Tilbage
Revolution - Artikler om parti, klassekamp og kvindekamp
Næste

Bilag II: Diskussionen om Sovjetunionens seksuallov af 1936 i Arbejderbladet


Et brændende problem (16.6.36)
180 millioner diskuterer (19.6.36)
N. Krupskaja: Moderskab (27.6.36)
Martin Nielsen: Omkring Marie Nielsens artikel (28.6.36)
Elna Hiort Lorenzen: Svangerskabslovgivning i Sovjet (3.7.36)
Kvindens stilling, svangerskabslovgivningen og børneforsorgen her og i Sovjetunionen(31.7.36)
Brev fra Aksel Larsen til Marie Nielsen (27.8.36)

 

Et brændende problem

Vi har modtaget:

For så godt som alle kvinder er moderskabet en funktion, som de med glæde påtager sig. Det at blive mor er noget stort og smukt, en vidunderlig oplevelse, som de fleste kvinder ønsker, hvis det blot ikke var sådan, at de sociale og økonomiske forhold, der er de fleste beskåret under de nuværende samfundsforhold, gør denne i sig selv smukke oplevelse til en forbandelse og gør forholdene endnu mere fortvivlede, end de er i forvejen.

Af denne grund, fordi kvinderne elsker moderskabet, fordi de ikke ønsker at sætte børn i verden, som de kun kan byde de usleste kår, kommer kravet så stærkt fra tusinder af arbejderkvinder om ret til at få et uønsket svangerskab afbrudt. Svangerskabsafbrydelse er noget utiltalende, noget, som de fleste uvilkårligt væmmes ved, et unaturligt og hverken fysisk eller psykisk ufarligt indgreb i den menneskelige organisme, – men så stor er altså kvindens elendighed, ødelæggelsen af dem selv og deres afkom, at de tager denne byrde på sig, fordi den trods alt er det mindre onde. Så meningsløst må livet leves under det anarki, som de kapitalistiske produktionsforhold er.

I et land i verden, i Sovjetunionen, hvor man har gjort op med det meningsløse profitsystem og ordnet produktion og samfund til gavn for menneskene, behøver man ikke mere denne dyrekøbte lettelse for kvinderne. I den første vanskelige tid efter revolutionen indså man, at de forhold, man bød menneskene, ikke var sådan at man kunne forsvare at lade kvinderne påtage sig et uønsket moderskab. Dette drog man konsekvensen af og gav dem adgang til at få foretaget svangerskabsafbrydelse på hospitalerne af kyndige læger. Men man forstod, at det var et nødvendigt onde og satte kraftigt ind på først og fremmest at lære dem forebyggelse, som naturligvis er forudsætningen for, at et sundt og frit seksualliv kan leves, for kvinderne er jo ikke blot fødemaskiner, men har store opgaver at udføre på andre områder.

I årene efter revolutionen, hvor russiske mænd og kvinder har arbejdet heroisk på at skabe det socialistiske samfund, hvor den første opgave har været: Arbejde og atter arbejde for at opbygge det system, som allerede i dag viser så storslåede resultater, er der blevet foretaget svangerskabsafbrydelse i masser af tilfælde; men i dag er man altså takket være et opofrende arbejde nået så vidt, at hele befolkningen lever under så gode forhold, at spørgsmålet rejser sig, om man i dag kan sige, at der findes social indikation for at foretage svangerskabsafbrydelse. Økonomiske hindringer for moderskabet findes ikke, idet der ingen arbejdsløshed findes, og leveniveauet er efterhånden betydeligt højere for alle derovre end for de få her, der har fast arbejde. Noget af det, der har været dårligst, er boligforholdene, men der er i de senere år sat så voldsomt ind med byggeri, at de nu er forbedret. Der er naturligvis ikke tale om, at kvinden afskediges fra visse stillinger, når hun bliver moder, som hun bliver det hos os, hvor hun enten bliver et dårligere udbytningsobjekt eller det anses for upassende, fordi hun ikke er lovformeligt gift med faderen; hun nyder den mest udstrakte beskyttelse.

I Sovjetunionen mener de altså, at tiden er moden til at ophøre med at foretage afbrydelser, og de har derfor udarbejdet et lovforslag derom, som nu er sendt til diskussion i hele befolkningen, og da lovforslaget naturligvis er fremkaldt af den almindelige folkestemning, er det jo sandsynligt, at det bliver lov.

Her i landet er der vel mange kvinder der tilslutter sig kravet om ret til svangerskabsafbrydelse ud fra den betragtning, at de ønsker fuldkommen frihed til at bestemme over deres eget legeme, og dette for så vidt individualistiske synspunkt er fuldstændig rimeligt under de givne samfundsforhold, som vi ikke er ansvarlige for, ikke ønsker, men tværtimod bekæmper. Her kan den store befolknings kvinder ganske naturligt ikke føle nogen pligt til at føde børn til sult og krig; her daler fødselsprocenten i nøjagtig samme forhold som leveniveauet uden hensyn til al agitation derimod fra overklassen, hvis egne kvinder forøvrigt altid har forstået at undgå for mange børnefødsler.

Men et sådant individualistisk synspunkt har selvsagt ingen ret i et land, som fuldt og helt er folkets eget. For vel er kvinden ingen fødemaskine, som hun gøres til i de fascistiske lande, men hun har bl.a. også den funktion at medvirke til slægtens forplantning og må derfor på dette som på andre områder anlægge et samfundsmæssigt synspunkt. Her er vi måske tilbøjelige til ganske skematisk at gå ud fra, at den mentalitet, vi har her, svarende til vore økonomiske forhold, også er herskende i Sovjetunionen. Men der er menneskene allerede nået til den kollektive indstilling, der får dem til at tænke på alles vel og ikke først og fremmest på deres egen person.

Ingen, undtagen fjender af systemet, i Sovjetunionen, er vel interesseret i at der finder en affolkning sted; der er plads til og brug for mennesker; mange store opgaver der skal løses til gavn for alle i det store land, må vente, fordi der simpelthen ikke er arbejdskraft nok. Derfor er det naturligvis kvindens pligt at føde børn, hvis hun er sund og har sådanne forhold, at moderskabet ikke forhindrer hende i at gøre sig gældende på andre områder, hvor hun måtte ønske det. Vil hun ikke have børn, så har hun de forebyggende midler, som hun får den grundigste undervisning i at benytte. Her er det, den personlige frihed må lægges.

Den kommende tid vil nu vise, om tiden er moden til denne lov i Sovjetunionen, eller om den vil foregribe begivenhedernes gang, som dengang da man indførte alkoholforbud med det resultat, at hjemmebrænderiet florerede, så mange mennesker blev blinde eller på anden måde ødelagt af den dårlige spiritus, de selv kunne fremstille. Så indså man, at det var for tidligt, og oprettede fabrikker for alkoholfremstilling, så folk havde adgang til ikke direkte sundhedsfarlig alkohol, og man satte i stedet for ind med en oplysningskampagne om alkoholens skadelighed, der har bevirket, at det i dag hører til god tone ikke at drikke spiritus, og i hvert fald anses for overordentlig nedværdigende og ukulturelt at drikke sig fuld.

Er tiden ikke moden til at forbyde svangerskabsafbrydelse på social indikation (medicinsk vil naturligvis altid bestå), så vil det meget hurtigt vise sig, at kvinderne går til kvaksalvere eller selv foretager indgreb, og så må man naturligvis igen give dem adgang til at få foretaget det af læger under betryggende forhold.

Men foreløbig hilser vi med glæde og stolthed, at der allerede er skabt sådanne forhold i proletariatets fædreland, at det ikke mere betyder en befrielse for kvinderne at få foretaget det alvorlige indgreb, som svangerskabsafbrydelse er, men at der nu er givet alle kvinder muligheder for at få de børn, de selv ønsker.

-n

Vi modtager gerne flere, men helst betydelig kortere indlæg om dette vigtige spørgsmål.

Red.

Toppen af siden

180 millioner diskuterer

"Jeg er fuldstændig indforstået med, at svangerskabsafbrydelser helt skal forbydes," udtaler M. D. Vodopyanova, der er gift med en berømt sovjetflyver, "i vort land, hvor de økonomiske og sociale forhold bliver bedre for hver dag, der går, hvor regeringen tager sig særlig af kvinder og børn, kan man ikke forsvare svangerskabsafbrydelserne."

"Det er principielt rigtigt at forbyde svangerskabsafbrydelser," siger Sofia Vilner, der er formand for kvindekomiteen ved Elektrokombinatet Kuibyshev, "men efter min mening skal man undersøge hvert enkelt tilfælde og også gøre undtagelser. Det er vigtigt, at tage hensyn til antallet af børn, til studier og til mange andre ting. Det er umuligt at få en kort og knap lovbestemmelse til at strække til på disse områder."

Således går diskussionen for tiden i Sovjetunionen, og foreløbig er der ingen træthed i deltagelsen, den foregår i dag endnu mere livligt end for de ca. tre uger siden, da den åbnedes. Ved møder, i bedrifterne, på statsgodserne, i landsbyerne, i hjemmene, i aviserne og tidsskrifterne, overalt fremsættes mundtligt og skriftligt synspunkterne for eller imod det lovforslag, som regeringen har ønsket at høre hele befolkningens mening om.

Kvinderne er naturligvis i særlig grad i forgrunden under alt dette. Det er dem, det i første række angår.

De storslåede foranstaltninger, som findes i lovudkastet, om udvidelserne af moderbeskyttelsen og alle de forskellige institutioner til hjælp og gavn for børnene hilses overalt med begejstring. Et af de spørgsmål, der især diskuteres, er den formulering af lovforslaget, der kun tillader abort i tilfælde, hvor kvindens liv eller helbred står i fare ved gennemførelse af svangerskabet. Mange kvinder og især mange kvinder, der selv har været ude for at blive ufrugtbare eller pådrage sig sygdomme ved abort udtaler sig for, at lovforslaget skal vedtages uændret.

Men på den anden side anføres en række alvorlige argumenter mod dette. Der er især mange, som henviser til boligspørgsmålet.

"... vi er af den mening, at man i det mindste i to år ikke skal forsøge at gennemføre det; til den tid vil boligspørgsmålet sandsynligvis være løst og vuggestuerne være udvidede," siger en Stachanowarbejderske på Moskva Urfabrik.

Mange kvinder fremfører, at selv om moderskab og erhverv er absolut forenelige under forholdene i Sovjetunionen, så er det dog kun muligt med et begrænset antal børn. Hvor mange børn, der skal til for at virke hindrende, vurderes forskelligt. Nogle fortæller, at de kan have en halv snes børn og dog passe deres arbejde, mens andre anfører, at de har nok at gøre med tre eller fire børn. For andre igen synes det meget vanskeligt at have blot et barn og passe sit arbejde tilfredsstillende. Dette sidste fremføres af studenter eller andre, der er i færd med at uddanne sig til højt kvalificeret arbejde.

Et andet krav, der er rejst af kvinderne, går ud på, at kvinder, der har nået en vis alder, skal have ret til at lade foretage svangerskabsafbrydelser. Også på andre områder fremføres kritik og ændringsforslag. Således ønskes i en række indlæg, at kvinder, der har chancer for at føde et barn, som ikke er sundt, skal have lov at abortere, og ligeledes hvis en kvinde er blevet svanger ved voldshandlinger.

På denne måde går diskussionen, og gennem udtalelser, forslag og kritik svarer millionerne på de spørgsmål, Sovjetunionens centraleksekutivkomité har stillet, så at den endelige lov kan blive udtryk for de behov, som findes hos befolkningen i det store forskelligartede land.

Toppen af siden

Moderskab

af N. Krupskaja

Ved en gennemgang af mine gamle artikler fandt jeg imellem dem en, i hvilken jeg indgående har beskæftiget mig med spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse. Denne artikel var blevet offentliggjort i numrene 1-4 af bladet "Kommunistka" for året 1920 og bar overskriften "Krigen og børnefødslerne". "Krigen – skrev jeg i denne artikel – har bragt landet til randen af elendighed og ruin. Men elendigheden er i reglen alle menneskelige forbindelsers grav." Sovjetmagten gjorde allerede dengang meget på moder- og børnebeskyttelsesrådet, oprettede børnehjem osv.

En alvorlig hjælp på dette område var det leninske dekret af 17. maj 1919 om gratis forsørgelse af alle børn indtil det 14. år i ikke-landbrugsguvernementer. Senere blev aldersgrænsen for børn, der havde ret til gratis forplejning hævet til 16 år; der blev organiseret børnespiseanstalter. Men en udvej af situationen var alt dette dog endnu ikke. Med smerte måtte mødrene se på, hvorledes deres børn som følge af underernæring sygnede hen under de vanskelige materielle levevilkår.

Sovjetlovgivningen har ændret ægteskabets væsen og forvandlet dette fra en ren pekuniær forretning, som det ofte var før den store proletariske revolution, til et ægteskab, som hviler på gensidig sympati. Allerede den af borgerkrigen skabte situation, de ustandselige områderømninger, bruddet med de gamle, gennem århundreder bestående traditioner – bragte en løsning i de ægteskabelige forbindelser med sig. Og hyppigt hvilede omsorgen for barnet ene og alene på moderen. "Hvorledes kan man hjælpe moderen, som tynges under den byrde, det er at føde, ernære og opdrage børnene?" – skrev jeg i den overfor omtalte artikel. "Svaret ligger lige for hånden: Det er nødvendigt, at staten ikke alene påtager sig moder- og børnebeskyttelsen og ikke alene sørger for kvinden under svangerskabet, før og efter fødslen, men også skaffer titusinder af asyler, børnehaver, børnekolonier og børnehjem, hvor børnene kan blive plejet og forsørget, hvor de kan leve under langt bedre betingelser og kan udvikle sig og lære langt mere, end selv den mest omsorgsfulde moder ved egne anstrengelser formår at bibringe dem."

Dengang, i 1920, hvor det var så svært at slå sig igennem og ernære børn, rejste spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse sig meget skarpt. Svangerskabsafbrydelse var indtil da ulovligt og blev straffet. Men straffen ramte ikke dem, som foretog de hemmelige svangerskabsafbrydelser og derved undergravede mødrenes sundhed; men for svangerskabsafbrydelsen blev moderen draget til ansvar. Jeg skrev dengang: "Bekæmpelsen af svangerskabsafbrydelsen skal ikke ske ved forfølgelse af mødrene, som ofte under livsfare griber til dette middel, men kampen må føres for afskaffelse af de sociale årsager, som bringer moderen i en sådan situation, at hun enten må gribe til svangerskabsafbrydelse eller springe i vandet. Så længe disse almindelige årsager ikke er fjernet, vil kvinderne foretage svangerskabsafbrydelser, uanset de hårde straffe, som de derved udsætter sig for."

"... Ganske vist formår straffefriheden ved svangerskabsafbrydelse ikke at overveje den tunge følelse, som denne operation udløser i den vordende mor. Hendes organisme har jo allerede indstillet sig på fødslen, hendes organisme er jo allerede begyndt at tilpasse sig til at ernære fostret. Afbrydelsen af denne proces føles som regel af den vordende mor subjektivt som en forbrydelse mod hende selv og barnet. Man behøver kun at betragte det bevægede, længselsfulde blik hos en kvinde, der har grebet til svangerskabsafbrydelse, for at gøre sig et begreb om, for hvilken pris moren på denne måde har købt sig sin frihed."

"Kun den bitre nødvendighed tvinger en arbejderske til at forsage moderskabet."

"En forbedring af de almindelige livsbetingelser og i særdeleshed af moder- og børnebeskyttelsen såvel som den offentlige børneopdragelse vil fjerne denne hovedårsag, som for øjeblikket tvinger kvinden til at øve vold mod sine naturlige instinkter – til at forsage moderskabet, den største af alle glæder."

"Den, som for alvor ønsker, at alle disse frygtelige spørgsmål om barnemord og svangerskabsafbrydelser skal forsvinde fra dagsordenen, må utrætteligt arbejde med i opbygningen af det nye liv, under hvilket moderskabet vil indtage den plads, der tilkommer det."

Således skrev jeg i året 1920. Siden den tid er 16 år gået.

Folket har i disse år gennemgået hårde tider. Tag f.eks. hungeråret 1921, hvor voksne og børn døde af sult. Mægtige vanskeligheder måtte overvindes siden da. Men millioner af hænder opbygger socialismen i sovjetternes land. Under denne opbygningsproces stiger massernes bevidsthed, vokser den organisatoriske færdighed, vokser landets kultur.

Jeg behøver ikke at gå ind på vore resultater på det økonomiske område, de er bekendte. Fra et ludfattigt, ruineret land er vi blevet et rigt og mægtigt land. Vor industri er vokset, den har udviklet sig usandsynlig hurtigt i disse år. Det lille, fattige enkeltbrug på landet er allerede omtrent en saga blot. I dets sted er opstået det store, mekaniserede kollektivbrug.

De praktiske forhandlinger, som det kommunistiske parti og sovjetregeringen i løbet af det sidste år har ført med de mest fremskredne repræsentanter for de forskellige arbejdsgrene og folkeslag i Sovjetunionen og det inderlige forhold mellem de arbejdende og den arbejdende intelligens inden for alle arbejdsgrene, de arbejdende massers voldsomme organisatoriske vækst og deres nøje tilknytning til sovjetmagten og det kommunistiske parti. Disse forhandlinger har soleklart bevist, hvorledes hele samfundsmaskineriet i vort store land har ændret sig, hvorledes Sovjetunionens befolkning med tusinder af organiserede tråde er kædet sammen til et magtfuldt hele.

Og ved alle disse praktiske forhandlinger optrådte kvinderne ved siden af mændene. Det blev klart for alle, hvilken kraft den arbejdende kvinde er blevet hos os, hvor højt hendes stemme lyder, hvor kraftigt hun tager fat ved den socialistiske omformning af hele landet. Man kommer uvilkårligt til at tænke på de ord, som Lenin sagde i 1919 i artiklen "Det store initiativ": "Tag kvindens stilling. Ikke et eneste demokratisk parti i verden, ikke en af selv de mest fremskredne republikker har i århundreder i denne henseende gjort blot en hundrededel af det, som vi allerede i det første år af vor magt har gjort. Vi har bogstavelig talt ikke ladet sten på sten tilbage af de nederdrægtige love om kvindens ulighed, om skilsmissevanskelighederne, om de til skilsmissen knyttede ynkelige formaliteter, om ikke-anerkendelsen af børn uden for ægteskab, om opsporen af deres fædre osv., af de love, hvis rester endnu træffes talrigt i alle civiliserede lande til skændsel for bourgeoisiet og kapitalismen. Vi har tusinde gange ret til at være stolte af det, som vi har præsteret på dette område.

Men jo renere vi rydder jorden for de gamle borgerlige loves og institutioners skrammel, desto klarere er det blevet for os, at dette kun er rydning af jorden til bygningen, men endnu ikke bygningen selv." (Samlede værker, bind 24).

Efter at Sovjetmagten havde sikret kvinden deltagelse i landets regering, stillede den sig den opgave også at drage kvinden ind i den socialistiske opbygning.

Lenin sagde ligeledes i 1919 i sin tale på de partiløses IV. Moskva bykonference: "Det værk, sovjetmagten er begyndt på, kan først fuldføres, når der i stedet for hundreder af kvinder i hele Rusland deltager millioner og atter millioner af kvinder i det. Så vil den socialistiske opbygning – derom er vi overbeviste – være på fast grund. Så vil de arbejdende bevise, at de også kan leve og økonomisere uden godsejere og kapitalister. Så vil den kapitalistiske opbygning i Rusland stå på så faste fødder, at hverken indre eller ydre fjender mere kan være farlige for Sovjetrepublikken." (Bind 24.)

I den tid, der er gået siden 1919, er der gjort enormt meget på områder som moder- og børnebeskyttelsen, beskyttelsen af kvindearbejdet, højnelse af kvindens bevidsthed og kvindens medinddragen i landets regering og i den socialistiske opbygning.

Jeg vil kun henvise til én kendsgerning.

Tidligere havde kun de kvindelige arbejdere og funktionærer på fabrikkerne og kontorerne krav på lovlig svangerskabsferie. Statutterne for de stalinske kollektivbrug sikrer nu også kvinderne på kollektivbrugene denne ferie (med uafbrudt betaling for den gennemsnitlige dagspræstation). Det er en fuldstændig omvæltning i landsbylivet.

Nu står vi foran en foranstaltning af største rækkevidde for moder- og børnebeskyttelsen.

Sovjetunionens regering har, idet den har imødekommet talrige erklæringer fra de arbejdende kvinder om svangerskabsafbrydelsens skadelige følger, for at beskytte de arbejdende kvinders sundhed udarbejdet et lovudkast om forbud mod svangerskabsafbrydelse og samtidig om forstærket statslig hjælp til svangre kvinder og mødre med stort børneantal, om en betydelig udvidelse af tallet på fødehjem, asyler og børnehaver, om skærpelse af den strafferetslige stævning for undladelse af at betale alimentationsbidrag og om ændringer i de lovlige forskrifter angående skilsmisse.

Over for dette spørgsmåls overordentlige betydning og den interesse, de brede befolkningslag nærer for det, har Sovjetunionens centraleksekutivkomite den 25. maj 1936 besluttet at forlægge dette lovudkast til bedømmelse hos de brede masser, før det stadfæstes gennem de lovgivende instanser.

Vort store socialistiske fædrelands hele tilværelse omformes i Lenins ånd. Under komsomollernes aktive medvirken, under partiets ledelse og under kammerat Stalins førerskab befrier sovjetsamfundet moderen for byrderne ved børneopdragelsen. Moderskabet bliver til større og større glæde for hende, en inderlig glæde, der ikke overskygges af nogen anden. Og ligesom førrevolutionstidens "englemagerier" er sunket hen i fortidens rækker, således vil også alle "abort-arier" synke hen i fortidens rækker.

Loven, som masserne skal tage stilling til, diskuteres på kollektivbrugene og sovjetgodserne, på fabrikker og værksteder, i alle hjørner og kanter af Sovjetlandet, alvorligt og sagligt diskuteres den. Siden den 27. maj har vi i hvert eneste nummer af alle blade kunnet læse udtalelser fra de arbejdende kvinder. Allerede den kendsgerning, at svangerskabsloven diskuteres af millioner, er en antisvangerskabsafbrydelsespropaganda af umådelig betydning. Den almindelige opmærksomhed er koncentreret om spørgsmålet om forbedring af den arbejdende kvindes levevilkår. Og det skabende folks regering sparer ikke på penge til denne sag. Diskussionen om lovudkast vidner om et uhyre fremskridt og en forandring af hele tilværelsen, en forandring, som kun kan tænkes under socialismen.

Toppen af siden

Omkring Marie Nielsens artikel

Stalin eller staten?

Fra Marie Nielsen har vi modtaget et brev, hvori hun forklarer, at den i går af Johs. Hansen omtalte passus: Alt seksuelt samvær mellem mand og kvinde, der ikke har forplantning til formål, er "syndigt" (om ikke mod Gud, så mod Stalin), beror på en trykfejl, idet der i manuskriptet stod staten og ikke som i Arbejderbladet Stalin.

Da manuskriptet i lighed med andre manuskripter ikke opbevares, er vi ikke i stand til at kontrollere dette nøjere på nuværende tidspunkt, men den medarbejder, der læste korrektur på artiklen, erklærede, at han – som naturligt var – faldt over den omtalte passus, og derfor ekstra undersøgte den i manuskriptet, hvori der efter hans mening tydeligt nok stod Stalin.

Hvorvidt der nu har stået staten eller Stalin er efter min mening også temmeligt ligegyldigt.

Marie Nielsen synes nemlig at se bort fra, at det her drejer sig om en proletarisk stat, ligesom hele hendes artikel ser bort fra, at det drejer sig om et socialistisk samfund og ikke om et kapitalistisk samfund!

Naturligvis vil den proletariske stat kræve ofre af sine borgere, og så længe den proletariske stat er omgivet af kapitalistiske lande, vil disse ofre også betyde alvorlige indgreb i det småborgerlige idealister forstod ved individuel frihed! Det kan ikke være anderledes, og det bliver ikke anderledes. Og de "overidealister", der ikke forstår dette, er ikke kæmpende socialister, men tågede, drømmende småborgere, der, som Andersen Nexø siger det i sin artikel i sidste nummer af "Tiden", tror, at man bygger et hus fra oven af, og et samfund opbygges ved, at det, der er slutmålet, gøres til begyndelsen.

I øvrigt mener jeg, at Marie Nielsen i sin artikel fuldstændig ser bort fra, og ikke vil se, at de sociale forhold i Sovjetunionen fundamentalt har ændret sig, hvorfor stillingen til befolkningsspørgsmålet også må og skal ændre sig.

Deraf kommer de forvirrede slutningsbemærkninger om, at Sovjetunionens nye svangerskabslovgivning vil betyde, at reaktionen i de kapitalistiske lande får vind i sejlene – også herhjemme – i dette spørgsmål!

Hvorfor det?

Hvis Marie Nielsen har læst udkastet til den nye grundlov for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, burde hun forstå, hvorfor der nu kan foretages ændringer i svangerskabslovgivningen.

Marie Nielsen kan være sikker på, at den dag den danske arbejderbefolkning har eksproprieret jorden og produktionsmidlerne, opbygget sit socialistiske samfund, er garanteret retten til arbejde, retten til ferie og hvile, retten til uddannelse, retten til alle arter af socialforsikring på samfundets bekostning, kort sagt den dag, da det ene menneskes udbytning af det andet ikke eksisterer, da vil det også blive dårlige kår for fosterfordrivelse i Danmark, så sandt som den arbejdende befolkning er det sunde og livsfornyende element, og at alle sunde mennesker – når de sociale og økonomiske muligheder derfor er til stede – ønsker sig børn.

Men sådanne tilstande er der ikke i Danmark i dag. Og derfor fortsætter kampen for legaliseringen af fødselsreguleringen her som i alle andre kapitalistiske lande, fortsætter i fornyet understøttelse i den kendsgerning, at det socialistiske styre over en sjettedel af jorden har ført beviset for, at socialismen, men også kun socialismen, løser dette spørgsmål, der først og sidst er og bliver et socialt spørgsmål, og ikke et spørgsmål om individets frihed!

Martin Nielsen

Toppen af siden

Svangerskabslovgivning i Sovjet

af Elna Hiort Lorenzen

Moskva, i juni 1936

Den 25. maj blev der fra centralkomiteen for USSR stillet et lovforslag om forbud mod svangerskabsafbrydelse udover på medicinske indikationer, om udvidelse af den økonomiske hjælp til mødre, forøgelse af antallet af sengepladser på fødeklinikér, vuggestuer, børnehaver osv. Bevillingerne til disse foranstaltninger foreslås forhøjede til 2174,8 mill. rbl. mod budgettet for 1935 på 1481,3 mill. rbl.

Dette er endnu kun et forslag, og det er sendt ud til almindelig diskussion i hele befolkningen. Noget for os i de kapitalistiske lande helt ukendt. Folket skal udtale sig og komme med eventuelle ændringsforslag eller tilføjelser. Her er et praktisk eksempel på sovjet-demokrati. Denne demokratiske fremgangsmåde overskrider langt praksis i de borgerlige demokratiske lande.

Først bragte radioen et udførligt referat om lovforslagets indhold og motiveringen for dets fremkomst, og dagen efter bragte dagbladene det, samtidig med at læserne opfordredes til at udtale sig til bladet. Alle organisationer, fagforeninger og klubber holder møder, hvor forslaget sættes under debat.

I den uge, der er forløbet, har man gennem pressereferaterne kunnet danne sig en mening om, hvorledes lovforslaget er blevet modtaget.

Opfordringen til at udtale sig til pressen har ført til et væld af indlæg. Dels personlige og dels resolutioner vedtaget på de forskellige møder.

Det er folket, der siger deres mening om et spørgsmål af dybeste betydning for det daglige liv. Og regeringsmyndighederne lytter til, for at den endelige lov virkelig kan komme til at gensvare folkets krav og ønsker.

Og hvad siger så alle disse indlæg i diskussionen. De genspejler de meninger, der kommer frem alle steder, hvor emnet diskuteres – i sporvogn – metro – ved indkøb i magasiner – alle vegne, hvor folk er kommet sammen i denne uge, har man bragt forslaget på bane.

Der er fremkommet indlæg i pressen, der har svinget fra den ene yderpol til den anden. Lige fra et indlæg i "Pravda", som under overskriften "Jeg protesterer" helt går imod lovforslaget, til en moder til 12 børn, der anbefaler alle andre at "gøre lige så".

Men langt den overvejende del af indlæggene anerkender fuldt ud lovforslagets grundprincipper, men en del ønsker grænsen for de medicinske indikationer udvidet til også at gælde tilfælde, hvor enten moderen eller faderen lider af en arvelig sygdom, arvelig åndssvaghed eller drukkenskab, og foreslår ligeledes, at der gives tilladelse til at fremkalde abort i tilfælde af voldtægt. En del af indlæggene foreslår, at man laver en "ventilering" for særlig undtagelsestilfælde for at hindre kvaksalveri.

Uden tvivl vil der i den endelig formulering blive taget hensyn til de saglige suppleringsforslag.

Årsagerne til at man nu ønsker den lov, der blev vedtaget i 1920 ændret, er den fuldstændige ændring af de forhold, der lå til grund for loven dengang.

I 1913 skrev Lenin en artikel i anledning af en diskussion, der førtes i liberale, borgerlige kredse på grundlag af den såkaldte ny-malthusianisme, der er en teori om "overbefolkning". I hovedtrækkene har denne teori optaget Malthus lære og hævder, at den raske befolkningsvækst inden for arbejderklassen er hovedårsagen til arbejderklasens undertrykte stilling, til arbejdsløshed og al nød. Men i modsætning til Malthus, der prædikede seksuel afholdenhed og sene ægteskaber, siger ny-malthusianerne, at dette bør reguleres ved udbredelse af kendskab til befrugtningsforebyggende midler.

Malthus' lære blev kraftigt imødegået af Marx, som benægtede muligheden af en og samme lov for befolkningens bevægelse under alle historiske former for samfundssystemer.

Marx påpegede, at hver given produktionsmetode har sine egne befolkningslove, at på den ene side spørgsmålet om udfoldelsen af menneskenes frugtbarhed (og dermed fødselsoverskud), på den anden side spørgsmålet om livsmulighederne for befolkningstilvæksten var helt afhængig af de produktionskræfter, hver enkelt samfundsform formåede at udvikle, af den effektivitet, hvormed produktionsmidlerne kunne udnytte vedkommende samfundsform, og af produkternes fordeling.

Arbejdsløshed og arbejderklassens undertrykte stilling skyldes derfor ikke overbefolkning, men har sin årsag i det kapitalistiske system selv og vil være til stede uanset befolkningstilvækstens størrelse.

Det socialistiske plansamfund, siger Marx, vil kunne give livsmuligheder for en langt større befolkning end det tilsvarende land under kapitalistisk produktionssystem.

Lenin går ligeledes i 1913 imod disse småborgerlige teorier, som dengang lå til grund for et krav om oplysning om svangerskabsforebyggelse og ophævelse af straf for svangerskabsafbrydelse, som blev rejst fra de borgerlige liberales side. Lenin går ind for kravene, men ud fra en anden opfattelse. Han siger:

"Vor generation har det vanskeligere end vore fædre havde det; men på et område er vi betydelig lykkeligere end vore fædre. Vi har lært os at kæmpe – ikke ensomme, som de bedste af fædrene kæmpede, ikke under de borgerlige snakkehoveders paroler, ikke under paroler, der i sit inderste væsen er fremmede for os, men under vore egne paroler, vor klasses paroler. – Vi kæmper bedre end vore fædre. Vore børn kommer til at kæmpe endnu bedre, og de skal sejre." Og senere i artiklen:

"Det er klart, at det ikke på nogen måde hindrer os i at kræve ubetinget ophævelse af alle love mod abort eller mod udbredelse af medicinske skrifter om forebyggende midler osv. Sådanne love er kun udtryk for de herskende klassers hykleri. Sådanne love læger ikke kapitalismens sår, men gør dem særlig farlige, særlig tunge for de undertrykte masser."

Efter at arbejderne havde taget magten i Rusland, kom der i 1920 en lov, der gjorde svangerskabsafbrydelse lovlig, for så vidt den blev foretaget af en læge på en hospitalsafdeling. Loven blev ledsaget af følgende kommentarer fra folkekommissariatet for sundhedsvæsen og for retsvæsen: "... De moralske rester fra fortiden og de øjeblikkelige vanskelige økonomiske forhold tvinger endnu en del af kvinderne til at underkaste sig denne operation." (Lovforslag nr. 90, § 471.)

Men kan man sige, at disse årsager er til stede i dag i Sovjetunionen? Afgjort ikke. Der er en række foranstaltninger, der beskytter den vordende mor. Beskyttelse mod risiko for at miste arbejdet, hvilepauser med fuld løn i fire måneder omkring fødslen. Gratis ophold på gode fødekliniker, hjælp til børneudstyr – de mest hygiejniske og moderne indrettede vuggestuer, hvor moderen kan komme og amme barnet i arbejdstiden uden at få forringet sin indtægt. Daghjem til større børn. Og nu bringes der samtidig med forslaget om forbud mod abort forslag om endnu yderlig udvidelse af denne hjælp til mor og barn.

Og barnets fremtid som Sovjetborger. En lykkelig fremtid i et samfund, der sikrer det retten til uddannelse efter dets evner – retten til arbejdet – retten til at være medbestemmende i alle landets forhold. Det land, der nu endeligt har kampen og vanskelighederne bag sig, og som med uanede perspektiver forbedrer de økonomiske og kulturelle forhold for befolkningen fra dag til dag.

Er det underligt, at den diskussion, der er rejst, har bragt det ene indlæg efter det andet fra lykkelige mødre, der i rørende ord fortæller om alt, hvad der er gjort for dem og deres børn, og hvordan de med tryghed ser hen til børnenes fremtid. Og kan det undre os, at man vil hindre, at kvinder lader foretage de ikke helt ufarlige abortfremkaldelser, når livet slår porten op for et lykkeligt liv for hver ny sovjetborger.

Gennem kamp har man skabt Sovjet. Lidt savn for at gøre det til et moderne industriland, gøre det uafhængigt af kapitalistiske lande, skabt grundlaget for den mest rivende udvikling af landet både for landbrug og industrien. Man har, som Marx forudsagde, skabt strålende livsmuligheder for en langt større befolkning.

Man hilser den nye generation, arvtageren af det værk, man har skabt.

Dette lovforslag bygger på disse kendsgerninger og hilses af befolkningen som et skridt videre på den vej, der er tilbagelagt fra den dybeste undertrykkelse og elendighed over kampens dage til i dag, hvor resultatet er en strålende sejr for arbejderklassens kamp for det socialistiske samfund.

Som det var at forvente, så søger den danske reaktion at udnytte dette krav fra den russiske arbejder om forbud mod abort til at skabe forvirring blandt den danske arbejderklasse i dens stillingtagen til det forslag om ændring i den danske lovgivning, der gør abort lovlig. "Berlingske Tidende" bringer den 26. maj en artikel, hvori der henvises til de udtalelser, der er fremkommet om skadeligheden i at fremkalde abort i visse tilfælde.

Vi har aldrig benægtet muligheden af skadelige komplikationer i forbindelse med fremkaldt abort, selv under de mest betryggende forhold, men vi har samtidig påvist den langt, langt større fare, der ligger i, at kvinderne er henvist til kvaksalvere eller til selvhjælp.

Den usikre tilværelse, de ofte fortvivlede økonomiske forhold, den borgerlige foragt for den ugifte mor, fører i tusindvis af vore arbejderkvinder i armene på kvaksalveren eller tvinger dem til selv at foretage livsfarlige indgreb, og dette ønsker vi at mildne ved at kræve ret til at lade det blive foretaget af læger under betryggende forhold. Men vi siger ligeledes at det er vor hensigt at kæmpe for og skabe en samfundsordning, der ligesom i Sovjet i dag gør det til en lykke at blive mor.

Toppen af siden

Kvindens stilling, svangerskabslovgivningen og børneforsorgen her og i Sovjetunionen

Nogle afsluttende bemærkninger i anledning af den nye svangerskabslovgivning i Sovjetunionen og den diskussion, den har afstedkommet herhjemme

Loven af 1936 om almindeligt forbud mod svangerskabsafbrydelse og om forbedring af samfundets omsorg for mor og barn i Sovjetunionen er en kendsgerning. Den er, efter en månedlang diskussion i pressen og på alle arbejdspladser, i fagforeningerne, på kollektivgodserne osv. blevet endeligt udformet og vedtaget af centraleksekutivkomiteen og folkekommissærernes råd. Dermed er – i Sovjetunionen – diskussionen om dens formålstjenlighed og enkelte bestemmelser afsluttet. Nu beskæftiger man sig med dens gennemførelse i praksis.

Herhjemme har denne lov medført en diskussion, som i hvert fald i den revolutionære bevægelse var næsten lige så omfattende og livlig som diskussionen i Sovjetunionen. Naturligvis har – ene af alle blade – Arbejderbladet åbnet sine spalter for denne diskussion, og der er sagt meget både for og imod. Det er ikke af vejen, nu hvor loven er trådt i kraft, dels at foretage en belysning af hele problemet og dels at gå ind på en del af de opfattelser, der er kommet frem herhjemme i diskussionen om lovens formålstjenlighed. Begge dele kan så rart gøres på samme tid.

Er det et spørgsmål om frihed?

Det har været hævdet, at et forbud mod svangerskabsafbrydelser overhovedet må anses for utilladeligt, at det er ensbetydende med reaktion og bagstræb, at det berøver kvinden hendes "seksuelle frihed" og at det umuliggør et "sundt seksualliv". Klarest er disse og mange andre argumenter mod loven blevet formuleret af Marie Nielsen, som ovenikøbet har skrevet, at "dermed fratager man kvinden den seksuelle frihed, som Sovjetunionen gav hende i 1920 og som har været grundlaget for, at de sovjetrussiske kvinder i masser er blevet aktive arbejdere, ikke alene i fabrikker, men i stat og kommune ..."

Martin Nielsen har allerede hertil klart og tydeligt svaret: "Dette spørgsmål er og bliver først og sidst et socialt spørgsmål og ikke et spørgsmål om individets frihed". Dette burde enhver arbejder og enhver revolutionær forstå! Loven af 1920 var skabt af den frygtelige nød, der herskede i det af krige og revolutionskampe hærgede land og var skabt og tænkt også som en ventil, der skulle forhindre, at svangerskabsafbrydelser blev udført af ukyndige til skade for kvindens sundhed. Kvindens praktiske ligeberettigelse med manden er i Sovjetunionen en kendsgerning, men er ikke en følge af loven af 1920, ja, har intet med denne lov og dens virkninger at skaffe.

Hvis man bilder sig ind, at børn og børnefødsler er en hindring for kvindens økonomiske og politiske ligeberettigelse med manden, så gør man sig til talsmand for den anskuelse, at det overhovedet er en "biologisk tragedie" for kvinden, at hun, og ikke manden, skal føde børn. Konsekvensen af en sådan opfattelse må være, at børnefødsler overhovedet er af det onde – men vandt dette synspunkt overhånd, ville jordens befolkning hurtigt uddø!

Det er småborgerligt vrøvl i denne forbindelse at tale om "kvindens seksuelle frihed" (hvorfor ikke mandens seksuelle frihed?) og om, at dette er "individets i allerinderste forstand private forhold". Befolkningsspørgsmålet er absolut intet privat spørgsmål, men et samfundsspørgsmål, og befolkningens sundhedstilstand er heller ikke den enkeltes privatanliggende, men et samfundsanliggende.

Den, der fornægter samfundets ret til at gribe ind i eller begrænse individets personlige frihed, er anarkist, og det er en åndsretning, man dog ellers troede var uddød under verdenskrigen.

Spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse er, vi gentager det, et socialt spørgsmål. Det var af samfundsmæssige grunde, på grund af den herskende nød, at svangerskabsafbrydelse blev gjort lovlig i Sovjetunionen i 1920, og det er ligeledes af samme samfundsmæssige grunde, fordi svangerskabsafbrydelser naturligvis i sig selv ikke er ønskelig, fordi de, som erfaringerne selv viser, virker sundhedsnedbrydende, og fordi Sovjetunionen er rig nok til at sørge ordentligt for mor og barn, at man nu har ophævet "retten" til svangerskabsafbrydelse.

Lovens følger for kvinderne

Vil kvinden da ikke blive forvandlet til blot og bart en "fødemaskine"? Hvorfor i alverden skulle hun blive det? Loven påbyder dog aldeles ikke den russiske kvinde at føde et barn hver 11. måned og påbyder heller ikke den russiske kvinde at føde et fuldkommen ubegrænset antal børn. Hvad skal så den slags overdrivelser i argumentationen til?

Kan det alligevel befrygtes, at de russiske kvinder nu på grund af børnefødsler praktisk bliver revet ud af erhvervslivet og tvunget tilbage til hjem og køkken, barneseng og blevask, sådan som det ovenikøbet direkte søges tilstræbt i Hitlers Tyskland? Nej, hvorfor dog det? Den, der frygter noget sådant, vil altså ikke anerkende, at Sovjetunionen, netop hvad angår hjælpen til barnemoren og omsorgen for børnene, er længere fremme end noget andet land i verden og at den yderligere øgede omsorg for mor og barn er en meget væsentlig bestandel af den nye lov. Det kan ikke nytte, at man, hver gang et praktisk forhold skal bedømmes, glemmer, at Sovjetunionen er et socialistisk statssamfund og uden videre går ud fra, tilstande som f.eks. her i København. Her er vuggestuernes, asylernes og børnehavernes antal elendigt lille og ganske utilstrækkeligt. Her ydes der kun en mikroskopisk hjælp til barnemoren. Her er svangerskabsafbrydelser forbudt uden at samfundet i blot nogen nævneværdig grad har gjort noget for at betrygge de børn, det forlanger sat i verden. I Sovjetunionen er forholdene helt andeledes og lovens positive del forbedrer dem ydermere i et omfang, som man herhjemme næppe nok gør sig forestilling om. Netop fordi loven udvider og forbedrer omsorgen for mor og barn behøver man ikke at have de betænkeligheder, der åbenbart næres af mange herhjemme, for at de ulovlige svangerskabsafbrydelser, udført af kvaksalvere eller af kvinderne selv, skal tage fart og blive et alvorligt samfundsmæssigt onde.

Hvad Marie Nielsen angår, udtaler hun yderligere frygt for, at der nu skal opstå "en lummer sovekammeratmosfære" om det seksuelle spørgsmål, og går ud fra som givet, at man fra Sovjetmyndighedernes side ligefrem bevidst vil fremelske en sådan. Der foreligger ikke skygge af grund for denne antagelse, og vil man endelig diskutere "naturligt seksualliv", så hører det jo i og for sig til en vis grad med til seksuallivet, at der avles børn, og unatur er det først og fremmest når man, som i den kapitalistiske verden mener, at seksuelle drifter og seksualliv er noget, man bør hemmeligholde og skamme sig over.

Vore krav til den danske lovgivning

En del kammerater frygter for, at den russiske lov skal vanskeliggøre kampen for en ændret lovgivning i Danmark. I denne frygt bunder sikkert hovedparten af modstanden mod abortforbudet i Sovjetunionen. Frygten er imidlertid ubegrundet. Det skin af grundlag, der findes for frygten, er skabt af, at kampen for retten til svangerskabsafbrydelse af borgerlige kredse (med Thit Jensen i spidsen) er ført nærmest som en "etisk" eller "moralsk" kamp uden ringeste forbindelse med den sociale kamp i Danmark, og at partiet ikke tilstrækkelig tydeligt har stillet problemerne rigtig klart op.

Vi har, hvad den danske lovgivning angår, aldeles ikke ændret vore anskuelser eller vore krav. Vi mener fortsat, at her i Danmark, hvor de sociale forhold bestandig forværres, hvor arbejdsløsheden er så stor, børneforsorgen så elendig, og samfundsforholdene i det hele taget så forbryderiske, her har kvinden et absolut krav på selv at afgøre, hvorvidt hun vil sætte et barn i verden. Dette så meget mere, som man jo her bevidst og systematisk søger at bibeholde den "lumre sovekammeratmosfære" og at hemmeligholde kendskabet til forebyggende midler. Vi glæder os over, at Sovjetunionen, landet hvor arbejdsløshed er et ukendt begreb, nu er blevet så stærk og rig, at svangerskabsafbrydelser ikke mere er nødvendige – men i det kapitalistiske Danmark er forholdene på dette område stik modsat, og derfor vil vi naturligvis udnytte den ved kommissionsbetænkningen skabte situation til med større styrke end nogensinde at presse på for at få retten til svangerskabsafbrydelse legaliseret.

Sovjetdemokrati contra dansk "demokrati"

Endelig er det måske ikke af vejen endnu en gang at gøre opmærksom på, at denne lov i Sovjetunionen er gennemført på den mest mulige demokratiske måde og før sin vedtagelse havde fundet tilslutning fra den alt overvejende del af befolkningen. Dette skete ikke ved en simpel folkeafstemning, hvor der kunne svares "ja" eller "nej", det skete ved en månedlang diskussion, hvor pressen stod åben for indlæg fra alle og hvor der bragtes talrige indlæg såvel for som imod, ligesom diskussionen som sagt førtes overalt ude i folket.

Det var ingen skindiskussion. Der blev fra partiets og statsmyndighedernes side endda ført meget nøje kontrol med, at diskussionen fik det mest uhindrede forløb og at alle forslag, der fremkom på møderne, omhyggeligt blev nedskrevet og tilstillet de lovgivende myndigheder. To dage efter at diskussionen var påbegyndt, gengav "Isvestija" en resolution fra et møde om lovforslaget på Sverdlow-universitetet. Resolutionen udtrykte blot ubetinget tilslutning til forslaget og af beretningen på mødet fremgik, at den var vedtaget uden diskussion efter at en foredragsholder i et mere end timelangt foredrag havde "lagt forsamlingen flad" med alle mulige argumenter for at lovforslaget var godt. "Isvestija" gjorde skarpt opmærksom på, at resolutionen ville havne i papirkurven, for det man ønskede, var virkelige diskussioner, hvor der ikke fra ledelsens side gjordes forsøg på fra først af at kvæle lysten til at sige sin mening eller eventuelt opponere.

I den månedlange diskussion fremkom der naturligvis kritik af og opposition mod forslaget, men det altovervejende antal af såvel møder som af indsendere i pressen tilsluttede sig forslaget, og det blev ophøjet til lov i overensstemmelse med befolkningsflertallets vilje. Hvornår har man set folket draget ind i politisk aktivt lovgivningsarbejde her i det "demokratiske" Danmark?

Et par ord om Arbejderbladets opgaver

Til slut et par ord om den måde diskussionen om denne lov er blevet ført på her i Arbejderbladet. Det var rigtigt, at bladet åbnede sine spalter. Også for de, der havde tvivl, eller var modstandere af lovforslaget. Det havde imidlertid været ønskeligt, om bladet i sine skildringer af diskussionen i den russiske presse havde bestræbt sig mere for at give et virkeligt gennemsnitsindtryk af denne diskussion, således at ikke Arbejderbladets læsere fik det indtryk, at flertallet af Moskvas kvinder var modstandere af loven. Det modsatte var jo tilfældet.

Det er også gået for vidt i liberalisme, når bladet har indladt sig på at optage Marie Nielsens artikel, det vil sikkert enhver erkende, som erindrer dens tone og indhold. Arbejderbladet er ikke en tribune, fra hvilken alle mulige meninger kan udtales, det er et blad, som udgives af kommunistisk parti og som i hver eneste linje skal være indstillet på at tjene arbejderklassens og socialismens interesser. Ytringsfriheden i et sådant blad bør ikke strække sig så vidt, som den strakte sig i bladet den 26. juni.

Hermed være ikke sagt, at Marie Nielsens artikel har anrettet stor skade eller kun har gjort skade. Netop derved at den er skrevet så spidst, så skarpt og så overdrevet i sin argumentation har den bidraget til at gøre partiet klar over, at der tiltrængtes korrektur til den hidtil bedrevne agitation på dette felt og dermed til at skabe større principiel og taktisk klarhed i partiet.

Men det kunne også være opnået, hvis Marie Nielsen havde fremført disse anskuelser på anden måde end gennem Arbejderbladet. At de var forkerte, hersker der jo nu ingen tvivl om, og sikkert er det gået op for alle de, der forskrækkedes ved lovforslagets fremkomst, at lovens gennemførelse er en ny lykke for Sovjetunionens kvinder.

Motiveringen for loven af 1920

For at imødegå "legendedannelsen" omkring loven, der i 1920 legaliserede svangerskabsafbrydelser i Sovjetunionen, bringer vi her den officielle begrundelse for loven, som den gang blev givet:

"I løbet af de sidste årtier er såvel i Vesteuropa som her hos os antallet af de kvinder, der tog deres tilflugt til en afbrydelse af svangerskabet, steget stærkt. Alle landes lovgivning bekæmper dette onde ved at straffe kvinden, der lader sig operere, og lægen, der foretager operationen.

Denne metode har ikke opnået positive resultater; derimod har den fremmet den hemmelige udførsel af operationerne, og kvinden bliver således let offer for begærlige og udygtige kvaksalvere, der laver sig en forretning ud af disse hemmelige operationer. Resultatet heraf er, at ca. 50 pct. af de således opererede kvinder inficeres derved, hvilket for fire procents vedkommende har døden til følge.

Sovjetregeringen tager dette forholds skadelighed for samfundet i betragtning. Den bekæmper dette onde ved en energisk agitation imod svangerskabsafbrydelse blandt den kvindelige befolkning, og den forudser, at dette fænomen efterhånden vil forsvinde, takket være den socialistiske samfundsordning.

Men sålænge moralske overleveringer fra tidligere tider (skammen ved at få barn uden for ægteskab) og nutidens vanskelige økonomiske forhold hos en del af kvinderne fremkalder ønsket om dette operative indgreb, ser folkekommissariatet for sundhedsvæsenet og for retsvæsenet sig foranlediget til, for at bevare kvinderne fra at falde i hænderne på pengebegærlige og uvidende kvaksalvere og for at undgå at de ikke efter deres hensigt virkende forbud og straffe, at beslutte:

  1. Alle kvinder har gratis adgang til at få afbrudt deres svangerskab på statssygehusene, hvor den højeste grad af ufarlighed er sikret.
  2. Operationen må kun udføres af en læge og i intet tilfælde af nogen som helst anden person.
  3. En fødselshjælperske eller en jordemoder, der foretager denne operation, mister sin ret til at praktisere og må stå til ansvar over for folkeretten.
  4. En læge, der i sin privatpraksis foretager denne operation uden de nødvendige, hygiejniske forholdsregler, må stå til ansvar over for folkeretten."

Toppen af siden

Brev fra Aksel Larsen til Marie Nielsen

DANMARKS KOMMUNISTISKE PARTI
(sektion af Komm. Internationale)

Centralkomiteens sekretariat
Griffenfeldtsgade 50, 3.
Telefon CEntral 5399
Postkonto 2753

København N., 27.-8. 1936

Kammerat Marie Nielsen

Din artikel om Sovjetunionens seksuallov af 1936 bliver ikke optaget i Arbejderbladet, og det var min opgave ikke blot at meddele dig denne kendsgerning, men også at forklare hvorfor. På grund af provinsrejser har jeg ikke kunnet gøre det før i dag.

Vi kan ikke optage artiklen af formelle grunde: fordi diskussionen om denne sag er afsluttet og ikke bliver genoptaget.

Vi kan ikke optage artiklen af reelle grunde: fordi det er givet, at i enhver sådan diskussion må bladet eller partiledelsen have det sidste ord, og det er for vort vedkommende sagt i artiklen af 31. juli.

Udover dette vil jeg bemærke, at for så vidt også en række andre grunde, givet ved dine to artiklers indhold, taler imod offentliggørelse. Jeg tænker her bl.a. på den kendsgerning, at i din første artikel var det alfa og omega i din argumentation, at loven af 1920 var givet for at "frigøre" kvinden. På det var så at sige hele artiklen opbygget. Af dette er der intet blevet tilbage, og netop for at korrigere dette forkerte synspunkt var det, at vi aftrykte selve loven af 1920. Du kommer overhovedet ikke ind på denne sag i din nye artikel, men lader den lige så stille ligge. På den måde kan der dog ikke føres diskussion.

Så er der en række andre ting i den nye artikel. Vi var fuldkommen berettiget til at erindre dig og andre om, at Sovjetunionen er et socialistisk land og derfor ikke direkte kan sammenlignes med de kapitalistiske lande. Vi vil ikke bestride, at du selvfølgelig er klar over dette, men prøv selv at læse din første artikel igennem, så må du erkende, at af omtrent hvert eneste afsnit fremgår det, at du foretager en direkte sammenligning mellem Sovjetunionen og f.eks. Danmark. Det er jo netop dette, det drejer sig om, og ikke om, hvorvidt du i kraft af din deltagelse i arbejderbevægelsen osv. virkelig er klar over Sovjetunionens økonomiske grundlag. Vor påvisning af, at du ikke tog dette i betragtning i din opposition mod seksualloven af 1936 var rigtig, og det var altså ikke nogen usaglig insinuation.

Du mener, at der skulle være adgang for såvel med- som modstandere i diskussionen om loven. Det har der i allerhøjeste grad også været. Bladets alvorligste fejl i denne sag (foruden at det tillod vendinger som "om ikke mod Gud så mod staten – eller Stalin?"), var, at det i sin gengivelse af diskussionen i de russiske aviser næsten ensidigt gengav lovens modstandere og deres meninger. Arbejderbladet burde dog her have været i det mindste loyal over for Sovjetunionen, og det var det ikke. Derfor er du også i stand til nu at dele de russiske diskussionsdeltagere i to grupper, dem, der synes, loven er forhastet, og dem, der er modstandere af loven. Der var i diskussionen i de russiske aviser en gruppe, som var nogle gange større end disse to grupper tilsammen, og den var ubetinget tilhænger af loven. Noget sådant fik man imidlertid ikke indtryk af ved at læse Arbejderbladet, og derfor gav redaktionen sig selv en på tuden i den afsluttende artikel.

Endelig det, hvorhen diskussionen øjensynlig stadig drejes: Spørgsmålet om hvorvidt kvinden kan føde børn og alligevel deltage i det politiske liv. Jeg kan med min bedste vilje ikke se andet, end at du stadigvæk fremstiller det, som om børnefødsler overhovedet vil være en ulykke for kvinden. Hvordan skal man ellers forstå dine sætninger om "hvad nytter det hende i grunden ... osv." eller dit eksempel med den kvindelige danske studerende. Jeg kan ikke afgøre, om kvindens organisme under et svangerskab kun kan indstille sig på dette ene, men hvis det er sådan, hvis dette er en naturlov, så må man enten bøje sig for denne – eller komme uden om den. Bryde den kan man ikke. Komme uden om den, det vil sige lade være at føde børn – men menneskeheden skulle dog ikke gerne uddø. Det Lenin-citat, du bringer, har jo ingen som helst forbindelse med sagen. Fordi Lenin fortæller, at kvinden (dengang) var husslavinde, så siges der dog ikke, at hun stadig skal vedblive at være dette, nej tværtimod. Kvindens husslaveri er ikke forårsaget af børnene alene, og såvel hvad det almindelige husslaveri angår, som hvad en stor del af børneopdragelsen angår, kæmper vi dog for indretning af samfundet på en sådan måde, at kvinden aflastes og bedre bliver i stand til at dygtiggøre sig og deltage i det politiske liv.

Hvorvidt hun vil kunne nå til fuldkommen lighed med manden trods svangerskaberne, er en sag, det forekommer mig ørkesløst at diskutere, hvis man som sagt dog anerkender, at kvinden skal føde børn, og at børnefødsler og dermed svangerskab er nødvendig, om ikke menneskeheden skal uddø. En eller anden tysk forfatter har skrevet en lille bog, som han kalder "Die biologische Tragödie der Frau". Han gør sig faktisk til talsmand for, at det er en biologisk tragedie, at kvinden skal føde børn, for så kan hun aldrig nogensinde blive mandens ligestillede. Jeg synes, at den slags håbløs filosofi bør man ikke indlade sig på.

Ja, dette er nogle af de indvendinger, jeg har at rette mod din sidste artikel. Jeg mener, at den på sine afgørende punkter er ganske urigtig, og ville ikke nøjes med blot at meddele dig, at den ikke kan komme i bladet, men også påpege disse ting over for dig.

Med kommunistisk hilsen
Aksel Larsen

Toppen af siden


Tilbage
Revolution - Artikler om parti, klassekamp og kvindekamp
Næste

Marie Nielsen Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere