Forord til de tre oplag

I

Det foreliggende arbejde er på ingen måde frugt af nogen ”indre trang”. Tværtimod.

For tre år siden tilkastede hr. Dühring, der førte sig frem som socialismens adept og tillige som dens reforma­tor, sit århundrede en handske. I denne anledning opfor­drede venner i Tyskland mig gentagne gange til at tage denne nye socialistiske teori under kritisk behandling i det socialdemokratiske partis centralorgan, dengang ”Volks­staat”. De anså dette for absolut nødvendigt for at der ikke på ny skulle blive lejlighed til sekterisk splittelse og forvirring i det parti, der endnu var ungt og lige netop forenet. De var bedre end jeg i stand til at bedømme forholdene i Tyskland; jeg var altså forpligtet til at forlade mig på deres vurdering. Desuden viste det sig, at en del af den socialdemokratiske presse bød den nyomvendte velkommen med en varme, der ganske vist kun gjaldt hr. Dührings gode vilje; men denne del af partipressen røbede tillige den gode vilje til netop for den gode dühringske viljes skyld også at tage den dühringske doktrin ubeset med i købet. Der fandtes også folk, der allerede belavede sig på at udbrede denne doktrin i populariseret form blandt arbejderne. Og endelig tog hr. Dühring og hans lil­le sekt alle reklamens og intrigens kunster i brug for at tvinge ”Volksstaat” til en tydelig stillingtagen til den nye lære, der fremtrådte med så gevaldige prætentioner.

Alligevel gik der et helt år, før jeg kunne beslutte mig til at tilsidesætte mit øvrige arbejde for at bide i dette sure æble. Det var nemlig et æble, som man måtte fortære helt, når man først havde taget en bid af det. Og æblet var ikke blot meget surt, det var også meget omfangsrigt. Den nye socialistiske teori fremtrådte som den sidste praktiske frugt af et nyt filosofisk system. Det gjaldt altså om at undersøge den i dette systems sammenhæng og dermed selve systemet; det gjaldt om at følge hr. Dühring ind på hint vidtstrakte område, hvor han beskæftiger sig med alle mulige ting og et par stykker til. Således opstod der en række artikler, som siden begyndelsen af 1877 fremkom i det blad, der afløste ”Volksstaat”, nemlig ”Vorwärts” i Leipzig, og som her foreligger i samlet form.

Det var således genstandens egen beskaffenhed, der tvang kritikken til at udvise en udførlighed, der står i skrigende misforhold til genstandens - altså de dühringske skrifters - videnskabelige indhold. Dog findes der endnu to omstændigheder, der kan undskylde denne udførlighed. På den ene side fik jeg anledning til på de meget forskellige områder, som her måtte berøres, positivt at fremsætte mine opfattelser af problemer, der i dag er af mere almen videnskabelig eller praktisk interesse. Dette er sket i hvert enkelt kapitel, og selv om dette skrift ikke kan have til formål over for hr. Dührings ”system” at opstille et andet system, så vil læseren dog forhåbentligt ik­ke synes at der mangler indre sammenhæng i de opfattel­ser, jeg fremfører. At mit arbejde i denne henseende ikke har, været helt frugtesløst, det har jeg allerede nu tilstrækkelige beviser på.

På den anden side er den ”systemskabende” hr. Dühring ikke nogen isoleret foreteelse i den tyske samtid. I Tyskland har det i nogen tid myldret frem med kosmogoniske, i det hele taget naturfilosofiske, med politiske, økonomiske og alle mulige andre systemer i snesevis som svampe efter regn. Den mindste lille dr. phil., ja selv studiosus vil ikke lege med mere, medmindre han kan byde på et komplet ”system”. Ligesom det i den moderne stat er forudsat, at enhver statsborger kan fælde en moden dom over alle de spørgsmål, han skal stemme om; ligesom det i økonomien antages, at enhver konsument har et grundigt kendskab til alle de varer, det falder i hans lod at anskaffe til livets opretholdelse - sådan skal det nu også gå til i videnskaben. Videnskabens frihed betyder, at man skriver om alt, hvad man ikke har lært, og udgiver det for den eneste strengt videnskabelige metode. Men hr. Dühring er en af de allermest typiske repræsentanter for denne højrøstede pseudovidenskab, der nu til dags overalt i Tyskland maser sig frem i rampelyset og overdøver alt med sit dundrende - opstyltede vrøvl. Opstyltet vrøvl i poesien, i filosofien, i politikken, i økonomien, i historieskrivningen, opstyltet vrøvl på kateder og talerstol, opstyl­tet vrøvl overalt, opstyltet vrøvl, der gør krav på at rum­me overlegenhed og dybsindighed, til forskel fra andre na­tioners simple vulgære vrøvl. Opstyltet vrøvl er det mest karakteristiske masseprodukt, den tyske intellektuelle in­dustri producerer, billigt, men dårligt, ligesom andre tyske fabrikater - desværre var det ikke repræsenteret side om side med dem i Philadelphia. [1] Til og med den tyske socialisme har i den senere tid - især siden hr. Dühring er gået foran med et godt eksempel - præsteret klækkelige mængder af opstyltet vrøvl og frembragt en og anden, der bryster sig med en ”videnskab”, af hvilken han ”virkelig ingenting har lært&rdquo [2] ;. Det er en børnesyg­dom, der markerer den tyske students begyndende omvendelse til socialdemokratiet og er uadskillelig fra den, men den skal nok blive overvundet takket være vore arbejderes bemærkelsesværdigt sunde natur.

Det var ikke min skyld, at jeg var tvunget til at følge hr. Dühring på områder, hvor jeg højst kan bevæge mig i egenskab af amatør. I disse tilfælde har jeg for det meste begrænset mig til at stille de rigtige, ubestridte kendsger­ninger over for min modstanders falske eller misvisende påstande. Således på juraens område og i visse tilfælde i naturvidenskaben. I andre tilfælde drejer det sig om ge­nerelle anskuelser på den teoretiske naturvidenskabs område, altså om et terræn, hvor også naturforskeren af fag må gå uden for sit speciale og ind på naboområder - områder altså, hvor han, som hr. Virchow indrømmer, er li­ge så ”halvstuderet” som alle vi andre. [3] Den samme overbærenhed med små unøjagtigheder og ubehjælpsomheder i udtryksmåden, som man i disse tilfælde viser hinanden, vil man forhåbentligt også vise mig.

Mens jeg er ved at afslutte dette forord, får jeg en bog­handlerreklame i hånden, forfattet af hr. Dühring angåen­de et nyt ”retningsgivende” værk af hr. Dühring: "Neue Grundgesetze zur rationellen Physik und Chemie" [Nye grundprincipper for en rationel fysik og kemi]. Så meget jeg end erkender manglerne ved mine fysiske og kemiske kundskaber, så mener jeg dog at kende min hr. Dühring og tror derfor også - uden nogen sinde at have set skriftet - at kunne forudsige, at de der opstillede love for fysik og kemi, hvad angår uforstand og trivialitet, vil være et værdigt sidestykke til de tidligere af hr. Dühring opdagede love for økonomi, verdensskematik osv., som jeg har måttet beskæftige mig med i det foreliggende arbejde, og at det af hr. Dühring konstruerede rhigometer eller in­strument til måling af meget lave temperaturer kan tjene som målestok, ikke for temperaturer, de være sig høje eller lave, men ene og alene for hr. Dührings arrogante uvi­denhed.

London, 11. juni 1878

II

At det foreliggende skrift skal udkomme i nyt oplag, kom uventet for mig. Det der var kritikkens genstand er i dag allerede så godt som glemt. Mit arbejde forelå i sin tid (1877 og 1878) i artikelform i ”Vorwärts” i Leipzig for mange tusinde læsere; det blev også trykt særskilt i sam­let form i stort oplag. Hvordan kan det da endnu interes­sere nogen, hvad jeg for år tilbage har haft at sige om hr. Dühring?

I første række må det vel tilskrives den omstændighed, at dette skrift, som næsten alle mine dengang endnu til­gængelige skrifter, blev forbudt i Det tyske Rige straks efter at Socialistloven var trådt i kraft. [4] Enhver der ikke var stivnet i de bureaukratiske fordomme, der var gængse i den Hellige Alliances lande [5] , måtte på forhånd være klar over, hvordan denne forholdsregel ville vir­ke: fordobling eller tredobling af afsætningen af de forbudte bøger, afsløring af, hvor afmægtige herrerne i Ber­lin var, der kunne udstede forbud, men ikke gennemføre dem. I virkeligheden indbringer rigsregeringens elskvær­dighed mig flere nyoplag af mine mindre skrifter end egentlig forsvarligt: jeg har ikke tid til at revidere teksten behørigt og må for det meste simpelt hen lade dem genop­trykke.

Men dertil kommer endnu en omstændighed. Hr. Düh­rings her kritiserede ”system” breder sig over et meget vidtstrakt teoretisk område; jeg var nødt til at følge ham overalt og at sætte mine opfattelser op imod hans. Den negative kritik blev dermed positiv; polemikken slog om i en mere eller mindre sammenhængende fremstilling af den dialektiske metode og den kommunistiske verdensan­skuelse, som Marx og jeg repræsenterer, og det på en ret betydelig række områder. Denne vor anskuelsesmåde blev første gang forelagt for offentligheden i Marx' skrift ”Misere de la Philosophie” [Filosofiens Elendighed, dansk udg. Rhodos 1974] og ”Det kommunistiske Manifest”, siden gennemgik den et inkubationsstadium på godt og vel tyve år, indtil den - efter udgivelsen af ”Kapitalen” med voksende hast greb stadig bredere kredse og nu langt ud over Europas grænser vinder opmærksomhed og tilslutning i alle lande, hvor der på den ene side findes proletarer, på den anden side uforfærdede videnskabelige teo­retikere. Det ser altså ud til, at der findes et publikum, hvis interesse for sagen er stor nok til at det for de positive udredningers skyld vil tage den i mange henseender forældede polemik mod de dühringske teorier med i købet.

I forbigående vil jeg bemærke: da den her fremlagte anskuelsesmåde først og fremmest er grundlagt og udvik­let af Marx og kun i mindre grad af mig, så var det for os en selvfølge, at denne min fremstilling ikke skete uden at han havde kendskab til den. Jeg har læst hele manu­skriptet op for ham, før det gik i trykken, og det X. kapitel i afsnittet om økonomien (Fra ”Kritische Geschichte'') er skrevet af Marx; men desværre måtte jeg - af hensyn til ydre omstændigheder - forkorte det noget. Det har fra gammel tid altid været skik mellem os, at vi hjalp hinanden i specialfag.

Det her foreliggende nye oplag er, med undtagelse af et enkelt kapitel, et uændret genoptryk af de tidligere. På den ene side mangler jeg den fornødne tid til en gennemgribende revision, hvor meget jeg end kunne ønske at ændre et og andet i fremstillingen. Men det er min pligt at gøre Marx’ efterladte manuskripter færdige til udgivelsen, og denne pligt er vigtigere for mig end alt andet. Desuden strider det mod min samvittighed at ændre noget. Dette skrift er et stridsskrift, og jeg mener at skylde min modstander, at jeg ikke forbedrer noget fra min side, hvor han ikke kan forbedre noget fra sin. Jeg kunne højst gøre krav på at imødegå hr. Dührings svar. Men hvad hr- Dühring har skrevet om mine angreb, har jeg ikke læst, og jeg har ikke i sinde at læse det uden særlig foranledning; på det teoretiske plan er jeg færdig med ham. I øvrigt må jeg så meget mere overholde den litterære kamps anstandsregler over for ham, som der i mellemtiden er overgået ham en skammelig uret fra Berliner universitetets side. Ganske vist har universitetet fået sin fortjente straf. Et universitet, der lader sig bruge til – under de kendte omstændigheder – at fratage hr. Dühring hans undervisningsfrihed, må ikke undre sig, når det under ligeledes kendte omstændigheder får påtvunget hr. Schweniger. [6]

Det eneste sted, hvor jeg har tilladt mig at anbringe uddybende tilføjelser, er II. Kapitel i tredje del: ”Teoretiske betragtninger”. Her hvor det udelukkende drejer sig om fremstilling af et kernepunkt i den anskuelse, jeg repræsenterer, vil min modstander ikke kunne beklage sig over, at jeg har forsøgt at udtrykke mig mere populært og sammenhængende. Der forelå tilmed en ydre anledning. Jeg havde for min Lafargue bearbejdet tre kapitler af skriftet (I. kapitel fra indledningen og I. og II. Kapitel fra tredje del) til udgivelse som selvstændig brochure, der skulle oversættes til fransk; efter den franske udgave havde den tjent som grundlag for en italiensk, en polsk og derefter en tysk udgave under titlen: ”Die Entwicklung des Sozialismus von der Utopie zur Wissensahct” [Socialismens udvikling fra utopi til videnskab [7] ]. I løbet af få måneder havde den oplevet tre oplag og er også udkommet i russisk og dansk oversættelse. I alle disse udgavver var det kun det nævnte kapitel, der havde fået tilføjelser, og det ville være pedanteri, hvis jeg i et nyt oplag af originalværket ville føle mig bundet af den oprindelige ordlyd frem for dens senere internationalt kendte skikkelse.

Hvad jeg ellers kunne ønske at ændre, angår hovedsagelig to punkter. For det første menneskets urhistorie hvortil Morgan i 1877 har leveret os nøglen [8] . Men da jeg siden hen har haft lejlighed til at anvende det i mellemtiden fremkomne materiale i mit skrift ”Ursprung der Familie, des Privateigentums und des Staates”, Zürich 1884 [Familiens, privatejendommens og statens oprindelse [9] ], må det være tilstrækkeligt at henvise til dette senere arbejde. Men for det andet den del, der handler om den teoretiske naturvidenskab. Her hersker der en stor ubehjælpsomhed i fremstilling, og meget kunne i dag udtrykkes klarere og mere præcist. Når jeg ikke føler mig berettiget til at forbedre noget her, så er jeg netop derfor forpligtet i stedet at kritisere mig selv.

Marx og jeg var vel omtrent ene om at redde den bevidste dialektik fra den tyske idealistiske filosofi over i den materialistiske opfattelse af natur og historie. Men til en dialektisk og samtidig materialistisk opfattelse af naturen kræves der kendskab til matematik og naturvidenskab. Marx var en grundig matematiker, men naturvidenskaberne kunne vi kun følge stykkevis, af og til, sporadisk. Derfor gennemgik jeg, efter at jeg havde trykket mig tilbage fra erhvervsvirksomhed [10] , var flyttet til London og fik tid til det, en fuldstændig matematisk og naturvidenskab ”fældningsproces”, som Liebig kalder det [11] , og brugte det meste af otte år til det. Jeg stod netop midt i denne ”fældningsproces”, da jeg kom i den situation at skulle beskæftige mig med hr. Dührings såkaldte naturfilosofi. Hvis jeg altså undertiden finder det rigtige tekniske udtryk og i det hele taget bevæger mig ret klodset på den teoretiske naturvidenskabs område, så er det kun alt for naturligt. På den anden side havde bevidstheden om min usikkerhed, som endnu ikke var overvundet, gjort mig forsigtig: virkelige forsyndelser mod de dengang kendte fakta og urigtig fremstilling af de dengang anerkendte teorier vil man ikke kunne påvise hos mig. I denne henseende har kun en miskendt stor ma­tematiker beklaget sig i et brev til Mary, ifølge hvilket jeg formasteligt skulle have angrebet kvadratroden af minus 1 på dens ære. [12]

Mit formål med denne rekapitulation af matematikken og naturvidenskaberne var selvfølgelig, at jeg også i en­keltheder ville overbevise mig om - hvad jeg generelt ik­ke var i tvivl om - at de samme dialektiske bevægelseslove, som i historien behersker begivenhedernes tilsynela­dende tilfældighed, også i naturen slår igennem i de talløse forandringers virvar; de samme love, der ligeledes danner den røde tråd i den menneskelige tænknings ud­viklingshistorie og lidt efter lidt kommer til det tænken­de menneskes bevidsthed. Disse love blev først udviklet af Hegel på omfattende måde, men i mystificeret form, og det var en af vore bestræbelser at befri dem af denne mystiske skal og gøre dem tilgængelige for bevidstheden i al deres enkelhed og almengyldighed. Det var klart, at den gamle naturfilosofi - så meget virkelig godt og så mange frugtbare spirer den end indeholdt [13] - ikke kunne tilfredsstille os. Som det er nærmere udviklet i dette skrift, tog den, navnlig i sin hegelske form, fejl deri, at den ik­ke tilskrev naturen nogen udvikling i tiden, intet ”efter-hinanden”, men kun et ”ved-siden-af-hinanden”. Det var begrundet på den ene side i det hegelske system selv - det tilskrev kun ”ånden” en fremadskridende historisk udvikling - men på den anden side også i naturvidenska­bernes daværende almene stade. Her stod Hegel langt tilbage for Kant, der i sin nebularhypotese [14] allerede havde proklameret solsystemets tilblivelse og med sin op­dagelse af, at Jordens rotation hæmmes af havets tide­vandsbevægelse, også dets undergang. Og endelig: det kunne for mig aldrig dreje sig om at konstruere de dialektiske love ind i naturen, men kun om at finde frem til dem i naturen og udvikle dem af naturen.

At gøre det i sammenhæng og på hvert enkelt område er imidlertid et kæmpearbejde. Ikke nok med, at det område, man skal beherske, er næsten ufattelig stort, men på hele dette område er naturvidenskaben selv grebet af en voldsom omvæltningsproces, således at selv den, der har al sin tid til rådighed til formålet, næppe kan følge med. Min tid er imidlertid siden Karl Marx' død beslaglagt af mere påtrængende pligter og derfor måtte jeg afbryde mit arbejde. Jeg må foreløbig indskrænke mig til de antydninger, der gives i det foreliggende skrift, og afvente, om der senere skulle blive lejlighed til at samle og udgive de opnåede resultater, måske sammen med Marx' efterladte, meget betydningsfulde matematiske manuskrip­ter.

Men måske vil den teoretiske naturvidenskabs fremskridt gøre mit arbejde delvis eller helt overflødigt. Den revolution, som påtvinges den teoretiske naturvidenskab gennem den simple nødvendighed af at ordne de store mængder af nye rent empiriske erfaringer, er af en sådan art, at den mere og mere må bringe selv den mest modstræbende empiriker til bevidsthed om naturprocessernes dialektiske karakter. De gamle stive modsætninger, de skarpe, uoverskridelige grænselinjer forsvinder mere og mere. Siden det er lykkedes at gøre også de sidste ”ægte” gasser til væsker, siden det er påvist, at et legeme kan bringes i en tilstand, hvor der ikke kan sondres mellem væske- og gasform, har aggregattilstandene mistet den sidste rest af deres tidligere absolutte karakter. [15] Med den kinetiske gas-teoris sætning, at kvadratet på de enkelte gasmolekylers hastighed i ideale gasser ved samme temperatur er omvendt proportional med molekylvægten, indtræder også varmen direkte i rækken af bevægelsesformer, der kan måles umiddelbart som sådanne. Mens den nyopdagede store grundlov for bevægelsen endnu for ti år siden kun blev opfattet som en lov om energiens be­varelse, kun som udtryk for, at bevægelse ikke kan tilin­tetgøres og ikke skabes - altså kun i kvantitativ betyd­ning - så bliver dette snævre negative udtryk mere og mere fortrængt af det positive om energiens forvandling, hvori processens kvalitative indhold kommer til sin ret, og hvor den sidste erindring om en overjordisk skaber er udslettet. At summen af bevægelse (den såkaldte energi) ik­ke ændrer sig, når den forvandles fra kinetisk energi (såkaldt mekanisk kraft) til elektricitet, varme, potentiel be­liggenhedsenergi osv., og omvendt, behøver nu ikke længere at blive prædiket som noget nyt; det tjener som et

allerede erobret grundlag for den meget indholdsrigere undersøgelse af selve forvandlingsprocessen, den store grundproces, i hvis erkendelse hele naturerkendelsen sammenfattes. Og siden biologien drives i lyset fra evolutions-teorien, har klassifikationens stive grænselinjer også på den organiske naturs område opløst sig, den ene efter den anden. Mellemleddene, der næsten ikke kan klassificeres, bliver flere og flere for hver dag, en nøjere granskning kaster organismer fra den ene klasse over i den anden, og specifikke kendetegn, der næsten var blevet til trosartik­ler, mister deres ubetingede gyldighed; vi har nu pattedyr, der lægger æg, og - hvis meddelelsen bekræftes - også fugle, der går på fire ben. [16] Nå Virchow allerede for år tilbage - måske mere fremskridtsvenligt end egentlig naturvidenskabeligt og dialektisk [17] - som resultat af cellens opdagelse så sig nødsaget til at opløse dyreindivi­dets enhed i en føderation af cellestater, så bliver begre­bet: dyrets (altså også menneskets) individualitet endnu mere kompliceret efter opdagelsen af de hvide blodlegemer, der som amøber kryber omkring i de højere dyrs krop. Men det er netop de polære modsætninger, som man har - forestillet sig som uforsonlige og uløselige, alle disse med magt fikserede grænselinjer og klasseforskelle, der har givet den moderne teoretiske naturvidenskab dens indskrænket metafysiske karakter. Den erkendelse, at disse modsætninger og forskelle ganske vist forekommer i naturen, men kun har relativ gyldighed, mens forestil­lingen om deres stivhed og absolutte gyldighed som sådan først er bragt ind i naturen gennem vor refleksion - den­ne erkendelse udgør kernen i den dialektiske opfattelse af naturen. Man kan nå frem til denne erkendelse, idet man tvinges til det af de kendsgerninger, der hober sig op i naturvidenskaben; man kan lettere tilegne sig den, hvis man møder disse kendsgerningers dialektiske karakter med bevidstheden om den dialektiske tænknings love. I hvert fald er naturvidenskaben nu nået så langt, at den ikke længere kan komme udenom en dialektisk sammenfatning. Den vil imidlertid gøre denne proces lettere for sig selv, hvis den ikke glemmer, at de resultater, hvori dens erfaringer samles, er begreber, men at kunsten at operere med begreber ikke er medfødt og heller ikke gi­vet i og med den almene hverdagsbevidsthed, at den derimod kræver virkelig tænkning, en tænkning, som ligeledes har en lang erfaringsmæssig historie bag sig, hverken mere eller mindre end den naturforskning, der bygger på erfaring. Netop idet naturvidenskaben lærer at tilegne sig resultaterne af halvtredje tusind års udvikling i filosofien, vil den på den ene side befri sig for al slags uvedkommen­de naturfilosofi, der gør krav på at stå uden for og over den, og på den anden side vil den også befri sig for sin egen indskrænkede tænkemåde, som den har arvet fra den engelske empirisme.

London, 23. september 1885

III

Det foreliggende nyoplag er, på nogle få ret ubetydelige stilistiske ændringer nær, et genoptryk af det sidste. Kun i et kapitel, X. kapitel i anden del ”Fra 'Kritische Ge­schichte'” har jeg tilladt mig at foretage væsentlige tilføj­elser. Det er sket af følgende årsag:

Som allerede nævnt i forordet til andet oplag, stammer dette kapitel i alt væsentligt fra Marx. I den første udformning, der var tænkt som en række avisartikler, var jeg nødt til at forkorte Marx' manuskript betydeligt, og det ramte netop de afsnit, hvor kritikken af de dühringske påstande træder mere i baggrunden sammenlignet med Marx' egen fremstilling af økonomiens historie. Men netop disse afsnit udgør den del af manuskriptet, der endnu i dag kan påkalde sig en stor og varig interesse. De under­søgelser, hvor Marx tilkender mænd som Petty, North, Locke og Hume den plads, der tilkommer dem i den klassis­ke økonomis tilblivelse, føler jeg mig forpligtet til at gengive så fuldstændigt og så ordret som muligt, og endnu mere hans udlægning af Quesnays ”Tableau economique” (Det økonomiske tableau], denne sfinksgåde, som hele den moderne økonomi ikke har kunnet tyde. Hvad der derimod kun angår hr. Dührings skrifter, har jeg - så vidt sammenhængen tillod det - udeladt.

I øvrigt kan jeg være godt tilfreds med den udbredelse, som de i dette skrift fremførte synspunkter siden dets sid­ste oplag har fået i videnskabens og i arbejderklassens almindelige bevidsthed, og det gælder alle civiliserede lan­de i verden.

London, 23. maj 1394

Noter

[1]: