| Tilbage |
Man bør overveje... hvilke positive erkendelser der hører med til vort naturfilosofiske afsnit for at udstyre det med alle videnskabelige forudsætninger. Det bygger først og fremmest på alle grundlæggende resultater i matematikken, dernæst på den eksakte videns hovedfakta i mekanik, fysik, kemi samt overhovedet de naturvidenskabelige resultater i fysiologi, zoologi og på lignende forskningsfelter".
Så fortrøstningsfuld og definitivt udtaler hr. Dühring sig om hr. Dührings matematiske og naturvidenskabelige lærdom. Det er ikke til at se på det magre afsnit og langt mindre på dets endnu magrere resultater, hvilken dybt original positiv erkendelse der stikker under. For at kunne stable de dühringske orakelord vedrørende fysik og kemi på benene, behøver man i hvert fald ikke kende andet til fysik end den ligning, der udtrykker varmens mekaniske ækvivalens, og om kemien behøver man kun at vide, at alle legemer kan opdeles i grundstoffer og forbindelser af grundstoffer. Men når hr. Dühring på side 131 kan tale om ”graviterende atomer”, så beviser han dermed kun, at han befinder sig totalt ”i det dunkle”, hvad angår forskellen mellem atom og molekyle. Som bekendt eksisterer atomer ikke for gravitationen eller for andre mekaniske eller fysiske bevægelsesformer, men kun for den kemiske proces. Og når man tilmed læser kapitlet om den organiske natur, så kan man ved denne tomme, selvmodsigende snakken frem og tilbage, der på det afgørende punkt bliver til meningsløse orakelord, på forhånd ikke afvise den tanke, at hr. Dühring her taler om ting, hvorom han ved bemærkelsesværdigt lidt. Denne tanke bliver til vished, når man kommer til hans forslag om, at man i læren om de organiske væsner (biologien) fremover bør sige komposition i stedet for udvikling. En mand, der kan foreslå sligt, beviser kun, at han ikke har den svageste anelse om organiske legemers tilblivelse.
Alle organiske legemer, med undtagelse af de allerlaveste, består af celler, små æggehvideklumper med en cellekerne i midten, kun synlige i stærk forstørrelse. Som regel udvikler cellen også en ydre hinde, og indholdet er mere eller mindre flydende. De laveste cellelegemer består af en enkelt celle; det uhyre flertal af organiske væsner har flere celler, består af et samhørende kompleks af mange celler, der hos de lavere organismer endnu er ensartede, men hos de højere antager stadig mere forskellige former, grupperinger og aktiviteter. I det menneskelige legeme f.eks. er knogler, muskler, nerver, sener, bånd, brusk, hud, kort 'sagt alle vævsarter enten sammensat eller dog opstået af celler. Men alle organiske celledannelser, fra amøben, der er en simpel æggehvideklump, for det meste uden hinde, med en cellekerne i midten, til mennesket, og fra den mindste encellede plante (desmidiacea) til den højest udviklede, er fælles om den måde, hvorpå cellerne formerer sig: ved deling. Først indsnævres cellekernen i midten; indsnævringen, der deler kernens to dele, forstærkes, til den til sidst skiller dem, og der dannes to cellekerner. Den samme proces foregår med selve cellen, hver af de to kerner danner midtpunkt i en ophobning af cellemateriale, der hænger sammen med hinanden gennem en stadig smallere indsnævring, indtil de skilles og lever videre som selvstændige celler. Når en befrugtning har fundet sted, udvikler det færdige dyr sig gennem en sådan gentagen cellespaltning af æggets kimblære lidt efter lidt, og på samme måde foregår erstatningen af opbrugt væv hos det fuldvoksne dyr. At kalde en sådan proces en komposition og at hævde, at det er ”pur imagination” at betegne den som udvikling - det kan kun en person finde på, der overhovedet ikke aner noget 'om denne proces, selv om det måske kan være svært at forestille sig, at en sådan person overhovedet eksisterer nu til dags. Her sker jo netop kun en udvikling, og det i ordets bogstaveligste betydning, men aldeles ingen komposition!
Der vil siden hen blive mere at sige om det, hr. Dühring i almindelighed forstår ved liv. Særskilt forestiller han sig ved liv følgende:
”Også den uorganiske verden er et system af sig selv fuldbyrdende rørelser, men først der, hvor der begynder en egentlig strukturering og formidling af stoffernes cirkulation ad særlige kanaler fra et indre punkt og efter et kimskema, der kan overføres til mindre dannelser, kan man tale om egentligt liv i snævrere og strengere betydning”.
Denne sætning er i snævrere og strengere betydning et system af sig selv fuldbyrdende rørelser (hvad så det kan være for nogle tingester) af nonsens, helt bortset fra den uhjælpeligt rodede grammatik. Hvis livet først skal begynde der, hvor den egentlige strukturering begynder, så må vi erklære Haeckels store rige af protaster [encellede væsner] og måske meget mere for at være livløs, alt efter, hvordan vi opfatter begrebet strukturering. Hvis livet først skal begynde der, hvor denne strukturering kan overføres efter et mindre kimskema, så er i det mindste alle organismer op til de encellede og disse indbefattet ikke levende. Hvis formidlingen af stoffernes cirkulation ad særlige kanaler skal være kendetegn på liv, så må vi efter det ovenfor sagte også slette hele klassen af polypdyr (coelenterata), måske med undtagelse af meduserne - altså samtlige polypper og plantedyr [1] - af de levende væsners række. Men hvis oven i købet stoffernes cirkulation ad særlige kanaler fra et indre punkt skal være livets væsentlige kendetegn, så må vi erklære alle de dyr for livløse, der ikke har noget hjerte og også dem der har flere hjerter. Dertil hører foruden de lige nævnte også alle orme, søstjerner og hjuldyr (annuloida og annulosa, Huxleys inddeling), en del af krebsdyrene (krebs) og endelig endog et hvirveldyr, nemlig lancetfisken (amphioxus). Desuden samtlige planter.
Når hr. Dühring har påtaget sig det hverv at karakterisere det egentlige liv i snævrere og strengere betydning, opregner han fire indbyrdes totalt modsigende kendetegn på liv, og et af dem fordømmer ikke blot hele planteriget, men samtidig omtrent det halve af dyreriget til evig død. Sandelig, ingen kan påstå, at hr. Dühring har narret os, da han lovede os
”i bund og grund ejendommelige resultater og anskuelser”!
Et andet sted hedder det:
”Også i naturen ligger der en simpel type til grund for alle organisationer fra de laveste til de højeste” og denne type ”kan man mode helt og fuldt i dens almene væsen allerede i den mest underordnede rørelse hos den mest ufuldkomne plante”.
Denne påstand er atter engang ”helt og fuldt” nonsens. Den simpleste type, man kan møde i den organiske natur, er cellen, og den ligger utvivlsomt til grund for de højeste organisationer. Derimod findes der hos de laveste organismer en mængde, der står endnu langt under cellen - uramøben, en simpel æggehvideklump uden nogen som helst differentiering, en hel række andre monerer og alle røralger (siphoneae). De er kun forbundet med de højere organismer ved den kendsgerning, at deres væsentlige bestanddel er æggehvidestoffer, at de følgelig udfører æggehvidefunktioner, dvs. at de lever og dør.
Endvidere fortæller hr. Dühring os:
”Fysiologisk er sansningen knyttet til tilstedeværelsen af et eller andet om end nok så simpelt nerveapparat. Derfor er det karakteristiske ved alle dyreformer, at de er i stand til at sanse, dvs. at have en subjektiv, bevidst opfattelse af deres tilstand. Den skarpe grænse mellem plante og dyr ligger der, hvor springet til sansning finder sted. Denne grænse kan ikke udviskes gennem de kendte overgangsformer, tværtimod er den netop gennem disse i det ydre ubestemte og ubestemmelige formdannelser blevet særlig nødvendig som logisk behov".
Og endvidere:
”Derimod er planterne helt og for altid uden mindste spor af sansning og uden ethvert anlæg derfor”.
For det første siger Hegel, ”Naturphilosophie” 5 351, at
[/q]”sansningen er dyrets differentla specifica [særlig kendetegn], det der absolut udmærker dyret”.
Altså atter en af Hegels ”kruditeter”, som hr. Dühring ved simpel anneksion ophøjer i adelstanden som endegyldig inappellabel sandhed.
For det andet hører vi her for første gang noget om overgangsformer, i det ydre ubestemte og ubestemmelige formdannelser (et nydeligt kaudervælsk!) mellem plante og dyr. At disse mellemformer eksisterer; at der findes organismer, hvorom vi simpelt hen ikke kan sige om de er dyr eller planter; at vi altså overhovedet ikke kan fastsætte en skarp grænse mellem plante og dyr - alt dette gør det netop til et logisk behov for hr. Dühring at opstille en distinktion og i samme åndedrag indrømme, at den ikke er holdbar! Men vi behøver slet ikke at gå tilbage til det usikre område mellem plante og dyr. Er de sensitive planter, der ved den svageste berøring folder deres blade sammen eller lukker deres blomster, er de insektædende planter uden mindste spor af sansning og uden ethvert anlæg derfor? Det kan selv hr. Dühring ikke påstå uden at forfalde til ”uvidenskabelig halvpoesi”.
For det tredje er det atter en fri skabelse og imagination af hr. Dühring, når han påstår, at sansningen psykologisk [2] må være knyttet til et eller andet om end nok så simpelt nerveapparats tilstedeværelse. Ikke blot alle urdyr, men også plantedyrene viser i det mindste i deres store flertal intet spor af et nerveapparat. Et sådant findes først regelmæssigt fra og med ormene, og hr. Dühring er den første, der fremsætter den påstand, at disse dyr ikke skulle være i besiddelse af sansning, fordi de ikke har nerver. Sansningen er ikke nødvendigvis knyttet til nerver, men nok til visse, hidtil ikke nærmere bestemte æggehvidelegemer.
For øvrigt er hr. Dührings biologiske kundskaber karakteriseret tilstrækkeligt ved det spørgsmål, som han ikke generer sig for at stille Darwin:
”Skulle dyret have udviklet sig af planten?”
Sådan kan kun en person spørge, der ikke ved det mindste, hverken om dyr eller om planter.
Om livet i al almindelighed kan hr. Dühring kun fortælle os :
”Stofskiftet, der fuldbyrdes formedelst en plastisk formende skematisering” (hvad i alverden er nu det for tingest?) ”forbliver altid et udmærkende kendetegn for den egentlige livsproces”.
Det er alt, hvad vi får at vide om livet, og samtidig vader vi med den ”plastisk formende skematisering” atter op til knæene i den reneste Dühring-jargons meningsløse kaudervælsk. Hvis vi vil have at vide, hvad liv er, må vi altså selv se at finde ud af det.
Det er i de sidste 30 år blevet sagt utallige gange af fagfolk i fysiologisk kemi og kemisk fysiologi, at det organiske stofskifte er det mest generelle og mest karakteristiske livsfænomen, og det er bare det, hr. Dühring her har oversat til det for ham ejendommelige elegante og klare sprog. Men at definere liv som organisk stofskifte er det samme som at definere liv som - liv; organisk stofskifte eller ”stofskifte med plastisk formende skematisering” er netop et udtryk, der selv har behov for en forklaring ved hjælp af livsfænomener, en forklaring ved hjælp af forskellen mellem organisk og uorganisk, dvs. mellem det levende og det ikke-levende. Med denne forklaring rører vi os altså ikke ud af flækken.
Stofskifte som sådan kan finde sted også uden liv. Der findes en hel række kemiske processer, der ved tilstrækkelig tilførsel af råstoffer hele tiden formår at reproducere deres egne betingelser, og det på en sådan måde at et bestemt legeme er bærer af processen. Det sker f.eks. ved fabrikation af svovlsyre gennem forbrænding af svovl. Herved frembringes svovldioxid SO2, og når man tilfører vanddamp og salpetersyre, optager svovldioxidet vanddamp og ilt og forvandles til svovlsyre, H2SO4. Herved afgiver salpetersyren ilt og reduceres til brintoxid; dette brintoxid optager straks på ny ilt fra luften og forvandles til højere brintoxider, men kun for straks igen at afgive denne ilt til svovldioxidet og på ny at gennemgå den samme proces; teoretisk skulle således en uendelig lille mængde salpetersyre være nok til at forvandle en ubegrænset mængde svovldioxid, ilt og vand til svovlsyre. - Stofskifte finder også sted, når væsker gennemtrænger døde organiske eller endog uorganiske membraner, f.eks. ved Traubes kunstige celler. [3] Her viser det sig atter, at vi ikke rører os ud af flækken med stofskiftet alene, fordi det ejendommelige stofskifte, der skal forklare livet, selv har behov for en forklaring ved hjælp af livsprocessen. Vi må altså prøve at gå frem på en anden facon.
Liv er æggehvidelegemernes eksistensmåde, og denne eksistensmåde består i det væsentlige i en uafbrudt selvfornyelse af disse legemers kemiske bestanddele.
Æggehvide er her brugt i den betydning, hvori den moderne kemi bruger udtrykket; under dette navn sammenfattes alle legemer, hvis sammensætning er analog med
sammensætningen af almindeligt æggehvidestof, de er også blevet kaldt proteinsubstanser. Navnet er noget uheldigt valgt, fordi almindelig æggehvide blandt alle beslægtede substanser spiller den mest livløse, mest passive rolle, idet den sammen med æggeblommen blot er næringssubstans for kimen under dens udvikling. Men så længe man endnu ved så lidt om æggehvidelegemernes kemiske sammensætning er dette navn dog bedre end alle andre, fordi det er mest generelt.
Overalt hvor vi finder liv, finder vi det bundet til et æggehvidelegeme, og overalt hvor vi finder et æggehvidelegeme, der ikke befinder sig i opløsning, finder vi også uden undtagelse livsfænomener. Utvivlsomt er også tilstedeværelse af andre kemiske forbindelser nødvendig i et levende legeme for at fremkalde særskilte differentieringer i disse livsfænomener; men de er ikke nødvendige for det nøgne liv, bortset fra at de kan indgå i føden og forvandles til æggehvide. De laveste levende væsner, vi kender, er netop ikke andet end simple små æggehvideklumper, og de kan allerede opvise alle de væsentlige livsfænomener.
Men hvori består disse livsfænomener, der er til stede overalt, hos alle levende væsner? Frem for alt består de i, at æggehvidelegemet fra sine omgivelser i sig optager andre stoffer, assimilerer dem, mens andre, ældre dele af legemet opløses og udskilles. Andre, ikke levende legemer forandres, opløses eller kombineres også under tingenes naturlige forløb, men herunder ophører de med at være, hvad de var. Klippen, der forvitrer, er ikke mere klippe; metallet, der oxyderer, bliver til rust. Men hvad der hos døde legemer er årsag til deres undergang, er hos æggehvidelegemet grundbetingelse for eksistensen. Fra det øjeblik, hvor denne uafbrudte omsætning af bestanddele i æggehvidelegemet, denne konstante skiften af ernæring og udskillelse ophører, fra det øjeblik ophører æggehvidelegemet selv, det opløses, dvs. det dør. Livet, æggehvidelegemets eksistensmåde, består altså frem for alt i, at det i hvert givet øjeblik er sig selv og tillige et andet; og dette ikke ifølge en proces, som det underkastes udefra, sådan som det også er tilfældet merl døde legemer. Tværtimod, livet, stofskiftet, det foregår ved ernæring og udskillelse, er en proces, der fuldbyrdes af sig selv. Denne proces er sin bærer, æggehvidelegemet, inhærent [iboende], medfødt, uden den kan det ikke eksistere. Og deraf følger, at hvis det nogen sinde skulle lykkes for kemien at fremstille æggehvidestof kunstigt, så må dette æggehvidestof opvise livsfænomener, selv om de er nok så svage. Ganske vist er det et stort spørgsmål, om kemien samtidig kan opdage den rigtige slags føde for dette æggehvidestof.
Af dette stofskifte, som er formidlet gennem ernæring og udskillelse og udgør æggehvidens væsentlige funktion, og af dets særegne plasticitet afledes alle de øvrige simple faktorer, der er det karakteristiske ved liv: modtagelighed for pirring - der allerede er indbefattet i vekselvirkningen mellem æggehviden og dens føde; kontraktibilitet [evnen til at trække sig sammen] - der allerede viser sig på et meget lavt trin ved fortæring af føde; mulighed for vækst, der på det laveste trin indbefatter forplantning ved celledeling; indre bevægelse, uden hvilken hverken fortæring eller assimilering af føden er mulig.
Vor definition af liv er naturligvis ret utilstrækkelig, den indbefatter langtfra alle livsfænomener og må tværtimod begrænse sig til de mest generelle og simple. Alle definitioner er af ringe videnskabelig værdi. For virkelig og tilbundsgående at få at vide, hvad liv er, måtte vi gennemgå alle dets fremtrædelsesformer, fra de laveste til de højeste. Sådanne definitioner er imidlertid meget bekvemme til husbehov og sine steder kan de ikke ret godt undværes; de kan heller ikke gøre skade, så længe man ikke glemmer deres uundgåelige mangler.
Men tilbage til hr. Dühring. Er det gået ham nogenlunde ilde på den jordiske biologis område, så forstår han at trøste sig ved at flygte til sin stjernehimmel.
”Det er allerede hele den objektive verden, der er lagt an på at frembringe lyst og smerte, og ikke først det sansende organ som særlig institution. Af denne grund antager vi, at modsætningen mellem lyst og smerte - og det på præcist samme måde, vi kender - er universel og må være repræsenteret ved i det væsentlige ensartede følelser i universets forskellige verdener... Denne overensstemmelse betyder imidlertid ikke så lidt; thi den er nøglen til følelsernes univers... Følgelig er den subjektive kosmiske verden ikke mere fremmed for os end den objektive. Begge rigers konstitution må man forestille sig efter en overensstemmende type, og hermed har vi begyndelsen til en bevidsthedslære, der har større end blot terrestrisk [jordisk] bærekraft".
Hvor meget tæller nogle grove bommerter, begået i den jordiske naturvidenskab, for den der bærer naglen til følelsernes univers i sin lomme? Allons donc!
[1]: