IV. Verdensskematik

”Den altomfattende væren er det eneste eksisterende. I sin selv­tilstrækkelighed har den intet ved siden af eller over sig. At tildele den en anden væren ville være at gøre den til noget, den ikke er, nemlig en del eller bestanddel af et mere omfattende hele. Idet vi udspænder vor enhedstanke så at sige som ramme, kan intet, der skal indgå i denne tankeenhed, i sig bibeholde en dob­belthed. Men intet kan unddrage sig denne tankeenhed... Al tænk­nings væsen består i forening af bevidsthedens elementer til en enhed... Det er denne sammenfatningens enhedspunkt, hvorved det udelelige verdensbegreb er opstået, og universet - som allerede ordet udtrykker - erkendes som noget, hvori alt er forenet til en enhed”.

Såvidt hr. Dühring. Den matematiske metode, hvorefter

”hvert spørgsmål ved enkle grundformer kan afgøres aksiomatisk, som om det drejede sig om enkle matematiske grundsætninger”

denne metode anvendes her for første gang.

”Den altomfattende væren er det eneste eksisterende”. Hvis tautologi betyder en simpel gentagelse i omsagnsleddet af det, der allerede er udtrykt i grundleddet - hvis det udgør et aksiom, så har vi her et aksiom af reneste vand. I grundleddet fortæller hr. Dühring os, at væren omfatter alt, og i omsagnsleddet påstår han uforfærdet, at der følgelig ikke eksisterer noget foruden den. Hvilken kolossal ”systemskabende tanke”!

I sandhed systemskabende. Før vi er kommet seks linjer videre i teksten, har hr. Dühring ved hjælp af vor enhedstanke forvandlet værens egenskab at være det eneste eksisterende til dens enhed. Da tænkningens væsen består i sammenfatning til en enhed, så er væren, så snart den tænkes, tænkt som en enhed; verdensbegrebet er udeleligt, og fordi den tænkte væren, verdensbegrebet, er tænkt som en enhed, så er den virkelige væren, den virkelige verden, ligeledes en udelelig enhed. Og følgelig

”findes der ikke længere plads for hinsidigheder, så snart ånden har lært at opfatte væren i dens ensartede universalitet”.

Dette er et felttog, sammenlignet med hvilket Austerlitz og Jena, Königgrätz og Sedan [1] totalt blegner. I nogle få sætninger, næppe en side efter at vi har mobiliseret det første aksiom, har vi allerede afskaffet, fjernet, tilin­tetgjort alle hinsidigheder, Gud, de himmelske hærskarer, himmel, helvede og skærsilden medsamt sjælens udødelighed.

Men hvordan kommer vi fra væren som det eneste eksi­sterende til dens enhed? Idet vi forestiller os det alt sam­men. Så snart vi udspænder vor enhedstanke som en ram­me omkring den, bliver den eneste væren i tankerne en enhedsværen, en tankeenhed; thi al tænknings væsen be­står i sammenfatning af bevidsthedens elementer til en enhed.

Denne sidste sætning er simpelt hen urigtig. For det før­ste består tænkningen lige så meget i at sønderdele be­vidsthedens objekter i deres elementer som den består i at forene sammenhørende elementer til en enhed. Uden analyse ingen syntese. For det andet kan tænkningen -- hvis den da ikke vil begå slemme bommerter - kun sammenfatte de bevidsthedselementer til en enhed, hvori eller i hvis reale forbilleder enheden allerede i forvejen findes. En skobørste får ikke mælkekirtler af, at jeg sammenfatter den under enheden, pattedyr. Værens enhed, henholdsvis det berettigede i at opfatte den i tankerne som en enhed, er altså netop det der skulle bevises, og når hr. Dühring forsikrer os, at han tænker sig væren som ”en enhed og ikke som en dobbelthed” så udtrykker han dermed ikke andet end sin egen ringe mening.

Hvis vi vil fremstille denne tankegang i ren form, så ser den således ud: Jeg begynder med væren. Altså tænker jeg mig væren. Jeg tænker mig væren som en enhed. Imid­lertid må tænken og væren stemme overens, de svarer til hinanden, ”dækker hinanden”. Følgelig er væren også i virkeligheden en enhed. Følgelig findes der ingen ”hin­sidigheder”. Men hvis hr. Dühring utilsløret havde talt således i stedet for at servere de ovennævnte orakelord for os, så var ideologien soleklar. At ville bevise et eller andet tankeresultats realitet ud fra identiteten af tænken og væren, det er jo netop en af de vildeste feberfantasier hos - en Hegel.

Og selv om hele hr. Dührings bevisførelse var rigtig, havde han ikke vundet en fodsbred jord fra spiritualister­ne. Spiritualisterne svarer ham kort og godt: verden er også for os enkel, spaltningen i dennesides og hinsides eksisterer kun for vort specifikt jordiske, arvesyndige standpunkt; i og for sig, dvs. i Gud, er den totale væren det eneste eksisterende. Og de vil ledsage hr. Dühring til de af ham så yndede andre kloder og vil vise ham en eller flere af dem, hvor der ikke er sket noget syndefald, hvor der altså heller ikke eksisterer nogen modsætning mellem dennesides og hinsides og hvor verdens enhed er troens krav.

Det pudsigste ved sagen er, at hr. Dühring anvender det ontologiske bevis for Guds eksistens til at bevise Guds ikke-eksistens ud fra begrebet væren. Dette bevis lyder: Når vi forestiller os Gud, så forestiller vi os ham som indbegrebet af alle fuldkommenheder. Til fuldkommenhe­dernes indbegreb hører imidlertid frem for alt eksisten­sen, fordi et ikke-eksisterende væsen nødvendigvis er ufuldkomment. Altså må vi også regne eksistensen med til Guds fuldkommenheder. Altså må Gud eksistere. - Nøj­agtig sådant ræsonnerer hr. Dühring: Hvis vi forestiller os væren, så forestiller vi os den som et begreb. Hvad der sammenfattes i et begreb, det er en enhed. Væren ville. altså ikke svare til sit begreb, hvis den ikke var en enhed. Følgelig må det være en enhed. Følgelig findes der ingen Gud osv.

Hvis vi taler om væren og blot om væren, så kan enhe­den kun bestå i, at alle de genstande, det drejer sig om - er til, at de eksisterer. I denne værens enhed og ikke i nogen anden er de sammenfattet og den almene påstand, at de alle kan gøre krav på at være til, kan overhovedet ikke give dem andre, fælles eller ikke-fælles egenskaber, men udelukker indtil videre alle sådanne egenskaber fra betragtningen. Så snart vi nemlig fjerner os blot en mil­limeter fra den simple grundlæggende kendsgerning, at alle disse ting er fælles om at være til, så begynder forskellene mellem tingene at træde frem for vort blik. Om disse forskelle nu består i, at nogle er hvide og andre sor­te, at nogle er levende og andre livløse, nogle dennesidige og andre måske hinsidige, det kan vi ikke afgøre ud fra den omstændighed, at de alle på samme vis tilskrives den egenskab, at de eksisterer.

Verdens enhed består ikke i dens væren, skønt dens væren er forudsætning for dens enhed, da den dog først må være til før den kan være til som enhed. Væren er jo overhovedet et åbent spørgsmål, når først vi har passeret den grænse, hvor vor synskreds holder op. Verdens vir­kelige enhed består i dens materialitet, og denne er bevist - ikke ved hjælp af nogle taskenspillerfraser - men gennem en lang og besværlig udvikling af filosofi og na­turvidenskab.

Videre i teksten. Den væren, som hr. Dühring underhol­der os med, er

”ikke hin rene væren, som skal være sig selv lig og savner alle særskilte bestemmelser og som faktisk kun repræsenterer en af­bildning af et tanke-intet eller fraværelse af tanker”.

Nu vil vi imidlertid meget snart få at se, at hr. Dührings verden ganske vist begynder med den væren, som savner alle indre forskelle, al bevægelse og forandring og som altså faktisk er en afbildning af et tanke-intet, dvs. et vir­keligt intet. Først fra denne intet-væren udvikler der sig den nuværende, differentierede, omskiftelige verdenstil­stand, der repræsenterer en udvikling, en tilblivelse, og først når vi har fattet dette, kommer vi så langt, at vi også under denne evige forvandling kan

”fastholde begrebet om - en universel væren, der er sig selv lig”,

Vi har altså nu fået et begreb om væren på et højere trin, hvor den i sig indbefatter såvel stilstand som foran­dring, såvel 'væren som tilblivelse. Kommet så langt, finder vi:

”slægt og art, overhovedet det almene og det særskilte er de simp­leste midler til at sondre, uden hvilke tingenes forfatning ikke kan begribes”.

Men dette er midler til at sondre efter kvaliteten; og så snart de er behandlet, går vi videre:

”over for arterne står størrelsens begreb som det ensartede, hvori der ikke længere findes artsforskelle”;

dvs. fra kvaliteten går vi over til kvantiteten, og denne er altid ”målelig”.

Lad os nu sammenligne denne ”skarpe sondring af de almene virkningsskemaer” og dens ”virkelig kritiske standpunkt” med en Hegels kruditeter, forstyrrethed og feberfantasier. Vi finder, at Hegels logik begynder med væ­ren - ligesom hr. Dühring; at væren viser sig at være intet - ligesom hos hr. Dühring; at man fra denne væ­ren-intet går over til tilblivelsen, hvis resultat er eksisten­sen, dvs. en højere, mere fuldbyrdet form for væren - præcist som hos hr. Dühring. Eksistensen fører til kvali­tet, kvaliteten til kvantitet - præcist som hos hr. Dühring. Og for at et vigtigt stykke ikke skal savnes, fortæller hr. Dühring os ved en anden lejlighed:

”Fra det rige, hvor følelsesløshed hersker, indtræder man - på trods af, at alt kvantitativt sker gradvist - i sansningens rige med et kvalitativt spring, hvorom vi... kan påstå, at det adskiller sig uendelig meget fra en ren og skær graduering af en og samme egenskab”.

Det er hele den hegelske knudelinje af måleforhold, hvor en blot kvantitativ stigen eller aftagen ved visse kritiske knudepunkter forårsager et kvalitativt spring, f.eks. ved vand, der opvarmes eller afkøles, hvor kogepunktet eller frysepunktet er de knudepunkter, hvor - under normalt tryk - springet til en ny aggregattilstand fuldbyr­des, hvor kvantiteten slår om i kvalitet.

Også vi har i vor undersøgelse prøvet at nå frem til rødderne, og som rod til de dybt originale dühringske grundskemaer finder vi - en Hegels ”feberfantasier", kategorierne fra den hegelske ”Logik”, første del, læren om væren, i streng gammelhegeliansk ”rækkefølge” og næsten uden at der gøres et forsøg på at skjule plagiatet!

Og ikke tilfreds med at have frastjålet sin mest bagtalte forgænger hele hans skematik om væren, kan hr. Düh­ring - efter at han selv har givet ovennævnte eksempel på omslag i spring fra kvantitet til kvalitet - få sig til med sindsro at sige om Marx:

”Hvor komisk virker dog hans” (Marx') ”påberåbelse af de forvirrede hegelske tågetanker, at kvantitet slår om i kvalitet”.

Forvirrede tågetanker! Hvem slår om og hvem virker komisk, hr. Dühring?

Alle disse nydelige småting er altså ingenlunde ”aksio­matisk afgjort” efter forskriften, men de er simpelt hen slæbt ind udefra, nemlig fra Hegels ”Logik”. Og det er oven i købet gjort på en sådan måde, at der i hele kapitlet ikke viser sig det mindste skær af indre sammenhæng for så vidt den ikke også er lånt fra Hegel, og det hele ender i en tom grubliseren over rum og tid, stilstand og foran­dring.

Fra væren kommer Hegel til væsen, til dialektikken. Her beskæftiger han sig med refleksionsbestemmelserne, deres indre modsætninger og modsigelse, f.eks. positiv og nega­tiv, derefter kommer han til kausaliteten, dvs. forholdet mellem årsag og virkning, og han slutter af med nødven­digheden. Hr. Dühring gør heller ikke andet. Hvad Hegel kalder læren om væsen, oversætter hr. Dühring til: væ­rens logiske egenskaber. Men disse består frem for alt i en ”kræfternes antagonisme”, i modsætninger. Modsigelsen derimod fornægter hr. Dühring radikalt; vi skal senere vende tilbage til dette emne. Derefter går han over til kausaliteten og fra denne til nødvendigheden. Når hr. Dühring siger om sig selv:

”Vi, der ikke filosoferer inde fra et bur"'

så mener han vel, at hån filosoferer inde i buret, nemlig i det bur, der udgøres af - den hegelske skematik af katego­rier.

Noter

[1]: