| Tilbage | Næste |
”Det er de mest indtrængende fagstudier der ligger til grund for de i dette kursus udtalte grundsætninger på det politiske og juridiske område. Man må derfor gå ud fra... at det her drejer sig om en konsekvent fremstilling af resultaterne på det juridiske og statsvidenskabelige område. Mit oprindelige fagstudium var netop juraen, og jeg har viet den ikke kun de sædvanlige tre års teoretisk universitetsforberedelse, men yderligere linder tre års praksis ved domstolene et fortsat studium, rettet især mod en uddybning af dens videnskabelige indhold... Kritikken af de privatretlige forhold og de tilsvarende juridiske utilstrækkeligheder ville sikkert heller ikke kunne optræde med samme fortrøstning, hvis den ikke overalt havde været sig bevidst at kende såvel fagets svagheder som dets stærke sider".
En mand, der føler sig berettiget til at tale sådan om sig selv, må jo på forhånd indgyde tillid, ikke mindst i sammenligning med
”hr. Marx' forhenværende og - som han selv indrømmer - forsømte jurastudium".
Derfor må det undre os, at den kritik af de privatretlige forhold, der optræder med så megen fortrøstning, indskrænker sig til at fortælle, at det
”ikke er meget bevendt med juraens videnskabelighed...”, at den positive borgerlige ret er uret, idet den sanktionerer voldsejendommen, og at hævnen er strafferettens ”naturgrund”. -
en påstand, hvor det eneste muligvis nye er den mystiske forklædning som ”naturgrund'. De statsvidenskabelige resultater indskrænker sig til forhandlinger mellem de velkendte tre mænd, hvoraf den ene på nuværende tidspunkt har voldført de to andre, og her undersøger hr. Dühring i fuld alvor, om det er den anden eller den tredje, der først har indført vold og trældom.
Lad os imidlertid forfølge de mest indtrængende fagstudier og den gennem tre års domstolspraksis uddybede videnskabslighed hos vor tilforladelige jurist noget nærmere.
Om Lassalle fortæller hr. Dühring os, at han
var sat under anklage ”på grund af tilskyndelse til forsøg på tyveri af et dokumentskrin...” uden at der dog kunne noteres en domfældelse, idet den dengang endnu mulige såkaldte frifindelse på grund af bevisets stilling fandt sted... denne halve frifindelse".
Lassalles proces, der her omtales, fandt sted i sommeren 1848 i Köln, hvor den franske strafferet var gældende, ligesom i næsten hele Rhin-provinsen. Kun for politiske forseelser og forbrydelser havde den preussiske Landret [1] undtagelsesvis været indført en kortere tid, men allerede i april 1848 blev denne undtagelsesbestemmelse atter ophævet af Camphausen. Den franske strafferet kender overhovedet ikke den preussiske Landrets upræcise kategori ”tilskyndelse til en forbrydelse”, endsige tilskyndelse til et forsøg på en forbrydelse. Den kender kun ansporing til forbrydelse, og for at være strafbar må denne ske ”ved gaver, løfter; trusler, misbrug af anseelse eller magt, snedige planer eller forbudte kunstgreb” (Code Denal, art. 60) [2] . Ministeriet, der havde fordybet sig i den preussiske Landret, ønskede at iscenesætte en politisk skueproces mod Lassalle og dumpede grundigt i. Den påstand, at den franske procesordning skulle operere med den preussiske Landrets frifindelse på grund af bevisets stilling. denne halve frifindelse - en sådan påstand kan kun en person driste sig til, der er totalt uvidende på den moderne franske rets område; denne ret kender i en straffesag kun domfældelse eller frifindelse, men ingen mellemting.
Vi er altså kommet i den situation at måtte sige, at hr. Dühring næppe så fortrøstningsfuldt havde begået sin ”historietegning i stor stil”, rettet mod Lassalle, hvis han nogen sinde havde haft et eksemplar af Code Napoleon mellem hænderne. Vi må konstatere, at den eneste moderne borgerlige lovbog, der hviler på den store franske revolutions samfundsmæssige resultater og overfører dem på det juridiske område, nemlig den moderne franske ret, er totalt ukendt for hr. Dühring.
Andetsteds - i forbindelse med kritikken af nævningedomstolene, der efter fransk mønster er indført på hele kontinentet og afgør sagerne ved stemmeflertal - belæres vi om følgende:
”Ja, man vil endog kunne gøre sig fortrolig med den ikke engang historisk helt enestående tanke, at en domfældelse med afvigende stemmer skulle være en umulig institution i et fuldkomment samfund... Imidlertid må denne alvorlige og dybt åndelige art at opfatte tingene på - som allerede ovenfor antydet - forekomme upassende for de overleverede samfundstilstande, fordi den er for god til dem...”
Atter engang er det ukendt for hr. Dühring, at nævningenes enstemmighed, ikke kun ved domfældelse i straffesager, men også ved afgørelser i civile sager, er absolut nødvendig ifølge gældende engelsk ret, dvs. den ikke nedskrevne sædvaneret, som har været i kraft i England i umindelige tider, i hvert fald siden det 14. århundrede. Den alvorlige og dybt åndelige art at opfatte tingene, der ifølge hr. Dühring er for god til verden i dag, har altså haft lovlig gyldighed i England siden den mørkeste middelalder, og fra England er den blevet overført til Irland, til Amerikas Forenede Stater og til alle engelske kolonier, uden at hr. Dührings indgående fagstudier har røbet ham bare den mindste lille stavelse om det! Det område, hvor der kræves enstemmighed af nævningene, er altså ikke blot uendelig stort i sammenligning med det lillebitte område, hvor den preussiske Landret har gyldighed, den er også større end alle de områder, taget under et, hvor sagerne afgøres af nævningene ved stemmeflertal. Altså er det ikke kun det eneste moderne retssystem, nemlig det franske, der er totalt ukendt for hr. Dühring; han er lige så uvidende angående det eneste germanske retssystem, der har videreudviklet sig indtil nutiden, uafhængig af Romerrettens autoritet, og er blevet udbredt til alle verdensdele, nemlig den engelske ret. Og hvorfor? Fordi den engelske form for juridisk tænkning
”dog, stillet ansigt til ansigt med den på tysk jord herskende skoling i de klassiske romerske juristers rene begreber, ikke kunne holde stand”,
siger hr. Dühring, og endvidere siger han:
”hvad er vel den engelsktalende verden med sit barnagtige blandingssprog, sammenlignet med vor naturgroede sprogudvikling?”
Hvortil vi kun kan svare med Spinoza: Ignorantia non est argumentum [Uvidenhed er ikke noget bevis].
Herefter kan vi ikke komme til noget andet slutresultat, end at hr. Dührings mest indtrængende fagstudier har bestået i, at han i tre år har fordybet sig teoretisk i Corpus huris og endvidere i tre år praktisk i den ædle preussiske Landret. Og sligt er jo sikkert ret så prisværdigt og tilstrækkeligt for en ganske respektabel gammelpreussisk kredsdommer eller advokat. Men hvis man har til hensigt at forfatte, en retsfilosofi for alle kloder og alle tider, så burde man dog også vide blot nogenlunde besked med retsforholdene hos andre nationer, såsom franskmænd, englændere og amerikanere, nationer, der har spillet en ganske anderledes rolle i historien end den lille afkrog af Tyskland, hvor den preussiske Landret florerer. Men lad os se videre.
”Den brogede blanding af lokal-, provins- og landslove, der på meget vilkårlig vis krydser hverandre i de forskelligste retninger, snart som sædvaneret, snart som skrevet lov, idet de vigtigste anliggender ofte er iklædt en forenklet paragrafform - dette mønsterkatalog af uorden og modsigelse, hvor detaljerne får det almene til at forvinde, mens lejlighedsvis det almene får det særskilte til at forsvinde, er sandelig ikke egnet til at gøre det muligt at udvikle en klar retsbevidsthed hos nogen".
Men hvor hersker denne forvirrede tilstand? Atter en gang er det især der, hvor den preussiske Landret har gyldighed, men hvor der ved siden af, over eller under denne Landret også findes provinslove, lokale vedtægter, hist og her også sædvaneret og andet tøjeri af de forskelligste relative afskygninger af gyldighed, en tilstand, der hos alle praktiske jurister udløser det nødråb, som hr. Dühring gentager med så megen sympati. Men han behøver slet ikke at forlade sit elskede Preussen, han behøver blot at komme til Rhinlandet. Her kan han overbevise sig om, at der i de sidste 70 år ikke længere har været tale om alt dette - for slet ikke at tale om, andre civiliserede lande, hvor slige forældede tilstande for længst er afskaffet.
Endvidere:
”På en mindre grel måde fremtræder tilsløringen al den naturlige individuelle ansvarlighed gennem de hemmelige og dermed anonyme kollektivdomme og kollektivhandlinger fra kollegiers og andre embedsinstitutioners side, der maskerer hvert medlems personlige andel”.
Og andetsteds:
”I vor nuværende tilstand vil det blive betragtet som et overraskende og yderst strengt krav, når man ikke vil vide al, at den enkeltes ansvarlighed tilsløres og tildækkes af kollegier”.
Måske vil hr. Dühring også betragte det som en overraskende meddelelse, når vi fortæller ham, at overalt hvor den engelske ret gælder, må hvert medlem af et dommerkollegium afgive sin dom enkeltvis i et offentligt tilgængeligt møde og motivere den; administrative kollegier, der ikke er valgte og ikke forhandler og stemmer offentligt, er en fortrinsvis preussisk indretning og ukendt i de fleste andre lande; følgelig kan hans krav måske blive anset for at være overraskende og yderst strengt, men netop kun - i Preussen.
Også hans klager over, at religiøse instanser skal indblandes ved fødsel, giftermål, død og begravelse rammer af alle større civiliserede lande alene Preussen, og det heller ikke længere, siden civilstandsregistret er indført. [3] Hvad hr. Dühring kun kan præstere formedelst den ”socialitære” fremtidstilstand, har selv Bismarck i mellemtiden klaret ved hjælp af en simpel lov. - På tilsvarende måde går det med ”klagen over juristernes mangelfulde udrustning til deres gerning”, en klage, der kan udstrækkes til også at gælde ”forvaltningens embedsmænd” - også det er en specifik preussisk jeremiade. Og også det jødehad, som hr. Dühring overdriver helt ud i det latterlige og ved enhver lejlighed stiller til skue, er en måske ikke speciel preussisk, men i hvert fald speciel østelbisk egenskab. Den samme virkelighedsfilosof, der suverænt ser ned på al fordom og overtro, stikker selv, så dybt i personlige griller, at han kalder den folkelige fordom mod jøderne, sådan som den er nedarvet fra middelalderens fanatisme, en ”naturdom”, der hviler på ”naturlige årsager”, og han kan få sig selv til at fremkomme med denne fantastiske påstand:
”Socialismen er den eneste magt, der kan få bugt med befolkningstilstande med stærkere jødisk iblanding” (tilstande med jødisk i-blanding! hvilket ”naturgroet” tysk!)
Nok om det. Storskryderiet med den juridiske lærdom har som baggrund - i bedste tilfælde - de allersimpleste fagkundskaber hos en ganske almindelig gammelpreussisk jurist. Det juridiske og statsvidenskabelige område, hvis resultater hr. Dühring konsekvent præsenterer os for, ”falder sammen” med det område, hvor den preussiske Landret gælder. Ud over Romerretten, som enhver jurist må kende, nu om stunder endog i England, indskrænker hans juridiske kundskaber sig ene og alene til den preussiske Landret, denne lovbog for den oplyste patriarkalske despotisme, der er skrevet på et tysk, som om det var hos den, hr. Dühring havde gået i skole; med sine moralske udgydelser, sin juridiske uklarhed og holdningsløshed, sine stokkeprygl som tortur- og straffemiddel tilhører den endnu helt og holdent den før-revolutionære tid. Hvad der er ud over dette, er af det onde for hr. Dühring - det gælder såvel den borgerlig-moderne franske ret som også den engelske ret med dens ganske særprægede udvikling og dens sikring af personens frihed, som er ukendt på hele kontinentet. Den filosofi, der ikke anerkender, nogen blot tilsyneladende horisont, men i sin magtfuld omvæltende bevægelse opruller den indre og ydre naturs himmel og jord" denne filosofi har som virkelig horisont grænserne for de, seks gammelpreussiske provinser og dertil kommer allerhøjst nogle andre småstumper af Tyskland, hvor den ædle Landret gælder; hinsides denne horisont åbner den hverken himmel eller jord, hverken den ydre eller den indre natur, men kun et billede af den groveste uvidenhed om alt, hvad der foregår i den øvrige verden.
Man kan ikke ret godt beskæftige sig med moral og ret uden at stille spørgsmålet om den såkaldte frie vilje, menneskets tilregnelighed, om forholdet mellem nødvendighed og frihed. Også virkelighedsfilosofien har ikke kun en, men endog hele to løsninger på dette spørgsmål.
”I stedet for alle falske frihedsteorier må man sætte den erfaringsmæssige beskaffenhed af det forhold, hvori den rationelle indsigt på den ene side og de driftsmæssige bestemmelser på den anden side så at sige forener sig i en middelkraft. Grundkendsgerningerne vedrørende denne art dynamik kan udledes af iagttagelsen, og også for forudberegning af endnu ikke indtrådte begivenheder kan de, så godt det kart lade sig gøre, anslås i al almindelighed efter art og størrelse. Herved bliver de absurde forestillinger om den indre frihed, som årtusinderne har gnavet og tæret på, bortryddet grundigt, men også erstattet med noget positivt, der kan anvendes til livets praktiske indretning".
Ifølge dette består friheden altså i, at den rationelle indsigt drager mennesket til højre, mens de irrationelle drifter drager det til venstre, og i dette kræfternes parallelogram sker den virkelige bevægelse i retning af diagonalen. Friheden skulle altså være gennemsnittet mellem indsigt og drift, fornuft og ufornuft, og dens grad skulle fastslås erfaringsmæssigt i hvert enkelt tilfælde ved hjælp af en ”personlig ligning”, for at bruge et astronomisk udtryk. Men nogle sider længere henne hedder det:
”Vi bygger den moralske ansvarlighed på friheden, som dog ikke betyder andet for os end modtageligheden for bevidste bevæggrunde ifølge den naturlige og erhvervede fornuft. Alle sådanne bevæggrunde virker med uundgåelig naturlig lovmæssighed på trods af iagttagelsen af mulige modsætninger i handlingerne, men netop på denne uundgåelige tvang bygger vi, idet vi ansætter moralske løftestænger”.
Denne anden definition af friheden, der ganske ugenert er et slag i ansigtet på den første, er atter en gang blot en overordentlig forfladigelse af den hegelske opfattelse. Hegel var den første, der fremstillede forholdet mellem frihed og nødvendighed rigtigt. Frihed er for ham indsigt i nødvendigheden. ”Blind er nødvendigheden kun, såfremt den ikke begribes”. Friheden ligger ikke i en drømt uafhængighed af naturlovene, men i erkendelsen af disse love og i den dermed givne mulighed for at lade dem virke planmæssigt til bestemte formål. Dette gælder såvel med henblik på den ydre naturs love som på dem, der regulerer menneskets egen legemlige og åndelige tilværelse - to klasser af love, som man måske kan adskille i forestillingen, men ikke i virkeligheden. Viljens frihed er derfor ikke andet end evnen til at kunne træffe beslutninger med sagkundskab. Jo friere altså et menneskes dom er med henblik på et bestemt spørgsmål, med desto større nødvendighed må denne dom være bestemt; mens den usikkerhed, som skyldes uvidenhed og som tilsyneladende vilkårligt vælger mellem mange forskellige og modsigende muligheder, netop derved beviser sin ufrihed, beviser, at den er behersket af den genstand, som den netop skulle beherske. Frihed består altså i herredømmet over sig selv og over den ydre natur, et herredømme, der bygger på erkendelsen af naturnødvendighederne; følgelig er det nødvendigvis et produkt af den historiske udvikling. De første mennesker, der udskilte sig fra dyreriget, var i alt væsentligt lige så ufrie som dyrene selv; men hvert fremskridt i kultur var et skridt mod friheden. Ved menneskehistoriens tærskel står opdagelsen af den mekaniske bevægelses forvandling til varme: at kunne frembringe ild ved gnidning; ved afslutningen af den hidtidige udvikling står opdagelsen af varmens forvandling til mekanisk bevægelse: dampmaskinen. - Og på trods af den enorme, befriende omvæltning i samfundet, som dampmaskinen medfører - og denne omvæltning er endnu ikke halvvejs tilendebragt - er det dog hævet over enhver tvivl, at ilden endog overgår den i verdensbefriende virkning. Ilden gav for første gang mennesket herredømme over en naturkraft og skilte det dermed endegyldigt fra dyreriget. Dampmaskinen vil aldrig medføre et så vældigt spring i menneskehedens udvikling, selv om vi betragter den som repræsentant for alle de dertil knyttede enorme produktivkræfter. Med disse produktivkræfters hjælp bliver en samfundstilstand mulig, hvor der ikke længere findes klasseforskelle, ingen bekymringer for de individuelle eksistensmidler; hvor der for første gang kan blive tale om virkelig menneskelig frihed, en eksistens i harmoni med de erkendte naturlove. Men hele menneskehistorien er endnu meget ung, og det ville være latterligt at tilskrive vore nuværende meninger nogen som helst absolut gyldighed; det fremgår af den simple kendsgerning, at hele den hid-tidige historie kan betegnes som historien om det tidsrum, der strækker sig fra den praktiske opdagelse af den mekaniske bevægelses forvandling til varme og til opdagelsen af varmens forvandling til mekanisk bevægelse.
Hos hr. Dühring behandles historien ganske vist anderledes. Generelt er den en genstand, der byder virkelighedsfilosofien imod, fordi den er en historie om vildfarelser, uvidenhed og råhed, om voldførelse og undertrykkelse. Mere specielt inddeles den i to store afsnit, nemlig 1. fra materiens med sig selv identiske tilstand til den franske revolution og 2. fra den franske revolution til hr. Dühring, og her er det 19. århundrede
”endnu i det væsentlige reaktionært, ja, det er det (!) i åndelig henseende endnu mere end det 18.”. uanset at det bærer socialismen i sit skød og med den ”spiren til en endnu vældigere omskabelse, end den blev udtænkt (!) af den franske revolutions forløbere og helte”.
Den virkelighedsfilosofiske foragt for al hidtidig historie motiveres som følger:
”De få årtusinder, for hvilke historiske tilbageblik formidles ved hjælp af originale optegnelser, har med den hidtidige menneske-forfatning ikke meget at betyde, når man tænker på rækken af kommende årtusinder... Menneskeslægten er som helhed endnu meget ung, og når engang det videnskabelige tilbageblik må regne med titusinder i stedet for tusinder af år, vil vore institutioners åndeligt umodne barndom have en selvfølgelig forudsætning med ubestridt gyldighed for vor tid, der til den tid vil blive vurderet som grå oldtid”.
Uden at opholde, os ved den sidste sætnings faktisk ”yderst naturgroede” sproglige udformning, bemærker vi to ting: for det første, at denne ”grå oldtid” under alle omstændigheder vil udgøre et historisk afsnit af stor interesse, fordi det danner grundlag for enhver senere og højere udvikling, fordi den som udgangspunkt har menneskets udvikling fra dyreriget og som indhold overvindelsen af vanskeligheder, der aldrig mere vil møde fremtidens associerede menneske. Og for det andet, at afslutningen af denne grå oldtid, over for hvilken de fremtidige historiske perioder, der ikke mere sinkes af vanskeligheder og forhindringer, bebuder langt større videnskabelige, tekniske og samfundsmæssige fremskridt, i hvert fald er et meget ejendommeligt valgt tidspunkt til at ville foreskrive disse kommende årtusinder noget som helst i form af endegyldige inappellable sandheder, uforanderlige sandheder og dybt, originale forestillinger, som er opdaget på grundlag af den åndeligt umodne barndom i vort meget ”tilbagestående” og ”tilbagegående” århundrede. Man må faktisk være en filosofisk Richard Wagner - dog uden Wagners talent - for at overse, at alle de nedvurderinger, man tildænger den hidtidige historiske udvikling med, også bliver hængende ved dens angiveligt sidste resultat - ved den såkaldte virkelighedsfilosofi.
Et af de mest karakteristiske stykker af den nye dybt originale videnskab er afsnittet om livets individualisering og kvalitetsforøgelse. Her sprudler og strømmer det i et uopholdeligt kildevæld gennem hele tre kapitler med banale orakelord. Vi må desværre nøjes med at give nogle korte prøver.
”Al sansnings og dermed alle subjektive livsformers dybere væsen beror på en differens af tilstande... For det fulde (!) liv lader det sig imidlertid også uden videre (!) påvise, at det ikke er i kraft af en vedvarende situation, men som følge af overgang fra en livssituation til en anden, hvorved livsfølelsen forøges og afgørende impulser udvikles... Den næsten med sig selv identiske, så at sige i inerti og ligesom i samme ligevægtsstilling forblivende tilstand har, hvordan den end måtte være beskaffen, ikke meget at betyde for tilværelsens prøvelse... Tilvænning og så at sige indleven gør den endelig til noget indifferent og ligegyldigt, som ikke adskiller sig noget videre fra det at være død. Allerhøjst kommer dertil kedsomhedens plage som en slags negativ livsytring... I det stagnerende liv udslukkes for den enkelte og for hele nationer al lidenskab og al interesse for tilværelsen. Men det er ud fra vor differenslov, at alle disse fænomener bliver forklarlige”.
Man tror ikke sine egne øjne, når man ser, med hvilken fart hr. Dühring frembringer sine i bund og grund ejendommelige resultater. Han har lige netop oversat en velkendt kendsgerning til virkelighedsfilosofiens sprog, nemlig at vedvarende pirring af de samme nerver eller vedvarende pirring af samme art trætter hver enkelt nerve og ethvert nervesystem, at der altså i normal tilstand må ske en afbrydelse og afveksling i nervens pirring - noget man i mange år har kunnet læse i enhver håndbog om fysiologi, og tillige noget som hver bedsteborger ved af egen erfaring; men næppe er denne ældgamle banalitet oversat til den mysteriøse form, at al sansnings dybere væsen beror på en differens af tilstande, før den allerede er forvandlet til ”vor differenslov”. Og denne differenslov gør en hel række fænomener ”fuldt ud forklarlige”, der selv ikke er andet end illustrationer eller eksempler på, at forandring fryder, noget der ikke trænger til særlig forklaring, selv ikke for den simpleste filisterforstand, og ikke vinder et gran i klarhed ved hjælp af denne angivelige differenslov.
Men endnu er vi langtfra kommet til bunds i den dybe originalitet, der findes i ”vor differenslov”:
”Livsaldrenes kæde og menneskets indtræden i de dermed forbundne ændringer i livsforholdene leverer et ret nærliggende eksempel til at anskueliggøre vort differensprincip. Barn, dreng, yngling og mand erfarer mindre styrken i deres givne livsfølelse gennem de allerede fikserede tilstande, hvori de befinder sig, end gennem overgangsepokerne fra den ene til den anden”,
og ikke nok med det:
[/q]”Vor differenslov kan også få en mere fjerntliggende anvendelse, idet man må regne med den kendsgerning, at gentagelsen af det allerede prøvede eller ydede ikke har nogen tiltrækning".
Og nu kan læseren selv tænke sig til alt det orakelskvalder, som sætninger af den ovenfor anførte dybde og originalitet giver anledning til, og hr. Dühring kan i slutningen af sin bog meget vel triumferende udbryde:
”For værdsættelsen og forøgelsen af livskvaliteten blev differensloven tillige teoretisk og praktisk afgørende”.
Den må ligeledes være afgørende for hr. Dührings vurdering af hans publikums åndelige værdi; han må jo tro, at det består af lutter æsler eller spidsborgere.
I tilgift får vi følgende yderst praktiske leveregler:
”Midlerne til at bevare en total interesse i livet” (en smuk opgave for en spidsborger eller sådanne, der ønsker ;at blive det!) ”består i, at man lader de enkelte, så at sige elementære interesser, af hvilke helheden er sammensat, udvikle sig eller afløse hverandre efter deres naturlige tidsfølge. Også for den samme tilstand vil den trinfølge, hvori de lavere pirringer, der er lettere at tilfredsstille, erstattes med højere, der er varigt virksomme, kunne udnyttes således, at man undgår at der opstår ganske interesseløse mellemrum. Men i øvrigt vil det komme an på at forhindre, at de spændinger, der opstår naturnødvendigt eller i den samfundsmæssige tilværelses normale forløb, på vilkårlig måde ophobes, forceres eller, hvad der er den modsatte forkerthed, tilfredsstilles så snart de opstår, og således forhindrer udvikling af et behov, der forøger nydelsesevnen. Overholdelse af den naturlige rytme er her som andetsteds den første forudsætning for en jævn og behagelig bevægelse. Man må dog heller ikke stille sig den uløselige opgave at ville udstrække en hvilken som helst situations pirring ud over den frist, der er tilmålt den af naturen eller forholdene" osv.
Deri bedsteborger, der tager disse højtidelige filisterorakler, skabt af et pedanteri, som grubliserer over de ferskeste platheder, til rettesnor for ”livets prøvelse” - han får ganske bestemt ikke anledning til at klage over ”ganske interesseløse mellemrum”. Han vil få brug for al sin tid til regelret forberedelse og anordning af nydelserne, således at han ikke får et ledigt øjeblik til selve nydelsen.
Vi skal prøve livet, det fulde liv. Hr. Dühring forbyder os kun to ting:
for det første ”den urenhed, der er forbundet med at indlade sig med tobak”, og for det andet drikkevarer og næringsmidler, som har egenskaber, der er modbydeligt ophidsende eller overhovedet er forkastelige for den finere følsomhed".
Eftersom hr. Dühring i sit kursus om økonomien synger så begejstrede lovsange over brændevinsbrænderiet, er det vel umuligt at han ved disse drikkevarer kan tænke på snapsen; vi er altså nødt til at drage den slutning, at hans forbud kun gælder vin og øl. Hvis han nu også forbyder kød, så har han hævet virkelighedsfilosofien til samme høje niveau, hvor Gustav Struve i sin tid bevægede sig med så megen succes - på højde med den rene skære barnagtighed. [4]
Apropos, så kunne hr. Dühring dog vise sig noget mere liberal med hensyn til de spirituøse drikke. En mand, der indrømmer, at han stadig væk ikke kan finde broen fra det statiske til det dynamiske, har bestemt al mulig grund til at dømme skånsomt, når en eller anden stakkels djævel for en gangs skyld har kigget for dybt i glasset og som følge deraf leder forgæves efter broen fra det dynamiske til det statiske.
[1]: