XIV. Afslutning

Vi er nået til vejs ende med filosofien; de fremtidsfanta­sier, der ellers måtte være at finde i hr. Dührings ”Cur­sus”, skal beskæftige, os i forbindelse med den dühringske omvæltning af socialismen. Hvad har hr. Dühring lovet os? Alt. Og hvad har han holdt? Slet ingenting. ”Elementerne til en virkelig filosofi, der følgelig er rettet mod naturens og livets virkelighed”, den ”strengt videnskabelige verdensanskuelse”, de ”systemskabende tanker” og alle de øvri­ge dühringske kraftpræstationer, udbasuneret af hr. Düh­ring selv med højtravende talemåder, har vist sig som den rene svindel, overalt hvor vi tog fat på dem. Verdensske­matikken, der ”uden at ofre tankens dybde med sikkerhed har fastslået eksistensens grundformer”, viste sig at være en uendelig forfladiget efterligning af den hegelske ”Logik” og har tilfælles med denne kun den overtro, at disse ”grundformer” eller logiske kategorier fører en hemmelig­hedsfuld tilværelse et eller andet sted forud for og uden for den verden, på hvilken de skal ”anvendes”. Naturfilosofien serverede for os en kosmogoni, hvis udgangspunkt er ”ma­teriens med sig selv identiske tilstand” - en tilstand, man kun kan forestille sig formedelst en håbløs forvirring af sammenhængen mellem materie og bevægelse og når man antager, at der uden for verden eksisterer en personlig Gud, som alene kan hjælpe denne tilstand med at komme i bevægelse. Da det drejede sig om den organiske natur, måtte virkelighedsfilosofien, efter den havde forkastet den darwinistiske kamp for tilværelsen og det naturlige parringsvalg som ”et stykke brutalitet, rettet mod humaniteten”, igen slippe dem begge ind ad bagdøren som faktorer, der

er virksomme i naturen, om end i anden række. Også på biologiens område demonstrerede virkelighedsfilosofien en uvidenhed, som man må lede med lys og lygte efter, selv hos døtre fra de dannede kredse, nu da populærvi­denskabelige foredrag ikke længere er til at komme udenom. På moralens og rettens område havde virkelighedsfilosofien med sin forfladigelse af Rousseau ikke mere held med sig end med sin forfladigelse af Hegel, og også med henblik på retsvidenskaben beviste den - trods påstanden om det modsatte - en uvidenhed, som det turde være sjældent at møde endog blandt de simpleste gam­melpreussiske jurister. Den filosofi, ”der ikke tillader no­gen blot tilsyneladende horisont”, nøjes i virkeligheden med en horisont, der falder sammen med det område, hvor den preussiske Landret gælder. Den ”ydre og indre naturs himmel og jord”, som denne filosofi i sin magtfuld omvæltende bevægelse lovede at oprulle for os, for slet ikke at tale om den ”endegyldige inappellable sandhed” og ”det absolut fundamentale” venter vi fortsat forgæves på. Den filosof, hvis tænkemåde ”udelukker enhver tilbøje-lighed til en subjektivistisk-indskrænket verdensforestil­ling”, viser sig ikke blot at være subjektivistisk indskræn­ket, fordi han - som påvist - har yderst mangelfulde kundskaber, en indskrænket metafysisk tænkemåde og lider af grotesk selvovervurdering, men også fordi han er fuld af barnagtige, personlige griller. Han kan ikke stable sin virkelighedsfilosofi på benene uden at lufte sin modvilje mod tobak, katte og jøder og påtvinge hele den øvrige menneskehed, indbefattet jøderne, denne sin modvilje som almengyldig lov. Hans ”virkelig kritiske standpunkt” over for andre personer består i, at han påståeligt pådutter dem ting, som de aldrig har sagt, og som er hr. Dührings eget fabrikat. Hans brede udgydelser om spidsborgerlige emner, såsom livskvaliteten og den bedste måde at nyde den på, er af en filistrøs karakter, der forklarer hans vrede mod Goethes ”Faust”. Det var i sandhed utilgiveligt af Goethe, at han gjorde den umoralske Faust til helten i værket og ikke den alvorlige virkelighedsfilosof Wagner. - Kort sagt, virkelighedsfilosofien i sin helhed viser sig - for at tale hegelsk - som ”det tyndeste opvaskevand efter det tyske oplysningsgilde” [der seichteste Abkläricht des deu­tschen Aufkläricht], en gang opvaskevand, hvis magre og gennemsigtige banalitet bliver jævnet og gjort lidt min­dre gennemsigtig ved hjælp af de gådefulde orakelord, der svømmer som boller i det. Og når vi er kommet igennem bogen, er vi lige så kloge som før og tvunget til at indrømme, at den ”nye tænkemåde”, ”de i bund og grund ejendommelige resultater og anskuelser” og de ”systemskabende tanker” ganske vist har præsenteret forskellige nye slags nonsens for os, men ikke en eneste linje, hvoraf vi kunne have lært noget. Og denne person, der oprekla­merer sine kunster og sine varer med trommer og trom­peter værre end den værste markedsudråber, og bag hvis store ord der ingenting, slet ingenting findes - denne person drister sig til at betegne andre mænd som charlataner, mænd som Fichte, Schelling og Regel, mænd, hvoraf selv den mindste er en kæmpe i sammenligning med ham. Charlatan, så sandelig - men hvem?