åh, ikke andet – med al sin kritik vil han dog det samme som vi, forhindre at andre kommer til fadet og bevare det gode, rare samfund, som det er.
Hele den oprørte højremands tale var egentlig én undskyldning til sine vælgere, fordi han så uforskammet havde stukket sin næse i skotøjstrustens sager, og han oprullede et skrækindjagende billede af bolschevismens spøgelse, således som det må vise sig for enhver forskrækket højremand i onde drømme.
Man så jo, hvor den fortærende brand bredte sig i Rusland; under de nuværende forhold kan man frygte – oh, man kan ligefrem høre den skælvende angst i stemmen - at luen slår over Tysklands grænser og breder sig også der, og hvad så med vort rare, lille, fede land, der har været så velsignet for spekulanter under krigen, som har fået så mange millionærer netop i den tid, hvor de andre lande sukkede i vånde, hvor bankerne og trusterne breder sig som vampyrer, og folket alligevel har det så godt, åh, så godt – hvor arbejderne lever overdådigt og luksuøst på fattigunderstøttelse – hvad kan der vel ske her i landet?
Ja, er det rigtigt, at arbejderne har det så glimrende, og der er gjort alt fra regeringens side, hvad der kan gøres for at dæmme op for udbytningen og skaffe det store forbrugende folk tålelige kår – ja, så sker her intet. Så kan vi roligt her i landet se himlen farves rød i syd af brandskæret, vort hus vil gå ram forbi.
Men er det løgn, usandhed, alt det, pressen stadig opvarter med om den store omsorg for de små i samfundet, og er det derimod sandt, at nøden, utrygheden, fattigdommen og trældommen aldrig har været større end netop nu iblandt arbejderne, og at udbytningen, ophobningen af rigdommene på den anden side heller aldrig har været større end netop nu, hvor den største del af verden ligger i nød, så – ja så sparer professor Bircks kloge ord og anvisninger os ikke for den brand, hvis skær vi allerede nu kan øjne, og som forvolder borgerskabet så megen hjerteve.
Professoren vender sig mod vort stakkels blad, råber regeringen ud til kamp imod det, udtaler sit dybtfølte håb, at regeringen må være stærk nok (der bevilges i disse dage mere politi af det socialdemokratiske flertal i Københavns kommune) til at holde bolschevikerne stangen, giver endog regeringen anvisning på at stikke sin næse i vore pengeaffærer, skønt Gud og hver mand i byen kender dem så nøje som vi selv, og hvad vil det hele så nytte?
Om vort blad lægges øde, om vor hele bevægelse knuses, så må dr. Birck dog ikke tro, at revolutionen dermed er slukket, der bryder sig vej trods alle magtmidler, trods al undertrykkelse.
Derimod kan vi godt anbefale alle de andre gode råd fra dr. Birck om imødekommenhed fra borgerskabets side.
Vi siger som han: Se faren i tide. Kast jeres stjålne guld fra jer, åben for hamstrekældrene og lad de fattige blive mætte og varmt påklædte.
Underbind udbytningen gennem bonde og fabrikant og grosserer, giv den arbejdsløse de 50 kr. ugentlig, der er absolut nødvendige for, at han og hans ikke skal fryse og sulte i denne vinter.
Da måske vil branden gå jeres hus forbi.
Der gives intet andet råd – og det er billigt, om I så kan frelses fra det værste.
29.10.1918
Som den vilde forsultne ulv hyler, når man tvinger den fra sit blodige bytte, således hyler borgerskabet i al verdens lande i disse dage mod den fare, der truer det fra den russiske socialistiske arbejder.
Med gridske, grådige fingre klamrer det sig til det gods, som det har ophobet under de fattige millioners stønnen og sukken, forbandelser og tårer.
Under skælvende angst lytter udbytterne i alle lande til den underjordiske torden, der bebuder, at gengældelsens dag er nær, den dag, hvor proletariatet sidder til doms over sine tyranner.
Og al denne skælvende rædsel for det uundgåelige samler sig i et vildt, brutalt dyrisk had mod den kilde, hvorfra fornyelsens kraft strømmer til verdensproletariatets hjerte, mod den russiske revolution.
Blodigt har de internationale kapitalister flænset i hinandens kød, og det såkaldte nationalhad har flammet vildt under kampen om verdensherredømmet og retten til i fremtiden at have eneret til den groveste udbytning af de røvede landområder; nu pludselig slukkes branden i blodet og man stirrer rædselsslagen på det "røde spøgelse i øst", der, fremmanet af dem selv, nu fordømmer dem til undergang i egne lande.
Med angstblandet håb vender man sig mod den gamle og den nye kapitalismes hovedcentre England og Amerika.
Kun de kan hjælpe. De er kapitalisternes faste borg. Tyskland, Østrig og Tyrkiet er allerede som en kogende kedel, kun en smule forøget damptryk og eksplosionen vil følge.
I Italien vil luen straks slå over, Balkan er bolschevikeret og det gamle revolutionens Frankrig vil sikkert ikke gøre sine traditioner til skamme.
I den hele strømbølge står da endnu kun tilbage England og Amerika.
Mod Wilson – den "freds"-engel – strækkes da nu også alle de blodbesudlede udbytterhænder, og bedende læber bønfalder den stærke magt om at frelse dem fra undergangen.
Den hovmodige tyske militærmagt med kejser Wilhelm i spidsen går til Kanossa og ydmyger sig i støvet for den hadede konkurrent, om det dog blot må lykkes at holde det lidende folk fra at kræve sin ret og spare guldågrerne fra at aflevere de røvede gulddynger til de retsmæssige ejere.
Og Wilson og England vil sikkert være rede. Når de nødvendige garantier fra Tysklands side er afgivet, når de sejrende magter har sikret sig udbytningsret i de områder, hvori de i øjeblikket er særlig interesseret, da vil vi se ententen i inderlig forbindelse med de forhadte centralstater vende sig mod den fælles fare, mod verdensrevolutionen, for med de blodigste midler at hindre dennes udvikling.
Alt tyder herpå. En kort tid har der, som et hjemligt blad skrev, været tavshed om Rusland, men pludselig nu da en fred mellem udbytterne øjnes - styrter pludselig hele koblet påny på arbejderregeringen. Som ved et trylleslag vælter det ind med meddelelser, beskrivelser og øjenvidner til rædselsgerninger.
Oh! hvor de hyle! De store blade forrest i koret. "Dagens Nyheder" med alvorlige advarsler til regering og rigsdag. "Politiken" med en ny letkøbt løgnehistorie fra hr. Dosch-Fleurot, dette Doss, der ej engang forstår at skjule sin ærgrelse over at måtte konstatere, at det russiske folk – ganske uforståeligt – lader til at finde sig tilfreds med "rædselsregimentet", han søger en undskyldning for det i den nøjsomme russiske folkekarakter.
Samtidig beretter fæet, at 95 pct. af den russiske befolkning er imod bolschevikerne.
Tror han, og tror "Politiken", at vi alle er idioter, siden de vover at opvarte med sligt sludder?
Kunne en regering som bolschevikernes, der har truende kampe at gennemkæmpe, kunne den nu på et år blive ved magten i et land, hvor borgerskabet har hjælp udefra, hvis dette var sandt?
Og tror løgnerne og løgnebladet, at det var nødvendigt at mobilisere en verden mod bolschevikerne, hvis deres herredømme hvilede på så løst et grundlag?
Nej – men de véd også bedre besked, og "Politiken"s afløbsrender det lille smudsige "Ekstra Bladet" bekender da også med grædende tårer, at det har vist sig at være en naiv opfattelse, når man troede, at bolschevikerne snart var færdige.
Dette er sandheden. – Man har håbet til det sidste, at bolschevikerne skulle blive styrtet og mange kræfter er også sat i gang for at hidføre dette, og i stedet herfor har Sovjetregeringen overvundet alle hindringer, sejret over opstandene, fået bugt med koleraen, har organiseret forsyningen til de store stæder og har rejst en begejstret rød armé for det socialistiske Rusland.
Denne sandhed kalder nu borgerskabet ud til de sidste store kampe, hvor alle midler skal anvendes for at knuse Sovjet.
Men under denne situation, der af Lenin betegnes som den farligste i revolutionens historie, er det alle arbejdernes uafviselige pligt – er det danske arbejderes uafviselige pligt trofast at skare sig om den fane, som vore russiske brødre har rejst til deres og vor befrielse fra den kapitalistiske undertrykkelse.
Tryk avler modtryk. Råbet om samling til kamp mod bolschevismen fra borgerskabets side må som genlyd fra arbejderverdenen hundredfold svare tilbage:
Leve den internationale proletarrevolution!
Til kamp for proletarens fædreland, den socialistiske verdensrepublik!
2.11.1918
Verdensterningerne ruller hastigt. Kun en måned har vort blad været et dagblad.
Næppe nok er smilet forsvundet fra ansigterne inden for den borgerlige og den socialpatriotiske verden over dets fremkomst og dets revolutionsprofetier, før begivenhederne i fuldt mål viser, at det er os inden for den revolutionære del af arbejderbevægelsen, der har vurderet situationen rigtigt.
I et og alt opfyldes nu vore forudsigelser. Den borgerlige presse svømmer over med meddelelser fra Østrig-Ungarn om revolutionens fremadskriden.
Regeringen afsat. – Den røde fane hejst i Wien, soldaterråd dannes, socialdemokratiske ministre indsættes – Buda-Pest i oprørernes hænder – Kroatien under bolschevikstyre.
Fra Tyskland kommer foruroligende meldinger om, at kejserens afgang er nær forestående, og at folket er i den voldsomste gæring.
Allerede må den kejserlige Scheidemann optræde advarende over for den bolschevikiske Liebknecht, som hyldes over alt, hvor han kommer frem. Scheidemann føler alt sin trone vakle.
Enkelte borgerlige salonradikale vover endnu et svagt revolutionsbrøl, et fromt "leve republikken" men ellers i øvrigt er pressen i skælvende skræk.
Sikkerhedsventil på sikkerhedsventil sprænges bort og spilkogende strømmer revolutionsdampene. Hvilke redningsankre findes der?
Trone, alter? Tronerne styrter som korthuse, altrene har mistet deres indflydelse.
Politi, militær? Politiet magtesløst, undergivet hævnen fra de tidligere tyraniserede, og militæret demoraliseret på oprørernes side!
Hvor findes vel hjælp i denne vånde for borgerskabet?
Som et sidste anker klynger man sig nu til Socialdemokratiet, den del af det, der forræderisk er løbet sammen med borgerskabet.
Hør, hvad "Politiken" skriver i går under indtrykket af den voldsomme revolutionære udvikling i centralstaterne:
"Og et endnu alvorligere spørgsmål melder sig. Thi til syvende og sidst, kejserdømme eller republik – det er i virkeligheden ikke dette alternativ, som er det vigtigste. Let kan det i Tyskland komme til at dreje sig om noget andet og mere: det bestående samfund eller omstyrtning! I Wien forsvandt i går kejserdømmets sort-gule farver, og socialismens røde fane hejstes på de offentlige bygninger. Ingen kan i øjeblikket se, hvortil den sociale omvæltning, der følger i den politiske omvæltnings kølvand, kan føre, hvor den vil stoppe, og hvad den vil skylle bort.
I Brest-Litovsk mødtes de tyske generaler med de russiske revolutionære – mere udprægede modsætninger kunne ikke anbringes over for hinanden ved forhandlingsbordet. Begge parter kendte godt hinandens planer, begge parter troede at være de stærkeste. Hvem sejrede? Man har en tid lang ment, at Kühlmann og Hoffmann sejrede over Joffe og Trotzky. Og nu? Nu er det stolte værk fra Brest-Litovsk smuldret hen, og bolschevismen breder sig ned over Ungarn, truer Østrig og Tyskland.
Hvis nu det fast organiserede socialdemokrati får gennemtvunget kejserens afgang, bliver det dets opgave at iværksætte så omfattende sociale reformer, at en voldsom omstyrtning og at blodige uroligheder kan undgås. Tidens hjul ruller i disse dage med svimlende fart. De, der i dag er mægtige, er i morgen kastet til side, knækket og vraget."
Tabt – ja, tabt er det grusomme spil, som de kapitalistiske magthavere samvittighedsløst og koldblodigt begyndte i 1914, og som skulle have befæstet kapitalismens herredømme endnu i menneskealdre.
Forfærdet stirrer man nu på de kræfter, som man selv har sluppet løs, men som man nu ingen midler har til at holde i de baner, hvor man fra borgerskabets side ønsker de skal gå.
I højeste nød anråber man nu dele af arbejderklassen om at begå forræderi mod dem selv og de kæmpende kammerater. Man stoler på at den borgerlige demoralisationsånd har grebet førere og underførere i Socialdemokratiet så dybt, at de er kapable til den judasgang, som man nu forlanger af dem, at de – arbejdernes egne repræsentanter – de skal nu i det afgørende øjeblik forhindre proletariatet i at fange den sejr, som alle forhold i øjeblikket forjætter dem, de skal garantere bourgoisiets herredømme endnu i slægtled, give det pusterum til ny kraftansamling for undertrykkelse af proletariatet.
Og desværre – forræderne findes, men selv "Politiken" – selv borgerskabet – nærer ikke rigtig tillid til socialpatrioternes evne – viljen er de klar over – til at dæmme op for den frembrydende stormbølge.
Og vi véd, at de ikke har magten til at gøre det.
Dagen er Scheidemanns, men morgendagen er Liebknechts, har vi alt flere gange skrevet, og således vil det blive.
Blandingsministeriet i Østrig-Ungarn og Tyskland vil kun blive gennemgangsledet – en kerenskiperiode – til det proletariats diktatur, som det nu er en bydende nødvendighed for proletariatet at etablere.
Kun gennem det fuldkomne herredømme i staten vil det blive muligt at holde bourgeoisiet i en sådan afmagtstilstand, at det ikke ved modrevolutionære forsøg atter tilriver sig magten og påny tvinger arbejderne i trælleåget.
Gennem arbejderklassens diktatur gennemtvinges ændringer af grundlaget for samfundet fra privatkapitalistisk til kommunistisk, og på dette er det muligt at bygge det menneskesamfund, hvorefter vi længes.
Men endnu er vi midt i brandstormen.
Igen lyder kaldelsen og råbet til os alle om at møde frem til kamp i rækkerne, og kampråbet bliver som for finnerne "sejr eller død"!
Vi kan knuses og man kan drukne vore håb i vort strømmende blod, og vor slægt kan tvinges i slaveriet påny; men sejren vinker os som aldrig før.
Nu eller først om 100 år – er valget vi står overfor.
Og hvad har vi egentlig at miste?
En tilværelse, der i ingen henseende kan betegnes som menneskelig.
Vi har som for 100 år siden kun vore lænker at tabe, men alt at vinde.
Vi vil for os, for vor slægt, for den ganske menneskehed vinde jorden med alle dens herligheder.
For frihed, for fred, for brød bliver kampen.
For dette skønne mål sætter vi gerne livet som indsats.
Også herhjemme i dette lille land, hvor hidtil kun dønninger fra verdens orkaner er nået hid, også her må arbejderne med spændt opmærksomhed følge udviklingen, at de på skæbnens dag kan være rede til at træde under fanerne til den sidste afgørende kamp. Da lyder råbet også fra vore læber: Sejr eller død!
7.11.1918
I dagene omkring 6., 7. og 8. december i fjor kæmpede det russiske proletariat i Petrograds og Moskvas gader under feltråbet: "Al magt i Sovjets hånd".
Det vidunderlige og dog naturlige skete, at proletariatet gik sejrrigt ud af kampen.
7. november regner russiske arbejdere selv for den dag, revolutionen fødtes og fæstnedes, og overalt i verden, hvor der findes et proletariat, der er i kontakt med tiden, lyder hilsner og lykønskninger over til vore kæmpende brødre i øst.
Også vi vil lade vor røst lyde med i dette internationale kor, og idet vi bringer vore russiske klassefæller vor hjerteligste tak for udført dåd og vore hjerteligste ønsker for fremtiden vil vi drage frem i mindet det gennemlevede år.
I et år har nu sovjetregeringen stået ved roret i det store Rusland og under forhold, der for almindelige mennesker ser ud som fortvivlede og umulige at gennemleve.
Zarismen havde ført landet til afgrundens og fortvivlelsens rand. Alt var i opløsning.
Produktionen lå i udstrakt grad stille, ernærings- og samfundsforhold var fortvivlede.
Folket sultede, hæren var i fuld opløsning, havde kun en tanke, den ville hjem til fredeligt arbejde og rolige forhold.
Den tyske imperialisme trængte sejrrig frem imod Petrograd, og i Petrograd, Moskva, ja, overalt i Rusland rejste modrevolutionen sig til kamp mod arbejderregeringen.
"Fred" var et bydende krav, og sovjetregeringen blev tvunget ind under de forsmædelige fredsbetingelser, som Tyskland stillede i Brest-Litowsk.
Den dyrt købte fred fik sovjetregeringen, og der blev taget fat med vældig kraftanspændelse for at sikre arbejderrevolutionen.
Tårnhøje vanskeligheder har der været at overvinde, og kontrarevolutionen har gang på gang rejst sig.
Kraftigt støttet af ententen var tjekoslovakkerne en lang periode en overordentlig farlig trussel mod arbejderregeringen.
Til alle de tusinder fjender, der over alt samlede sig fra borgerligt hold, kom også forræderiet fra socialpatrioternes side.
I hjemland som i udland har den socialpatriotiske del af Socialdemokratiet svigtet under disse hårde kampe.
Man er forfærdet veget tilbage for de i Rusland anvendte uforfærdede kampmetoder og har skjult sig bag revisionistiske teorier.
I bedste fald har man med foldede hænder set til, medens Ruslands arbejdere i blodige kampe stred for socialismen, i værste fald er man som i det tyske og danske flertalsparti gået over til direkte angreb på revolutionen.
Gang på gang har man i pressen – den borgerlige så vel som den socialpatriotiske – profeteret, at nu lå sovjetrepublikken på sit yderste, nu var der ikke lang tid tilbage for den.
Man har sat sit håb til kosakker, tjekoslovakker – til bønderne, der efter at have fået jord skal være blevet modrevolutionære, og nu sidst sætter man sit håb til den forenede tysk-engelske imperialisme.
"Social-Demokraten" skriver forhåbningsfuldt i sit onsdags-nummer: Men Tyrkiets kapitulation og den mulighed, der nu er skabt for ententen til at trænge ind i Rusland fra Sortehavet, gør nu krigen håbløs for bolschevikerne.
At denne presse ikke er blevet ked af disse spådomme!
Under de tidligere fordømmelsesspådomme er Sovjetrusland blevet stående, ja, det har overvundet alle farlige situationer; det har under kampen for livet på de mange fronter været i stand til at kalde 1 million begejstrede unge mænd under den røde fane, og med disse uøvede revolutionssoldater har man vundet sejr på sejr.
For nylig kaldte Petrograds og Moskvas arbejderledere til sydfronten for der at forhindre den truende fare, at ententen forenede sig med general Krasnow, og allerede melder telegrafen, at sovjettropperne har vundet en sejr, der betyder tilintetgørelse af Krasnows felttog.
Samtidig med at man har kæmpet med løvemod for revolutionen udadtil, har man udført et kæmpemæssigt socialistisk opbyggelsesarbejde indad.
Selv om det bliver muligt ved fremmed militærmagt at knuse sovjetregeringen, så vil dog revolutionens socialistiske spor ikke kunne udslettes.
Men alle reaktionæres håb om at det nu skal lykkes igennem en tysk-engelsk alliance at knuse Sovjetrusland, vil blive gjort til skamme, så sandt som der igennem verdensproletariatet i øjeblikket går rejsning for befrielse fra slaveåget.
Imod kapitalismens brutale voldsmagt, imod socialpatrioternes sorte, fejge forræderi sætter Sovjetrusland sin lyse herlige tro, at proletariatet verden over dog skal vide at kende sin besøgelsestid.
Og da er timen slået for verdenskapitalismen, og socialismens nye, herlige tidsalder oprinder.
Vi forener os med vore russiske klassefæller i denne tro og dette håb, og vi lover på denne årsdag for proletarrevolutionens herlige gennembrud, at hvad vi er i stand til at gøre i vort lille land for at råbe arbejderne ud til kamp i det afgørende øjeblik, det skal blive gjort.
I beundring og alt overskyggende kærlighed ser vi hen til arbejdernes rige i øst.
Fra det venter vi os befrielsen, og med det vil vi kæmpe og sejre eller – dø.
10.11.1918
Med Slesvig under den røde fane er revolutionen nået så nær til Danmarks grænser, som det overhovedet er muligt. Et skridt endnu og "gudinden" træder over grænsen, og vi har revolutionen i landet.
For arbejderne kommer den med befrielse, og det er med bankende hjerter, at Danmarks socialistisk tænkende arbejdere lytter til fanfaren uden for døren; for borgerskabet nærmer regnskabets time sig, i hvilken det må tilbagelevere alt det røvede gods og finde sig i at træde tilbage mellem den store befolknings masse og dele kår med den.
Angst tyer borgerskabet til sin sidste hjælpe- og magtkilde, men med rædsel ser de, at selve disse er smuldrede i dets hånd.
Hæren, som var det blinde og mægtige redskab til arbejdernes undertrykkelse, er under de fire års vanvittige krigsførelse vækket til bevidsthed om at være samfundstjenere. De erindrer nu, selv undergivet den militære disciplin, at de er arbejdets sønner og har fælles sag med klassefællerne på gaden.
I forgårs sendte Danmarks forsvarsminister, den radikale frihedsmand, P. Munch, tropper syd på til Slesvigs grænse, for at de ved deres opstilling dér skulle forhindre revolutionen i at brede sig ind i Jylland.
Til yderlig sikkerhed (for også vor hær er demoraliseret militært set) sendtes et par borgerlige rekylkorps for i kritiske øjeblikke at frelse Danmarks rige, i fald soldaterne fik mod til at gøre fælles sag med de kæmpende revolutionære hinsides grænsen.
Hvor lattervækkende og hvor ynkeligt!
Tror Munch at kunne standse en flammende brand med et par rekylgeværer?
Og straks blottes den hele ynkeværdige latterlighed.
Endnu mens "rekylerne" er på march mod syd, fyger der alt røde gnister om i selve Storkøbenhavn.
Unge mænd desavouerer sig, kaster sig i agitation ind i selve hæren.
I fredags aftes er der på byens kaserner udspyet løbesedler, der dels opfordrer til at give møde ved det store protestmøde i dag, søndag kl. 2 på Grønttorvet, dels indeholder opfordringer til soldaterne om ikke at skyde på klassefæller, i fald revolutionen bryder løs.
Et af dem lyder:
"Soldater og arbejdersønner!
Revolutionen går nu sin sejrsgang verden over.
Hav opmærksomheden henvendt på kommende tider. Bliver I udkommanderet, da skyd ikke på jeres kampfæller."
Med disse opråb går den første revolutionsbølge ind i hæren, og det vil sikkert ikke blive den sidste.
Munch sætter vagt ved grænsen, men samtidig toner der et brandrødt skær frem over byen.
Revolutionen kommer ikke fra grænsen og ikke fra bolschevikerne.
Revolutionen er midt i det danske samfund fremtvunget af de forhold, som borgerskabet forbryderisk selv har fremelsket og beskyttet ved våbenmagt.
Mens Munch mener at beskytte grænsen for invasion af oprørske idéer syd fra, har justitsministeren søgt at værne den københavnske overklasse ved at forbyde salg af våben, selv fra marskandiserforretninger.
Men så lidt som Munch er i stand til ved sine rekylsoldater at standse den revolutionære bølge fra syd, så lidt vil Zahle være i stand til ved forbud at forhindre en mægtig folkebevægelses udbrud.
Man raser mod vort parti fra borgerskabets side under den nervøse frygt for de kommende tider, og det er vel af frygt for, at vi kunne finde på at bevæbne os, at man udsteder forbud mod salg af våben.
Forbudet er unyttigt og meningsløst; intet parti ville være så barnagtigt at tænke på en væbnet opstand med de våben, man kunne købe i en marskandiserbutik.
Bevægelsen vi venter, vil blive en storm, der vil feje al modstand til side, måske endog uden at et skud løsnes.
At den vil komme, det ved vi, og at borgerskabet med alle deres fortvivlede præventivmidler ikke kan standse den det ved vi også.
Flammende rød lyser horisonten i revolutionens brandskær.
Et øjeblik kun og – flammerne har grebet også os.
Men af denne brand ved vi, skal en ny jord opstå, på hvilken retfærdighed bor, et samfund, i hvilket udbyttere og udbyttede er forsvundne, og i hvilket der kun lever mennesker.
| Tilbage | Næste |